"Jeg fik beskeden om, at jeg skulle være ny radikal leder i mit køkken lørdag aften kl. 20 af Margrethe Vestager, få timer før det blev officielt lidt efter midnat. Vi havde været til hovedbestyrelsesmøde i løbet af dagen og aftalt at mødes om aftenen, for der var nogle ting, vi skulle drøfte.
Da hun kom, spurgte jeg hende, hvad hun havde lyst til. Hun sagde champagne, fordi vi skulle fejre, at hun skulle være EU-kommissær, og at jeg med gruppens velsignelse skulle være partileder. Jeg blev ægte overrasket.
Når jeg kigger i bakspejlet, kan jeg godt se, at der har været nogle signaler, som jeg kunne have afkodet, nogle samtaler, vi ellers nok ikke havde haft, men jeg havde det ikke på lystavlen. Der blev også ret stille henne fra sofaen, hvor min kone sad og så fjernsyn.
Annonse
Der gik vel 20 minutter, hvor jeg bare gik rundt og rystede lidt på hovedet, og så begyndte jeg at tænke praktisk: Hvornår skal vi give besked, og hvornår kalder vi folk ind? Men det der spørgsmål om, hvorvidt man kan klare det, ligger da dybt nede i maven, for det er der jo ingen garanti for, at man kan.
Jeg har tabt 7,5 kg på 5:2-kuren, siden jeg kom på den lige efter nytår i 2014. Man overraskes over, hvor hurtigt kroppen vænner sig til det.
Ja for fa’en, selvfølgelig hænger jeg da valgplakater op. Ikke så meget som jeg har gjort tidligere, men jeg betragter det som en ædel disciplin og noget, man skal kunne. De kegleformede lygtepæle er lidt svære at kravle op ad, det er bedst, hvis man har en stige.
Hvis man er lidt sent ude, skal man kravle ud over de andre plakater, og det kan godt være lidt tricky, hvis det er en af de lygtepæle, der svajer oppe i toppen. Det er egentligt vildt, at det overhovedet er tilladt.
Jeg er kristen. Jeg går ikke i kirke hver søndag, men nok mere end gennemsnittet.
Annonse
Margrethe (Vestager, red.) har involveret mig i alt og i alle store beslutninger, alligevel er forskellen på at være nummer to og partileder større, end jeg havde forventet. Der er en monumental forskel på at være den, der giver det sidste råd, og så den, der træffer den ende-lige beslutning.
Jeg ser ikke mig selv som nogen rockstjerne i politik. Man leder efter det unikke, hvad er min historie? Det, synes jeg, er svært. Jeg er sportsfanatiker, men har jo ikke været på landsholdet i noget. Jeg kan godt lide at lave mad, men jeg er ikke en gourmettype. Jeg synes jo bare, at jeg er Morten fra Aarhus. Men nu har jeg heldigvis min 5:2-kur, som jeg kan smide på bordet, ha ha ha. Endelig noget at tale om! Vi er vel kun en halv mio. mennesker, der bruger den.
Dans, bordtennis, golf, fodbold, svømning, tennis, badminton, atletik, alpint skiløb – og så har jeg også været FDF-spejder. Der er stort set ikke noget, jeg ikke har gået til som barn.
Der er det med mig, at hvis jeg ikke får nok søvn, bliver jeg hæs. Da vi blev studenter, var det mig, der skulle holde elevtalen. Vi havde været ude at køre hestevogn dagen inden, så den tale hvæsede jeg mig igennem, og jublen ville ingen ende tage. Forældrene syntes, det var mere specielt end godt.
I valgkampen i 2007 skulle jeg for første gang repræsentere partiet i krydsilden i tv, det svarer til at komme på landsholdet i fodbold. Jeg havde måttet sove på en bænk på Fredericia Banegård om natten, fordi togene ikke passede, og var blevet både halvsyg og hæs. Margrethe havde nogle piller fra USA, der får alting til at gå væk, så jeg klarede mig igennem. Men det har sat sig klart i min erindring. Jeg skal have min nattesøvn, også når jeg har meget travlt.
