Erling Jepsens mor afslørede en stor familiehemmelighed juleaften: ”Er det ikke vildt?”

Er du et julemenneske?

”Jeg er lidt indifferent, faktisk. Jeg kan godt lide, når børn er glade. Og at se min egen datter glad. Men hvis det bare var mig selv, ville jeg bare være hjemme og læse en god bog.”

Hvad kendetegner en sønderjysk jul?

”Vi dansede ikke om juletræet. Det stod nærmere inde i hjørnet. Og som jeg har fået forklaret det, stammer det fra skyttegravene i Første Verdenskrig. Der gjorde man en del ud af julen, og både min morfar og farfar deltog i Første Verdenskrig som dansksindede tyskere.

Men nede i skyttegraven kunne man jo ikke danse rundt om træet. I stedet pyntede man under træet og gjorde meget ud af det. Med mos især. Og grankogler og andet pynt. Jeg blev ret overrasket, da jeg kom til København og oplevede folk, der dansede om juletræet. Jeg troede bare, det var noget, der foregik i film.”

I ’Kunsten at græde i kor’ er der en episode, hvor hovedkarakteren får spændt ben for sin fars julemandskonkurrent, Warming, så han falder ned ad trappen og dør. Var dine egne juleaftener også præget af den slags episoder?

”Jeg forbinder ikke min egen jul som dreng og ung med hygge. Bestemt ikke. Nu er vi tilbage i Gram i Sønderjylland, hvor jeg er vokset op. Der var julen ligesom en eksamensopgave.”

Hvordan det?

”Det gjaldt om at gennemføre en forestilling til min fars tilfredsstillelse. Det handlede om at gøre ham glad, at han skulle have en god jul. Han ønskede sig ikke gaver som sådan, men han ønskede sig en god jul og kiggede sådan truende på én.”

Hvordan gjorde man ham glad?

”Det tror jeg aldrig helt, vi fandt ud af, min storesøster og jeg. Vi skulle være meget henrykte og sidde med vinger på og med strålende øjne, når vi fik gaver. Men fx fik jeg engang et elektrisk tog, mit første, men der var ingen skinner med. Og så skulle jeg jo være glad. Helt ufatteligt glad. Min far mente, at når han kom i himlen, ville det altid være jul. Han forbandt det med noget meget, meget stort. Men man blev helt våd af sved på ryggen over det. Så sagde man, at det gjorde da ingenting, at der ikke var nogle skinner, toget kunne køre på. Men selvfølgelig gjorde det noget.”

Kunne du så skjule din skuffelse?

”Det tror jeg sgu ikke. Jeg tror, jeg sad og svedte. Da det blev hverdag skulle vi ind til Rødding og købe skinner. Men de var så dyre, så dyre. Og min far stod og slog i bordet. Han mente, at hvis man gjorde det, kunne man måske få sin vilje. ’Vi har ingen penge,’ sagde han, ’se på min dreng. Der var altså skinner på den pakke, toget lå i.’ Så fik vi nogle skinner, der var kasserede og helt skæve og forvredne. Igen stod jeg i et hjørne og svedte. Så meget ville jeg slet ikke have de skinner. Endnu værre var det, da vi blev ældre og kom til at sige ham imod. Så fik han et nervesammenbrud. Det kunne kulminere med, at han ikke slog os, men sig selv. Han sad og slog hovedet ind i muren for at straffe sig selv for, at han havde været så dum, at han ikke havde evnet at opdrage sine børn. ’Du er god nok, far,’ sagde vi så. Julen var et nervepres.”

Hvornår fik du så den erkendelse, at julen også rummede visse kvaliteter?

”Da jeg selv fik familie. Min kone kommer fra sådan en meget hedensk familie, hvor de overøste hinanden med gaver og slik. Der var heller ikke noget kristent i det. I min barndom fik vi læst op af juleevangeliet, og min far læste højt, men det var, som om der manglede noget, syntes han. Så sad han og krummede sig, fordi det ikke var det rigtige sted i teksten, han læste fra. Men det var det. Der var bare ikke indtruffet den her særlige, højtidelige stemning. Kan du følge mig?”

Det kan jeg godt. Din datter er 25 år i dag. Elskede hun julen som barn?

”Det gjorde hun virkelig. Og så elskede jeg den jo også. Og med min kones familie er det jo også noget helt, helt andet. Eller med nogle venner. Det er mere afslappet, og der har jeg faktisk forstået, hvad meningen med julen er.”

Har du ofte holdt jul med venner?

”Ja. Eller det vil sige: Det er familie længere ude. Med min niece, hendes amerikanske mand og deres to børn. Det er pragtfuldt. Og så holder vi både om aftenen og igen om morgenen, fordi han er amerikaner. Det, synes jeg, er fedt.”

Får du lidt under vesten sådan en juleaften?

”Det kunne jeg da godt tænke mig at få, og det har jeg da også før fået. Men nu er jeg det, man kalder kronisk smertepatient (Erling Jepsen har dårlig ryg, red.), og jeg får en hel del medicin, der ikke rigtig går sammen med alkohol. Desværre. Men min mor kunne godt lide en lille én. Da min far var død, kom hun herover og besøgte os som gammel dame. Da hun blev fuld, begyndte hun at snakke om en elsker, en ung mand, hun havde haft, mens min far var til hundetræning med sin politihund. Så sneg hun sig ned i naboens kælder og hyggede sig med naboens søn. Er det ikke vildt?”

