Det går godt for dansk herremode i øjeblikket. I en ny serie sætter vi fokus på de mest indflydelsesrige brands. Her stiller vi skarpt på de mærker, som formår at nå bredest ud og skabe den bedste forretning.
Derfor har euroman.dk valgt at sætte fokus på, hvad der rører sig inden for dansk herremode. Vi har udpeget de mærker, som står som de mest bærende kræfter på et marked i rivende udvikling.
Nu er vi nået til dem, som er ikke lige så trendfokuserede som resten af branchen – de foretrækker at lave tøj til hele folket. De har formået at forene kreativitet med god forretning og er en blevet dansk modes største eksportvarer.
Annonse
Samsøe Samsøe
De to brødre Klaus og Preben Samsøe åbnede i 1993 en smykkebutik på Studiestræde i København. Kort tid efter begyndte de at lave deres populære basis T-shirts. Netop disse T-shirts har i mange år været deres varemærke – nu vil de gerne træde lidt ud af anonymiteten og larme mere på den internationale modescene.
Grundlagt: 1993
Prisniveau: Lav middel
Mest kendt for: V-halset T-shirts med Samsøe Samsøe skrevet i nakken
Samsøe Samsøe - SS15
Annonse
Fortæl om starten for Samsøe Samsøe?
”I begyndelsen var stilen enkel, stilren og demokratisk – det var med andre ord design til folket. Det er idealer, som Samsøe & Samsøe stadig hylder, selvom firmaet i 2000 skiftede ejer og blev opkøbt af Peter Sextus Rasmussen og Per Ulrik Andersen, der i dag stadig driver Samsøe & Samsøe,” siger chefdesigner for herrelinjen, Gitte Wetter Olufsen.
Hvem laver I tøj til?
”Samsøe & Samsøes kollektioner er de seneste sæsoner blevet støt udvidet med et miks af både essentielt og trendinspireret design og har gjort, at mærket er kommet til at larme mere på både den danske og internationale modescene. Men fælles for alle kollektioner er stadig, at det er design til alle, som let kan bæres.”
Samsøe Samsøe - AW14
Hvordan har Samsøe Samsøe udviklet sig over årene?
”Vi har udviklet os utroligt meget igennem årene, det startede ud med et par enkelte T-shirts og er nu vokset til seks kollektioner om året. Der sker meget lige nu for Samsøe & Samsøe på den internationale modescene. Vi har allerede butikker i både Sverige, Norge og Holland og oplever også stor efterspørgsel fra England, Frankrig, Tyskland og Spanien. Vi vil gerne ses endnu mere og træde lidt ud af anonymiteten.”
Annonse
Hvor bevæger herremoden sig hen i 2015 ifølge Samsøe Samsøe?
”Vi har set tilbage i tiden og blandt andet hentet vores inspiration fra Bob Dylan og 70’ernes rock’n’roll-look. Samtidig får kollektionerne et mere klassisk og rent udtryk med lange frakker, slanke skjorter og jakkesætsbukser.”
Hvis du skulle give ét godt råd til de danske mænd omkring påklædning, hvad skulle det så være?
”Køb en flot uldfrakke og et par læderstøvler af god kvalitet, så går du aldrig galt i byen.”
Premium by Jack & Jones
I 1990 sendte Bestseller en ung ildsjæl til modemesse i Oslo med en meget lille kollektion til unge mænd. Det gik over al forventning, og et nyt dansk varemærke var en realitet. Sidenhen er kollektionerne kun vokset. Det samme er antallet af verdensborgere, der går klædt i Jack & Jones’ tøj.
Grundlagt: 1990
Prisniveau: Lavt
Mest kendt for: Deres jeans. Og for at være et af dansk modes mest omsættende virksomheder.
Bonusinfo: Er en del af Bestseller-koncernen, der er Danmarks suverænt største modevirksomhed, og havde i 2014 et resultat før skat på 1,7 milliarder kroner.
Fortæl om ideerne bag brandet og jeres navn?
”Premium by Jack & Jones er den opgraderede del af Jack & Jones - en ekstra dimension til vores velkendte jeans-univers. Med fokus på vores kerneprodukter skjorter, herreskrædderi, strik- og overtøj. Alt er lavet med fokus på detaljen og kvalitet helt ud til forbrugeren. Vi ønsker at give vores kunder en opgraderet følelse helt fra produktet til styling og service,” siger designmanager Winnie Andersen.
Jack & Jones - SS15
Hvem laver I tøj til?
”Den kvalitetsbevidste og stilsikre mand, som ved hvem han er og hvad han vil have. Vi har dermed intet fastlagt alderssegment. Det er altid "style before fashion" men i et opdateret univers med mulighed for diversitet og trends. Premium by Jack & Jones har skabt et rum for en ny Jack & Jones-kunde og samtidig forsøgt at beholde de eksisterende kunder, der har udviklet sig mere stilbevidst.”
