I sommer blev jeg far til en lille pige. Hun skal hedde Ellen, og hun er simpelthen så sød.
Nu har vi holdt hende i live i snart 2 måneder, og hvis vi bliver ved med det, så er hun snart et år og pludselig bliver hun 8, og inden vi ser os om, flytter hun hjemmefra.
Jeg har skullet vænne mig til tanken om, at der ikke kommer nogen og henter hende.
Hun meldte sin ankomst lige midt i sommerferien, og det betød, at den første måned, hun var her, dasede vi rundt og holdt ferie i et sommerhus sammen med hende.
Med andre ord gik vores ferie til Ellen i år. Hun var vores Rhodos. Hun var vores all inclusive.
LÆS OGSÅ: Jeg er ikke blevet sindssyg - jeg er bare blevet far
Men modsat alle tidligere ferier, jeg har været på, hvor man tager tilbage til hverdagen med en masse minder og måske en rest af noget maveinfektion efter noget dårlig paella, så tog vi også hjem til hverdagen i år. Men vi havde Ellen med. Selvfølgelig. Heldigvis.
Jeg er startet på arbejde igen, mens min hustru er på barsel, og sammen med Ellen styrter hun rundt og laver en masse barselsting, og jeg har det fint med at være på job, men jeg er kommet til next level i noget at komme hjem til.
Det er en vild følelse, at Ellen er derhjemme, og det vil være for meget at sige, at hun kommer mig løbende i møde, når jeg sætter nøglen i døren, men hun græder da ikke, når hun ser mig, og det ser jeg som et klart succeskriterie.
I det hele taget er jeg begyndt at slappe mere af i det her baby-liv, og jeg trøster mig hele tiden ved at se på andre, der har klaret at opfostre børn og tænke, at hvis de kan, så kan jeg også.
Men der er da episoder, hvor jeg går i panik.
Man får for eksempel besøg af sundhedsplejersken nogle gange, når man lige er blevet forældre, og det har jeg set som en slags tvangsfjernelseseksamen, der skal bestås hver gang.
Et kvarter før sundhedsplejersken skulle komme første gang, opdagede jeg, at vi ikke havde mere toiletpapir, og af frygt for at sundhedsplejersken skulle opdage det og notere det i de officielle kommunale papirer, måtte jeg løbe i fuld firspring ned i kiosken og skynde mig at købe en pakke.
Hun brugte selvfølgelig slet ikke toilettet.
For ikke at tale om første gang, jeg skulle skifte ble, mens hun var der. Jeg var rystende nervøs. Det føltes som om jeg skulle bygge et korthus i midtercirklen i Parken, mens alle øjne hvilede på mig.
LÆS OGSÅ: #Dadbod: Farmands slaskede krop er det mest sexede lige nu
Men det gik, og det gjorde sundhedsplejersken også. Uden at tage Ellen med, og efterhånden er jeg begyndt at stole mere på, at vi har evnerne til at føre hende sikkert frem til sin 18 års fødselsdag.
I det hele taget nyder jeg at være blevet medlem af forælderklubben.
Nu har jeg aldrig været det store club-menneske, jeg er mere klub-typen, og hvis man alligevel som nybagt forælder savner at tage i byen, kan man bare begynde at udtale ordet ‘søndag’ på engelsk.
“Jeg skal vaske flasker på Sunday”. Med et lyder du som en, der skal en og hælde dyr champagne lige lukt ned i afløbet sammen med jetsettet, mens du i virkeligheden bare skal stå derhjemme og rense sutteflasker for din hustrus mælk.
Men jeg er vild med den far-klub, jeg er blevet en del af. Man hilser på hinanden, hvis man krydser nogen på gaden, der har samme barnevogn som en selv.
Man får forstående blikke, når præmiebabyen udvikler sig til at være en skrigeballon midt i Føtex. For slet ikke at snakke om de grupper på Facebook, man kan blive medlem af, når man har fået et lille barn.
LÆS OGSÅ: 5 ting man ikke skal sige til en nybagt far
Det må være noget ala det samme sammenhold hundeejere oplever, blot med kræ, der har mulighed for at få en uddannelse og en indtægt på sigt.
Selvfølgelig er der en bagside af alle medaljer, og du er sikker på at blive rettet, hvis du gør noget forkert.
Lægger du for eksempel et billede på Instagram, hvor din datter sidder lidt sammensunket i en autostol, kan du være helt sikker på, at snigskytterne ligger klar til at skyde på, hvad der er forkert. Det er ligesom de der skægge Find Fem Fejl-billeder, jeg legede med som barn. Bare for voksne.
Jeg tror, folk gør det i bedste mening, og jeg tror, at de fleste er klar på at hjælpe hinanden med gode råd, og hvis jeg var glad for Google i forvejen, så er jeg kun blevet endnu mere begejstret.
Omend man skal passe på med at tage alt, hvad du finder derinde for gode varer, så kan google guide dig i den rigtige retning, og det er meget betryggende at vide, at det meste er googlet før.
“Hvordan får du babyafføring af et lyst tæppe?”
“Kan arp slå rødder”
“Gode gaver at give i fødselsdagsgave fra spædbarn”
Hvis du vil slippe for at google det, kan jeg lynhurtigt give dig svarene.
“Sæbevand”
“Nej”
“…” - jeg endte med at give en ekstern harddisk. Det var ikke ubetinget et hit.
LÆS OGSÅ: Magnus Millang om at blive far: Jeg troede, jeg var fucked for life
LÆS OGSÅ: Thomas Skov Gaardsvig: Du lægger heller ikke medisterpølse på Instagram
LÆS OGSÅ: Sådan føles det at slås med sin far
