Hovedmanden: Med en hjernekirurg på arbejde

Jannick Brennum er chef på Neurokirurgisk Klinik på Rigshospitalet og en af de få herhjemme, der udfører hjerneoperationer, hvor patienterne er vågne undervejs. Men hvordan holder man hænderne i ro og hovedet koldt? Og hvordan tackler man sygdom, død, gråd og et job, hvor den værste risiko af alle er hverdag? Jens Vilstrup forsøger at finde ud af, hvad der foregår i hjernen på en hjernekirurg.

KLÆDT I HVIDT ligger patienten og snorker blidt på en operationsbriks på Rigshospitalets fjerde sal. Lyden synes så sorgløs, så ubekymret. Som om den ikke orker at tage sig af de gennemtrængende bip fra anæstesilægens overvågningsskærm, af det metalliske ekko fra de skåle, hvor operationssygeplejerskerne lægger sterile stålinstrumenter parat, og af ghettoblasteren, der fra en væghylde dæmpet spiller Pop FM.

Slanger stikker ud fra ham, i loftet over hans lukkede øjne er der tegninger af flodheste med faldskærme, og omkring ham står den kirurgiske maskinpark på hjul. Seks anonyme personer klædt i operationsgrønt og med dækkende ansigtsbind er i gang med at rigge stuen til, inden patienten om lidt skal have skåret sit kranie op, få blottet sin hjerne og vækkes, når operationen går i gang.

Nu og her er den 28-årige patients liv – hans personlighed og hans virkelighed – forvandlet til procenter, bip-lyde og scanningsbilleder. At patienten hedder Frederik Clausen, at han er 28 år, er tapper i ordets oprindelige forstand, og at han egentlig skulle have været soldat i Afghanistan, er ikke til at se.

På briksen ligger i stedet en krop – et menneske og en mand – der har en voksende hjernetumor, og som har indvilget i, at der er ca. 25 % risiko for, at han lige om lidt bliver lam i halvdelen af kroppen.

FEM ETAGER HØJERE OPPE sidder Jannick Brennum på sit kontor og kigger på det tredimensionale Navigator-system på computerskærmen. Han spiser aldrig, når han er på job. Efter mange år med uendelige arbejdstider har hans hjerne vænnet sig til, at mad er spild af tid, derfor sender den ikke sultsignaler til maven i løbet af de arbejdsdage, der ofte ender på 12 timer. Først når han i aften engang kommer hjem til sit hus i Brønshøj, vil hans hjernes sultcenter reagere på den sukkende, velkendte lyd af lukket hoveddør, og i samme øjeblik vil han gå direkte hen til køleskabet.

Men det er der lang tid til. Klokken er lidt i otte om morgenen, det er mandag, stadig mørkt udenfor og næsten to timer siden, han skiftede sine jeans og sorte sko ud med bare tæer i hvide træsko og slasket bomuldshospitalstøj i samme farve. Mens han stirrer på skærmen foran sig, gennemgår han i hovedet den operation, han skal foretage, når han, lige om lidt, har ledet afdelingens morgenkonference.

En stor tumor, en såkaldt 2’er, skal skæres ud af Frederik Clausens hjerne. Tumoren sidder som en organisk, voksende svampehat og presser på nervecellerne på en måde, så den giver epileptiske anfald.

Problemets reelle omfang vil dog først blive blotlagt, når håret er barberet af, når der er malet med tusch, når huden er skåret op efter stregerne, når kraniet er fræset eller skåret op, og når de tre hjernehinder er snittet op, så den indviklede, gråhvide, men blodindsmurte pølsemasse står nøgent i det hvide operationslys.

Hjernen er nemlig bedragerisk elastisk, og når en tumor presser, kan hjernen flytte sine funktioner helt andre steder hen end dér, hvor de sidder i lærebøgerne. Det er derfor, Jannick Brennum udfører vågne operationer. På den måde kan patienten selv gøre opmærksom på pludselige, uventede problemer. Og det er derfor, han ned til mindste detalje udfører operationen mentalt, inden hans hænder om lidt i praksis skal udføre den tankemæssige generalprøve. For når man arbejder i kraniets dyb og ofte ikke kan se, hvad der ligger lige foran, er det umådeligt vigtigt at kunne visualisere og tænke i tre dimensioner – en evne, han har trænet og lært sig selv ved at flyve svævefly.

