”Jeg har fået utroligt mange kommentarer på, at jeg har neglelak på i X Factor. Mange har fået det helt galt i halsen”

Da jeg var dreng, spillede jeg tennis på eliteniveau i min hjemby, Silkeborg. Dengang, i slut-80’erne, gik jeg nærmest kun i tennistøj. Jeg voksede op i den periode, hvor Boris Becker og Stefan Edberg var de helt store. Ivan Lendl huserede også stadig, og så var der franske Henri Leconte.

Tennissporten påvirkede alt i min verden, også tøjmæssigt. Ivan Lendl spillede i et Adidas-sæt, som var så fedt, syntes jeg, og hele æstetikken i tennis ramte mig. Renheden, stramheden. Men også kontrasten i sporten, for bag alt det, der er så ordentligt og anstændigt, ligger der en vildskab. Det er noget, jeg kan spejle mig i, og det ligger stadig i knoglerne.

Nogle gange går jeg på scenen med Hugorm i noget tennisagtigt tøj. Det passer godt, at der er noget, der er dressed-up, og så går man amok inde i det. Jeg har fx et sæt med shorts og trøje fra det italienske mærke Ellesse. Sat sammen med et par hvide sokker, som er hevet godt, langt op. Det giver en kostskoleagtig pænhed, noget meget angelsaksisk, som man så kan bryde ud af. Det clash er stilmæssigt interessant.

Den tankegang går igen i min position som dommer i X Factor. I det program vil jeg gerne repræsentere mig selv og vise rent smagsmæssigt, hvad jeg står for. Jeg er ikke så interesseret i fe-agtig skønsang over et lille electronica-beat. Jeg vil gerne gå en anden vej. Der var én, der sagde til mig, at det, jeg repræsenterer, er, hvad man kan kalde ’Versalmusik’. Noget, der taler med store bogstaver, har et punch og er tydeligt. Det gemmer ikke på noget, det er out there, og så er det samtidig tilsat en vis skrøbelighed inde bag det hele. Det gælder også tøjmæssigt.

I X Factor har jeg fx haft et workwear-sæt på fra Hansen Garments med slips, en slags uniform, om du vil, og så blødt det op med neglelak i alle slags farver. Eller et par vide læderbukser fra Berner Kühl sat sammen med en bomuldsskjorte og vest. Og Asics-gummisko.

Kort fortalt

Simon Kvamm er født i 1975. Opvokset i Silkeborg. Var med til at danne Nephew i 1996, men slog først igennem med bandet i 2004 med albummet ’USADSB’, der solgte over 110.000 eksemplarer. Debuterede på tv i 2003 med satireserien ’Rockerne’ og fik sit store gennembrud året efter med ’Drengene fra Angora’ med Esben Pretzmann og Rune Tolsgaard.

I 2010 stiftede Kvamm bandet De Eneste To sammen med Peter Sommer, og i 2017 blev han en del af Hugorm sammen med Morten Gorm og Arní Bergmann.

Bandet albumdebuterede i 2020 med ’Kom vi flygter’ og udgav ’Tro, hug og kærlighed’ i efteråret 2022. Her blev Simon Kvamm også ny dommer i ’X Factor’ på TV 2. Han bor i Dragør med sin kone, Stine Ellerbæk, og deres to døtre.

Jeg har bestemt en side i mig, der er konform og ordentlig og gør sine ting og er god ved sin næste. En pligtopfyldende borger. Men samtidig næres jeg også af et oprør, som kan bryde illusionen og udvide rammerne.

Mine forældre var akademikere, sådan nogle rigtige 68’ere, som flyttede ud af Aarhus og ind i et parcelhus i Silkeborg. Der sad jeg og var en blød dreng, som interesserede sig for at spille klaver og optræde lidt og lavede stemmer og hvad der nu ellers var.

Jeg gik på en privatskole, som var fin, men hvor der også var nogle lidt hårde typer, nogle knallertbøller. Dem begyndte jeg at hænge ud med og blev del af en vennegruppe, som bar en helt anden stil, end jeg var vant til.

Vi gik med cowboystøvler og pilotagtige NHL-jakker i glat stof og tryk bagpå fra en eller anden ishockeyklub i USA. Det var sådan en lidt mærkelig kombination af americana-stil, jeans og støvler, og så blandet med basketball-inspireret streetwear.

På et tidspunkt i de år løb jeg ind i en mur rent mentalt i forhold til tennissporten. Pludselig kunne jeg ikke styre mit temperament, jeg begyndte at tabe, og så begyndte jeg at hyle, og så begyndte jeg at smadre ketsjere, og så begyndte jeg at råbe.

