I 2015 rejser Luke Skywalker atter til en fjern galakse, Frank fucker garanteret noget op, når han tager med Casper til L.A., Anastasia møder en glat businessmand ved navn Grey, der er frisk på lidt af hvert, og Ulrich Thomsen personificerer vores alle sammens Ricardo på vejen mod fodboldlandsholdets EM-triumf i 1992.
2015 bliver et flot og alsidigt biografår, og her er nogle af de film, vi glæder os allermest til at se med røven i et blødt biografsæde og med munden fuld af smørristede popcorn.
Annonse
Mænd og Høns, komedie, premiere: 5. februar
Hvis du kunne lide ‘Blinkende Lygter’, ‘De Grønne Slagtere’ og ‘Adams Æbler’, går du nok ikke helt galt i biffen med Anders Thomas Jensens i spænding ventede danske noir-komedie, ‘Mænd og Høns’. På rollelisten finder man de største mandlige skuespillere i Danmark, der blandt andet har gjort karriere i ovenstående film, som Anders Thomas Jensen har hhv. skrevet manuskript til og instrueret. Mads Mikkelsen og David Dencik har anlagt hareskår til rollerne som brødrene Elias og Gabriel, der, da deres far dør, finder ud af, at de er adopterede. For at lære deres ægte ophav at kende rejser de til en isoleret ø, hvor der venter dem noget af en overraskelse.
Fifty Shades of Grey, drama, romantik, 12. februar
Annonse
Da bogen kom ud, fik den anmelderne til at rive sig i håret over et fattigt sprog og et elendigt plot. Men det gjorde nu ikke husmødre og andre nyfigne læsere verden over så meget, når bare de fik lov at følge den unge Anastasias seksuelle udskejelser med den flotte, og viser det sig; kinky, businessmand Christian Grey. Helt tæt på. Den første bog i E. L. James’ husmorporno-trilogi er nu filmatiseret og vil garanteret fremkalde røde kinder i biografmørket. Traileren til filmen er ifølge Universal den mest sete nogensinde med over 100 millioner views.
Inherent Vice, drama, komedie, 12. februar
Los Angeles, 1970. Joaquin Phoenix har groet sig nogle brede bakkenbarter til rollen som den potrygende hippie-privatdetektiv Larry ‘Doc’ Sportello i Jesus-sandaler, der bliver opsøgt af sin ekskæreste Shasta, der ser bedre ud end dengang, de to var kærester. Nu har hun taget sig en elsker, en meget velhavende ejendomsmæglertype kendt fra tv, og beder ‘Doc’ om hjælp til at forhindre et planlagt plot mod ham. Filmen, der ifølge traileren har en lækker, blød, brun 70’er-vibe med underlægning af Neil Young, er baseret på en roman af Thomas Pynchon, hvorfra velskrevne sætninger er dysset ud over filmen.
Steppeulven, drama, 19. februar
Annonse
I Ole Christian Madsens første film siden Superclásico (2011) debuterer Joachim Fjelstrup i rollen som rocklegenden Eik Skaløe, der levede et hårdt og ret kort liv. Mens den unge generation er i oprør, forelsker den unge fredsaktivist Eik sig i Iben, der bliver spillet af Marie Tourell Søderberg fra DR-serien ‘1864’. Men Iben kan ikke nøjes med én mand, og Eik forsøger at ændre sig selv. Han bliver forfatter, digter, påvirket og forsanger i rockorkestret Steppeulvene, hvis plade ‘Hip’ fra 1967 står tilbage som et symbol på ungdomsoprøret.
Teorien om alting, drama, 26. februar
Filmen om fysikeren Stephen Hawking og hans usædvanlige livshistorie bliver allerede nævnt som en mulig Oscar-vinder alene på baggrund af traileren. Som ung, lovende fysiker møder Stephen kærligheden i en smuk, blid og mørkhåret kvindes skikkelse. Filmen følger det unge pars lidelser, efter Stephen som 21-årig bliver diagnosticeret med nerve-sygdommen ALS. ”Jeg elsker ham, og han elsker mig. Vi vil bekæmpe denne sygdom sammen,” siger Jane til en heftig underlægningsmusik i traileren, og ikke et øje er tørt.