I aften derhjemme, når han har spist og svaret på arbejdsmails og måske skrevet lidt på en antologi eller forberedt sig på at undervise på et lederkursus, vil han ligge i sin seng, og så vil han gennemgå operationen endnu en gang. Hans hjerne vil trække på 25 års erfaring, køre hele sit tjeksystem igennem og fortælle ham, om han kunne have udført operationen anderledes, bedre. Først da vil han kunne falde i søvn ved siden af sin kone.

51-ÅRIGE JANNICK BRENNUM er født med rolige hænder. De kommer ikke til at ryste af kaffe.

Hans kone, valutahandleren, har endda foræret ham en lille espressomaskine til kontoret. Hun syntes, det var synd, at han skulle gå så mange timer og fylde sig med Nescafé. Selv har han ikke behov for det, men der findes hjernekirurger, der tager medicin inden komplicerede operationer for at få helt rolige hænder. Betablokkere fx er fremragende til at stoppe hændernes rysten. Som klinikchef synes han, at det er i orden. Skulle patienten ikke få det optimale ud af sin operation, bare fordi kirurgen har en smule naturlig rysten på sine hænder?

Selv har han med en kuglepen trænet sin venstre hånd til at være lige så sikker som sin højre. Igen, igen og igen har han driblet en kuglepen frem og tilbage mellem sin venstre hånds fingre for at oparbejde den finmotorik, der kan være altafgørende i en operation. For selv om han som chef ikke længere så ofte har brug for det, udfører han stadig komplekse mikrokirurgiske operationer, hvor han pludselig ikke kan komme til med sin højre og bliver nødt til at skifte hånd. Hændernes kunnen og koordinationen mellem syn og motorik er grundlæggende for faget. Jannick Brennum forlanger derfor som det allerførste, at helt nye håbefulde kirurger selv kan hænge et billede op eller samle en IKEA-reol.

Ironisk nok kunne han for nogle dage siden ikke selv bestå sin egen prøve. Da han skulle montere den postkasse, der ifølge loven nu skal stå ude ved vejen, brugte han en forkert skruenøgle. Den smuttede, armens bevægelse fremad kunne ikke standses, og han rev en kort flænge i fingeren mod postkassens metalkant. Men det er ikke noget tale om. Ikke noget, der kan standse dagens operation.

ENIGHED=IMPOTENS står der på det whiteboard, der hænger på væggen bag hans kontorstol. Ved siden af er der billeder af hans kone og deres to voksne døtre, af Grønland med sne, af de såkaldte sea lebrities – søløverne ved Pier 39 i San Francisco – og på reolen står der bøger som ’The Man with a Shattered World’ – om behandlingen af den russiske soldat Zasetsky, der i 1943 blev ramt af en granat og fik en svær hjerneskade. Bogen er gammel, men dens problemstillinger er eviggyldige. For på trods af årtiers intensiv forskning er hjernen og dens 100 mia. celler – hvoraf hver eneste har kontakt til ca. 10.000 andre celler – stadig et stort, uløst mysterium.

Ved vågne operationer er Jannick Brennum fx kommet til at berøre et tilfældigt område i hjernen, hvilket medførte, at patienten pludselig græd af en stærk, uforklarlig lykkefølelse. En anden gang, da han kom til det samme, udbrød patienten ”Mormor”, fordi berøringen fik hende til at kunne lugte alle sine mormors dufte.

Hjernen er et uendeligt world wide web, den er verdens mest indviklede computer, men Jannick Brennum gør sig altid umage med at gøre den forståelig over for patienter og pårørende.

Whiteboardet bruger han til at tegne på, han bruger også tit papir og tusch, for han er opsat på at kunne forklare patienterne, hvad det er, han foretager sig deroppe i hjernens mystiske rum. Han fortæller, at en vågen operation er ligesom at tænde en lampe i mørket, og at det at fjerne en hjernetumor er ligesom at fjerne et stykke tyggegummi fra en tot hår, og så tegner han hjernens funktioner som grillpølser og forklarer, hvilke pølser det er o.k. at skære i, og hvilke han bør holde sig fra.

Selv om Frederik Clausen til sin indledende samtale fik at vide, at operationen indebar risiko for, at han blev lam i venstre side, følte han sig både beroliget og godt tilpas ved samtalens ’menneskesprog’. Det samme gjorde hans familie, som var med. Selv hans tante, der har arbejdet 25 år i sundhedsvæsenet, nikkede anerkendende.

