Rasmus Højlund: ”Hun nåede aldrig at se mig spille for Manchester United. Det er vigtigt for mig at føle, at hun er med”

BØRNENE I ALTRINCHAM har netop fået fri fra skole. De går henad Manchester-forstadens våde fortove og puffer til hinanden i slingrende, euforisk gang iklædt deres skoleuniformer. Drengene i skjorte, slips, bukser og blankpolerede, sorte sko. Pigerne i skotskternede nederdele og ligeledes i skjorte og slips.

På begge sider af vejen ligger toetagers rækkehuse i røde mursten med grønne forhaver. Små skorstene – en for hvert rum. Omgivelserne er som taget ud af maleren L.S. Lowrys små glimt af hverdagen i Nordengland fra midten af det forrige århundrede.

I en sort Range Rover SUV triller vi forbi flokken af børn. Det er en grå tirsdag i april. Bag rattet i luksusbilen sidder Rasmus Højlund. Han er lige ved at færdiggøre en anekdote om noget, der skete forleden. Han og hans kæreste, Laura, havde været en tur i den lokale Tesco.

”Det gør vi altså aldrig igen,” griner han og ryster på hovedet.

Vi stopper for rødt. Rasmus Højlund trommer med sin højre tommelfinger mod rattet, mens han orienterer sig. Mod lyssignalet, mod højre, mod venstre. Ved fodgængerovergangen står skolebørnene pænt og venter. Lyset skifter til grønt. Højlund sætter bilen i gang.

”Nå, men inde i Tesco var der reeeet mange mennesker,” fortsætter han, ”og de var sådan: ’Hey, look, it’s Hojlund.’ Det blev lige lidt for meget af det gode, så vi skyndte vi os ud af butikken.”

Pludselig sænker han farten. Han kigger op mod bakspejlet.

”Jeg tror, en af drengene fik øje på mig.”

Der går et par sekunder.

”Okay, nu løber han altså efter os. Jeg holder sgu lige ind.”

Langsomt ruller Rasmus Højlund vinduet ved passagersædet ned. En stakåndet dreng på omkring 10 år nærmer sig med blussende kinder.

”You alright?” spørger Højlund.

Febrilsk nikken.

”You want a picture?”

Drengen nikker igen, hiver en mobiltelefon frem fra lommen og får en selfie.

Resten af skolebørnene kommer til og stimler sammen omkring siden af bilen. Drenge og piger med store øjne. Alle skynder sig at få et billede af Manchester Uniteds nummer 11.

Der går et minut eller to, og så vinker Rasmus Højlund til forsamlingen og siger: ”Thanks, guys, thanks a lot, but we gotta keep on moving.” Og så drejer han stille Range Roveren ud fra kantstenen.

Han kigger op i bakspejlet igen.

”Sådan en ung gut, der barer spurter efter bilen, det er altså dedikation. Det stopper jeg for. Det skal man anerkende.”

RASMUS HØJLUND HAR EGENTLIG fri i dag. Han behøver ikke, som han ellers normalt gør, at sætte kursen mod træningsanlægget Carrington.

For to dage siden førte han an i angrebet hos Manchester United i en hæsblæsende 2-2-kamp på Old Trafford mod ærkerivalerne Liverpool. Hans ben er lettere slidte, så i stedet for at deltage i de vanlige træningspas med Christian Eriksen, Bruno Fernandes, Marcus Rashford og de andre United-stjerner, står den lige nu på let restitution derhjemme.

I stuen på tredje sal i sin lyse lejlighed har Rasmus Højlund en motionscykel stående. Den træder han op på og trykker til i pedalerne, mens han skuer ud over det stille, grønne villakvarter, som også denne dag er gennemblødt af regn.

Da cykeltræningen er færdig, placerer han sig i en stor, blød hjørnesofa, trækker Danmarks dyreste fodboldben op under sig og ender i en form for skrædderstilling.

I en papkasse i hjørnet af stuen ligger Liverpool-angriberen Darwin Nunez’ trøje som bevis på en byttehandel fra kampen for et par dage siden. På hylderne troner en række trofæer: ’Månedens spiller’ i Premier League plus tre styks ’Man of the Match’ – to i Premier League og en i Champions League. Senere kommer Christian Eriksen formentlig forbi til middag.

