Det Radikale Venstres leder Margrethe Vestager bliver udråbt som landets reelle statsminister. Det kan man godt lide i det selvbevidste parti, selv om man er trætte af, at Socialdemokraterne og SF lader, som om det er De Radikales skyld, at de to partier er pressede. Men er det ikke det? Troels Mylenberg giver en rundtur i det besværlige radikale sind.
Da Det Radikale Venstre i september holdt landsmøde, var det med en Margrethe Vestager i topform. Hele ni gange brugte hun vendingen ”sådan er det jo” i sin tale. Den sætning, hun ellers var blevet voldsomt kritiseret for at skrive på Facebook, da hun køligt konstaterede, at dagpengereformen rent faktisk vil ramme mange arbejdsløse hårdt. Den dagpengereform, som hun har lavet med den tidligere regering, og som hun havde trukket ned over hovedet på den nuværende.
Men her var ingen anger hos Vestager. ”Sådan er det jo” blev i stedet et motto, og partifællerne klappede og fnisede, for Margrethe Vestager er på toppen. Ikke bare leder hun sit parti, ikke bare er hun økonomi- og indenrigsminister, hun bliver ofte udpeget som regeringens egentlige chef.
LÆS OGSÅ Spinningholdet: De fire centrale spinfolk på Christiansborg
Det blev tydeligt endnu en gang i foråret, da regeringen skulle forhandle skattereform. Det var en ren radikal sejr, at topskattegrænsen blev hævet, ligesom regeringen enedes med Venstre og De Konservative om at regulere overførselsindkomster med lavere hast. Til støttepartiet Enheds-listens store fortrydelse blev det en blå og dermed radikal skattereform, og SF havde da også svært ved at få det til at ligne en rød sejr. Og endnu en gang virkede regeringen splittet.
Mens SF-ledelsen har haft store problemer med at overbevise baglandet om de røde resultater i regeringen, savner De Radikale fælles opbakning og målsætning i regeringen. Hvor er lederskabet og sammenholdet, spørger de i den radikale top. Som en siger det:
”Helle (Thorning-Schmidt, red.) afsondrer sig og går solo. Det er svært at komme til, og hun leder ikke. Det er jo hendes opgave at sørge for, at det ser ud, som om regeringen har en fælles målsætning. Den opgave løser hun ikke. I stedet lader hun rask væk sine egne og SF skyde skylden for deres vælgertab på os.”
For en radikal ser den politiske virkelighed meget simpel ud: De Radikale vandt valget i modsætning til både S og SF, der gik tilbage. Derfor var det også De Radikale, der vandt kampen om regeringsgrundlaget i det sorte tårn. Og den virkelighed må S og SF lære at forholde sig til. Det var en slags tak for sidst.
LÆS OGSÅ Kommunikationens klodsmajorer og konger
De Radikale vandt valget, fordi Vestager i forsommeren 2011 gik sammen med de borgerlige om at afvikle efterlønnen. Men før det var gået en periode, der for De Radikale føltes som en evighed. En periode, hvor De Radikale for en sjælden gangs skyld i dansk politik var uden for indflydelse, og hvor S og SF havde teten i oppositionen. Den nye S-SF-akse fremlagde selvsikkert Fair Forandring og Fair Løsning og gjorde det med en besked til De Radikale om, at de da gerne måtte være med i en eventuel kommende regering, de skulle bare ikke regne med at få lov til at ændre noget i den politik, den røde akse havde fremlagt. Vælgerne ville det som bekendt anderledes, og derfor var tonen da også en helt anden, da de tre regeringspartier sad og forhandlede i det så berømte sorte tårn. Her sad Vestager som den eneste med en valgsejr og regeringserfaring. Og med den trumf i baghånden, at hun i princippet kunne forlade tårnet og give flertallet og Statsministeriet til Lars Løkke, hvis de røde blev for besværlige. Så Vestager og hendes sekundanter var helt rolige, mens hver dag i tårnet var en udholdenhedskamp for S og SF. Thorning skulle indtage rollen som statsminister, samtidig med at hun midt i det hele mistede sin nærmeste allierede i Henrik Sass Larsen, der ifølge PET havde for tætte relationer til en rocker i Køge. SF havde haft en elendig valgkamp og var nu blevet reduceret til det mindste parti i alliancen. Og således forsvandt den ene røde mærkesag efter den anden. Med den anspændte stemning og den nye magtfordeling røg også den fælles målsætning for regeringen.
Det blev endnu en gang tydeligt ved Folketingets åbning i oktober. Nok talte Thorning om en helt ny folkeskole, hvilket er radikalt hjerteblod, men det var på ingen måde færdigforhandlet internt i regeringen, da hun holdt sin åbningstale. Talen var et rent Thorning-projekt, som ingen andre blev inddraget i. Og blandt De Radikale frustrerer det, at det på den måde igen udstilles, at der ikke er en fælles målsætning i regeringen.
LÆS OGSÅ Min karriere: Mikael Bertelsen
Omvendt er det for S og ikke mindst SF kærkomment, at ansvaret for de hårde reformer kan lægges på De Radikale. Nok udstiller det en regering, der ikke er samlet om sit projekt, men S og SF har så store problemer med deres egne vælgere, at det virker lettere af tørre ansvaret af på De Radikale.
Sådan også med hele dagpengespørgsmålet, og hos De Radikale noterer man sig med en vis tilfredshed, at når S og SF konsekvent giver ansvaret for dagpengestramninger til De Radikale, må det jo også betyde, at det er De Radikale, der bestemmer. En position, som De Radikale gerne tager, og som tilsyneladende samtidig har haft den bivirkning, at lige netop De Radikale ikke har været synderlig mærket af regeringens nedtur i målingerne. Her er det S og SF, der mister vælgere.
Det giver arbejdsro til Vestager, som i bemærkelsesværdig grad er sluppet for at stå på mål for flere af de interne partisager, som eller kunne have givet problemer. Hvordan går det eksempelvis til, at et parti, der har været fortaler for kvindekvoter og ligestilling, alene udpeger mandlige ministre ud over Vestager selv? Blandt menige radikale er det et stort tema, men ingen har turdet udfordre Vestagers magtposition og har villet tage den diskussion ud i offentligheden.
Det er jo Margrethe Vestager, der bestemmer. Sådan er det jo …
LÆS OGSÅ Gud fader bevares: Den danske folkekirke
FACEBOOK Bliv ven med Euroman