KLINIKCHEFEN OPERERER OFTEST unge mellem 20 og 40 år, der har fået epilepsi pga. en pressende tumor. Det er med dem, han har de svære samtaler på sit kontor. Skal en kvinde i tyverne blive mor, selv om hun måske kun har 10 år tilbage at leve i? Hvilken fremtid er der for et par, der måske allerede har fået børn, og hvor den ene partner skal dø? Samtaler, hvor Jannick Brennum bevidst bruger tavsheden – det sværeste, men mest virkningsfulde kommunikationsmiddel – og hvor der skal doseres yderst lempeligt med de lægefaglige informationer.

Han kan godt lide udtrykket ’den højt specialiserede landsbylæge’. Det er sådan, han gerne ser sig selv og sine kolleger: Som professionelle lægefaglige personer med en til tider næsten præstelignende funktion. Igennem årene har han lært, at nogle patienter helst ikke vil have alt at vide, selv om de selvfølgelig får det, hvis de vil. For statistiske oplysninger – fx at man i gennemsnit har fem år tilbage at leve i – forvandles i patientens hoved til en fuldkommen konkret dødsdato, hakket direkte af i kalenderen.

Han har lært, at det ofte er patienten med den alvorlige sygdom, der tackler den bedst. At det er patienten, der må trøste de pårørende, og ikke omvendt. Og han har lært ”ikke at lade sig skylle omkuld” af de tunge, svære patientforløb. Og så alligevel. En af hans patienter netop nu er datter af et lægepar, han kender. Datteren er næsten voksen, hun er hjemmeboende, og hun er ved at dø. Det gør ondt.

Selve hjernen har ingen følelser, men det har huden og hinderne omkring den. Patienten Frederik Clausen får her lokalbedøvelse.

SOM UNG LED Jannick Brennum voldsomt af generthed. Flere år inde i sin medicinske uddannelse turde han slet ikke åbne munden i et lokale, hvis der var flere til stede. Men gennem årene har han bevidst trænet sig selv og sin hjerne til at holde op med at være det. Det har været hans store personlige udviklingsprojekt. Nu får han ikke længere den mindste hjertebanken ved at lede en morgenkonference eller tale i større forsamlinger.

Til gengæld er det aldrig lykkedes ham at få musik ind i sit hoved, selv om han elsker musik og hører det mange timer hver dag. Han har prøvet og prøvet, også selv at spille, men hans hjerne kan ikke selv skabe musik, blot det at nynne en helt simpel sang volder ham besvær.

Hvordan det ene kan lykkes og det andet ikke, og hvordan mennesker i det hele taget arbejder bevidst med deres egen personlighed, tror han ikke, hjerneforskningen nogensinde kommer til at opklare.

Forskning og lægevidenskab ved, hvordan hjernen bevæger en arm, ser og taler, men hvorfor bliver vi irriterede? Hvor sidder empatien? Hvad er vilje, og hvor sidder den? Hvorfor og hvordan træffer vi de beslutninger, vi gør? Hvorfor kan vi lære noget, glemme det og pludselig alligevel huske det? Spørgsmålene om hjernen er langt flere end svarene.

Det forhindrer dog ikke lægerne på Neurokirurgisk Klinik i at fastholde hinanden i et knagende fagligt højt niveau ud fra det, de ved. Da scanningsbilleder fra forskellige patienter gennemgås til morgenkonferencen – i et lokale med bordfodbold, pangfarvede, haveagtige fletmøbler og et aflangt mødebord med navneplaketter på de mest betydende overlæger gennem tiderne – føles engagementet lige så højt som det latinske lægesprogs-lixtal.

En 70-årig mand har fået en svær hjerneblødning, en 15-årig dreng er blevet mejet ned i et fodgængerfelt, selv om han bare kom trækkende med sin cykel, i en kompliceret operation måtte lægerne ”ofre hørelsen på højre side for at få plads til at skære”, og en 38-årig kvinde er blevet indlagt på Hillerød med bakteriel meningitis. Efter et døgn endte hun som organdonor.

