Debbie Reynolds er død

Død af sorg? I går gik Carrie Fishers mor bort

Star Wars-stjernens mor var selv en stjerne i sin tid.

Debbie Reynolds Carrie Fisher
Offentliggjort

Stjernerne har åbenbart i sinde at blive ved med at falde lige til det sidste af 2016.

I går døde Debbie Reynolds. Skuespilleren, der er berømt for sin hovedrolle i ’Singin’ in the Rain’ fra 1952, og i det hele taget var en stjerne hos produktionsselskabet MGM i 1950’erne og 1960’erne, blev 84.

Det påfaldende er, at hun blev ramt af en blodprop dagen efter, at hendes datter, Carrie Fisher, døde af et hjertetilfælde.

”Hun ville være hos Carrie,” udtaler sønnen og broren Todd Fisher til Variety.

Det var Debbie Reynolds, der i din tid introducerede datteren til showbusiness, da hun inkluderede den 13-årige Carrie Fisher i et af sine sceneshows på en natklub.

Fisher har dog i flere bøger skrevet om sit til tider anstrengte forhold til moren, som hun, fordi hun var en berømthed, måtte dele med hele verden. I sin selvbiografi fra 2008 skriver hun om et forhold, der i lange perioder var præget af misundelse og en oplevelse af svigt:

“Da jeg blev født, blev min mor bedøvet, fordi de ikke havde epiduralblokader på det tidspunkt. Derfor var hun bevidstløs. Nu skal det siges, at min mor er en smuk kvinde – hun er smuk i dag, hvor hun er i halvfjerdserne, så som 24-årig var hun skøn som julemorgen. Alle lægerne på stuen summede omkring hendes kønne hoved, mens de sagde: ”Åh, se, Debbie Reynolds sover – hvor sødt."

"Og min far besvimede, da han så mig komme til verden. Så alle sygeplejerskerne løb over til ham og sagde: ”Åh, se, der ligger Eddie Fisher, crooneren, på gulvet. Lad os kigge lidt på ham. Så da jeg ankom, var der ikke rigtig nogen til at tage sig af mig. Og det har jeg prøvet at kompensere for lige siden.”

De seneste mange år havde de to kvinder dog et godt og tæt forhold. Carrie Fisher valgte endda at bo dør om dør og dele indkørsel med moren i Los Angeles.

Det amerikanske filminstitut har kåret ’Singin’ in the Rain’ til den bedste musicalfilm nogensinde, og den femtebedste amerikanske film overhovedet.

LÆS OGSÅ: Carrie Fisher: "Harrison Ford og jeg havde en affære"

LÆS OGSÅ: Alle Carrie Fishers scener til 'Star Wars: Episode VIII' er optaget

LÆS OGSÅ: Nicolas Bro: "Steven Spielberg drillede mig"