”Jeg forstår at vælge dem…” siger jeg til mig selv, da jeg får nyheden om at Uwe Rösler er fyret i november, mens jeg er med landsholdet i Serbien. Den træner, som lige har hentet mig til Wigan for kort tid siden, er lige blevet fyret. Deja vu…
Da jeg startede med at skrive blogs for Euroman.dk var det for at tage jer med på min rejse om at finde fodboldlykken ude i udlandet. Men hvordan går det så med at finde den fodboldlykke her i starten af 2015?
Konklusionen må være, at jeg endnu engang har befundet mig i en rutsjebane. Denne gang hedder den Wigan.
Annonse
Wigan, som var stabile i mange år, og som så ud til at skulle kæmpe om oprykning, faldt helt sammen og ligger lige nu til nedrykning. Den træner, der hentede mig, blev kort tid efter fyret, og jeg var henvist til tribunen i lang tid omkring jul under den nye træner.
Men historien ender måske lykkeligt alligevel, for jeg har spillet de seneste fem kampe i træk og fået positiv feedback samt båret anførerbindet i en af kampene.
Ja, jeg kan ikke lade være med at smile lidt af, hvor stærkt det kan gå i fodboldens uendelige op og nedture. Jeg kan ikke lade være med at tænke om det bare er mig der er uheldig, eller om det bare er en del af gamet.
Et element af uforudsigelighed og mangel på stabilitet og ro. Det har jeg måtte vende mig meget til efter min tid i FCK med Solbakken og landholdet med Olsen. I de seneste to år har jeg haft syv trænere i tre klubber. Det er sgu ikke stabilitet :-)
Det så nok mest ud som en skilsmisse mellem mig og Wigan for bare få uger siden. Jeg havde mange tanker om fremtiden, om at være klar til landsholdet, om at finde den forbandende spilletid og følelse af at bidrage til et hold.
I den svære tid arbejdede jeg hele tiden på at være klar, når medgangen kom, eller når jeg skulle præstere igen for en ny klub. Det er et arbejde, som kræver store mentale ressourcer; at tage på arbejde hver dag uden udsigt til spilletid og uden den store forklaring eller afklaring om fremtiden.
Annonse
Men den situation står mange spillere i hver dag i fodboldverdenen, og jeg har oplevet mange forskellige reaktioner fra spillere, jeg har arbejdet sammen med.
Jeg har mødt alt fra frustrationer og set medspillere blive sparket ned til træning, til folk, der går i skjul og ikke siger noget og bare lader stå til. Og så er der dem, der arbejder hårdt videre med oprejst pande.
Dem har jeg altid selv set op til, da jeg var yngre, og derfor har jeg nok også altid valgt at bære min frustration ved at arbejde hårdt og vide, at jeg i det mindste gør alt, hvad jeg kan for at præstere på højeste niveau. Så må de selv, om at de ikke vil bruge mig. Det er en respekt for sig selv og mit håndværk.
Jeg har prøvet den situation før og oplevet, at jeg kom tilbage igen. Det har også skabt en styrke at stå i mod med i forhold til ikke tage det for personligt at blive vraget og for den sags skyld at komme ind i varmen igen. Det er ikke personligt, bare business…
I Wigan har jeg valgt at se modgangen i øjnene og ikke at være bange for den - for min karrieres lavpunkt.
Derudover har jeg også arbejdet med at komme af med frustrationerne over at være gået et skridt ned i prestige, klub og liga for at finde spilletid, for så at finde mig i en lige så dårlig situation igen.
Jeg har ikke kunnet give fuldstændig slip på dem, og det skal jeg heller ikke, for der ligger energi i frustrationer, og det viser også ambitioner. Men det har ikke hjulpet mig før at være fange af mine frustrationer, og derfor har jeg prøvet at fokusere acceptere situationen og arbejdet hårdt på områder, jeg har kunnet påvirke.
Annonse
Udover det hårde arbejde på træningsbanen og al selvtræningen på fridage for at holde mig i form, så har en af de ting, der har hjulpet mig været at udvælge projekter, som jeg har kunnet fokusere på. Når jeg ikke kunne mærke fremgang på kamp-banen, så ville jeg mærke fremgang og forbedring andre steder.