Rasmus Højlund nikker over mod trofæerne:

”Jeg har altid gerne villet leve netop det her liv. Være fodboldspiller og have meget fritid og samtidig have et arbejde, som jeg brænder for.”

Ud fra højttalerne strømmer et Gilli-nummer. På sofabordet er et kalenderlys brændt ned. Ved siden af står et lille, dansk flag, to Kay Bojesen-figurer og en hundebog fra Dansk Kennel Klub.

”Ja, Laura og jeg drømmer om at få en Engelsk Springer Spaniel. Men det er stadig på det indledende plan. Vi overvejer det.”

FOR SMÅ TO ÅR SIDEN, i september 2022, debuterede Rasmus Højlund på det danske A-landshold i en kamp mod Kroatien i Nations League. Godt et halvt år senere fik han sit endelige, overrumplende gennembrud i rødt og hvidt, da han den 23. marts 2023 fik sin første plads i startopstillingen på landsholdet i Parken i en EM-kvalifikationskamp mod Finland.

Efter 20 minutter satte Højlund en tyk streg under, at Danmark havde fået en ny bomber, da han sendte et indlæg fra Alexander Bah i nettet. Senere brændte han en stor chance alene igennem med finnernes målmand, Lukáš Hrádecký, men i det 80. minut slog han til igen, og i overtiden cementerede han sit hattrick.

Vender vi kalenderbladet, siger den nu marts 2024. En råkold aften på Brøndby Stadion har Danmark netop besejret Færøerne 2-0 i en venskabskamp. Med optræden nummer 12 sat ind på landsholdskontoen lægger Rasmus Højlund hovedet på puden i barndomsværelset i sine forældres hjem i Hørsholm.

På væggen i værelset hænger stadig den seddel, som Rasmus Højlund skrev til sig selv, da han var 11 år gammel. På sedlen står der: ’Mål’ og ’Drømme’.

Ordene var en form for indpisker: ’Jeg vil gerne være en bedre leder på banen. Jeg vil gerne blive bedre til genpres. Jeg vil spille i Superligaen. Jeg vil på landsholdet. Og jeg vil spille for Manchester United.’

Ordlyden på sedlen er til at tage og føle på, ikke mindst fordi Manchester United er klubben, som Højlund-familien altid har holdt med, og som allerede dengang fascinerede den lille dreng i Hørsholm – trofæerne, de store stjerner, logoet med den røde djævel.

Dagen efter kampen mod Færøerne ringer jeg Rasmus Højlunds forældre, Anders og Kirsten, op på et videoopkald.

”Jeg har lige kørt Rasmus ud til lufthavnen. Vi må jo tage os al den tid, vi kan få sammen, mens han er hjemme,” siger hans far.

Bag Rasmus Højlunds forældre hænger en fire-fem meter lang tøjstang med fodboldtrøjer på bøjler. 28 Højlund. 21 Højlund. 9. 11. Hvid. Rød. Sort. Blå. Det står ikke helt klart, hvilke trøjer Rasmus Højlund har spillet i, og hvilke der tilhører hans yngre tvillingebrødre, Oscar og Emil, som i dag begge spiller i F.C. København.

Rasmus Højlunds mor fortæller, at der i hendes ældste drengs soveværelse, allerede da han var seks år gammel og netop var begyndt i børnehaveklassen, blev hængt en stor plakat op over sengen med Cristiano Ronaldo iklædt United-trøje.

”Rasmus var meget optaget af, at dét der, det ville han også,” siger hun. ”Så han begyndte at spørge meget ind til, hvordan den drøm kunne gå i opfyldelse.”

Og hvad gør man så, når ens barn vil vide, hvordan man bliver som Cristiano Ronaldo? I Rasmus Højlunds families tilfælde svarer man ærligt.

”Vi fortalte ham sådan set bare, hvad der skulle til for at komme i god form og holde sig fri fra skader,” siger Anders, og Kirsten supplerer: ”Selv når Rasmus var syg og havde feber, så ville han bare lave sine rygøvelser. Der sagde jeg tit: ’Ej, du behøver altså ikke i aften.’ Men det skulle han bare.”