Selv om der er langt fra lægekarikaturerne i Lars von Triers ’Riget’ til den patient-fokuserede, nutidige virkelighed, kan det glødende engagement dog indimellem stadig minde om tvserien. Som dengang det blev diskuteret, hvad der egentlig gjorde mest ondt på en patient: At få fjernet de syede sting eller de hæfteklammer, man bruger til at lukke sår. For at opklare spørgsmålet syede en af afdelingens kirurger et sting i sin egen hovedbund og knaldede en hæfteklamme ned i huden ved siden af. Nogle dage senere trak han sting og hæfteklamme ud. Hæfteklammen vandt som den mindst smertefulde.

Artiklen fortsætter på de følgende sider...

HVERDAGEN PÅ AFDELINGEN med svære operationer, døende patienter, eksistentielle valg, organdonorsamtaler og akutte traumer har mange ligheder med det at være i krig. Det er bl.a. derfor, lægespecialet tiltrækker det, klinikchefen kalder ’primadonnaer’. Begrebet skal dog forstås positivt: En primadonna er ambitiøs, elsker sit job, ser det som et kald og vil altid ønske at yde det sublime. Bliver han eller hun hysterisk, sker det kun, hvis andre ikke også yder deres ypperste. I en sådan verden er der ikke plads til folk, der kun vil arbejde 37 timer om ugen, det ville klinge lige så hult, som hvis en professionel sportsmand sagde det samme.

Det står ingen steder, men det forventes, også af chefen, at man skal brænde for sine patienter og sit fag – og arbejde derefter. Det er der også mange, der gør. I en grad, så der – ifølge sygeplejerskerne – findes kirurger, især yngre mænd, der ender med at blive ’operationsafhængige’, og som har svært ved at undvære det adrenalinsus, det giver at mestre et kompliceret fag, der i sidste ende giver magt over liv og død.

Sådan ser hjernekirurgerne dog ikke nødvendigvis sig selv. Men for mange læger, og måske især for hjernekirurger, begynder første trin af karrierestigen ofte med disrespekt og egen indre usikkerhed, mens de sidste trin kan ende i en næsten guddommelig, overmenneskelig respekt. For selvopfattelsen er det en opstigning, der kan gå hen og blive usund. Det ved Jannick Brennum, og ethvert tiltag, der peger i den retning, slår han derfor ned på. Selvfølgelig er det vigtigt, at kirurgerne er ubestrideligt dygtige, men lige så vigtigt er det, at lægerne gør sig klart, at det er patienterne, og kun dem, de er der for.

Men hjernekirurgi er – og har altid været – et ’frontspeciale’. For 75 år siden fik en tredjedel af hjernepatienterne på Rigshospitalet røde udskriftsdatoer: De døde på operationsbordet. I dag er det kun en håndfuld om året ud af flere tusind, der uventet dør i hænderne på en kirurg, men forestillingen om hjernekirurgi som et farligt speciale er stadig intakt. Derfor opfattes det ofte som en succeshistorie, hvis der ikke går noget galt under en operation.

Alligevel ligger frygten for at lave fejl dybt i flere hjernekirurger, en angst, der bl.a. kommer fra lægeløftets krav om aldrig at gøre skade, kun gavn, og en personlig angst, der kæmper en livslang kamp mod den risikovillighed og det mod, det kræver at operere i en hjerne, man ved så lidt om. Har man begået en fejl, slår det hårdt som yngre læge, derefter indtræder en mellemfase, hvor erfaringen letter skylden, men til sidst i karrieren angribes en del hjernekirurger atter af angsten for at fejle. Selv befinder Jannick Brennum sig i mellemfasen. Endnu, som han siger.

Hovedet må ikke bevæge sig det mindste under en vågen operation, og derfor skrues det fast i en metaltvinge. Frederik Clausen er bedøvet, mens det sker.

PÅ VEJ NED på fjerde sal efter mødet hilser han, smiler og snakker løssluppent med forbipasserende kolleger og med Sine Munk, der er den neuropsykolog, der under operationen skal tale med Frederik Clausen, ’holde ham i hånden’ og hele tiden tjekke, at indgrebet ikke skader Frederik Clausens bevægelighed.

Inde i ham er koncentrationen ved at finde form. Hvidt går han ind i et omklædningsrum overfor operationsstuen og kommer ud som grøn. Så ’går han i vask’ – hvilket er hospitalssprog for at vaske arme, hænder og spritte sig af inden en operation. Han tager den hårdækkende hætte på, han binder mundbindet, og så stiller han sig foran vasken. Det er her, han går i gang med sit faste ritual.

