Når man er verdens bedste fodboldspiller, og konkurrencen i ligaen man spiller i bliver lidt for blød, så har man kun det straffesparkssjov, man selv skaber.
Det kan føre til spektakulære momenter, som det der indtraf i går, da Lionel Messi skulle skyde straffespark og i stedet for selv at sparke på mål, trillede bolden sidelæns til Luis Suárez, der kom løbende bagfra og prikkede bolden ind bag Celta Vigos målmand til stillingen 3-1.
Messi havde selv allerede scoret et mål i kampen, der endte 6-1 til Barcelona, så hans målsult var nok ikke så stor, siden han lod sin uruguayanske mespiller få målet. Eller også har argentineren simpelthen indset, at han ikke selv er verdens mest stabile straffesparksskytte.
Annonse
I hvert fald var målet underholdende, og det fejrer vi med en lille gennemgang af de mest cool måder, man kan score et straffe.
Med fællesskab
Messi-Suarez-straffet fra i går var ikke bare ydmygende for modstanderen, men også en demonstration af et godt sammenhold mellem angrebskollegaer. For tiden er det frugtbare spillemæssige kammeratskab mellem FC Barcelonas tre forreste den altafgørende årsag til holdets dominans. Den samme kollektive mentalitet gennemsyrede hollandske Ajax i firserne, og i 1982 finder man et direkte forlæg i Johan Cruyff og Jesper Olsens drilagtige sammenspil ved et straffe mod Helmond Sport. Det er Cruyff, der prikker den ind til sidst.
Med underskru
Annonse
Da Antonín Panenka i en straffesparkskonkurrence i EM-finalen 1976 narrede den vesttyske målmand Sepp Maier til at kaste sig til venstre, mens han sparkede blødt i bunden af bolden, så den sejlede ind midt i målet, gjorde han Tjekkoslovakiet til mestre. Samtidig indstiftede han en chip-tradition, som blandt andet Zidane, i VM-finalen 2006, og Pirlo, i en kvartfinale mod England til EM i 2012, senere trådte ind i.
Det er værd at (gen)se alle tre verdensklasse-eksempler:
Med hælen
Det er temmelig akavet at vende sig om midt i tilløbet, men det kan ikke desto mindre lade sig gøre at hyle målmanden nok ud af den ved bevægelsen til, at han overhovedet ikke holder øje med bolden. Det beviste den emiratiske spiller Theyab Awana, der skabte internetsensation, da han i scorede i en venskabslandskamp mod Libanon i 2011 (ikke et ord om bestikkelse af målmanden). Den legesyge spiller kunne desværre ikke glæde sig over målet særlig længe, da han bare et par måneder senere mistede livet i en bilulykke.
Annonse
Uden tilløb
Der har altid været noget overlegent tilbagelænet i at nøjes med et eller to skridts tilløb til et straffespark. Det afspejler en fast overbevisning om, at straffet handler om at være klogere end målmanden og intet har at gøre med fart og hårdhed. I den sammenhæng er det svært ikke at være nationalromantisk og hive Kim Christoftes genialitet fra en ganske særlig juniaften i 1992 op af hatten. Hop frem til 3,45, hvis du ikke orker hele nostalgi-ridtet.
Med en lille dans
Paul Pogba har skabt sin helt egen tilløbsstil ved straffe. Lidt som en meget langsom dressurhest, der tripper hen mod bolden. Det tager så lang tid, at man tror, han er gået i stå, og det må være vanvittigt irriterende for målmanden.
Med kraft
Skal man skyde hårdt på et straffespark, har det stil at gøre det på en måde, så bolden bliver i tvivl, om den overhovedet tør komme ned fra det målhjørne igen, som franske Djibril Cissé gjorde det i 2011 for Panathinaikos.
Med det forkerte ben
Der er ikke noget, der overrumpler målmanden som at skyde med det ben, han ikke forventer. Der skal også ret gode nerver til for at gøre det uden at komme til at virke som en idiot. Vi har kun kunnet finde eksempler på det i en polsk opvisningskamp og i denne u-19-landsholdskamp mellem Spanien og Italien fra EM 2010.
Uden at give en fuck
Ingen liste er komplet uden Zlatan, der har en høj omsætningsrate på straffespark. Om nedenstående episode har han senere forklaret, at Inter-målmanden Cesar sagde til ham, at han skulle skyde hårdt midt i målet. Men den hoppede Milan-forwarden ikke på.