Hvordan har Jack & Jones udviklet sig over årene?
”Der er i løbet af årerne kommet flere brands i vores portefølje, hvormed vi kan klæde og imødekomme alle mænd. Hvert brand skaber sit eget univers.”
Hvor bevæger herremoden sig hen i 2015 ifølge Jack & Jones?
”Herremoden vil fortsætte med at udvikle sig i retning af, at kvalitet og klassikere er fundamentet, men at være foran moden (klæde sig i det som i nær fremtid bliver super-moderne) og muligheden for at kunne individualisere sin stil, er enormt vigtigt.”
Jack & Jones - SS15
Hvis du skulle give ét godt råd til de danske mænd omkring påklædning, hvad skulle det så være?
”Find din egen stil, som du er tilpas i – lad være med at overdrive, men det skal være interessant. Skab en solid basis-garderobe, som du kan opdatere lidt hele tiden.”
Les Deux
Les Deux blev skudt i gang, da to unge fyre med meget forskellige baggrunde mødtes i 2009. Det, som startede med en enkel hvid T-shirt, er i dag blevet til et livsstilsbrand med tøj i mere end 250 butikker verden over, herunder både Japan og Kina. De laver pænt streetwear til folket.
Grundlagt: 2009
Prisniveau: Mellem
Mest kendt for: Det romerske to-tal på maven af deres sweats og caps.
Bonusinfo: Virgil Nicholas, som er medstifter af Les Deux, var i 2014 nomineret af læserne på euroman.dk til årets mest velklædte mand.
Les Deux - SS15
Fortæl om hvordan det hele startede.
”Virgil havde fået nogle gamle militær-patches hjem fra London og syet dem på en hvid T-shirt fra H&M. Så med en T-shirt i hånden og uden noget kendskab til branchen, produktion og PR besluttede vi os for at starte selskabet Les Deux. Les Deux består af Virgil og mig. Med to vidt forskellige baggrunde ville vi skabe et livsstilsmærke som kombinerede gadedrengen med et preppy look.”
”Vi tog en gammel Polo og kørte fra Helsingør til Århus en weekend. Samlet set besøgte vi 50 butikker og blev smidt ud af 48, med et "det kommer aldrig til at lykkes for jer". Vi fik solgt 20 T-shirts, hvilket ikke var meget, men nok til at vi turde bestille 500 stk. hvide T-shirts med patches på direkte fra Indien,” fortæller medstifter Andreas Von Der Heide.
Hvordan og hvornår følte du, at I brød igennem?
”Den følelse har jeg haft mange gange. Da vi nåede de første to butikker, herunder S.T. Valentin i Århus, var det et stort gennembrud for os. Da vi i 2012 stod med 60 butikker i DK, var vi ekstremt glade og følte, at gennembruddet var sket. Da vi lukkede markedet for danske butikker på herresiden og fik kæmpe succes i Norge, vidste vi, at vi ikke var en døgnflue og kunne begå os i udlandet.”
Hvad inspirerer jer I jeres design?
”Selvfølgelig kigger vi mod udlandet og ser, hvad andre har skabt. Det er ingen hemmelighed, at vi finder inspiration i den måde Ralph Lauren har opbygget sit imperium ved at give folk mere end bare tøj. Vi vil skabe glæde og give folk en del af os ved at lukke dem ind i vores univers. Vi rejser meget rundt i verden. Nye farver, snit etc. ligger bare derude og venter på, at vi finder det.”
Hvor fornemmer I, at herremoden bevæger sig hen i 2015?
”Moden er ved at blive mere klassisk. Vi tager logoerne væk og fokuserer på lækre kvaliteter, nye stoftyper, men helt overordnet arbejder vi på at gøre Les Deux mere modent og simpelt. Vi glæder os i 2015 til at indføre frakker, jeans og andre nye tiltag, som giver os muligheden for at vise, hvad mode anno 2015 er for Les Deux - et klassisk nordisk full concept med rødderne dybt i vores brand DNA.”
Hvis du skulle give ét godt råd til de danske mænd omkring påklædning, hvad skulle det så være?”
Man kan komme langt for relativt lidt. En lækker strik, et par lækre sko og en frakke, så er man langt. Og drop ski-jakken på gaden - den hører kun hjemme på pisten.”
NN.07.
Svenske Victor Lindh og danske Ulrik Pedersen startede i 2007 NN.07. som modsvar på modebranchens mange skiftende trends. De ville opbygge et brand, som byggede på kvalitet, holdbarhed og originalitet. De er uden national identitet og ønsker at skabe international mode uden at sætte grænser for sig selv.
Grundlagt: 2007
Prisniveau: Mellem
Mest kendt for: Aldrig at bruge farven sort i sine kollektioner.
Bonus info: NN.07. har haft overskud i alle sine leveår.