Jeg kørte lidt død i det med at stå alene med det og hele den der kode, der var omkring tennis, og så gjorde jeg oprør mod det. ’Fuck det lort der,’ sagde jeg, også stilmæssigt. Og så smed jeg alt det hvide tøj væk og hoppede over til knallertdrengene. Over til fællesskabet og holdånden.

I knallertsjakket havde vi alle hver vores rolle, og jeg var ofte den, der sagde noget sjovt og var hurtig i replikken. Men jeg trådte altid i baggrunden, når der var optræk til ballade. Det var der nogle gange med store slagsmål til fester og halballer. Der var lidt en bande-vibe i gruppen, en fast uniform.

Vi gik med springknive, fandt vores tøj i militære overskudslagre og tilbragte al vores tid nede i kælderen hos en ældre dame, som på en eller anden måde lod os have en form for klubhus der. I konfirmationsgave fik jeg en computer, som jeg straks efter solgte og købte min første knallert, en Yamaha 4-gears. På den kørte jeg til klubhuset og hang ud med sjakket efter aftensmaden.

Og så sad vi og hørte alt fra AC/DC til Eurodance til KLF og Prodigy. Mig iført Dr. Martens-støvler og bomber-jakke og en T-shirt med stort tryk på, som jeg havde fået af min mormor og morfar, der havde været på ferie i USA, hvorpå der stod ’Operation Desert Storm’.

Britpoppen fejede fuldstændig benene væk under mig, da jeg blev 18-19 år. Jeg var både til Blur og Oasis, både til Damon Albarn og Liam Gallagher. Især Damon Albarns udtryk tog jeg til mig med det samme. Som da han i ’Parklife’ hoppede rundt i Adidas-træningstrøjer og lavede høje knæløft. Den der kombination af noget komisk og lallet og så supercool og nærmest arrogant kunne jeg totalt spejle mig i. At han var fuckfinger-agtig uden at skubbe folk væk. De modsætningsfyldte energier i noget ømt og noget vildt på samme tid.

’Hvad ville Damon have gjort her? Ville han gå efter der, hvor det kilder musikalsk, eller der hvor der er den største hyre?’ Det kan jeg stadig spørge mig selv om. Jeg føler mig beslægtet med Damon Albarn i forhold til den måde, han har forvaltet sin karriere på. Jeg kan godt lide, at han er så ustrategisk i sin karrierevalg, og at han er gået væk fra faste konstellationer flere gange for så at starte nogle helt andre ting op på ny.

Morten Gorm fra Hugorm er et eksempel på en, der går ret ekstremt klædt. Han tillader sig at have affarvet, langt hår, selvom han har måne. Han er typen, der køber T-shirts med guldpailletter på, som han har fundet et eller andet sted på Tenerife og bare owner det. Det er ikke, fordi Morten gerne vil signalere noget bestemt med det, han tager på. Han leger bare med det hele og udfordrer normerne.

Jeg har en slangering, som jeg engang købte i en souvenirbutik i kystbyen Moneglia i Italien, hvor der er masser af billige smykker. Det skabte en del opmærksomhed, at jeg havde den ring på i X Factor, men den kamp tager jeg gerne for udvidelsen af paletten af, hvad man kan som mand. Det gælder også mascaraen. Og neglelakken.

En overgang iklædte jeg mig nærmest ikke andet end fodboldtrøjer. Det var især i tiden med ’Drengene fra Angora’. Jeg havde en ting med, at jeg skulle have en ny fodboldtrøje på i hvert program. Men omkring midten af 00’erne fik jeg en overdosis af det, og så gav jeg dem alle sammen til min gode ven Brian Lykke.

Hvilket egentlig ærgrer mig lidt, for jeg kan stadig godt finde på at tage en fodboldtrøje på under et jakke-sæt og i det hele taget at kombinere sportswear med noget, der er anti-sport. Det kunne være at tage en Ellesse-trøje på sammen med nogle læderbukser og cowboystøvler.

Jeg rejser aldrig uden min toilettaske. Det er en stor en af slagsen, som man kan åbne og hænge på væggen. Jeg bor relativt meget på hotel, når jeg er på turné, og når jeg så har hængt den op, så er det, som om man lige er flyttet ind.

Jeg kan godt lide, at jeg har en velassorteret toilettaske. Jeg har alle mine smykker med. Ørepropper. Pincet. Nogle fugtighedsting. Barbergrej. Og min deo, den hvide fra Issey Miyake, som jeg har brugt siden årtusindeskiftet.

