DET HAVDE ALDRIG STREJFET Ruben Søltoft, at det kunne være et problem at falde i søvn. Når klokken blev mange, og når mørkets frembrud fortalte hans krop, at det var tid til at restituere, lagde han sig i sin seng, lukkede øjnene og faldt i søvn.

Sådan havde han gjort hver nat, og sådan havde han gjort det hele sit liv. End ikke hvis hans seng var byttet ud med et ukomfortabelt flysæde på bagerste række i en Airbus, var det noget problem. Så ville han bare sætte sig, spænde sikkerhedsbæltet og flyve afsted mod drømmeland. Men nu var der sket noget. Hans krops naturlige mekanisme havde forandret sig. 

En stor del af Ruben Søltofts rutine var dog fortsat den samme: Han gik ind på sit soveværelse, lagde sig i sengen og lukkede øjnene … men han sov ikke.

Han havde svært ved at forstå det, for den fremgangsmåde havde jo altid virket for ham. Det havde aldrig været mere kompliceret at falde i søvn end blot at lægge sig i sin seng og gøre det. Så han blev ved og ved med at ligge i den skide seng, for på et eller andet tidspunkt måtte han vel falde i søvn, og pludselig var der ikke mange timer til, han skulle op, så nu måtte han virkelig i gang med at få sovet.

Men han sov ikke. Han lå bare og ventede. I otte timer lå han i sengen, indtil solen til sidst ville stå op, og han måtte se sig slået.