Endnu en gang spoler han den kommende operation igennem oppe i hovedet. Hvad skal han gøre hvornår? Hvor er risikomomenterne, og hvad gør han, hvis de opstår? Som han siger til de yngre læger: Det farlige består ikke i, at tingene ikke går, som de skal under en operation, men i, at kirurgen ikke har forberedt sig på, hvad han skal gøre, hvis det sker. Får patienten fx en pludselig blødning, vil man som ung kirurg ofte skynde sig at lukke karret med varmebrænderen uden at tænke på, at patienten måske er afhængig af blodforsyning fra netop dét kar. Det gælder om ikke at gå i panik, bevare roen og hele tiden tænke forud.

Mens Jannick Brennum skrubber og lader vandet løbe ned over arme og hænder, tænker og forbereder hans hjerne sig på samme måde, som den gjorde i de år, han fløj svævefly på en stor græsmark ved Slaglille på Vestsjælland. Enden af en 1.000 meter lang wire i et trækspil blev fastgjort til det lille, lette fly, mod vindretningen trak spillet flyet i gang, og først i 450 meters højde blev wiren sluppet.

Med faste flyve- og landingsregler, ofte dårlige vejrforhold og kun få minutter i luften sitrede alle fem sanser på én gang. I starten havde Jannick Brennum svært ved at koncentrere sig om at koordinere bevægelserne og holde flyet i balance med sideror, pedaler og krængepind samtidig med, at han skulle finde den termik, der bl.a. findes over veje og afbrændte marker, og som er vigtig for at holde et motorløst fly svævende længst muligt. Det var først, da han fandt ud af, at han kunne ligge derhjemme i sengen og visualisere turene, at han kunne flyve uden at være i luften, at han kunne se landskabet og landevejene og sig selv manøvrere flyet rigtigt for sit indre blik, at han blev en god svæveflyver.

”Det er præcis sådan, det er med hjernekirurgi,” siger han, da han har sprittet af og går gennem den westernsaloon-agtige dør til operationsstuen, hvor han strækker armene frem og vender sig, så en sygeplejerske kan binde operationskitlen.

”Skal vi danse?” spørger han hende, idet han drejer sig.

Før og under operationen bruger hjernekirurgen scanningsbilleder for at danne sig overblik.

FREDERIK CLAUSEN ER på mange måder lige så ligefrem som sin blide snorken. Livet er for ham ikke én lang, navlepillende gåde, men derimod en fuldkommen rationel størrelse med indbyggede fordele og ulemper, man må tage, som de kommer.

Oprindelig er han uddannet tømrer, men en dag faldt han, og så sad hans knæ pludselig på siden af benet. Han blev opereret, knæet pegede atter ligeud, og så fik han en idé. Han meldte sig til hæren for at komme til Afghanistan, et sted, hvor der er brug for den no bullshit-indstilling til livet, som er hans.

Han nåede dog ikke at være mange måneder på kasernen i Nordjylland, før knæskaden sendte ham hjem til Strøby, 15 km syd for Køge, hvor han kommer fra. Han flyttede til Tølløse, ikke så langt derfra. Her blev han vognmand ligesom sin far og mange i familien, men da finanskrisen lukkede foretagendet, blev han skraldemand – et fantastisk job, mener han, hvor man får løn for 37 timer om ugen, selv om man kan gøre det hurtigere.

Han har dog ikke arbejdet siden den septemberdag i 2009, da han pludselig følte sig slatten. Han troede, at han havde halsbetændelse, så han meldte sig syg og faldt i søvn. Men da han vågnede, lå Joey, hans 45 kg tunge amstaffhund, hen over hans ben. Det havde den aldrig gjort før. Den havde netop overværet sin ejers første epilepsianfald og vogtede over ham.

Frederik Clausens søster – og nabo – kiggede lige ind, nu når broderen var syg. Hun så straks, at den var gal, og ringede efter en ambulance. På Holbæk Sygehus kunne de dog ikke finde noget, men netop som de var ved at udskrive ham, fik han endnu et af de epileptiske anfald, der efterfølgende blev en del af hans liv. Hele kroppen rystede, spændte, og så blackoute de han. Efter et par minutter vågnede han op. Fuldstændig udmattet. Det var, som om hans krop, uden at bevæge sig, netop havde løbet et maraton. Efter anfaldet beholdt de ham og sendte ham til scanning. Og fandt ud af, at han havde en kræftsvulst i hjernen.

