DET HAVDE ALDRIG STREJFET Ruben Søltoft, at det kunne være et problem at falde i søvn. Når klokken blev mange, og når mørkets frembrud fortalte hans krop, at det var tid til at restituere, lagde han sig i sin seng, lukkede øjnene og faldt i søvn.
Sådan havde han gjort hver nat, og sådan havde han gjort det hele sit liv. End ikke hvis hans seng var byttet ud med et ukomfortabelt flysæde på bagerste række i en Airbus, var det noget problem. Så ville han bare sætte sig, spænde sikkerhedsbæltet og flyve afsted mod drømmeland. Men nu var der sket noget. Hans krops naturlige mekanisme havde forandret sig.
En stor del af Ruben Søltofts rutine var dog fortsat den samme: Han gik ind på sit soveværelse, lagde sig i sengen og lukkede øjnene … men han sov ikke.
Han havde svært ved at forstå det, for den fremgangsmåde havde jo altid virket for ham. Det havde aldrig været mere kompliceret at falde i søvn end blot at lægge sig i sin seng og gøre det. Så han blev ved og ved med at ligge i den skide seng, for på et eller andet tidspunkt måtte han vel falde i søvn, og pludselig var der ikke mange timer til, han skulle op, så nu måtte han virkelig i gang med at få sovet.
Men han sov ikke. Han lå bare og ventede. I otte timer lå han i sengen, indtil solen til sidst ville stå op, og han måtte se sig slået.
Det var i 2020, at Ruben Søltoft begyndte at frygte de søvnløse nætter. Når tiden gik, og aften blev til nat, blev han overmandet af en akut, ængstelig følelse for det, der ventede ham i mørket. Han befandt sig i en sand catch-22: Han kunne ikke sove, fordi han frygtede ikke at kunne sove. Men årsagen til denne frygt var jo for fanden, at han ikke kunne sove.
Når det var allerværst, kunne der gå flere dage og nætter, hvor han ikke fik lukket så meget som et øje, og når det til sidst var for meget søvnløshed for hans krop at kapere, ville han falde omkuld, få indhentet en anelse af den fornødne søvn, før han igen ville vågne, og hele cirkusset ville begynde forfra.
”Jeg ved faktisk ikke, om det har et navn, det jeg led af, men jeg kalder det søvnangst,” fortæller Ruben Søltoft over en kop kaffe i sin taglejlighed på Frederiksberg, hvor han tilbragte meget af de to år, han endte med at være sygemeldt med stress.
”I forhold til søvnen er det nærmest tragikomisk, at man pludselig mister en egenskab, som man altid har haft. Det føles som et kæmpe nederlag, og kroppen holder jo også op med at fungere optimalt. Jeg opbyggede en konstant angst for, at: ’Åh nej, nu bliver det aften. Nu skal jeg igen ligge der, og ikke falde i søvn.’ Det var rædselsfuldt.”
RUBEN SØLTOFT ER en sjov mand, det er det, han lever af, og det er det, han har levet af i efterhånden 15 år. Egentligt var han begyndt at læse til lærer, for han havde fået ind med modermælken, at en uddannelse var lig med et godt liv. Men det var ikke den vej, han skulle, kunne han mærke. Han havde en drøm, der for alvor var begyndt at spire i gymnasietiden, hvor han indtog scenen med sjove bits og små sketches, hver eneste gang chancen bød sig. Så han besluttede sig for, at han ville hive et år ud af kalenderen og sætte alt ind på at blive standupkomiker.
Konsekvensen var, at Ruben Søltoft i den periode levede på en sten. Budgettet til husleje var ikkeeksisterende, så mens han slog sine folder på samtlige open mics i Aarhus, pendlede han mellem venners sofaer og ubevogtede opgange, hvor han kunne få den søvn, han dengang var i udmærket stand til at få. Et par gange hændte det også, at han sov på Aarhus Hovedbanegård.