RASMUS HØJLUNDS MOR OG FAR er mere sportsligt anlagt end det gennemsnitlige forældrepar. Kirsten er tidligere 100-meter-løber og fodboldspiller og har redet i 13 år, mens Anders tilbage i 90’erne spillede 15 superliga-kampe for Østerbro-klubben B.93. Dengang, da deres ældste dreng var i sine teenageår, tog de hans store ambitioner ind med lige dele forståelse og pragmatik.

’Drømme er dejlige,’ sagde de til ham, ’og dem skal du have lov til at have. Men du skal også værne om dem. Holde fast i dem.’

’Nej,’ blev et ord, Rasmus Højlund tit måtte bruge igennem sin barndom og ungdomsår. Til legeaftaler og computerspil. Til fester og alkohol.

Fodboldtræningen fyldte det meste.

Men ret skal være ret:

”Vi har jo bare haft rigtig mange timer med leg, leg, leg og leg,” siger Anders.

”Ja, og mange venner,” supplerer Kirsten. ”Vores dør har altid stået åben. Det har været en hovedbanegård herhjemme, altid med venner, der også tit blev og overnattede. Det var ikke unormalt, hvis vi havde en flok på 15 børn. Det har altid været én stor legeplads.”

Rasmus Højlund

(f. 2003) Opvokset i Hørsholm. Begyndte til fodbold som fireårig i Hørsholm-Usserød Idrætsklub. Skiftede som 10-årig til Brøndby IF’s talentafdeling, som han i 2017 byttede med FC Københavns ditto. Fik debut i Superligaen som 17-årig og skiftede tre år senere til østrigske Sturm Graz. Efter syv måneder gik turen til Atalanta i den italienske serie A. Her debuterede han på landsholdet og scorede sit første landskampsmål i kamp nummer tre, hvor han lavede hattrick. Skiftede august 2023 til Manchester United. Bor i det sydlige Manchester og er kæreste med Laura. 

AT OPNÅ ÆGTE EKSPERTISE inden for enhver færdighed kræver 10.000 timers intensiv træning. Sådan lyder det ifølge forfatteren Malcolm Gladwell, som har fremlagt teorien i sin bog ’Outliers’.

Jeg ringer til Christian Mouroux, tidligere ungdomstræner i HUI, Hørsholm-Usserød Idrætsklub, Rasmus Højlunds barndomsklub, og spørger: Var Højlund én, der evigt og altid trænede? Eller var han bare en vidunderdreng, der havde fået det hele foræret?

”I de helt unge år husker jeg ikke Rasmus som meget bedre end de andre på hans hold,” siger Mouroux og spoler tiden 16-17 år tilbage.

”Men det skal siges, at Rasmus spillede en årgang op, allerede fra han var lille, fordi han var stor, fysisk. Så han er blevet målt op mod de drenge, som var et år ældre end ham.”

Men så snart klubhuset i HUI var lukket efter dagens træning, og boldnettene var pakket væk, så var Rasmus Højlund og hans brødre langtfra færdige. Træningsbanerne i Hørsholm ligger lige om hjørnet fra familiens hjem, og her var der nem adgang til at spille i timevis.

Og ellers havde de tre brødre også den bane, som deres far, som er murer, selv havde anlagt i kælderen i familiens hjem.

”Rasmus selvtrænede ud over sin holdtræning som ingen andre, jeg har set før eller siden. Måske lige på nær hans to yngre brødre. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set de tre rende rundt på banerne herude,” siger Christian Mouroux og tilføjer:

”Og til sidst var det åbenlyst, at Rasmus skulle stimuleres mere, end det vi kunne tilbyde i HUI på daværende tidspunkt.”

I en alder af 10 år skiftede Rasmus Højlund derfor fra Hørsholm-Usserød Idrætsklub til Brøndby IF’s talentafdeling.

”Det var et stort skridt at tage for Rasmus,” siger hans mor, Kirsten. ”Han var en lidt beskyttet Hørsholm-dreng, og omgangstonen ude på Vestegnen var mere direkte, end han var vant til. Tacklingerne var hårdere. På et tidspunkt måtte vi lige spørge ham, om det stadig var det her, han ville. Turen ud til Brøndby tog jo 45 minutter hver vej, og der havde vi nogle lange, gode snakke. Men det var det, han ville, sagde han. Og så, efter fem år, skiftede han igen. Til FCK’s ungdomshold.”

