Skallesmækkende, voldsdømt eks-alkoholiker fra ghettoen. Filosof-citerende, poesi-tweetende forkæmper for homoer, hjemløse og ytringsfrihed. Velkommen til fodboldspilleren Joey Bartons vidunderlige verden.
I en verden, hvor den eneste fodboldspiller, der siger noget interessant, er ham der gemmer sig bag anonymitetens bogomslag og det grænse-spiritistiske medie Den hemmelige fodboldspiller, er den alt andet end anonyme Joey Barton Guds gave til Twitter, journalister og andre overflødige ting.
”Jeg går fra at tale om virkelig intelligente ting til at begå de mest primitive neandertal-agtige handlinger,” siger Barton.
De mest interessante mennesker er selvfølgelig dem med ”fejl”. De uperfekte og modsætningsfyldte. Og er der noget den engelske fodboldspiller Joey Barton har, er det indre modsætninger og ”fejl”. Han tweeter citater af Aristoteles, Virgil og Nietzsche som om hans liv afhang af det (og det gør det også) og i sammenhænge, så man kan mærke, at han faktisk har læst, følt og forstået noget af det. Han skriver lange poetiske mails med sin gode ven Morrissey. Han har med fuldt overlæg stukket en tændt cigar i øjet på en medspiller. Han har været idømt et halvt års fængsel for værtshus- og gadeslagsmål. Han er en passioneret fortaler for homoseksuelles rettigheder. Han har modtaget en perlerække af endeløse karantæner og bøder som spiller og for nylig udstået 12 spilledages karantæne for at opføre sin egen version af Joe Pescis bersærkergang som Tommy i Goodfellas. Selvfølgelig i sæsonens afgørende kamp.
Det var der i 55. minut på Premier Leagues sidste spilledag i maj sidste år, i den kamp, hvor Manchester City – Bartons forhenværede klub – vandt det engelske mesterskab i overtiden. Joey Barton kæmpede som anfører sammen med Queens Park Rangers for at undgå nedrykning, da han blev slået i ansigtet af Carlos Tevez. Barton, der er opvokset i et af Liverpools hårdeste kvarterer (hans lillebror blev idømt livstid for et racistisk motiveret drab med en isøkse i 2005) gav naturligvis Tevez tilbage med renter og en albue i nakken, sparkede City-angriber Sergio Agüero i jorden og forsøgte at nikke Vincent Kompany en skalle. På vejen ud prøvede Barton også at få fat i Mario Balotelli, men blev holdt tilbage. I dagene efter fortsatte han sin énmands-vendetta som en løsgående AK47 på Twitter. Når han bliver provokeret, storsviner han koryfæer, folkekære tv-værter, med- og modspillere til og i en del tilfælde siger han undskyld og smider et par The Smiths-tekster oveni et par dage efter.
Jo, der er nok at tale om i tilfældet Barton, og det gør man i England. Barton deler meningerne som ingen anden moderne fodboldspiller. Mange håner ham for at være Barton. Andre kalder ham et geni og en helt. Nogle siger, at manden har en alvorlig karakterbrist. Til gengæld vil han hellere end gerne tale om det. Og han kan faktisk tale om karakterbrist og meget mere. Især derfor er han en af disse års mest interessante personligheder blandt fodboldspillere på højt niveau. Måske endda den mest interessante siden gåden Eric Cantona, der svingede mellem konkrete karatespark til dumme tilskuere, sublime mål, opgør med autoriteter og småfilosofiske aforismer, inden han pludselig stoppede i 1997 for at kaste sig over skuespil og malerkunst.
Nej, Joey Barton har slet ikke Cantonas format på fodboldbanen. Han har opnået en enkelt landskamp for England (i 2007), og får med overvejende sandsynlighed ikke flere. Og ja, det er oplagt at indvende, at Barton brillerer på en billig baggrund, fordi moderne topfodboldspillere ikke kan eller vil sige ret meget. Mange af dem holder i øvrigt kæft, for når de endelig siger noget marginalt alternativt til ’bolden er rund’, bliver det forstørret og fordrejet på forsiden af hungrende medier i en ond cirkel, der bare bliver ved. Barton er ligeglad. Han siger, hvad der passer ham. Hele tiden. Can’t help it. Uanset hvad er dét forfriskende.