NN.07. - SS15
Besvaret af grundlæggere og medejere Ulrik Pedersen og Victor Lindh.
Fortæl om begyndelsen af NN07.
”Vi havde kendt hinanden i mange år og altid joket med, at vi skulle starte noget selv men havde aldrig været seriøse. Da vi endelig blev seriøse, gik det hurtigt op for os, at vores værdier og ønsker for et nyt mærke var fuldstændig identiske. Det er de samme værdier, som vi arbejder ud fra i dag - otte år senere. Navnet No Nationality afspejlede præcis vores tanke om at skabe international mode, hvor der ikke blev sat nogen grænser. Læg dertil årstallet 07.”
Hvem laver I tøj til?
”Vi arbejder ud fra devisen ”Originals of Tomorrow,” hvilket betyder, at alle produkter, som vi udvikler, skal have en lang levetid. Pasformer, kvaliteter og alle detaljer bliver gennemarbejdet og testet helt ned til mindste detalje. Vi udvikler og designer produkter til mennesker, der har præcis samme værdier som os. Mennesker som værdsætter kvalitet, komfort og funktion. Ganske enkelt godt håndværk.”
Hvad inspirerer jer I jeres design?
”Selvfølgelig er det visuelle i fokus men i lige så høj grad nye typer metervarer og efterbehandlinger. Vi elsker at mikse ting og tage det bedste fra forskellige verdener. Eksempelvis lave en klassisk herrefrakke, som vi mikser med den teknik og funktion, man kender fra sportsverdenen. Resultatet bliver en jakke, som du kan bruge til alle lejligheder.”
NN.07. - SS10
Hvor tror I, at herremoden bevæger sig hen i 2015?
”Vi ser, at moden i 2015 stikker i mange forskellige retninger, men vigtigst af alt er at det er tilladt at mikse de forskellige stilarter, hvilket skaber dynamik. Vi har selv lavet et mere clean og stilrent look - en trend som gør, at det i endnu højere grad er vigtigt med højt niveau på metervarer og forarbejdning af tøjet. Farven hvid er i fokus. Den hvide T-shirt og skjorte er vigtige elementer i 2015 garderoben.”
Hvis I skulle give ét godt råd til de danske mænd om påklædning, hvad skulle det så være?
”Gå klædt som du selv ønsker. God stil er ekstremt individuelt. Hvis du bare låner naboens look og stil - så har du ingen stil.”
NN.07. - SS13
Selected Homme
Jack & Jones havde været en stor succes for Bestseller, da de i 1997 valgte at starte Selected, som skulle have en mere klassisk stil. Men ligesom Jack & Jones skulle det stadig nå bredt ud til de danske modeinteresserede mænd. Det sælges i 25 lande, har 30 konceptbutikker og bliver solgt hos mere end 1.300 forhandlere verden over.
Selected - Sommer 2015
Grundlagt: 1997
Prisniveau: Lavt
Mest kendt for: Gode basiselementer til fordelagtige priser.
Bonusinfo: Bestseller koncernen blev grundlagt i 1975 og har mere end 41.000 ansatte.
Fortæl om hvordan Selected blev til?
”Da Selected startede, lavede vi kun tøj til mænd, men i 2008 begyndte vi også at lave tøj til kvinder. Vi voksede os større og større og begyndte at sælge vores tøj i mange lande. Vi lavede to linjer af vores herretøj – Homme og Jeans. Homme er til den mere modeinteresserede og samtidigt klassiske mand. Jeans er lidt mere casual,” fortæller kreativ chef Daniel Struzinski.
Hvem laver I tøj til?
”Vi går efter den modebevidste mand, som kombinerer sin basisgarderobe med sæsonernes nye input. Det er mænd, som kender deres personlige stil, og som ved, hvad de vil have. Nogle følger alle de nye trends tæt, andre er mere interesserede i, hvad der passer dem og sidder godt.”
Selected - Forår 2014
Hvor fornemmer du, at herremoden bevæger sig hen i 2015?
”De traditionelle dresscodes nedbrydes, og elementer fra formelt skrædderi, denim og casual mikses. En klassisk farvepalet bestående af sort, blå, grå og hvid er dominerende. Farverne er herudover i mindre grad opdelt i sæsoner, og der ses derfor ikke dristige farveskift mellem hovedsæsonerne. Denne trend vidner om, at fokus i herremoden er på andre områder; design, kvalitet og styling.”
”En stærk tendens er et tonalt look, hvor valget af tekstiler er altafgørende for at skabe et nyt udtryk med varierende strukturerede overflader. Der leges desuden mere med silhuetten, hvor der veksles mellem smal, skræddersyet, volumen og et beskåret look. Desuden er tekniske metervarer og sporty detaljer stadig dominerende og implementeres fortsat især på overtøj.”
Hvis du skulle give ét godt råd til de danske mænd omkring påklædning, hvad skulle det så være?