I ET MØDELOKALE på F.C. Københavns træningsanlæg på Jens Jessens Vej på Frederiksberg troppede Rasmus Højlund den 22. januar 2022 op som aftalt. Sportsdirektør Peter ’PC’ Christiansen havde indkaldt ham til en snak. De var kun de to i lokalet. Efter 32 kampe og fem mål for klubbens førstehold var talen klar. F.C. København ville ikke, selvom de efter sigende var yderst tilfredse med hans indsats, satse mere på den unge angriber.

’Der er kommet et godt bud ind fra Østrig. Vi er klar til at sende dig afsted,’ lød beskeden fra ’PC’.

”Det møde var hårdt. Rigtig hårdt. FCK var den vej, jeg troede, jeg skulle igennem. Det var den vej, jeg troede på, lige indtil jeg fik dét at vide,” siger Rasmus Højlund.

Med en uge tilbage af transfervinduet fik han to dage til at beslutte sig.

Der var to muligheder: at starte et nyt liv i udlandet eller at kæmpe for det, han selv kalder ”hver eneste lillebitte mulighed” langt nede i hierarkiet i F.C. København.

”Jeg var virkelig ked af det. Jeg græd også. Jeg måtte jo tænke på det sportslige, men det var rigtig hårdt, hvis jeg skulle rykke til udlandet og sige farvel til min familie. Jeg havde også lige fået en kæreste. Så det var lige …”

Rasmus Højlund kigger op og væk, før han igen åbner munden.

”Hvad siger man? Det var sømmet i kisten, ik’?”

Tilbuddet til FCK kom fra Sturm Graz. Den østrigske klub havde en prominent rolle i tankerne for den på det tidspunkt 18-årige danske angriber. Han skulle have nummer 9. Han skulle score målene for klubben. Tage straffesparkene. Starte inde hver gang.

Som udgangspunkt en fantastisk mulighed.

Men Rasmus Højlund var ikke overbevist. Ikke desto mindre fløj han, en uge efter mødet på Frederiksberg med Peter ’PC’ Christiansen, med sin mor til Alperne for at forberede sig på muligvis at skrive under på den fireårige kontrakt, der lå på bordet:

”Jeg var ikke meget for det i starten. Det var mine forældre heller ikke. Det skal jeg være ærlig at sige.”

Rasmus Højlunds far, Anders, husker de dage sådan her:

”Jeg var nødt til at blive derhjemme, fordi jeg havde fået corona. Tårerne stod faktisk ud af øjnene på mig, fordi det ville betyde, at Rasmus skulle flytte hjemmefra. Jeg vidste ikke, hvad det var, han kom ned til. Og jeg sad bare og ventede på, at de skrev dernede fra.”

Men pludselig, midt i ventetiden, tikkede et billede ind på mobilen fra Kirsten. Her holdt en storsmilende Rasmus Højlund en Sturm Graz-trøje op, mens klubbens sportsdirektør, Andreas Schicker, kiggede benovet op på sin nye angriber. Aftalen var underskrevet.

”Jeg tror ikke engang, at jeg kunne kigge lige så forelsket på Rasmus som ham. Og jeg er hans far. Det var, som om sportsdirektøren tænkte: ’Jeg har lige købt Cristiano Ronaldo.’ Det kunne jeg se i hans øjne. Og så slog det mig: ’Dét der. Det er det helt rigtige.’”

EN SOMMERAFTEN I GRAZ I 2022 modtager hjemmeholdets nummer 9 bolden på egen banehalvdel ved midtercirklen. Han vender sig om og sætter kurs mod modstandernes mål.

Kommentatoren hæver stemmen. ’Und dann kommt der große Auftritt von Rasmus Hojlund.’

Den store optræden.

Fem sekunder senere hamrer Rasmus Højlund bolden op i krydset. Den blonde dansker løber ud mod hjemmepublikummet, stopper op og breder armene ud til siden.

Som om han siger: ’Her har I mig.’

”Det er det bedste mål, jeg nogensinde har scoret,” siger Højlund.