Og nok er han ikke en absolut topspiller, men et årti på Premier League-niveau og umiddelbart under i bl.a. Manchester City og Newcastle kan også gøre det. Det er mindst lige så højt niveau som The Secret Footballer, den hemmelige fodboldspiller, der ligger nummer et på boghandlernes bestsellerlister i Danmark. Barton er bare alt andet end anonym.
”Jeg er et work in progress. Jeg har en stærk tro på, at vi alle sammen er unikke individer, og at vi skal tage imod vores unikke væremåder i stedet for at forsøge at være ens. Når man er barn og ung, bliver det programmeret ind i dig, at du skal være som alle andre. Hvis man ikke har et bestemt mærke eller en bestemt jakke på i skolen, så er der noget fundamentalt galt med dig. Som en moden mand indser du, at det at du er en lille smule anderledes er lidt forfriskende, og at det gør folk interesserede i det, du siger,” sagde Barton i et interview med GQ Style sidste år.
I optakten til sidste uges hele to møder på tre dage mellem de klassiske nord-syd-rivaler fra Frankrigs to største byer, den glamourøse storebror Paris og den rå, beskidte lillebror Marseille, vinklede franske medier knivskarpt på duellen mellem ’Spice Boy’ David Beckham fra Paris Saint-Germain, og ’Bad Boy’ Joey Barton fra Olympique de Marseille. Englen vs Dæmonen, Skønheden vs Udyret. Det Gode mod Det Onde, Nord mod Syd.
Man kan sige meget om Beckham, men hans fremtoning og branding er kalkuleret - der er også nogen, der kalder den steril - og så i øvrigt meget imponerende. Barton er ærlig, broget, fejlbehæftet, utilregnelig og fundamentalt mere interessant. Inden mødet med Beckham sagde han til alle medier, at Beckham mest var en stor stjerne uden for banen, men ikke ligefrem én man frygtede at møde inde på banen. Barton kan ikke lade være med at sige det, han – og mange andre – tænker. Han ligner ofte den (eneste?) lille dreng i fodboldens udgave af Kejserens nye klæder. Tjek selv hans Twitter-profil – som i øvrigt meget snart runder to millioner følgere.
Sidste år kom Barton i den offentlige anklagemyndigheds søgelys, da han i karakteristisk bramfri tone kommenterede John Terrys angiveligt racistiske udfald mod Bartons holdkammerat Anton Ferdinand. Advarslen fik Barton til at tweete: ”Jeg vil med glæde gå i fængsel i en måned for ytringsfrihedens skyld… gør mig til martyr.” Lars Hedegaard kan sikkert bare ringe.
Sidste år lavede Barton sit eget web-univers. Han var frustreret over Twitters begrænsninger og søgte at få en større dialog i gang. Så nu sidder han nede i Marseille og skriver om ting, han har på hjerte; politik, kultur, samfund, fodbold, hvadsomhelst, og så kommenterer folk fra hele verden i lange spor, hvorefter Barton dukker op og siger tak for en fed tråd. ”Vi sælger ikke noget, og jeg er ikke ude efter jeres data,” har han sagt om sit site. Der er tilsyneladende heller ingen annoncører. Overskriften på hjemmesiden står med store bogstaver: ”Depending who you listen to I'm a footballer, ex-con, ranting anti-celebrity, "football's philosopher king", loving dad and violent thug all rolled into one.”
Start for eksempel med hans indlæg i debatten omkring fodboldikonet Paul Gascoigne, der er fanget i et misbrug, som nok snart slår ham ihjel. Barton siger, at fodboldmiljøets velmente (?), årelange økonomiske støtte til Gasgoigne er selvgod, kynisk - og spildt. En misbruger skal selv ønske at komme ud af sit misbrug, ellers sker der intet. Barton har været der selv, og det gennemtrænger hans provokerende ærlige mening. Gadens filosof og slagsbror, og nå ja, fodboldspiller, fra Liverpools hårdeste asfaltjungle, kom ud af at årelangt misbrug i starten af 20'erne. Han skriver i øvrigt en fast klumme i de hjemløses avis The Big Issue, Englands svar på Hus Forbi. Uden honorar, men det er ikke noget han skilter med. I modsætning til Beckhams velsmurte ”velgørenhed”. (Undskyld, Beckham. Du gør det helt sikkert i en god mening. Jeg har bare læst for mange Joey Barton-tweets.)
Nogle gange tager Joey Barton fejl, andre gange er han for meget. Men han er aldrig kedelig. Det kan man ikke sige om ret mange andre moderne fodboldspillere.
