I den amerikanske komedie "Delivery Man" finder David a.k.a Vince Vaughn ud af, at han er far til 533 børn(!) Det skyldes ikke, at David i sin ungdom har kastet sig i grams med et utal af kvinder. Han har nok nærmere kastet sig i grams med sig selv, da de 533 børn kommer som resultat af hans mange donationer til en sædbank. Problemet er bare, at nu – 20 år senere - vil 142 af hans 533 børn lægge sag an mod sædbanken. De vil vide, hvem deres far er!
Filmen spiller på mange af de klassiske fordomme (og gys), der er, når det gælder sæddonation. Men hvad er egentlig fordom og virkelighed? Vi har udspurgt Peter Reeslev, Vicedirektør i virksomheden Cryos, der i Danmark og på internationalt plan arbejder med æg- og sæddonationer til barnløse par, om man virkelig kan blive far til 533 børn og 10 andre typiske fordomme om sæddonation.
1. Skal sædkvaliteten være toppen af poppen?
Det er klart, at sædkvaliteten skal være rimelig god for, at man kan blive donor. Der bør helst ikke være for mange arvelige sygdomme i din familie. Både sædkvalitet og sygdomshistorie er dog noget, der undersøges nærmere, når du har meldt dig som donor i en sædbank.
2. Bliver det aldrig akavet, når man afleverer koppen, og hvad sker der med den efterfølgende?
Nej. Det korte svar er nej, det bliver ikke pinligt. Når du har gjort det, du skal gøre – i en dertil indrettede kabine – så afleverer du det lille plastikglas til personalet i sædbanken. Personalet modtager hver dag små plastikglas, så det er ikke noget, der kan få dem til at fnise. Tværtimod. Vi er bare enormt glade for, at du har overskud til at hjælpe mange af de barnløse par, som så gerne vil have et barn. Efterfølgende, når cellerne er talt, fryses prøven ned ved minus 196 grader.
3. Er det rigtigt, at man ikke må have sex, når man er sæddonor?
Selvfølgelig må du det. Det kan dog godt tage en dag eller to, før de små svømmere er oppe på dupperne igen. Derfor kan det godt være, at man lige skal time sine besøg i sædbanken. Her kan man dog bare droppe ind, når det lige passer i skemaet, så donor-gerningen har ikke den store indflydelse på dine øvrige aktiviteter.
4. Er den typiske sæddonor ham den studerende, der også lige supplere op med medicinske forsøg for Novo?
Faktisk er det alle mulige mænd i alle mulige aldre og med alle mulige baggrunde og uddannelser, der er donorer - og altså ikke kun studerende.
(Læs evt. vores tidligere artikel '"3 mænd - kender du typen", red.)
5. Er det ikke lidt som at sælge sig selv, det med at være sæddonor?
Lad os slå det fast med det samme: Du sælger ikke din sæd. Derimod får du op til 500 kr. pr. gang i kompensation for den tid, du bruger på at besøge sædbanken, transport og på at udfylde de nødvendige blanketter mv. Samtidig – og det kan ikke understreges for lidt – så hjælper du andre mennesker på et niveau, som er langt større, end jeg her kan sidde og beskrive.
6. Ja, ok, men altså...kan man så ende med at blive far til flere hundrede børn?
For det første, så bliver du ikke far til nogen børn. Du bliver donor, og du har dermed ingen lovmæssige forpligtelser som far. Derudover er det altså ikke hver gang, du afleverer en prøve, at der bliver et barn ud af det. "Succesraten" er langt lavere. Samtidig er der kvoter for, hvor mange familier én donor kan hjælpe. I Danmark er det f.eks. max. 12 familier.
7. Kan de så komme og banke på min dør en dag?
Hvis du vælger at være ikke-anonym donor, kan barnet kontakte dig, når det fylder 18 år. Hvis du derimod er anonym donor, kan ingen kræve at få oplyst din identitet.
8. Er der så en masse børn, der vokser op uden en far?
Ja, det ved vi jo – se bare på skilsmisseraterne. Der er også masser af mænd, der er dårlige fædre. Børn, der er skabt ved hjælp af en donor, kan dog være sikre på at komme til verden i en familie, hvor de virkelig er ønskede. Det kan også være, at barnet får to mødre. Eller en far, som bare ikke kunne bidrage med generne selv – f.eks. pga. kemobehandling.
9. Kan argumentet imod donation ikke være, at det er naturens måde at sige, at det bare ikke er alle, der skal have børn?
Driften til at få børn er noget af det stærkeste, der findes. Derfor vil mennesker, der gerne vil have børn, altid forsøge at finde en løsning. Jeg tror nærmere, at det er dét, som naturen vil sige. Og når du så har en sæddonor, som testes for diverse sygdomme og er tilknyttet en professionel sædbank, så skabes der de bedste forudsætninger for den løsning. Og så bliver jeg også bare nødt til at understrege det igen; Du gør som sæddonor en kæmpe forskel i virkelig mange menneskers liv. Det kan lyde som en kliché, ja, men de, der har været så heldige at blive forældre, ved det; At få et barn er det største i livet.
10. Får man så bare stukket et klistret pornoblad i hånden og vist ind i en bås?
Nej, det gør man ikke, men der er både magasiner og film til rådighed, hvis det hjælper. Alt imens har vi også høretelefoner med afslappende musik, da det for andre handler om at slappe af. Vi er godt klar over, at situationen for nogen kan være lidt udfordrende eller fordre en smule præstationsangst. Det er klart. Men netop derfor gør vi også alt for, at besøget skal være både afslappet, diskret og behageligt som muligt.