Han havde udset sig netop denne kamp mod Red Bull Salzburg i den østrigske liga. Han vidste, at de Red Bull-ejede klubber og deres mange-armede konglomerat har et velrenommeret ungdomsakademi, og at et væld af talentspejdere fra store europæiske destinationer derfor ville være på plads denne aften:

”Jeg havde det sådan: ’Det kan godt være, at de ikke er kommet for at kigge på mig. Men når kampen er færdig, så skal jeg være det eneste, de snakker om.”

Den blev 2-1 til Sturm Graz. To mål af Højlund. Og så begyndte telefonen at kime.

Hvorfor valgte du egentlig at tage til Østrig? Og hvad var den store forandring for dig der?

”Pludselig var det mig, der skulle være frontfigur. Jeg var nødt til at steppe mit spil op og performe hver gang, jeg trådte ind på banen. Det gav mig et boost. Jeg var igennem en rigtig god udvikling fodboldmæssigt i Graz, men faktisk var det menneskelige aspekt der, hvor jeg udviklede mig mest.”

Hvordan?

”Ret hurtigt fandt jeg ud af, at der var goder ved at være alene. Jeg kunne spise aftensmad, når jeg ville, og jeg behøvede ikke at tørre bordet af. Det var mine egne regler, de basale ting. Jeg skulle selv gå ned med skraldet og rede min seng. Det lærte mig, at jeg kunne en masse og samtidig bare være helt mig selv. Hvile i det. Jeg havde en klar intention om, at jeg skulle ud og vise omverdenen, hvad jeg var lavet af, mens jeg samtidig havde roen til at udvikle mig som menneske.”

ATALANTAS HOLLANDSKE midtbanedynamo Marten de Roon har noget, han gerne vil vende med sin danske holdkammerat.

”Hva’ så, Ras, kunne du tænke dig at spille i Manchester United?”

Tingene i moderne fodbold kan gå ufatteligt hurtigt. Blot et halvt år efter, at Rasmus Højlund skiftede de trygge rammer i FCK ud med Sturm Graz, bliver han solgt til den italienske topklub Atalanta, som køber ham fri for 126 millioner kroner.

Knap har Højlund fundet sig til rette i sin nye klub og bidt sig fast på holdet for alvor – og så kommer det her. Det må være en joke:

”Jeg tænkte, de Roon må jo vide, at jeg er United-fan. Hvorfor skulle han ellers nævne noget om, at United ville gide at have mig? Det kunne jo ikke passe, vel? Jeg havde lige haft en rigtig god periode, hvor jeg havde lavet et par mål i nogle kampe i træk. Men altså, alting var stadig helt nyt.”

Mens Rasmus Højlund gik rundt og prøvede at forstå, om det hele var for sjov, eller om der rent faktisk var noget i det, satte Marten de Roon trumf på:

”Jeg kender Erik, og han kunne godt tænke sig at få dig på holdet.”

Den Erik, Marten de Roon talte om, var Manchester Uniteds hollandske cheftræner Erik ten Hag. Om der virkelig var noget om snakken, eller om der blot var tale om halvdårlig hollandsk humor, kunne Rasmus Højlund ikke helt gennemskue.

Ikke desto mindre kastede han sig ud i et sandt arbejdsraseri, der over de følgende måneder resulterede i en målstime i Serie A og fem mål i to landskampe, herunder det førnævnte hattrick mod Finland i Parken.

Nu ville Gud og hvermand have fat i ham. Hans far, Anders, fik rollen som ’lynafleder’, mens arbejdet med at få en ny agent blev sat i gang. Valget endte med at falde på Kees Vos, der står bag virksomheden SEG – som også har både Marten de Roon og Erik ten Hag i folden.

”I den periode var der en masse agenter, som ringede og sagde, at de kunne få mig til både den og den klub. Der handlede det først og fremmest om at finde ud af, hvilken agent der var dygtigst, og som ville mig og min familie det allerbedste.”

Hvornår tænkte du, at der ville komme et seriøst tilbud fra England?

”Et par uger inden, jeg gik på sommerferie, fik jeg at vide, at United havde mig på en liste over angribere, de godt kunne tænke sig. Med mig som førstevalg.”

Hvad var din reaktion på det?

