VED FØRSTE ØJEKAST er der intet nyt under solen: Ur-industrien har altid levet af samarbejder.

Først foregik det langt inde i urværket, som når schweiziske urmagere specialiserede sig i alt fra urkasser til tandhjul, som de lod cirkulere i et netværk, der blev kendt som ’établissage’. Det er fransk for ’arbejdsbænk’ og henviste til et system af uafhængige værksteder, som urmagere lod indrette i deres hjem. 

Det var en genial arbejdsfordeling, hvor producenter i fællesskab, men hver for sig, fremstillede dele til ure, som siden blev samlet og solgt af grossister.

Denne model fungerede glimrende, indtil industrialiseringen ramte schweizerne lige i klokkeværket, og de blev nødt til at sadle om til fabrikker med alt under ét tag.

Selvom ’établissage’-netværket i dag er fjern fortid, er der stadig masser af eksempler på underleverandører, der sender komponenter videre ud i fødekæden, ligesom der er masser af partnerskaber mellem ur-brands.

Som da Tudor og Breitling i 2017 besluttede at udveklse urværker for at udfylde huller i deres kataloger uden at bruge formuer på selv at udvikle tingene.