Insurgent, action, romantik, science fiction, 19. marts
Science fiction-serien ‘Divergent’, der med succes forsøger sig som den nye Twilight, udkommer nu med sin film nummer 2. I ‘Insurgent’ fortsætter Tris sin kamp for at redde civilisationen, alt imens hun også har en del at kæmpe med inden i sig selv.
Samba, komedie, drama, 26. marts
Er du til fransk feel good, og græd du til ‘De Urørlige’, hvor den unge utilpassede Driss fra de parisiske forstæder mod sin vilje får hyre som handikappasser for den rige Philippe, og de to udvikler et helt særligt venskab? Måske ikke hvis du er en fyr. Men kunne du lide, hvad du så, er der mere af samme socialrealistiske franske skuffe. Instruktør-makkerparret Olivier Nakache og Eric Toledano har igen hyret Omar Sy, der i deres film ‘De Urørlige’ spillede Driss. Denne gang spiller han Samba i deres nye film af samme navn. Som immigrant fra Senegal arbejder Samba som opvasker på et hotel, men ender på grund af en bureakratisk fejl i detentionen. Her sætter skæbnen ham i forbindelse med socialrådgiveren Alice spillet af Charlotte Gainsbourg, der også forsøger at få lidt mere tjek på sit eget liv. Måske de kan hjælpe hinanden, hvem ved…
Jurassic World, adventure, 3D, 11. juni
Blev du blæst bagover, da den langhalsede brachiosaurus nyste Lex lige lukt i ansigtet i den første Jurassic Park-film fra 1993? Og har du, siden 2’eren og 3’eren udkom i 1997 og 2001, hungret efter mere fra dinosaurernes forunderlige verden, så er Universal leveringsdygtig. 2015 er året, hvor du bliver taget med til Jurassic World: En dinosaur-forlystelsespark, som rigmanden John Hammond havde planlagt det helt fra begyndelsen. På grund af faldende besøgstal har parken nu fået en helt ny attraktion for at genvinde de besøgendes interesse.
Klovn forever, komedie, 17. september
Filmen foregår i Los Angeles, Frank og Casper spiller Frank og Casper, Mikkel Nørgaard instruerer, og det er det eneste, der rigtig vides om opfølgeren til ‘Klovn: The Movie’, som næsten en halv million danskere indløste billet til. Plottet i ‘Klovn forever’ er indtil videre hemmeligt. Men går det, som det plejer, skal det nok blive rigtig pinligt at se.
Selvom filmen har 23 forgængere, og vi er oppe på James Bond-impersonator nummer 8, lever interessen for og hypen omkring den martini-drikkende hemmelige agent i bedste velgående. Men gør dobbelt-0-7 også selv det, hvis han ikke passer på? Det er ikke til at vide, og de fleste ting omkring den nyeste Bond-film må vi også vente i spænding på at finde ud af. For eksempel hvad plottet er. Men sikkert er det, at Daniel Craig er tilbage som superspion, Sam Mendes er tilbage som instruktør, og at danske Jesper Christensen er tilbage som superskurken Mr. White.
Star Wars: the force awakens, adventure, science fiction, 17. december
Tre årtier efter Luke Skywalker og prinsesse Leia rejste til planeten Tatooine for at redde Han Solo, der var blevet nedfrosset af Jabba the Hut, vender den historiske stjernekrig-føljeton tilbage til en biograf nær dig. Traileren til den første film i den nye Star Wars-trilogi er blevet frigivet, og de mere end 50 millioner visninger på YouTube vidner om en gedigen interesse for at følge de tre hovedpersoner - fortsat spillet af Mark Hamill, Carrie Fisher og Harrison Ford - på deres videre færd i en ‘fjern, fjern galakse for meget længe siden.’
Du kan desuden glæde dig til opfølgeren til den netop nu biografaktuelle ‘the Hunger Games’, nemlig ‘Mockingjay del 2’, ‘Big Eyes' af Tim Burton, ‘Saint Laurent’ om modeskaberens unge år, ‘Entourage’ om dyre udskejelser i Hollywood, og vi kunne blive ved. Men nu stopper vi.