Chevrolet Chevelle, gul, 1969.Studerer sociologi og historie på Marlboro College i Vermont. Jeg købte det gamle lig i en trailer-park uden for Dallas, Texas, af en mexicansk mand ved navn Alcortas, der havde ridset sit navn i ratstammen. Jeg kørte den op til bjergstaten Vermont, hvor den straks blev angrebet af rust som en virus. Hele køleren vippede, når jeg holdt for rødt og satte sømmet i bund. Når jeg gav gas i første gear, lettede hele motoren en cm i vejret. En mytisk, uvirkelig maskine. Karrosseriet brød omsider sammen. Rustet i sænk. Men motoren? Et udødeligt monster. Den lever stadig et sted derude i en anden metalkrop, er jeg vis på.
![]()
Dodge Dart, mokkabrun, 1972. Master i journalistik på Columbia College i New York. Jeg købte den for 50 dollars sammen med en skolekammerat, så vi på skift kunne køre hjem til vores familier i Boston og Brooklyn. Den havde ingen affjedring og sad så lavt mod vejen, at bunden tit skrabede mod asfalten i ujævnt terræn. En aften i 1993 kørte jeg for hurtigt i regnvejr på en bro og torpederede en Lincoln Continental bagfra, så dens bagage fløj overalt på kørebanen som lakridskonfekt. Ingen kom til skade. Da politiet spurgte mig, hvilken slags bil mit sammenkrøllede vrag havde været, svarede jeg: ”A Dodge, sir.” Han rystede på hovedet: ”Not any more.” Passagererne sagsøgte mig siden for 5,5 mio. dollars og er dermed min mest amerikanske biloplevelse.
![]()
Honda Civic CX, blå metallic, 1993. Filmproducent i Los Angeles.Første job i Los Angeles. Lille løn, gennem-tænkte beslutninger og min første fornuftige bil, fordi jeg fejlagtigt troede, det var fedt at køre med manuelt gear i en by på størrelse med Fyn. Den var kongeblå og ret usexet, og jeg købte den kun, fordi jeg syntes, de andre var for prangende. Tilgiv mig, jeg var kun 27. Den kørte fint nok, selv om rattet tog en krig at dreje. Blev påkørt bagfra i Beverly Hills af en studerende, hvorefter jeg solgte den til en, der var ligeglad med, at hele karrosseriet var vredet skævt siden uheldet.
![]()
Jeep Cherokee, racing green, 1994.Filmproducent hos Warner Bros. Ufortyndet V6-lykke og et af mine bedste køretøjer nogensinde. Med et direktørlæderindtræk, der ikke var min smag, men selve bilen kunne trænge igennem Mojave-ørkenen med 40 grader udenfor og havde intet ekstraudstyr. Det var i min baby-filmproducerperiode, hvor man hele tiden skiftede bilen ud som den grønskolling-idiot, man var. I dag havde jeg aldrig solgt den. Lidt svag motorkraft, men pyt. Uopslidelig.
![]()
BMW Z3, sølvgrå, 1997.Filmproducent hos Warner Bros. Alle kommer før eller siden til at falde direkte ned i drengerøvsfælden, og jeg var ingen undtagelse. Jeg havde skiftet job, fået den stilling og den titel på visitkortet, jeg i min naivitet mente, jeg var berettiget til, og naturligvis skulle jeg have en sportsvogn. Den lignede en gummisko af sølv, ikke verdens mest mandige automobil, og der blev også grinet lidt i krogene, når jeg kørte. Men oppe på Mulholland Drive? Der, hvor svingene bliver til hårnåle? Der kunne man give sig hen til dens indre kraft, der holdt én på vejen, selv når baghjulstrækket begyndte at skride ud i ørkensandet. Som at køre en bazooka på hjul. Den bedst kalibrerede motor, jeg nogensinde har siddet bagved. Besværet værd, knap og nap. Men latterlig alligevel.
![]()
BMW 525i, mørkegrøn metal, 1994.Filmproducent hos Warner Bros. Sagde jeg ikke, at den forrige var latterlig? Derfor skiftede jeg den ud med en gigantisk brugt flyder, der kunne have tilhørt en grosserer i Klampenborg. Den var ganske enkelt enorm, med ubådsgråt læderindtræk og en motor så kraftfuld, men samtidig så tavs, at man helt glemte, man kørte bil. Jeg kørte hjem i den den dag, jeg forlod filmstudiet for sidste gang og smækkede med døren. Derfor vil den altid stå mit hjerte nærmest. Trofast, usexet og velhaver-anonym.
![]()
Saab 9-3, sort, 1999. Filmredaktør på Variety. Smuk udformning og top-gejlet interiør. Men motoren var svag, og under motorhjelmen var der så mange sikringer, der hele tiden svigtede. Dyr og dårlig. Jeg sad flere gange fast i Los Angeles-trafik med en skinnende sort bil, der sad ubevægelig som en bille. Aldrig mere den slags auto-kosmetik. Så hellere en stærk motor i en grim krop.
![]()
Saab 900, falmet grøn, 1993.Filmredaktør på Variety. Old school. Fra den virkelig tavse mellemperiode, hvor jeg var fattig, og ingen gad læse mine ting. Med karamelfarvet læderindtræk, der var begyndt at revne, så skumgummiet flød overalt i kabinen. Bilen var sej, men overbelastet. Den gav sit sidste suk fra sig en dag foran mit hus. Og jeg nænnede ikke at genoplive den. Skæbne: Løsdele på et værksted i Covina eller Riverside. Hvil i fred.
![]()
Toyota 4Runner, hvid, 2000.Freelanceskribent på New York Times.Min ubetinget bedste bil nogensinde. En junior-version af firmaets Land Cruiser. Den startede, hvad enten det var tæt på 50 grader i ørkenen eller minus 20 østpå. Kun 2,4 liter og fire cylindre, men den havde, hvad der skulle til. Når alle i Brooklyn stod og bandede over deres døde batterier, satte jeg bare nøglen i og kørte ud gennem snedriverne. Siden har jeg ikke haft bil.
![]()
Christian Mørk blev født på Frederiksberg i 1966. Som 14-årig rejste han til USA for at gå på kostskole, og siden har han boet i Amerika, hvor han har arbejdet som filmproducer, journalist og forfatter. Han har udgivet 10 romaner og er udkommet i over 20 lande. Aktuel med ’Drengen ingen kunne finde’. 
