Opdatering: Tidligere har skolens navn været nævnt i denne klumme. Og det beklager vi. Det har vi nu fjernet.
Jeg husker vikarerne fra min egen skoletid. Måden de kom ind i klasselokalet: Med øjnene ned i gulvet, nervøst trippende op til tavlen for at skrive deres fornavn med skælvende bogstaver, mens kun de lyshårede piger sad ned, og vi andre siddende på bordene, spillende fodbold, kastende affald og simultant anskuende den bævrende sabbatårsstudent. Vi tænkte alle på, hvordan kan den nye vikar knækkes?
En vikar læste historie på universitetet og havde tydeligt glædet sig til at undervise syvende klasse i netop det fag. Han havde oveni købet forberedt en powerpoint om den kolde krig med fun facts og et begavet syn på historien, der gik langt ud over pensum. Men han var svag. Og vi var som ulve, der kunne lugte frygt, og han holdt ikke længe.
Annonse
Der var vikarer, vi fik lokket ud på gangen, kun for at låse ude af klasseværelset. Vikarer, der efter et par forsøg opgav undervisningsplanen og gik over til bare at lade os spille rundbold, som vi ville. Vikarer vi kun så én gang. Vikarer vi råbte ’fede svin’ efter. Vikarer, vi kunne tirre, til de var rødglødende og måtte hente rektoren for at få nogenlunde styr på os.
Mest af alt husker jeg Mette. Stakkels Mette. Hun ville være dansklærer, sagde hun, og havde læst bøger om moderne pædagogik. Frihed under ansvar, sagde hun. Hun ville så gerne være vores ven og tale om tingene. Samtidigt ville hun gerne undervise og prøve nogle af sine idéer af på os.
Men hun var svag. Det kunne vi med det samme se. Hun var en stille mus med en stram knold i nakken, der prøvede at tale til os med langsom, klar og dæmpet stemme. Hun ville ikke hæve stemmen, og jo mere hun forsøgte at tale os ned, jo mere højtråbende og ustyrlige blev vi. Der gik ikke én time, hvor hun ikke græd.
Vi prøvede hende og prøvede hende, indtil hun brød sammen og tudede foran os alle sammen. Og så prøvede vi hende lidt mere. Hun stoppede med at komme efter halvanden måned, og jeg finder det tvivlsomt, om hun nogensinde har sat sine ben i et klasselokale igen. Hvor end du er, Mette: Undskyld.
Med Mette i tankerne besluttede jeg mig for, at jeg ville være en anderledes vikar, da jeg for tre år siden blev ansat på en skole som lærervikar i mit sabbatår efter at have slidt hænderne halvt af som opvasker i en medarbejderkantine.
Annonse
Lederen stod for at lave et skema til mig og stak mig en seddel med undervisningsplaner: Hvad var lektierne, hvad skulle læses og gennemgås og så videre. Han havde vist også været på et eller andet kursus, for han blev ved med at sige, hvor vigtigt det var, at vi sparrede en gang i mellem. ”Vi er jo et team,” sagde han igen og igen.
Min taktik var klar. I den første time jeg havde, dansk med en fjerdeklasse, skulle det vise sig, om det virkede. Jeg kom ind, gik med selvsikre skridt op til tavlen, skrev mit navn og bad dem sætte sig. Det gjorde de fleste til min overraskelse. Undtagen en. Han sad demonstrativt på anden række med ryggen til mig, ovenpå sit bord.
Jeg råbte ham op:
”Hey!”
Ingen reaktion. Så gik jeg derned og lagde en hånd på hans skulder, der gav et sæt i ham, og han vendte sig om.
”Vil du være sød at sidde ned?”
”Nej, det gider jeg ikke.”
Annonse
”Nu sætter du dig kraftedeme ned!” råbte jeg af mine lunger absolutte maksimum kraft.
Han stivnede først og spærrede øjnene op. Så skyndte han sig at sætte sig ned.
Resten af timen var stille. Ingen spurgte om rundbold, film eller fri. Det havde virket. Den næste time, jeg have, brugte jeg samme strategi: Med det samme, der var problemer, råbte jeg alt hvad jeg kunne, og derefter var der ingen problemer.
Så snart, der var nogen, som snakkede, nogen, der ikke sad ned, nogen, der svarede igen, nogen, der kastede, hviskede eller på en anden måde brød de retningslinjer, der er omkring sådan et klasseværelse. Resultatet var klasse efter klasse fuld af elever, der fulgte med, deltog og rakte hånden op, når de ville sige noget.
Så snart grænsen var markeret, var der ingen elever, der forsøgte at overskride den igen. Min tese, som igen og igen viste sig at holde stik, var nemlig, at jeg kun behøvede råbe én gang. Derefter var der ikke brug for at hæve stemmen. I flere klasser var der ikke brug for overhovedet brug for at hæve stemmen, så det gjorde jeg naturligvis ikke.