”Først blev jeg glad, selvfølgelig. Rigtig glad. Og så huskede jeg mig selv på, at der er lang vej fra at være førsteprioritet på en eller anden liste til rent faktisk at spille i klubben. Så jeg ville ikke juble eller noget, før jeg havde gjort mit arbejde færdigt, både i Atalanta og på landsholdet.”

SOMMEREN NÆRMEST sneglede sig af sted. Men med ét gik alting hurtigt. Pludselig blev Rasmus Højlund fløjet fra Italien til England og indlogeret på det femstjernede hotel The Lowry i Manchester. Gemt væk i al hemmelighed.

Her blev Højlund skærmet fra alle nysgerrige blikke, og i syv dage forlod han kun hotelværelset for at få foretaget nogle medicinske tests med klubben.

På det ottende døgn kom beskeden endelig: Handlen var gået igennem. Dagen efter blev Højlund præsenteret på Old Trafford. Han var blevet solgt for over en halv milliard kroner, nærmere bestemt 550 millioner kroner, og dermed blev han den dyreste danske fodboldspiller i historien.

”Der var et moment, hvor jeg kiggede mig selv i spejlet og sagde tak til Rasmus på 10 år, som gad at bruge alle sine timer på fodboldbanen i stedet for at spille computerspil med sine venner. Ham gav jeg en highfive for ligesom at sige: ’Vi klarede det sgu,’” fortæller Rasmus Højlund og tilføjer:

”Jeg havde ikke været, hvor jeg er i dag, hvis FCK ikke havde sagt, at de ville sælge mig. Jeg havde heller ikke været der, hvor jeg er nu, hvis jeg ikke var blevet siet fra til VM i 2022. De slag på vejen har været med til at give mig ekstra blod på tanden.”

VIL MAN FRAGTE SIG SELV fra Old Trafford og ind til centrum af Manchester på en dag, hvor der er kamp, er den letteste måde at foretage rejsen på at tage flodprammen, som sejler på Irwell-floden.

Selvom jeg over 25 gange har besøgt Manchester og været på Old Trafford, er i dag den første gang, jeg sejler med flodprammen. Normalt tager jeg turen til og fra stadion i en tætpakket sporvogn. Albuerum eller ej, så har det altid været magisk.

Min fascination af Manchester United blev født med Tipslørdag, hvor man sendte engelsk fodbold i 80’erne og 90’erne på DR. Siden har fascinationen holdt ved, også denne lørdag i februar, hvor jeg og alle de andre på prammen lige har set Manchester United tabe 1-2 til Fulham.

Rasmus Højlund var desværre ikke på banen, fordi han sad ude med en muskelskade. Han havde ellers lige scoret i seks Premier League-kampe i træk – som den yngste, der nogensinde har præsteret det.

Omvendt var denne serie af Premier League-mål de første for klubben overhovedet for Højlund. Forud for stimen havde han haft sine første 14 optrædener i den bedste engelske række uden at sende bolden i netmaskerne.

Jeg kigger ud over det postindustrielle landskab, vi passerer, tilgroede jernbanebroer og gamle fabrikker ombygget til kulturhuse, pubber og plasticposer, mens jeg tænker over det, Andy Mitten, redaktør på United We Stand – et uafhængigt fanmagasin, solgt på gaden foran Old Trafford siden 1989 – svarede, da jeg bad ham give en status på Højlund:

”Rasmus har været en succes. Selv da han ikke scorede i Premier League, kunne fansene se, at han gav alt på et hold, der havde det svært. Hans attitude er topklasse. Han er selvsikker uden at være arrogant.”

Det er dog langtfra alle, der har delt den opfattelse. Frem mod at Rasmus Højlund 2. juledag sidste år scorede sit første Premier League-mål for Manchester United, var adskillige prominente navne ude og kritisere danskerens manglende målform.

”Does he really have what it takes,” spurgte eksempelvis Roy Keane, tidligere kaptajn i klubben, som nu er ekspert på britisk tv.

Påvirkede kritikken dig, spørger jeg Højlund, da vi sidder i hans stue i lejligheden i det sydlige Manchester.