Han fik medicin mod epilepsien og blev indlagt på Glostrup Sygehus, hvor han lå i tre måneder. Her skar de hans kranium op, men lægen turde ikke tage hele svulsten. Som Frederik forstod det, var svulsten ikke i vækst. Men naturen ville det anderledes.

Selv om Frederik Clausen har lukkede øjne, er han vågen og taler, mens Jannick Brennum opererer.

DER ER IKKE fordi, Frederik Clausen ikke kan blive ked af det. Selvfølgelig kan han det. Nogle gange har han siddet i sin lejlighed i Tølløse og stirret tomt og ensomt, mens han har skruet helt op for anlægget med bragende techno eller dance, som er den musik, han holder mest af. Men der er bare noget i ham, der nægter at give de negative tanker for megen plads.

”Uanset hvad der sker, må jeg lære at leve med det,” er hans indstilling. Når man ikke opfatter sig selv som noget specielt eller særligt, og når man dermed underlægger sig livets og derfor også dødens luner og ikke tror sig hævet over dem, frigør det en lettelse omkring de spørgsmål, som mange andre vil mene er ubærligt tunge.

Uden på nogen måde at være tillært omkring det ved Frederik Clausen, at hans tanker – uanset hvordan de måtte forme sig – ikke kan påvirke omfanget og effekten af den svulst, han har i hjernen. Det, der sker oppe i hjernen, lever sit eget liv, ligesom han selv gør det. Og så må det gå, som det gør.

Alligevel klynger han sig til, som så mange andre, at der i afgørende situationer et eller andet sted derude findes en ikke-videnskabelig, ikke-rationel skæbne, der på ubestemmelig vis alligevel har noget at skulle have sagt.

Hans lille kusine fra Sverige, Linnea, har lavet et kort til ham, et foldet kort, hvor hun har tegnet en løve på den ene side og syet et rødt og lyserødt stofhjerte på den anden. Og så har hun skrevet: ”Kære Frederik, her er et hjerte og en løve, der skal beskytte dig, når du er på hospitalet.” Han har taget kortet med sig ind på Rigshospitalet, så det kan bringe ham held. Det er ikke med inde til selve operationen, men det står og venter på ham på rullebordet ved hospitalssengen. Og det stod der i går aftes, da han mødte op på Rigshospitalet for ikke at komme for sent. Der lå han i det uformelige hospitalstøj og ventede og så filmen ’The Perfect Storm’, mens han kiggede hen på kortet.

Så meget af den store tumor lykkedes det at fjerne fra Frederik Clausens hjerne. Desværre langtfra nok.

DET LIGNER TORTUR fra middelalderen, da Jannick Brennum skruer Frederik Clausens hoved ind i en tvinge, hvorfra fire syleskarpe metalstænger borer sig bloddryppende og brutalt gennem hovedhuden for at sikre, at hovedet ikke bevæger sig det mindste. Barbermaskinen dirrer, Sine Munk sætter sig parat ved siden af briksen, og en operationssygeplejerske – bag mundbindet en mand, der hedder Henrik – skruer på radioen og skifter Pop FM ud med Radio Soft og Tina Turners ’What’s Love Got to Do with It’. Det er vigtigt, at der er en god, afslappet stemning.

På den bare, hårsækkestrittende hovedbund ligner det gamle ar fra Glostrup Sygehus en snoet markvej på et kort. Jannick Brennum, der hele tiden står bag Frederik Clausens hoved, bliver nødt til at skære udenom. Med lilla tusch tegner han et slags Y, som han lige om lidt vil skære efter. Med en kanyle lokalbedøver han huden, og umiddelbart efter hæver stikkene op som horn i panden. En operationssygeplejerske spritter af og afdækker operationsområdet med et grønt klæde, der skydes ind i huden med hæfteklammer. Så snitter han og løfter hudflapperne op, som var de tre tykke blomsterblade.

Loftudsugningen snurrer, den gør, hvad den kan, men alligevel hænger en tung lugt af kød, blod og blottet væv kvalmende sødt i operationsstuen. Rødt blod drypper på Jannick Brennums hvide træsko. Under hjernehinderne sidder en titaniumplade fra dengang, Frederik Clausen blev opereret på Glostrup. Men det gamle hul under pladen er ikke længere stort nok, der må skæres udenom. Lyden af opskåret kranie skærer som en gaffel hen over en tallerken.