Et af projekterne var meditation. Jeg har altid været fascineret af meditation, og nu var tiden inde til at prøve det af. Meditationen hjalp mig med at fokusere på træning og fodbold, men også til at lukke ned for alle spekulationerne og tankerne om fremtiden, mulighederne og konsekvenserne af ikke at spille i Wigan.
Det gjorde, at jeg egentlig følte mig mere fri og glad end andre gange, jeg har været i lignende situationer som i fx Fulham og Stuttgart. Meditationen har også hjulpet med til, at når jeg endelig kom hjem fra træning, så kunne jeg være mere til stede derhjemme og skubbe fodbold-tankerne i baggrunden.
Jeg mediterer 10 minutter hver morgen, når jeg er stået op, og fem minutter i bilen efter jeg har parkeret bilen i indkørslen efter træningen, inden jeg går ind. Tro det eller ej, men at sidde med sine tanker og lade dem ’larme’ og ikke gøre noget ved dem er sværere, end jeg ville have troet. Prøv selv bare at sidde helt fysisk og mentalt stille i fem minutter…
Det andet projekt jeg gik i gang med var pilates. Jeg fik det anbefalet af vores fysioterapeut i Wigan og har hver uge gået til pilates for at få mere smidighed og styrke. Det startede med en gennemgang af mit bevægelsesmønster for at identificere problemområder, og derfra lagde vi et personligt program.
Jeg er meget fascineret af, hvor svære helt enkle øvelser kan være at gøre helt rigtigt. Men jeg kan mærke en tydelig forskel på effekten af, når jeg gør øvelserne rigtigt og koncentreret, og når jeg japper dem for hurtigt igennem. Det har også givet mig en bevidsthed omkring, hvor vigtigt det er, at jeg laver mine andre styrkeøvelser med samme koncentration og teknik. Hellere kvalitet frem for mængde.
Jeg har altid haft en stærk krop, men også til tider en for stiv krop. Nu føler jeg, at pilates har været med til at lukke op for områder, der har været lukkede og dermed begrænset mine bevægelser eller overbelastet visse områder. Jeg mangler stadig at se den fulde effekt over længere tid af pilates, men indtil videre er jeg meget tilfreds med udviklingen og arbejder gladelig videre med min stive krop.
Ligesom med mine åndedrætsøvelser, så er jeg sikker på, at meditationen og pilates er noget, som jeg vil bruge resten af mit liv i større eller mindre grad.
Det siger meget om motivation, når jeg til trods for alle de udfordringer og lidt sjove forløb, som jeg oplevet her i Wigan, alligevel føler mig top-motiveret til at kæmpe for og med Wigan. Jeg glæder mig til alt det hårde arbejde, alle hunde-slagsmålene i en hård engelsk Championship på dårlige baner.
Det viser, at motivation kan være en sjov størrelse. Jeg har spillet Champions League, EM og VM og i Premier League og Bundesliga, og alligevel glæder jeg mig til nedrykningskampen med Wigan. Jeg tror stadig på, at vi kan undgå nedrykningen, og da Wigan by´s slogan er ’believe’, så passer det jo lige…
Det ville være en personlig triumf for mig, hvis jeg kunne være en del af den lille succes i år. Come on Latics!
Og så er jeg blevet far til en lille dreng. Ja, der er sket meget i januar og februar måned på både familie- og fodboldfronten. Det har været nogle vidunderlige uger med den lille nyfødte, og jeg har jo spillet rigtig godt, så trods mindre søvn og mindre tid til alle mine projekter, så har jeg oplevet super-baby-ben og hoved.
En ny energi, som jeg oplever som frisk og stærk. En energi, der giver mig styrke på en anden måde end min meget planlagte og fokuserede normale opladning. Det at gå ture og skifte den lille nye har været den bedste opladning til fire timer senere at stå på banen og føle sig helt klar og glæde sig til at spille fodbold. Jeg er sikker på, at det er med til at give en god balance og til tider sætte en stopper for mit trip med at optimere og fokuserer på fodbolden.
Jeg sidder lige nu lykkelig med en kop the kl. 2.15 i bussen på vej hjem fra endnu en klassisk Championship-kamp spillet på en jordbane, og jeg har to bandager om fod og baglår efter slag og tacklinger. Kan ikke lade være med at kigge rundt og tænke tilbage på alle de ture i busser på vej hjem fra Haderslev, Frankfurt, Manchester, Odense, Freiburg og nu Reading. Same old funny game.