Den neglelak, jeg går med, finder jeg i Matas eller i Normal eller i Tiger. Jeg river bare nogle forskellige ned. Traditionelt set har du relativt få platforme mode- og stilmæssigt som mand, så jeg synes, det er dejligt, at der sker et ryk i forhold til kønsnormerne.

Det åbner spillepladen op, og nu må vi mænd godt udsmykke os og være åbne om, at vi har en trang til det. Jeg har fået utroligt mange kommentarer på, at jeg har neglelak på i X Factor. Der er mange i min generation, der har fået det helt galt i halsen.

Hjørneflagene står på en anden måde nu. Jeg prøver hele tiden at flytte mig med og at udvide mit perspektiv.

En stor del af mit tøj finder jeg i vintage-butikker, men også i Kyoto på Istedgade i København og hos franske A.P.C. på nettet. Det er min kone, der har introduceret mig for det. Et par gange om året holder de et stort udsalg, og så er hun på A.P.C. konstant og sender mig ting, hun synes, ville være gode til mig.

Jeg sværger især til deres T-shirts, som er ret basic, og et par cargobukser, som bare holder højt niveau. Jeg kan godt finde en vis glæde i, at noget bliver ved med at have en pasform, og det gør alt det, jeg har fra A.P.C.

Jeg kan bedst lide at klæde mig på om vinteren. Jeg kan næsten synes, det er helt rart, når det bliver lidt koldere, så man kan tage noget mere tøj på. Lige så befriende det kan være for ens ben at få et par shorts på og få noget luft, lige så rart kan det være at få lange bukser på. Og så kombinerer jeg det med en strikvest eller træningstrøjer fra Fred Perry eller Adidas.

Jeg har det okay med, at jeg ikke nødvendigvis forstår alting. Jeg har ikke trang til at lefle for en ungdomsting. Det skal de unge da have lov til at have for sig selv. Fx er tøjstilen fra 90’erne tilbage, og hvor kom det lige fra?

Min stylist, Jon Elster, skal jeg kaste en kæmpe kredit efter. Han er en god fyr, som jeg har arbejdet sammen med på forskellige tv-projekter. Jon er skrædder og har stylet mig i X Factor. At arbejde sammen med ham er som at skabe musik med en producer. Det åbner op for helt nye ting, når du har et sæt andre ører og øjne, der siger: ’Hvad med at gå den vej?’

Jon har blandt andet ledt mig i retning af førnævnte Hansen Garments, der er danskproduceret tøj, som i nogen grad er et miks mellem workwear og jakkesæt. Arbejdstøj og fint tøj på én gang. Lige fra starten, da jeg fik det på, tænkte jeg: ’Yes mand, det kan jeg godt lide, det her.’

I jeres interview med min ven Peter Sommer i Bedst klædte-temaet i Euroman sidste år sagde han, at han med alderen gerne vil ligne en amerikansk pensionist, der sidder og venter på at dø i Florida. Den stafet vil jeg gerne tage videre: Jeg vil gerne ligne en engelsk pensionist, der spadserer ud ad molen og venter på at dø i Brighton.

I de seneste 10 år har mit forhold til mode ændret sig. Der er bestemte former for tvivl, der er forduftet stille og roligt. Det er bare væk. Jeg er nået frem til et punkt i mit liv, hvor jeg tør ikke at have en maske på. Tidligere har jeg ofte i bandregi eller tv-regi skullet være en persona. Sådan har jeg det ikke længere, hverken i X Factor eller i Hugorm. Jeg har ikke en agenda. Det, jeg bærer, og det, jeg udtrykker, er 100 procent mig selv.

Jeg holdt i mange år en pause fra tennis-sporten, men nu spiller jeg igen. Æstetikken fra tennis indgår desuden nu på lige fod med resten af tøjet i min garderobe, og jeg følger også med i sporten stilmæssigt. Jeg kan godt lide Daniil Medvedevs look. Han har nogle ret cool Lacoste-ting i klassisk hvid med gul kant og fede, små detaljer. Alexander Bublik fra Kasakhstan kører også et ret fedt sæt fra Armani.

For ikke så længe siden mødte jeg for øvrigt op til træning i den tennisklub, jeg spiller i nu, ude i Dragør. Jeg har en god træner der, Søren, som havde set X Factor, og synes, at det er fedt, at jeg tropper op i det, jeg nu engang gør, på skærmen.

Men, sagde han, ’den der neglelak altså. Hvorfor, Simon? Hvorfor?’ Hvortil jeg så svarede: ’Hvorfor ikke, Søren?’