Efter halvanden time er der hul. Helt ned til hjernen. Man kan se hjertets rytmiske slag i den blodige masse, der ligner sammenfiltret reb. Undtagen tumoren. Den sidder som en stor, stivnet klat oven på og inde i rebene.

”Nu kan I godt begynde at vække ham,” siger Jannick Brennum til anæstesiholdet.

”Frederik, Frederik, du skal vågne; Frederik, kom, træk vejret dybt; Frederik, er du vågen?” lyder de venlige råb.

GÅSEHUDEN KAN IKKE lade være med at stritte, da hans øjne åbner sig, mens hans hjerne er fuldkommen blottet.

”Go’ morgen,” siger Sine venligt og knuger hans venstre hånd. Han kigger et øjeblik forvildet omkring, så falder hans øjne på Sines ansigt.

”Jeg har det godt,” udbryder han og løfter vist sin arm som bevis.

”Hold kæft, det er dejligt, at jeg skal ligge her og se på kvinder i stedet for at glo på dig, Jannick,” siger han så med et gåpåmod, folk betaler penge for at se på film.

”Såså, du,” svarer Jannick Brennum bag ham med et hørbart smil.

”Den er god nok,” hvisker operationssygeplejersken Henrik. ”Scenen i ’Hannibal the Cannibal’, hvor han spiser af en hjerne, mens hans offer er vågent, er helt realistisk. Selve hjernen kan ikke føle smerte, den har ingen følelser overhovedet.”

Efter to timer er selve operationen i gang. På briksen føler Frederik Clausen sig fuldkommen tryg i den afslappede, småsnakkende, familiære stemning. Han har det, som de alle sammen har kendt hinanden i 100 år.

Med et instrument, der minder om det, en tandlæge bruger til at fjerne tandsten – en ultralydsaspirator – går Jannick Brennum i gang med at fjerne tumoren. Vævet vibreres i stykker foran et lille metalrør, der skylles med vand, og det pulveriserede væv suges bort. For ikke at komme til at skade vitale bevægelsesdele har han sat bittesmå klistermærker, en form for advarselstrekanter, fast overalt i Frederik Clausens hjerne. Han kører med laserskæreren, mens han opmærksomt lytter til alt, hvad Sine og Frederik taler om. Så længe samtalen er fornuftig, så længe Frederiks svar på Sines spørgsmål hverken er snøvlende eller forkerte, ved han, at han er på rette vej.

Efter ca. en time har han skåret en god luns af tumoren. Undervejs har der været forviklinger, bl.a. bevægede Frederik sin fod, da han fik strøm på det område, der skulle have bevæget hans arm. Strømpåvirkningen har også fremprovokeret et par epileptiske anfald. Men det er ikke det værste.

Tumoren viser sig at være så stor og så infiltreret i hjernens bevægefunktioner, at Jannick Brennum ikke kan fjerne den uden at skade funktionerne permanent og gøre Frederik Clausen definitivt lam. Derfor vælger han at stoppe operationen.

Bedre bliver det ikke, da patologerne ringer op til operationsstuen og fortæller, at den klump, det er lykkedes ham at fjerne – og som undervejs er sendt til det, der kaldes frysesnit – viser sig at være en 3’er og ikke en 2’er. Før talte man om godartede eller ondartede tumorer, men i dag deles tumorer op i fire kategorier. 1’ere og 2’ere er de langsomt voksende, mens 3’ere og 4’ere vokser hurtigt.

Efter små fire timer må en skuffet, irriteret kirurg skrue sin patient ud af den middelalderlige tvinge og begynde at sy sammen efter sig. For Frederik Clausen er det tvingen og den forvredne hovedstilling, den har medført, der – sammen med de hæfteklammer, der nu fjernes fra hans hovedbund – har forvoldt de største smerter.

Måske havde den selvopererende kirurg ikke ret alligevel.

Jannick Brennum måtte save et godt stykke af kraniet - og uden om den tidligere åbning med titanium-pladen fra Frederik Clausens seneste operation.

EN HALV TIME senere ligger Frederik Clausen sammensyet på opvågningsstuen på niende sal. Lige så sej han var med åben hjerne for lidt siden, lige så rørt er han nu, da han ser sine forældre stå ved siden af sig. Han kan ikke lade være med at græde.