Når han ser tilbage på det nu, kan han godt se, at det virker som en lidt fortabt tilværelse. Men han tænker nu alligevel på det som et eventyr, der kulminerede i 2010, hvor han som 23-årig vandt DM i standup. En titel, der foruden æren kom med en kontrakt hos det, der på daværende tidspunkt var komikernes svar på Universal Music, Funny Business Inc., også kendt som FBI.
Det store folkelige gennembrud fik han, da han spillede hovedrollen i TV 2 Zulu-serien ’Sjit Happens’, som kørte i fem sæsoner fra 2013 til 2017. Derudover har han to onemanshows, flere tv-serier og en hovedrolle i en musical bag sig. For at sige det mildt, så er det gået rigtigt godt for Ruben Søltoft, og 2019 var ingen undtagelse. På en og samme tid turnerede han landet rundt med sit onemanshow ’Ting fra min mund’, indspillede tv-serien ’Minkavlerne’ i Dragør og turnerede med musicalen ’Terkel – The Motherfårking Musical’, hvor han spillede hovedrollen som Terkel.
På én gang havde han tre af den slags jobs, som æslerne på den københavnske klub Comedy Zoo ville sælge et par organer for at besidde bare ét af. Men mens den professionelle Ruben Søltoft fløj på en lyserød sky, var det en mere mørkegrå, tordenindeholdende én, privatpersonen Ruben Søltoft holdt fast i med næb og klør.
”På det tidspunkt følte jeg virkelig, at der var mange mennesker, der hev i mig. Der var ikke plads til at have én eneste off day, jeg skulle hele tiden performe. Det kan man godt holde til i en kort periode. Men i et halvt år? Det var for voldsomt,” fortæller han.
I den tid var det de helt små ting, der afgjorde, om han kunne nå alle sine forpligtelser. Han vidste, at han var nødt til at gøre noget, så han hyrede en privatchauffør, hvis eneste forpligtelse var at sørge for at transportere den eftertragtede herre mellem hans forpligtelser. Oftest nåede de det. Andre gange måtte publikum lige vente 10 minutter længere.
Det var midt i denne jongleren, han mærkede det første gang. Den underlige følelse af, at der var noget, der ikke helt var, som det skulle være. Hvad det præcist var, der var galt, var ikke nemt for Ruben Søltoft at sætte fingeren på. På daværende tidspunkt havde han udiagnosticeret ADHD, og derudover er han med egne ord født uden en specielt stærk mavefornemmelse.
”Det er, som om at alle andre mennesker går rundt og følger en sandhed, som de kan mærke nede i deres mave. Men sådan havde jeg aldrig haft det. Gennem størstedelen af mit liv har min mave fortalt mig meget lidt og ikke guidet mig i nogen retning, så det har altid været svært for mig at sætte grænser.”
DA 2020 RINGEDE IND havde han lagt de tre fuldtidsjobs bag sig. Måske, tænkte Søltoft, var det en god idé at slappe lidt af og forsøge at komme sig oven på den hektiske periode, hvor hans krop havde oplevet et ultimativt arbejdspres. Måske var det ikke det smarteste i hele verden at arbejde så meget hele tiden? Problemet er bare, at det er svært at sige nej, når der er så meget, man gerne vil sige ja til.
Sammen med sine to venner Theis Kildetoft og standup-kollegaen Jakob Thrane havde Ruben Søltoft år forinden skabt den satiriske musikgruppe ’Umage Image’, der i 2015 gik viralt med sangen ’Forfest’. Nu fik de pludselig muligheden for at skabe deres helt egen tv-serie, ’Umage’, på TV 2 Zulu. Der var bare én lille betingelse: Hele serien skulle skrives på to måneder, hvilket foruden et komplet manuskript også talte 12 sange. Det var så stor en chance, at de selvfølgelig ikke kunne gøre andet end at sige et stort og rungende ’ja’ til det. Så de følgende måneder brugte Ruben Søltoft og hans to venner alle deres dage på at skrive manuskriptet, mens aftenerne gik med at være i studiet og indspille sangene.
