”ALLE PÅ DANCEFLOOR for Gaza,” bliver der ligesom proklameret, mens disse proklamører står bag hver deres bogstavsrække.

Yderst til venstre finder vi c, yderst til højre w. Mit indtryk er, at man bare skal vælge det bogstav, man har lyst til at identificere sig med, men selvfølgelig med den form for respekt i mente, at de godt og vel 1000 mennesker, der er dukket op, skal være nogenlunde ligeligt fordelte, når de snart skal gå ned og stille sig på Dancefloor, der en stor træplatform på midten af Roskilde Festivals campingplads.

Denne samling er dukket op for at tage del i arrangementet ’Dance & Action for Gaza’, der afholdes klokken 12 på festivalens tredje opvarmningsdag.

Et droneskud afslører, at deres formationer danner de to ord ceasefire og now, skrevet på engelsk, så alle ligesom kan være med. Guderne må vide, om den besked når videre til Nentayahu, men den er i hvert fald nået videre til internettet, hvor flere de seneste dage har kritiseret Roskilde Festival for ikke at mindes dem, der blev myrdet på en israelsk festival den 7. oktober.

Da de begynder at danse for Gaza, bliver der skruet helt afsindigt højt op for højtalerne, hvilket ikke er belejligt for min kompagnon, der har tømmermænd, så vi må videre.

IKKE SÅ LANGT DERFRA sætter vi os ned og kigger på et Wolt-bud gå meget langsomt fremad. Først eeeeeet skridt. Så det næææææste.

”Der er han,” råber en, jeg vil vurdere til at være i omegnen af seksten år gammel og hedde Mads, hvilket har den effekt, at en masse andre i cirka samme demografi småløber helt hen til dette Wolt-bud og nu står rimeligt tæt på ham og, ja, glor på, at han går. Enkelte har endda hevet deres mobiltelefoner frem for at filme den fuldkomment absurde seance: et langsomt Wolt-bud.

Inde bag Wolt-uniformen befinder den svenske kunstner Axel Berger sig. Det er et kunstværk, vi er vidner til.

Jeg er generelt meget lidt begejstret for ideen om at forklare kunst, men søger man denne, er Roskilde Festivals ord om Wolt-budets gåtur de følgende:

’Cykelbuddet er hurtigt blevet en genkendelig del af det postmoderne byliv. Ved at vende logikken fra et voksende marked for udbringning af mad, der leveres i et hæsblæsende tempo, på hovedet udfordrer Axel Berger med sin performance 'Delivery' forholdet til arbejde og effektivitet, bekvemmelighed og byrde.  

'Delivery' udfolder sig som en performance, hvor Axel Berger, som legemliggør selve cykelbuddet, inviterer publikum til for et øjeblik at stoppe og reflektere over det postmoderne livs tempofyldte mindset.’

DET ER ANDEN GANG på under et døgn, jeg er til noget, hvor nogen mod min vilje prøver at få mig ned i gear. Første gang var i går eftermiddag, da jeg i et cirkustelt døbt Flokkr søgte ly for den akutte monsunregn.

Derinde bød Anna Lin nogen ved navn Klimapsykologisk Ungdomsforening velkommen, og meningen var så, at det fremmødte publikum skulle få redskaber til at tackle deres tanker og følelser om klimaet. Klimaterapi, havde man kaldt arrangementet.

”Vi arbejder ligesom med, hvordan man kan skrue op og ned for de her følelser og mærke dem på en måde i ens liv, hvor det stadigvæk er en sund måde at være i følelserne på, men hvor man også kan omdanne dem til noget meningsfuldt,” forklarede en af dem fra Klimapsykologisk Ungdomsforening, hvorved Anna Lin supplerede:

”Jeg har været klimabevidst og derved også skræmt, siden jeg var 19 år gammel og skulle til Australien. Jeg googlede ’The Great Barrier Reef’ og så før- og efterbillederne. Der følte jeg, at jeg skulle gøre noget. Jeg skulle til Australien på min backpacker-tur, men jeg skulle eddermame også se på, hvilken forskel jeg selv kunne gøre i verden. Det ansvar har føltes alt for tung alt for tit.”

Derefter fortalte Anna Lin noget om, at hun var blevet ramt af en form for klimasorg, da det var begyndt at hagle under Danmarks nederlag til Tyskland aftenen forinden, hvilket tjente som et oplæg til snakken om klimafølelser (mens klimasorg er den suverænt mest omtalte af klimafølelserne, er den langt fra den eneste, der findes fx også klimaangst, klimahåbløshed og klimahåb).

