Min første egen bil er en af de helt store bommerter. Jeg blev optaget på Journalisthøjskolen i 2008 og boede dengang i Risskov. Turen til skole var én lang tur op ad bakke, så hvis jeg skulle blive journalist, blev det ikke på cykel. Samme vinter havde jeg smadret min skulder på snowboard og fået en pæn erstatning, så jeg besluttede at hælde det hele i en bil, og på den måde blev jeg simpelthen den første i Aarhus, der fik den nye Fiat 500. Den var cremefarvet med cremefarvet interiør. Supersmart, tænkte jeg, men når man køber en helt ny bilmodel, ved man aldrig, hvilke ulve man kommer til at hyle med. Det viste sig at være de rige mænds koner. Der var kun dem og mig i den her bil, så i stedet for en potensforlænger blev det en kastration. Jeg tænkte, at jeg var mand nok til at bære det ni ud af 10 gange, men sandheden er, at det var som at ride ind i saloonen på en puddelhund. Mine venner kaldte den iPod, men den fik os da både på Roskilde og til København. Fully loaded med fire studerende og dåseøl. Jeg burde få Studenterlaugets ærespris for alle de gange, jeg har hjulpet med at flytte i den bil.
2012-13
Audi A3, sort, årgang 2012.
Journalistpraktikant på P3.
Jeg holdt fast i Fiaten, indtil jeg flyttede til København. Jeg skulle i praktik og fik at vide, at det var helt umuligt med bil i byen. Det var en slags Beijing – kun indtageligt på cykel. Den kom aldrig med over Storebælt, og jeg var bilfri i en periode, men så umulig er København altså heller ikke. Da jeg var blevet integreret og assimileret, var jeg klar til at få bil igen. Denne gang en Audi A3 Sportback ud fra præmissen om, at tyske biler er gode, og at tredørs biler er upraktiske. Jeg er meget til carpooling, og jeg skal altid have mine venner med, så jeg gider ikke det der fornedrende bøvl med at vippe sædet frem. Anyways, jeg var glad for min Audi lige indtil 14. august 2013. Der ankom jeg iført jakkesæt til Tivoli Kongreshotel for at tale til et arrangement. Da jeg steg ud af bilen, kiggede jeg mig lige omkring og så 2-3 andre mænd stige ud af deres Audi i samme mundering, og så begyndte jeg bare at græde. Audi er en dejlig bil, og den har jo ringene foran, men den kvalte min kreativitet. Jeg er simpelthen for ung til at have en sort Audi, så jeg skød A3’eren af og hoppede over i en Mini.
Annonse
2013-14
Mini Countryman, hvid, årgang 2013.
Vært på ’Monte Carlo’ på P3 samt på ’Monte Carlo elsker …’ på DR3.
Tyverne er de år, der former en person, og jeg er et forgængeligt menneske, så jeg vil gerne vælge rigtigt, men jeg kender ikke alle biler. Jeg kan ikke slynge modelnavne om mig i det uendelige, men jeg kender Mini. Så jeg valgte Mini ud fra den betragtning, at når man ikke har råd til en Maserati, så er Mini den pæneste bil. Den ligner et stykke legetøj, og man får lyst til at tage den op, som en lille hund. Min Mini er en Countryman, som er sådan en slags Mini på steroider. Den er hvid med sorte Le Mans-striber og de største fælge, der er set på nogen dansk Mini – 19”, tror jeg. Jeg kan godt lide den sorte mands musik, så jeg syntes, den skulle have nogle ordentlige hjul.
2014-
Mini Cooper, firedørs og racing green, årgang 2014.
Ansat hos Pineapple Entertainment og vært på DR3.
Annonse
Jeg er som sagt ikke til tredørs biler, så jeg tog Countryman for at få plads, men den er jo ikke lige så fed som den ’rigtige’ Mini. Den kører sådan lidt mindre gokart-agtigt, og nu kommer den nye Mini med fem døre, så den har jeg bestilt. I British racing green – ikke for at være snobbet, men fordi Robert De Niro siger til Ben Stiller i ’Meet the Parents’, at genier vælger grønne biler. Jeg vil gerne være et geni, og jeg vil gerne have en bil, hvor mine venner, mit snowboard og min hund Rihanna kan være uden at trykke snuden flad mod bagruden. Eneste problem er, at jeg skal ned i fælgstørrelse.