”Vi har altid haft det enormt dejligt, sjovt og afslappet sammen, men den her proces var anderledes, for der var meget mere på spil, og vi stod til regnskab over for nogle andres meninger og holdninger. Jeg syntes, det var virkelig, virkelig svært at skulle skrive den serie. Hold kæft, det var hårdt. Hele den der proces med at skulle skrive noget genialt på to måneder og så direkte ud at optage det var så presset,” fortæller Søltoft.
Som om processen ikke var stresset nok i forvejen, valgte trioen også selv at tage klipningen af serien på deres egne skuldre, så der kom det rette flow og den rette timing i det hele. Midt i det begyndte tingene for alvor at ramle for Ruben Søltoft, hvis krop var i alarmberedskab 24 timer i døgnet.
”Jeg mistede kontrollen. Både privat og arbejdsmæssigt. Og det var det, der gjorde, at jeg knækkede til sidst.”
DA RUBEN SØLTOFT, Theis Kildetoft og Jakob Thrane var færdige med at skrive, optage, indspille sange, filme musikvideoer og klippe ’Umage’, indså Søltoft, at tiden var inde til at holde lidt fri. I december 2020 lagde han sig på sofaen i sin lejlighed på Frederiksberg. Planen var at tage det stille og roligt og så se, hvordan han havde det efter en uges tid:
”Men en uge fri var sgu ikke nok. Så jeg tog to uger. Det var heller ikke nok, og så måtte jeg tage en måned. Jeg begyndte først at mærke fremskridt, efter jeg for alvor erkendte, at jeg havde det fucking dårligt.”
Bare det, at der seks måneder frem lå en skemalagt optræden i Ruben Søltofts kalender, gjorde, at han fik angst og ikke kunne sove om natten.
”I den periode måtte der ikke være noget, jeg skulle tænke, at jeg skulle leve op til, selvom det først var om et godt stykke tid. Der måtte ikke være noget i min kalender. Der måtte ikke være nogen, der spurgte, om jeg ville lave noget tv i fremtiden.”
Søltoft endte med at trække to år ud af kalenderen, sygemeldt med stress. Foruden at ligge og vente på at solen ville stå op, fik han de mange, lange dage til at gå med en række ting:
Han fik tiden til at gå med at spille strategispillet ’Heroes of Might and Magic 3’ på sin computer.
”Det har faktisk hjulpet mig sindssygt meget, fordi det gav mig mulighed for at forsvinde ind i en anden verden. Jeg kunne slukke for min hjerne og for det liv, jeg på daværende tidspunkt havde så svært ved at kapere, og bare leve mig ind i noget helt simpelt og håndgribeligt.”
Han fik tiden til at gå med at lave mad.
”Jeg har aldrig lavet så meget mad før, som jeg gjorde i den periode. Det har altid været svært for mig at overskue. Men jeg fandt sgu ægte glæde i at bruge tid på at lære at lave diverse pastaretter.”
Han fik tiden til at gå ved ofte at tage op i sine forældres sommerhus i Fjerritslev.
”Jeg elsker at gå ude i skoven og plukke svampe. Det er virkelig zen for mig. Det er især noget, jeg tidligere har gjort med min far, og som jeg har genopdaget som en slags self care.”
Han fik tiden til at gå med at være mere sammen med sin familie.
”Jeg har i mange år haft det sådan, at jeg arbejdede for meget, og at jeg ikke var god nok til at huske at se min familie og mine venner. Men det var der slet ikke tid til, fordi den her karriere bare buldrede derudaf, og det var sindssygt bekræftende, at folk ville se og hyre mig. Men min sygemelding frigav en masse plads til, at jeg kunne få set mine forældre meget mere og have nogle dybe, vigtige og vidunderlige samtaler med dem.”