Det fik hun lige afsløret juleaften?

”Juleaften! Ha ha. Jeg syntes faktisk, det var fedt at høre om. Naboens søn talte ikke så meget. Han havde en ræv bag øret, som hun sagde. Det betød, at de lavede aftalen om affæren uden så mange ord. Hun skulle ned i vores baghave og gå langs åen til naboen og ned i kælderen, hvor han boede. Hun var nok dobbelt så gammel som ham.”

Erling Jepsen

(f. 1956) Dramatiker og forfatter. Fik sit store litterære gennembrud i 2002 med ’Kunsten at græde i kor’, der semibiografisk bygger på hans egne barndomsminder fra opvæksten i sønderjyske Gram. Romanen blev filmatiseret i 2006. I 2014 vandt han DR Romanprisen for ’Den sønderjyske farm’. Aktuel med romanen ’Navnebror’, der udkom på Gyldendal i september.

Har du nogensinde givet en virkelig god gave?

”Ja. Det var en meget stor pingvin. Til en, der godt kunne lide pingviner, min daværende kæreste. Den var næsten to meter høj, og jeg købte den på Strøget. Jeg kan huske, at vi sad og holdt jul i min lejlighed. Min datter og jeg lavede en aftale om, at hun skulle ringe på døren og så gå ud på toilettet. Så skulle jeg sige til min kæreste: ’Hov, der er da nogen, der ringer på.’ Så løb hun ned og åbnede, og så stod der en kæmpestor pingvin.”

Blev hun glad?

”Ja, det gjorde hun da. Jeg tror, den står i hendes lejlighed endnu, selvom vi ikke er sammen mere.”

Hvad er den værste gave, du har givet?

”Det er en gave, jeg aldrig fik afleveret. Jeg havde fundet en bog om, hvordan vejret ifølge meteorologerne havde været dag for dag helt tilbage til 1900. Den, tænkte jeg, kunne være spændende for min far. Så kunne han se, hvordan vejret havde været, da han var dreng. Men det ville også have været lidt ondskabsfuldt, fordi han altid fortalte om, hvordan det sneede helt utroligt meget hver eneste vinter, da han var dreng. Og sommeren var bare solrig. Og jeg kunne se på de tal i bogen, at det overhovedet ikke passede.”

Du ville ikke briste illusionen?

”Nej. I sidste øjeblik beholdt jeg den bare selv.”

Hvordan skal du fejre jul i år?

”Jeg tror, det bliver med min kone, min niece og hendes mand. Men det er ikke helt afklaret endnu. Hvis jeg skulle ende med at sidde alene, ville det heller ikke røre mig en pind.”

Har du prøvet det før?

”Ja, da jeg kom til København. Der kendte jeg jo ikke nogen. Så tog jeg ind til Den Grå Hal på Christiania. Men jeg kom alt for tidligt. ’Ja, her er ikke så mange endnu,’ sagde damen i indgangen, da jeg købte billet. Så sad jeg alene og ventede, men der kom bare ikke nogen til det der store arrangement. Så gik jeg hen til et andet sted i samme bygning, hvor der var en heavy metal-koncert. Og ved du hvad? Der var bare unge, vrede, ensomme mænd ligesom mig. Der var sgu ingen piger. Det kan sikkert være svært for unge mænd, der kommer til byen og ikke har familie eller vil familien. Men jeg brød mig heller ikke om heavy metal. Så jeg tog bare hjem med nogle guldøl. Det var ensomt.”

Hvordan er dit forhold til julemusik?

”Nej. Nej da. Nogle salmer er jo smukke. ’Dejlig er jorden’ er god. Men ikke det der julepop.”

Går du op i maden juleaften?

”Det går jeg slet ikke op i. Jeg kan bare godt lide god mad. Da jeg var dreng, var traditionerne så kedelige. Det var kvantitet over kvalitet. Der var en kylling, lidt medisterpølse, frikadeller og en bøf. En overflod af mad.”

Er der en julefilm, du godt kan lide?

”Ja! Det er jo den her ’Bad Santa’. Med ham der sidder og tisser i bukserne og slår børnene. Det, synes jeg da, er hylende skægt. Har du ikke set den?”

Jo, den er god!

”Der kom også en fortsættelse. Sådan noget der kan jeg sgu godt lide. Ej, hvor jeg synes, det er godt. Og han er alkoholiker og vader rundt. Øj, øj, øj.”

Har du nogle ønsker for det kommende år?

”Jeg kunne godt tænke mig – på et tidspunkt – at blive bedstefar. Det kunne jeg da. Jeg ved ikke, om det allerede bliver næste år. Min datter og hendes udkårne vil gerne have børn, men man skal ikke spørge til, hvornår det bliver. Vi skal ikke presse på, siger hun. Men det er jo helt fantastisk at fejre jul med små børn.”