”Hvis rygning skal vedblive med at fremstå cool i nogens øjne, så skal der være nogle cool rygere at kigge på, og dem bliver der færre og færre af.”

”Hvis rygning skal vedblive med at fremstå cool i nogens øjne, så skal der være nogle cool rygere at kigge på, og dem bliver der færre og færre af.”
Offentliggjort

”Jeg mener, at rygning er den mest åndssvage af alle menneskets handlinger og den eneste, der er regulært naturstridigt.” Sådan skriver James Bond forfatteren Ian Fleming i den syvende detektivroman, ’Goldfinger’ (1959). Alligevel var Flemming selv storryger og døde senere som konsekvens af stort alkohol- og røgindtag.

I de originale bøger pulsede James Bond også gerne en 60-70 smøger om dagen, men han har på film ikke fået en eneste cigaret siden 1989, hvor Timothy Dalton var den sidste 007 til at tænde op i ’License to Kill’. Rygning er ikke længere noget, ’man gør’. Men er det stadig cool?

For Ian Flemmings paradoks findes stadig den dag i dag, 56 år senere, hvor ingen længere kan være i tvivl om cigaretters helbredsskadelige egenskaber. Alligevel ryger næsten hver femte voksne dansker. Alle cigaretpakker er udstyret med påmindelser om, hvad rygning gør ved dig, i form af makabre billeder af iturøgede lunger og dårlige tænder, ligesom kampagner, tv-reklamer mm. konstant minder os om, at røg er møg.

Siden 2001 har al form for reklame for tobak været ulovligt i Danmark, rygning på barer, caféer og andre lokaler over 40 m2 er forbudt, og priserne på cigaretter hæves med jævne mellemrum, senest i starten af denne måned, da regeringen varslede en prisstigning på 2,3 % efter nytåret.

På 20 år er andelen af voksne danskere, der ryger, gået fra 50 % til 17 %. Livsstilseksperten Christian Grau, der aldrig selv har røget, finder det mærkeligt, at unge oplyste unge ryger, og mener, at det hænger sammen med et ønske m at markere sig som voksne, og gøre oprør mod netop autoriteternes advarsler:

”De, der er vokset op i 90’erne har jo fra barnsben fået turet ørene fulde med, at det ikke alene er usundt, det er også livsfarligt, og derfor er jeg er overrasket over, hvor mange unge der ryger. Det er måske netop på grund af den løftede pegefinger, at de ryger. Som et oprør mod deres forældre, pænhed og fornuften,” siger Christian Grau.

Foto: Rasmus Weng Karlsen

Han nævner ikoner som James Dean og Steve McQueen, der med en cigaret i hånden udstrålede coolness og fandenivoldskhed i en sådan grad, at det hænger ved den dag i dag. Grau fortæller samtidigt, at deres tidlige død er med til at gøre deres rygning rebelsk i stedet for dum. Var de ikke døde i en ung alder, havde vi set dem gå rundt med rollator og iltflaske i dag, og som alt andet end cool:

LÆS OGSÅ: En bluffers guide til nattelivet lige nu

”Når vi ser billeder af mennesker i ’cigaretøjeblikke’, er det gerne med en kop kaffe, en øl eller bare totalt afslappede. Men det er jo bare øjebliksbilleder. Det er ikke cool at være en slave af tobak, der ikke kan vente med at komme ud af flyveren for at ryge. Den slags situationer kommer sjældent på idolplakater.”

Judy Gammelgaard er lektor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Hun mener, at folk ryger af tre årsager: Afhængighed, beroligelse og vigtigst af alt: Nydelse. Den sidste fremhæver hun, for det er den, der kan få rygeren til at se bort fra de negative sider af rygningen:

”Rygeren er livsnyder i den forstand, at han eller hun vejer nydelsen tungere end konsekvenserne, når det kommer til rygning. Men om det er cool, afhænger i højeste grad af beskueren. Det er ens egne holdninger og forudindtagelser om rygning, der bestemmer om man synes, det er cool eller ej.”

Bliv ven med os på Facebook

”Hvis du er ryger, er du naturligvis mildere stemt overfor andre rygere, end en ikkeryger vil være. Kulturelle normer ændrer sig også hele tiden, så hvis en helt som James Bond begyndte at ryge, ville hans skille sig så meget ud fra normen, at man som biografgænger kunne tænke, at tobaksfirmaerne måtte have betalt mange penge for det.”

Så hvem er det, vi ser ryge? James Bond er holdt op. ’Mad Men’ er ikke blege for at ryge i 1960’erne, ligesom antihelten Jesse fra ’Breaking Bad’ også røg en cigaret eller to. Til gengæld er det sjældent, at karakterer i sitcoms ryger, med mindre et afsnit netop handler om, at de skal stoppe.

På film og tv bliver cigaretter således oftest brugt til at cementere en karakter som antihelt, outsider eller skurk. Helten ryger ikke længere. I modeverdenen bliver cigaretter også brugt til at signalere carelessness og rebelskhed, fortæller Euromans moderedaktør, Frederik Lentz:

LÆS OGSÅ: Test: Drikker du for meget?

”Vi bruger cigaretter på vores fotoshoots, hvis tonen skal være rebelsk, ung og sådan lidt loose. Det er den nemmeste måde, der findes, til at bryde det pæne og polerede på, og så ser det cool ud. Jeg vil nu sige, at det ikke er cool at være ryger, men det ser tit rigtigt cool ud på billeder.”

Hvad angår fremtiden for cigaretters status som en cool rekvisit, ser det sort ud. Selvom rollen som antiautoritær accessory stadig er intakt, vil det moderne menneskes ønske om et sundt, kontrolleret liv blive det nye cool, siger Christian Grau:

”Jeg tror, det vil lykkes at marginalisere rygning og rygere i løbet af de kommende år. I takt med at færre og færre trods alt ryger, vil rygning miste sin værdi som symbol på voksenlivet og så vil det miste sin fascinationskraft. I dag stopper mange i 30’erne, og dem der fortsætter er dem, der ikke kan holde op – dem der ikke kan kontrollere sig selv.”

”Afhængigheden vil i stigende grad blive betragtet som un-cool, fordi vi lever i en tid, hvor vi dyrker selvkontrol: Vi spiser ordentligt, vi træner, vi kommer hurtigt gennem uddannelsessystemet. Hvis rygning skal vedblive med at fremstå cool i nogens øjne, så skal der være nogle cool rygere at kigge på, og dem bliver der færre og færre af.”

LÆS OGSÅ: 8 slags syndig mad der er sundere, end du tror

LÆS OGSÅ: 9 fede og anderledes motionsløb i Danmark

LÆS OGSÅ: Derfor skal jeg ikke på Roskilde