(f. 1987) Opvokset i Brande og Astrup i henholdsvis Midt- og Nordjylland som søn af en diakon og sygeplejerske. Er standupkomiker og skuespiller. Fik sit folkelige gennembrud i rollen som Olau i TV 2 Zulu’s ungdomsserie ’Sjit Happens’. Siden har han både spillet med i serien ’Minkavlerne’ og indtaget hovedrollen i ’Terkel – The Motherfårking Musical’. I 2010 vandt han DM i standup og er nu aktuel med sit tredje onemanshow ’Hvorfor er der ikke nogen, der har sagt noget?’ Bor på Frederiksberg med sin kæreste.
TILBAGE I KØBENHAVN var den ufrivillige pause fra offentligheden lidt sværere for ham at flygte fra. En dag var han ude at gå en tur i sit nabolag, da han nåede til et rødt lys. Pludselig kunne han mærke, at der stod en kvinde og tjekkede ham ud. Det gjorde hun i et godt stykke tid, indtil hun til sidst åbnede sin mund og sagde:
”Du ligner sygt meget Ruben Søltoft.”
Til hvilket Ruben Søltoft ikke kunne gøre andet end at svare:
”Jeg tror faktisk, at jeg er den, der ligner ham allermest. Fordi det er mig.”
Og så fnøs hun og sagde, at hun ikke troede på ham. Og så gik hun sin vej.
Når han tænker tilbage, var det måske ikke så mærkeligt, at kvinden ikke kunne genkende ham. For de mange måneders sygemelding havde sat sit præg på hans udseende. Han var rundere end ellers, og på en eller anden måde var der også noget forandret i hans øjne. De havde stadig den samme dybe nuance af grøn, som så mange kvinder er forsvundet ind i igennem årene, men inde bag iris’ overflade herskede nu et mørke, der vidnede om, at de tilhørte en mand, der ikke havde det godt.
Det var ubehageligt for Ruben Søltoft at se sig selv i spejlet i den periode, fortæller han. Det var ubehageligt ikke at kunne genkende det, der kiggede tilbage.
”Når man vil noget så meget, så er det ofte alt for nemt at glemme sig selv. Jeg glemte, at jeg også er en person uden for scenen, og jeg glemte at ’vande’ privat-Ruben tilstrækkeligt i en lidt for lang periode.”
NÅR STANDUP ER ALLERBEDST, elsker Ruben Søltoft det virkelig. Selvom han har prøvet en del kræfter med fiktion efterhånden, er der alligevel intet, der slår standup. Han elsker formatet. Én person og én mikrofon. Han er vild med, at der er så kort fra tanke til handling, fra idé til eksekvering.
”Altså, at jeg kan sidde her lige nu og få en idé til en joke, og at jeg så kan tage på en open mic i aften og prøve den af, det er sgu fedt. Og et kæmpe privilegium.”
Ruben Søltoft elsker at underholde. Det bedste, han ved, er at få nogen til at grine. Der sker et eller andet kemisk i kroppen og i hovedet, når man rammer sådan en ordentlig omgang latter. Det er, som om alt andet bliver glemt. Og så er det sindssygt fedt at gøre folk glade. Det bliver han selv sindssygt glad af.
Alligevel gav to års pause fra scenen ham anledning til kraftigt at overveje, om tiden var inde til at lægge titlen som standupkomiker på hylden.
”Når du har et nervesystem, der er så flosset, at du får et chok, hvis nogen bare siger hej en smule for højt, så er det voldsomt at skulle gå op på en scene og være sjov på kommando,” siger Søltoft.
En aften i begyndelsen af 2023 gik han dog ned for at se sine kollegaer optræde på Comedy Zoo. Det var en varm aften. Ikke temperaturmæssigt, men alle, der betrådte scenen, slagtede salen. Komikerne kunne nøjes med at sige ’hej’, og så ville de 200 publikummer belønne dem med et skraldgrin. Og på et tidspunkt spurgte showets vært, Lasse Rimmer, Ruben Søltoft, om han ville på til sidst.
’Okay,’ svarede han og gik så op og leverede for fem minutter af jokes, han havde skrevet, før han gik ned med flaget.