Det gjorde også, at der rent faktisk blev lavet noget i mine timer. Det var lederen glad for. For til vores sparringsmøder havde han gjort det soleklart, at det ikke var i orden at gå ud og spille fodbold, når der var en undervisningsplan. Lynhurtigt viste det sig, at jeg kun behøvede råbe én gang for hver klasse. Så havde de fanget den. Eleverne kunne også lide mig.
De mindste klasser hang om benene på mig, når jeg gik igennem gården. Flere forældre begyndte også at vinke til mig om morgnen, og nogle fortalte om, hvor glade deres børn var for mig.
Børn er sgu i grunden nogle o.k. typer. I musiktimerne med de mindste, tegnede de, mens jeg spillede dem en Youtube playliste med rockmusikkens historie. De kunne alle sammen bedst lide Sex Pistols. I de større klasser lavede vi huskeregler for, at man skal gøre det samme på hver side af lighedstegnet.
På lærerværelset var det en anden snak. Af alle job, jeg har haft, har vikarjobbet uden sammenligning været det, hvor jeg følte mig mindst velkommen. Jeg sad alene ved et stort bord og spiste min madpakke, mens lærerne skulede over til mig i pauserne mellem planlægning af den kommende lærerkrise, der på det tidspunkt nærmest satte revolutionstanker i gang på lærerværelset.
Måske kunne de lugte min foragt for lærere. At jeg hele livet fik kvalme af læreres måde at tale ned til sådan nogle som mig. ’Lærer-stemmen’ og deres glæde ved at være bedrevidende, om ikke overfor andre voksne så i hvert fald over for 13-årige børn og vikarer, der ikke kan finde rundt på skolen.
”Jeg har ikke tid, du må selv finde ud af det,” var svaret, hvis jeg ledte efter lokale 201.
”Du kommer to minutter for sent til din gårdvagt. Det er respektløst over for mig.”
”Du skal lige huske at udfylde din rapport lidt bedre næste gang. Der manglede også et komma.”
Under alle omstændigheder kom jeg ikke særligt godt ud af det med lærerne. En af dem sladrede også til lederen, da jeg bad hende gå ud af den klasse, jeg underviste, i stedet for at sidde omme bagved og kigge på.
”Vi er jo et team,” sagde lederen. Lærerinden havde også bedt lederen bede mig om en undskyldning. Det gad jeg ikke. Nu kunne lederen ikke lide mig længere. Jeg var ikke en teamplayer.
Helt galt gik det en dag, jeg underviste i matematik. Min klasse regnede trecifrede tal sammen, og alt gik godt, indtil to børn fra en anden klasse end min begyndte at løbe ind ad den ene dør til min klasse og ud af en anden. Det skete et par gange: Ind ad den ene dør, løbe ud af den anden.
Tredje gang fik jeg fat i armen på den bagerste af dem, så han stoppede op, og jeg bad ham gå med sin ven ud i gården, hvis de skulle løbe rundt. Det kunne de ikke, sagde han. De havde time. Så sagde jeg til ham, at han skulle gå tilbage til sit eget lokale.
To minutter senere bragede døren op. En mand i blød strik stak hovedet ind:
”Morten, er du sød lige at komme med herud på gangen?”
Han begyndte at forklare mig, at jeg under ingen omstændigheder skulle blande mig i, hvordan han underviste sine elever. ’Hans unger,’ som han sagde. Jeg stillede mig undrende overfor, hvorfor 'hans unger’ skulle løbe ind og ud af mit lokale.
Så sker der det, at en meningsudveksling (eller en konstruktiv sparring) begyndte at eskalere. Han blev ved med at ryste med pegefingeren og sige, at nu var der noget, jeg skulle forstå. Jeg havde også et par ting, han skulle forstå.
Det slutter med, at han siger, at han nok selv skal holde styr på sin klasse, det siger jeg, lyder som en god idé, og så vender jeg tilbage til min egen. Han siger til mig, der er på vej ind ad døren, at han nok skal få mig fyret.
Resten af dagen var fin. Klassen fik lavet deres matematik, jeg fik lavet min rapport, der forklarede den syge lærer, at klassen havde lavet matematik. Lederen holdt tidligt fri, så fik ikke sparret den dag.
Om aftenen ringede han og fortalte mig, at skolen blev nødt til at afbryde samarbejdet med mig. Derpå spurgte han mig hvis ikke fire så i hvert fald fem gange, om jeg havde forstået, hvad det betød. Jeg fattede, tak.
Jeg fik ro på klassen og blev fyret. Min metode med at skabe ro via autoritet gik ikke med lærernes filosofi om, at hver enkelt elev er en individuel porcelænsdukke, der skulle behandles med berøringsangst. Jeg udfordrede også lærernes position som konger af klasselokalerne, de vise mænd med joggingbukser og den dér helt sorte lærerværelseskaffe.
Et stykke tid senere blev lærerne lock out’et. Overalt på gader og stræder havde kvinder med gråt hår og røde briller fundet deres akustiske med ’A-kraft nej tak’-klistermærket frem fra gemmerne og sang om, hvor meget de savnede børnene. Jeg håbede, ligesom sikkert de fleste af børnene håbede, at lærerne aldrig blev lukket ind igen.
