PROBLEMET FOR MIG er, at jeg er udpræget A-menneske, men ofte kommer for sent i seng. Hvis jeg er på vagt på ’TV-Avisen’, giver det sig selv, at jeg er lidt sent hjemme. Nok først ved 23-tiden. Og der ved jeg godt, hvad jeg i princippet skal gøre: Jeg skal børste mine tænder og gå i seng.

Men jeg har lidt brug for belønningstimen. Hvor man lige spiser et eller andet eller drikker en kop kaffe, hvilket jo er fuldstændig dumt at gøre på det tidspunkt. Jeg kan bare enormt godt lide den blå time der, hvor der er fred og ro. Så kan jeg lige tjekke fodboldnyheder og sådan noget. Lige lande.

DET BRINGER MIG frem til næste situation, hvor jeg vågner meget tidligt af mig selv. Jeg er ikke rigtig i stand til at sove længe. På en almindelig hverdag, hvis jeg har min søn – det har jeg hver anden uge – skal jeg jo op og lave madpakke til ham og så videre. Men hvis jeg ikke har ham, så vågner jeg sgu alligevel allersenest klokken syv. Det er ikke alarmerende, men man skal huske, at jeg har trukket den lidt i ørerne i den anden ende af døgnet.

JEG HAR IKKE brugt et vækkeur i årevis, medmindre jeg har skullet i lufthavnen. Jeg har en grotesk udviklet evne til næsten at vågne på minuttet. Det er nærmest uhyggeligt. Jeg vågner altid før andre – gennem et livs cv af ekskone og kærester og børn til en vis frustration for andre.

TIL MORGENMAD HAR jeg en stor hang til yoghurt og skyr. Og når man siger det, lyder det meget sundt. Og jeg spiser virkelig aldrig efter, om noget er sundt. Men det kunne man godt tro, når man ser min morgenmad, for det ligner sådan et irriterende Instagram-opslag. Det er med friske bær og det hele. Jeg er også meget glad for müsli.

KAFFE ER JEG fuldstændig afhængig af. Jeg kan sagtens drikke 16 espresso-shots på en dag. Ikke i form af 16 espressoer nødvendigvis, men jeg kan godt drikke en kop med fire skud espresso. Og så går der et kvarter, og så går jeg op og bestiller en mere. Jeg tror, de i DR’s cafeteria nogle gange overvejer, om de skal ringe 112. Derudover drikker jeg nok fem-seks-syv stempelkopper. Jeg drikker urimeligt meget kaffe, det gør jeg virkelig.

JEG GÅR I BAD hver morgen. Det kan jeg berolige alle med.

NÅR MIN KNÆGT er her, har vi en morgenrutine, hvor vi sidder og ser fodboldhøjdepunkter på fjernsynet, mens vi spiser morgenmad. Det er ret hyggeligt. Når jeg er alene, har jeg – og nu skal jeg selvfølgelig tænke mig godt om, hvad jeg svarer – faktisk både TVA Live og TV 2 News kørende i baggrunden. Jeg kan godt lide det der lidt amerikanske i, at tv’et bare står og kører.

DER ER STORT set ikke en morgen, hvor jeg ikke styrketræner. Jeg møder jo først ved 12-tiden, skal man huske. I snart 18 år har jeg levet med mine formiddage for mig selv, og jeg har virkelig mødt mange mennesker, der ikke kan forstå, at jeg kan holde det ud. Men jeg ville ikke bytte.

HVIS JEG IKKE får styrketrænet, irriterer det mig lidt. Gennem et langt liv har jeg virkelig fundet nogle mærkelige træningscentre på ferier rundt om i verden, hvor jeg jo alligevel står op, mens de andre sover. Der er helt sikkert en diagnose forbundet med det. Herhjemme foregår det bare i mit lokale træningscenter med faste makkere. Så det er også en social ting. Jeg kan meget godt lide det der med, at man går og sludrer lidt imens. Ellers kan det jo grundlæggende godt blive enormt kedeligt at styrketræne.

JEG ER MEGET hurtig til at vælge tøj. Jeg fås i to versioner: i urimeligt afslappet fremtoning og som man kender mig fra tv med snorlige sideskilning, jakkesæt og sorte sko. Folk tror, jeg går rundt på den sidste måde hele tiden. Jeg får nogle gange nogle overraskede blikke, når folk er på rundtur på DR og ser mig i træningstøj og med uglet hår.

JEG HAR ALDRIG forstået det der med pyjamasser i meget lækker silke, man har fået af sin kone. Jeg tænker, det må være helt forfærdeligt. Det er bare boxershorts, når jeg skal sove.