Det var ikke ligefrem, fordi han nød at stå på scenen igen, og han var da også rimelig afklaret med, at det ikke skulle være for enhver pris, at komikerkarrieren skulle genoptages. Det skulle ikke være pengene, der trak ham derop, ej heller skulle det være frygten for, hvad han så ellers skulle bruge resten af sit liv på, hvis det ikke skulle være på standup.
Han satte sig for, at nu måtte han prøve at gå op på den scene igen og igen og igen, og hvis han et halvt års tid senere stadig var utilpas i situationen, så måtte han indstille karrieren.
”Det var en virkelig svær proces for mig at finde tilbage til glæden ved at optræde. Det første halve år, jeg optrådte igen, svedte jeg så fuldstændig sindssygt meget, at jeg lignede en med feber. Jeg blev nødt til at skrive nogle jokes om sveden, fordi det så så underligt ud, at jeg kom op på scenen og var drivvåd. Jeg blev nødt til at forklare, at jeg altså havde det fint. Det var bare min krop, der havde lidt svært ved at håndtere situationen.”
Så i det halve år, da Ruben Søltoft igen stillede sig foran mikrofonen, var de første ord, der forlod hans svedende, dirrende krop:
”Jeg har været syg med stress. Men nu er jeg lige begyndt at optræde igen, og min psykolog har sagt, at det er meget vigtigt, at jeg starter stille og roligt op. Så det er bevidst, at det her ikke kommer til at være sygt sjovt. Jeg har skrevet nogle virkelig sjove jokes, men min psykolog har sagt: ’Dem laver du bare ikke. Det er for tidligt.’”
Hvordan reagerede publikum på, at du lagde ud med at sige det?
”Det værste, du kan gøre, er at lade være med at kommentere på noget åbenlyst, der sker i lokalet. Og det var altså åbenlyst, at jeg lignede en med 40 i feber. Så jeg var nødt til at finde på en åbner, som italesatte situationen og fik folk - og mig selv - til at slappe af. Den start gjorde, at folk var fucking med mig. Den gjorde, at folk greb mig. De gav mig snor, og de støttede mig, og det var en kæmpe hjælp for mig.”
EN DAG I MIDTEN AF APRIL besøger jeg Ruben Søltoft på Teater Play, en scene på Amager, hvor han for tredje aften i streg er ude for at teste sit materiale af foran et publikum. Der er lige knap en måned til, at hans tredje onemanshow, ’Hvorfor er der ikke nogen, der har sagt noget?’, har premiere.
For at undgå at gå ned igen, husker Ruben Søltoft at holde noget mere fri. Hvor han på sine tidligere turneer lavede shows to gange om dagen fire dage om ugen, er hans kalender noget mere luftig denne gang. Men selvom der er et større fokus på, at der skal være tid til at restituere, så spidser det alligevel til med at få de sidste detaljer på plads.
Hans dag i dag begyndte klokken 10, hvor han vågnede, drak en kop kaffe og tog en rolig morgen, inden han ved middagstid gik i gang med at skrive på showet. Det fortsatte han med indtil en gang ud på eftermiddagen, hvor han tog ud på Play for at arbejde videre. Klokken 20 gik han på scenen, hvor han brugte halvanden time på at finde ud af, hvordan, hvor meget, hvor lidt og hvornår publikum grinte af hans vittigheder. Da han var færdig med det, satte han sig ind i backstage-området og evaluerede aftenens gang: Hvornår skulle han have holdt en længere pause? Hvornår mistede publikum gejsten?
Nu sidder han og vurderer hver bit, der står skrevet på hver sin gule post-it-note, og efter aftenens show ryger to af noterne helt ud af ligningen.
”Jeg synes, at jeg mistede dem der,” siger han og peger på ’identitetskrise’, der sendes hen på notekirkegården. Selv bemærkede jeg absolut ikke, at publikum skulle have grinet den mindste smule mindre, da han forklarede, hvilke konsekvenser hans stresssygemelding havde haft for hans selvforståelse. Men den slags bemærker Ruben Søltoft. Han ved, hvor meget folk bør grine.