Dernæst ville de altså have os til at tage del i noget, hvor man skal lukke øjnene i 3-4 minutter for at komme lidt ud af vores hoveder og ned i vores kroppe.

Først skulle vi sænke tempoet på vores vejrtrækninger og mærke efter, hvor vi tydeligst kunne mærke vores ind- og udåndinger.

”Måske er det lige under dit næsebor. Det kan også være i munden,” sagde den ene fra Klimapsykologisk Ungdomsforening.

Så skulle vi på de næste tre vejrtrækninger observere disse ind- og udåndinger, mens den øvelsesansvarlige sagde:

”Nu vil jeg gerne opfordre dig til at mærke efter, hvor det sætter sig i din krop, når du bliver konfronteret med klimakrisen. Måske er det mest i hovedet, hvis det er noget, der sætter mange tanker i gang. Måske sidder det i øjnene, der hele tiden lader til at få øje på klimarelaterede nyheder, eller når der ligger skrald i søen eller på vejen. Det kan også have sat sig som en bekymret rynke i panden eller som en klump i halsen.”

For at gøre det hele lidt kortere, vil jeg holde mig fra at opliste alle de steder, det potentielt kunne sidde. Selv kunne jeg mærke, at jeg havde en anelse ondt i hovedet, men jeg var ikke helt sikker på, om det handlede om klimakrisen eller om de mange dåser Tuborg, jeg havde indtaget til og med klokken slog fem i morges.

Så fik vi besked på at vrikke med vores tæer, så vi kunne ”vende forsigtigt tilbage,” hvilket fik det til at lyde mere som en hypnoseseance, end det egentligt havde føltes.

Vendt tilbage med åbne øjne blev vi opfordret til at tage vores pegefinger og identificere, hvor på kroppen vi havde mærket de respektive klimafølelser. Mit indtryk var, at de fleste pegede på mavsen.

Nå, men det var altså alt sammen i går, og der er som bekendt ingen grund til at dvæle i fortiden. Mit indtryk er imidlertid, at der er helt ufatteligt mange venstreorienterede arrangementer på årets Roskilde Festival. Og snart tager jeg videre til det næste.

KLOKKEN 16.30 ER JEG tilbage ved Dancefloor, efter at have brugt de mellemliggende timer i en lejr tilhørende en masse fremtidige embedsmænd, der var stive på fernet branca i sådan en grad, at de tog deres tøj af for at slås med hinanden og det, der var værre.

Nu skal jeg se nogle, der lader som om de slås. Organisationen Nordic Elite Wrestling, som med egne ord arbejder på at gøre professionel wrestling mere tilgængeligt for unge, queer og ikke-binære personer samt etniske minoriteter, har nemlig planer om at afholde et ”spektakulært wrestlingshow om kampen mellem det gode og det onde.”

Der er modsat tidligere i dag nu fuldkomment proppet på Dancefloor og på de omkringliggende bakker, og folk hujer og hajer, da en ungarer går på scenen til dagens første af mange kampe i manegen. Dernæst introduceres hans modstander.

”He hails from Strandboulevarden in Nordsjælland,” siger kommentatoren, og det behager tilsyneladende ikke de fremmødte, der nu buher helt afsindigt, at han er fra den del af landet. Bedre bliver det ikke, da han går mod scenen iklædt en pelskappe.

”Hvorfor går han så langsomt?” spørger en bag mig sin, går jeg ud fra, ven.

”Arrogance.”

DANSKEREN GÅR OP i ringen, hvor han ligesom går en runde og spænder sine veltrænede brystmuskler, hvilket får alle de andre danskere op i det røde felt.

”Din mor er skaldet og grim,” råber en.

Hele optrinet minder mig om et kunstværk, man i midten af tierne så alt for tit: Superflex’ ’Foreigners, Please Don't Leave Us Alone With The Danes!’ der på en fornægtende selvhadsk måde hang i de fleste Kähler-hjem. Dengang havde man den orange plakat. Nu står man og buher af sin landsmand.

De begynder at lade som om, de slås, hiver hinanden lidt i ørene og sådan, og så tager den ene den anden og laver et takedown, og så tager den anden den ene og laver et takedown, og sådan fortsætter det, det er meget fascinerende, at man kan rejse sig så nemt efter et takedown og så lave et nyt takedown, som om intet var hændt. Når danskeren lider takedown, klapper hans landsmænd og omvendt. Der er få kræfter stærkere end selvhad.

Men på et eller andet tidspunkt, skal der jo findes en vinder, og til publikums ærgrelse, så bliver det ham fra Nordsjælland, men sådan ender det jo altid med at være i sidste ende.