”Selvfølgelig opstår tanken: ’Hvorfor fanden kan jeg ikke ramme kassen?’ Men der handler det om at blive ved med at tro på sig selv og træne endnu hårdere, og så skal heldet nok tilsmile én. Det har det gjort for mig,” svarer Rasmus Højlund og fortæller videre, at sportssiderne i Daily Mail og The Guardian ikke er blandt hans foretrukne lekture. Han følger heller ikke den voksende underverden af youtubere og influencere, der dissekerer hvert skridt, han tager.

Alligevel kan støjen ikke holdes helt på afstand.

”Bare i denne sæson er det gået fra, at ’Rasmus Højlund kan ikke score mål i Premier League’ til ’Rasmus Højlund er den første dansker til at vinde Månedens Spiller i Premier League.’ Det giver mig også blod på tanden,” siger den danske angriber.

”Mit mindset er hele tiden at suge til mig, træne og blive bedre. Tage skridt fremad og hele tiden lægge på, lægge på og lægge på. Om jeg laver otte eller 20 mål i en sæson, er ikke det vigtigste. Det er, at jeg bliver bedre for hver dag, der går.”

SPILLER MAN FODBOLD på højeste niveau, som Rasmus Højlund gør, så skal snuden holdes i sporet. Alligevel skiller den unge dansker sig ud ved sin konstante insisteren på at udtrykke sig på måder, der danner billeder på nethinden.

Som da han, mens Champions League-hymnen bragede ud over Bayern Münchens Allianz Arena, stod med et smørret drengesmil og åbenlyst bare tog hele oplevelsen ind. Som da han, efter endnu en sejr i EM-kvalifikationen, ude over Finland, greb en megafon og styrede festen sammen med de danske fans.

Og som da han spillede luftguitar efter en scoring mod West Ham på Old Trafford i februar.

”Det var en hilsen til en af mine venner hjemme i Danmark, der havde foreslået, at jeg skulle gøre det. Og samtidig en tak til mine svigerforældre, der forærede mig en guitar i julegave. Den ligger inde i soveværelset. Og nej, jeg har ikke spillet på den endnu. Måske, hvis strømmen en dag går i huset, sætter jeg mig og prøver at lege lidt med det,” siger Højlund og griner.

Lige om lidt, i begyndelsen af juni, står den på EM-slutrunde i Tyskland og masser af tid med holdkammeraterne i landsholdslejren. Også her vil Rasmus Højlund gerne give noget af sig selv.

Når landsholdet under de vante træningspas i Helsingør spiller ’de unge’ mod ’de gamle’, plejer han at opfordre Simon Kjær, holdets 35-årige anfører med 131 landskampe på cv’et, til et væddemål.

Vinder de unge, skal Kjær servere første ret til aftensmaden. Vinder de gamle, skal Højlund gøre det:

”Det handler om at rykke lidt frem i butikken og ikke være bange for at interagere med manden, der har flest landskampe i stedet for at være en tilbageholdende fyr, som er stille og siger undskyld, hvis han har lavet en tackling. Selvom jeg stadig er ung og ikke har lært en skid endnu, så er jeg samtidig også Rasmus, der spiller i Manchester United.”

DET ER FØRST, da vi har talt sammen i et par timer, og jeg så småt er på vej ud fra Rasmus Højlunds hjem, at jeg lægger mærke til det sølvkors, han bærer i en kæde om sin hals.

Han er kristen, viser det sig. Og derudover er halskæden en måde for ham at huske sin mormor på. Hun døde af kræft, inden hans fodboldkarriere for alvor tog fart.

”Religion er for mig forbundet med liv og død. Kristendommen handler for mig om at bære de folk, som jeg savner og ikke har længere, med mig. Det er så primært min mormor, som jeg også beder til, inden jeg går på banen. Hun var tit med ude og se mig spille, da jeg var yngre, og brugte meget tid på at bakke mig op. Men hun nåede aldrig at se mig spille for Manchester United. Derfor er det vigtigt for mig at føle, at hun er med.”

Rasmus Højlund rejser sig fra sofaen. Udenfor er det blevet tørvejr.

Højlund tager en let, kort uldjakke på og viser mig ud til den store Range Rover. Før han siger tak for i dag, kører han mig tilbage op til stationen i Altrincham. På vejen møder vi ikke flere skolebørn i deres uniformer. De sidder nok derhjemme og får tea and biscuits. Eller også er de ude i den lokale fodboldklub til træning.