Udefra set mistede han aldrig nogensinde publikum, der i den grad bestod af både høj og lav. Der var hele familier, der var unge par på date, der var veninder, der garanteret går meget på keramikcaféer, der var drenge, der ellers ved første øjekast lignede nogle, der hellere ville have været til ølsmagning. Men der gik ikke mere end et øjeblik, fra Søltoft gik ind på den lille scene, til det første skraldgrin lød. Og sådan fortsatte det. Han skulle knap nok sige ’Slagelse’, og så var publikum nede på gulvet.
Men Ruben Søltoft bemærkede altså, at folk ikke grinede helt nok ved to historier. Og så må de lade livet. Der er ingen grund til at gamble med niveauet af sjovhed, som han udtrykker det.
RUBEN SØLTOFT HADER, når folk konkluderer, at han da vel har fået nogle vigtige livslektioner af at have været syg med stress. Der er rigtig mange, der forventer, at det på en eller anden måde også har været en gave, der nu giver ham en masse positivt.
De siger typisk noget i retning af: ’Det har selvfølgelig været hårdt for dig. Men du har vel også lært meget, hva?’
”Det, der provokerer mig ved netop den tilgang, er vores allesammens frygt for at være i de dårlige følelser. Det burde ikke være farligt at kvittere med et ’det var sgu noget lort, hva’? For det var sgu noget lort, og det var dyre lærepenge. Men jeg håber, at jeg med mit show kan vise, at det ikke er så farligt at snakke om de mørke ting. Og at det kan gøres på en måde, som anerkender, hvor hård processen har været, men hvor publikum samtidig sidder tilbage med en følelse af, at det er okay at grine af det, for så er alting grundlæggende nemmere at tage ind.”
Han tænker sig lidt om:
”Men altså. Jeg har forandret mig. Mit energiniveau er ikke det samme som før, og jeg kan ikke holde til helt det samme som tidligere. Når du først har været nede, er det en anden virkelighed, du kommer tilbage til. Man bliver aldrig helt den samme igen.”
Selvom han gerne ville have været det foruden, så har Ruben Søltoft alt i alt lært meget af sin sygemelding.
Han har lært noget om at sætte grænser: at man fx ikke skal have tre fuldtidsjobs på én gang. Han har lært, hvordan man ikke inddeler sin kalender: at man ikke skal nøjes med kigge på, hvad der er fysisk muligt at nå, og at man skal huske at slappe af og så videre. Ja, han har ligefrem lært, at det er nødvendigt at passe på sig selv.
De fleste vågne timer af Ruben Søltofts liv er han dog fortsat virkelig meget på. Når han er midt i en samtale, er hans hjerne samtidig konstant i gang med at idégenerere de informationer, der bliver bragt ind gennem hans ører.
”Jeg er stadig lige så hårdtarbejdende og perfektionistisk som før. Jeg er også lige så sjov som før – jeg er det bare i lidt færre timer om ugen. Derudover er jeg blevet bedre til at søge bekræftelse hos mig selv, og ikke hele tiden lede efter den hos fremmede. Det gør også, at jeg forstår mig selv bedre, og det har givet mig en bredere forståelse af verden og en dybere sympati for mennesker generelt. Og det ser jeg som en enorm styrke. Både menneskeligt, men også i forhold til comedy.”
Denne aften, efter at personalet på Play har sagt tak for et godt testshow, griber han sin taske og tager hjem til sin lejlighed, hvor han pakker de overlevende gule post-it-noter ud, så han kan fortsætte med at sidde og finjustere på sine jokes. Det gør han, indtil klokken har passeret midnat. Så ruller han de fuldkomment lyssikre gardiner i sit soveværelse ned, lægger sig i sengen, lukker øjnene og … nogle gange falder han i søvn. Andre gange tager han en lille sovetablet, der gør arbejdet for ham.
mode
livsstil
gastro
mode