”Det er bare, når min familie er her,” siger han. Som om han skulle have noget at undskylde. Han kan ikke få sin venstre arm til at lystre, den sidder fast. Hans hjerne kan ikke styre den som før. Det er præcis, som han fik at vide inden. Det er også lige meget, han har overlevet, og tårerne bliver siddende i øjenkrogen.

Da Jannick Brennum kommer ind på opvågningsstuen, joker Frederiks far med, at hans søn skulle have haft sin egen boremaskine og oplader med derind, ja, hvis nu lægen skulle løbe tør for strøm.

Det griner de af.

Frederik Clausen smiler bedøvet, da Jannick Brennum fortæller, at han er tilfreds med operationen, som den udartede sig, også selv om han ikke kunne fjerne hele tumoren uden at ødelægge bevægefunktionen og dermed gøre Frederik lam for livet.

Han fortæller også, at patologerne mener, at tumoren er en 3’er i stedet for den 2’er, de troede, det var. Og at Frederik derfor skal i strålebehandling. ”Det er der, den står nu,” siger Jannick Brennum, ”Men efter genoptræning skal din arm nok komme sig,”

Så giver han Frederik Clausen hånden. Fra det hvide sengeleje rækker han sin højre, raske arm frem mod lægen. Den er pakket helt ind i gaze for at holde på de mange drop.

Lidt efter sidder Jannick Brennum på sit kontor og dikterer operationsbeskrivelser. Udenfor på gadeplan, ni etager nede, står rygerne og pulser i det evige lys fra vinduerne i den H-formede bygning.

I samme nu overdøver en lægehelikopters larmende rotorblade alt. Højt oppe, på taget af Rigshospitalet, er det, som om den gulrøde akutlæge-helikopter lige kigger op, inden den lander. Kun patienterne og dem, der ikke er ansat på Rigshospitalet, kigger op. For dem, der arbejder her, er det lyden af hverdag.

EPILOG: Efter operationen kom Frederik Clausen til genoptræning på bl.a. Holbæk Sygehus. Efter to måneder mangler han stadig følesansen i det yderste af fingrene på sin venstre hånd, ligesom armens gribekraft ikke er så stærk om før.

Han går dog stadig til genoptræning, ligesom han hver dag møder på Rigshospitalet for at få strålebehandling.

Om det er nok til at fjerne hans tumor, er uvist. Hans ukuelige livsindstilling er den samme som før operationen.

Jannick Brennum

Er klinikchef, ledende overlæge, dr. med, Master of Health, formand for både Dansk og Skandinavisk Selskab for Neurokirurgi og vicepræsident i EANS, The European Association of Neurosurgical Societies, samt konsulent for Retslægerådet.

Han er opvokset i Kgs. Lyngby og var allerede i gymnasiet fast besluttet på, at han skulle blive læge. Hvorfor kan han i dag ikke forklare, ikke andet end at det en dag stod som en fuldkommen klar erkendelse, der aldrig siden har sluppet ham. Tilfældigheder, gode karakterer, forskning og en doktordisputats om det menneskelige smertesystem sendte ham ind i neurologien, læren om nervesystemet, dets sygdomme og den medicinske behandling af dem. Efter mere end 10 års arbejde med hjernen uden at bruge kniv skiftede han til neurokirurgien, da han indså, at umiddelbare resultater bedre passede til hans temperament.

Hans brede baggrund skaffede ham først job som leder af Glostrup Sygehus’ neurokirurgiske afdeling, hvorefter han blev ansat på Rigshospitalet. Sin Master of Health – læren om ledelse i sundhedssektoren – tog han, fordi hans kone en aften sagde: ”Hvis du ikke gør det, kommer du jo til at kede dig.”

Det hvide snit

Efter at mere end 4.000 danskere frem til 1983 fik udført lobotomi eller ’det hvide snit’, blev psykokirurgiske indgreb i hjernen stoppet. De store personlighedsændringer, mange af operationerne medførte, har siden kastet en stor tabu-skygge over den type indgreb. I dag er psykokirurgi en udslukt disciplin, og bortset fra fx elektrochok behandles psykiske lidelser i hjernen næsten udelukkende medicinsk. Desværre ofte med en lang række bivirkninger til følge.