Er du nogensinde kommet til skade på et dansegulv?
”Ja. Jeg er en hyppig danser. For 16 år siden var jeg på Mallorca og fejre nytårsaften, en vidunderlig fest. Det var sent på aftenen, og af en eller anden grund havde jeg taget skoene af, så jeg kun var i strømpesokker.
Jeg var ude at danse med en flot kvinde, som havde stilethæle på. På et tidspunkt drejede vi rundt, det var faktisk et meget ømt øjeblik, men så trådte hun mig på foden, bam, lige ved siden af storetåen.
Senere blev jeg røntgen-fotograferet, og det viste sig, at der var gået en flig af knoglen. Der er jo et kæmpe tryk på sådan en stilethæl.”
Hvad er den mest besynderlige historie, du har læst om dig selv i medierne?
”Min mand, Jon, og jeg har boet i vores lejlighed i 24 år, og da vi købte den, skrev Her & Nu, Kig Ind eller Se og Hør, et af de blade, om det. På forsiden var der et billede af lejligheden og en rød cirkel rundt om dørtelefonen, og så stod der: ’Peter Frödin køber luksuslejlighed med sin bøsseven, så de kan boltre sig i Ørstedsparken’. Det var overskriften, ordret, og det er jo et lille mesterværk. Det har jeg jo grinet af siden da.
I tiden efter oplevede vi nogle gange, at der midt om natten blev ringet på: ’Hej, det er Christian, jeg er 24, må jeg komme op?’ Vi endte med at tage mit navn af på døren, så nu er der ro, og alt er godt.”
Har du nogensinde siddet i et fly og bedt for dit liv?
”Det har i hvert fald været tæt på. I 1999 havde vi været på Bali, og da vi fløj hjem og skulle lande i København, var der orkan over Danmark. Da flyet nåede ind over Sjælland, blev det kastet rundt. Hylderne sprang op, kufferter og håndbagage væltede ned, folk skreg og kastede op. Der stank over det hele.
Vi var afsted med nogle af vores venner og deres to små børn, som sad på en række ved vinduet. Jeg knugede min mands hænder og sagde til dem: ’Det er bare noget, der hedder turbulens.’ De kunne så godt se, at den var helt gal, fordi deres mor sad med sit hoved inde i min armhule. Det følte hun, var trygt på det tidspunkt. Men så råbte hun højt: ’Jeg vil ikke dø. Jeg vil ikke dø.’
Vores fly var et af de sidste, der fik lov til at lande. Vi holdt på landingsbanen i fire timer og endte så til sidst i en hangar. Da vi så endelig humpede ud af flyet, det kan jeg godt indrømme nu, sneg jeg mig lige op på business class, hvor jeg havde set, at der var nogle virkeligt lækre tæpper. Fra Givenchy, i sådan en flot, dueblå farve. Jeg tænkte: ’Dem er der sikkert ikke nogen, der har brug for.’ Så dem nappede jeg, og dem har vi stadig den dag i dag.”
Peter Frödin
(f. 1964) Opvokset på Amager.
Brød igennem med ’Bullerfnis’ sammen med Hella Joof. Fik siden stor succes med satiregruppen Lex og Klatten og programmet ’Det Brune Punktum’. Har haft adskillige roller i danske film og tv-serier, heriblandt ’Mirakel’, ’Grev Axel’, ’Hannibal og Jerry’ og ’Jul i Valhal’ og har medvirket i blandt andet ’Danmark har talent’ og ’Hvem holder masken?’.
Storhittede sammen med Jimmy Jørgensen med sangen ’Vent på mig’.
Aktuel med erindringsbogen ’Kan han li' at fiske?’, udgivet på Politikens Forlag. Bor i København med sin mand, Jon Jørgensen.
Hvornår blev du en mand?
”Da jeg var 18 år. Jeg havde et lidt anstrengt forhold til mine bedsteforældre, min farmor og farfar. Vi var fire børnebørn, og jeg var den eneste, der ikke fik gaver. Men da jeg så blev 18, fik min søster nogle meget, meget dyre gaver. Fem af dem. I hendes kuvert var der en check. Jeg fik også fem gaver, men i min kuvert var der et brev med hvide peberkorn. What! Jeg var på bistandshjælp dengang og fik 200 kroner pr. forestilling, så det var jo ikke noget, man kunne leve af.
Jeg hyrede en taxa og tog fra København op til Ramløse Bakker, hvor de boede. Da jeg kom ind, sagde de: ’Næ nej, sikke en overraskelse, vil du ikke have en kop te eller et eller andet?’ ’Nej, nej,’ svarede jeg, ’jeg har en taxa holdende derude. Men jeg vil bare lige sige en ting til jer om alt det her med de gaver: Min mor bliver rasende, min søster bliver flov, og min far bliver ulykkelig. Og jeg er pisseligeglad.’ Så smækkede jeg døren i og gik ud i taxaen, og der tænkte jeg: ’Nu er jeg blevet voksen.’”
Har du nogensinde været i en swingerklub?
”Det har jeg faktisk. Med mine to gamle venner. En der hedder Lisser Frost, som var min personlige træner for mange, mange år siden. Og så en af mine andre gode venner. Lisser boede i Valby. Der lå en swingerklub lige overfor, og hun var gode venner med dem, der havde den.
Vi var til træning i et eller andet center i Valby, og så sagde hun: ’Jeg har lige fået nøglerne til klubben.’ Det var en kæmpe villa. Der var ikke åbent, jeg tror, det var klokken 11 om formiddagen, men der lugtede lidt af klor. Og så var der noget helt nyt oppe på anden sal. Et rum, som blev filmet, og så blev det lagt på nettet. Altså, dem der lå og knaldede, eller hvad de nu gjorde. Men der var ingen mennesker. Der var kun os og noget rengøringspersonale, som vi sagde hej til: ’Hej, hej, vi håber, det er okay, at vi lige var inde og se Suttelabyrinten.’ For det hed det altså.”
Hvad ville du gøre, hvis du kun havde en dag tilbage?
”Jeg ville samle alle mine vidunderlige venner og min familie og gå en lang tur. Og så ville vi sætte os ind på 1733, som ligger skråt over for Thorvaldsens Museum i Nybrogade. Der skulle vi spise en kæmpe frokost med højtbelagt og snaps, og så ville jeg sige: ’Skål, vidunderlige mennesker, jeg elsker jer, tusind tak til jer alle sammen, fordi I var en del af det. Og nu skal vi have tarteletter.’
Vi har aldrig rigtig spist tarteletter i min familie, men så mødte jeg min fantastiske mand, Jon, for 27 år siden. Og hans familie ude på Vestsjælland … jeg kan love dig for, at de spiser tarteletter. Så jeg er kommet til at holde meget af tarteletten. De har faktisk på 1733 noget hvert efterår, der hedder ’Tarteletfestival’. Det er ret opfindsomt. Men det har jeg endnu til gode.”