Min brors kone døde af kræft, lige efter jeg blev formand. Det er en kæmpe tragedie for hele vores familie, og det var vanskeligt for mig at skulle give alle de der tiltrædelsesinterview.
Jeg var i sorg; en af mine allernærmeste og bedste venners liv var et kaos, og så skulle jeg tjuhej-tjuhej put on my happy face. Jeg havde dårlig samvittighed over at sidde med Billed-Bladet og fortælle, at jeg godt kan lide at lave spaghetti bolognese.
Annonse
Men jeg var meget bevidst om, at vores familietragedie ikke måtte blive en del af min politiske fortælling, alt stritter på mig i den forbindelse. Heldigvis fik det lov til at være adskilte verdener.
Jeg ville sådan ønske, jeg havde et eller andet talent, der kunne bringe mig til de Olympiske Lege. Hvis jeg troede, at det kunne få mig til OL, ville jeg dyrke synkronsvømning på stedet. Hvad som helst.
Man er i politik, fordi man synes, det er fedt. Ikke for andres skyld eller for at redde verden. Jeg gør det, fordi der ikke er noget, jeg hellere
ville. Og det er klart, at der er nogle omkostninger. Jeg går fx glip af mange ting i mine børns liv.
Som forskningsminister skulle jeg holde en tale til en konference om grundforskning. Den var bygget op om en sammenligning mellem god forskning og så Linie-akvavitten. At snapsen, der lagrer i lang tid og krydser ækvator, kan sammenlignes med god forskning, hvor man skal være tålmodig, forcere grænser og få inspiration fra hele verden.
Det er ikke den bedste tale, jeg har holdt. En noget tung metafor i selskab med distingverede doktorer og æresprofessorer, og måske ikke helt i tråd med den radikale selvforståelse af stor ånd at koge en stor forskningsfonds jubilæum ned til en sammenligning med en snaps’ rejse på verdenshavene.
Da der var julefrokost i ministeriet, gav jeg selvfølgelig taleskriveren og hans bord en Linie-akvavit. Han er en fantastisk dygtig taleskriver, så den svipser har vi grinet meget af.
Fra jeg gik i 5.-6. klasse og resten af mine folkeskoleår, var det svømning, jeg satsede på, og jeg trænede hver eneste dag. Så længe det handlede om teknik, var jeg godt med, men så begyndte de andre at vokse fra mig. Jeg måtte finde på nogle outrerede kategorier, 400 m medley eller 200 m butterfly, hvor vi var lidt færre om buddet. Men det blev aldrig til landsholds- eller OL-niveau. Jeg måler 177 cm, og det er for lidt.
Under den seneste valgkamp lavede DR2 nogle satiriske valgudsendelser. Der skulle jeg så danse med ham værten, der var meget, meget høj. De kørte på det der med, at jeg ikke var så kendt, om ikke ’Vild med dans’ kunne være noget for mig.
Der var lagt op til, at jeg skulle sige nej, så derfor sagde jeg selvfølgelig ja, men jeg ved ikke rigtigt, jeg tror stadig ju-ryen voterer om, hvorvidt det var en god eller dårlig idé. Det var i hvert fald specielt.
Når man skal lave radiointerview tidligt om morgenen, kan man nemt komme til at lyde, som om man lige er kommet hjem fra en bytur. Så jeg har fået nogle øvelser, der kan banke lidt rust af stemmen: ”Akt æn dar – økt æn duu – idt æn dii”.
”Lad være med at tænke for meget over det. Gør lige som når du får bolden i fodbold og bare bruger dit instinkt.” Det sagde Margrethes rådgiver Henrik Kjerrumgaard til mig lige inden pressemødet, hvor jeg skulle præsenteres som ny radikal leder.
