Det ramte denne uge: Ure til fornuftige priser

Det ramte denne uge: Ure til fornuftige priser
Offentliggjort

Det er blevet tid til at samle op på ugens mange spændende mode- og stilnyheder.

Det har været en god uge for flere danske designtalenter, og så holder adidas snart stort jubilæum - og det skal fejres. Her blot 10 dage før juleaften, kommer der lidt spritny inspiration til ønskelisten. Ja selv det uopfindsomme par sokker kan du blive glad for i år.

Normal Timepieces ’Fuji’ kollektion - ca. 1.075 kr. med én rem.

Et fedt ur behøver ikke koste kassen. Den amerikanske produktdesigner Ross McBride har designet denne minimalistiske ur-kollektion for Normal Timepieces, som indeholder tre forskellige urskiver i børstet rustfrit stål. Det geniale – udover prisen – ved disse ure er, at det er super nemt at skifte rem. Du vælger selv, om du vil have en sort eller brun kalveskins rem, eller om det skal være en mere afslappende lærredsrem. De indtil videre fire tilgængelige remme kan alle købes separat, så det bliver muligt at skifte rem alt efter dagens gøremål. Se alle skiver og remme her.

Riots Resorts første kollektion nu i Storm

Tilbage i juli måned kunne det debuterende mærke Riots Resort præsenterer deres allerførste kollektion. Nu kan tøjet, der er inspireret af Københavns gadestil og L.A. ’s palmestrande, altså købes i en af Københavns førende mode og livsstils-butik. Lige i tide til juleindkøbene. Med masser af læder flirter mærket også med britisk rock ’n’ roll-kultur. Riots Resort har hænderne i vejret over at få sit tøj på Storms eksklusive hylder, hvilket er yderst forståeligt. Nye mærker, der tør satse stort, skal hyldes.

Han Kjøbenhavn 2014 kortfilm

Endnu en velproduceret kortfilm fra det København-baserede mærke, der efterhånden har gjort det til en tradition at fremvise sine kollektioner med disse film. De karakteristiske ældre mænd er i hovedrollerne i filmen, som denne gang handler om skalpering. Det lyder en anelse absurd og en smule langt væk fra mode. Men ikke desto mindre lykkes det igen Han Kjøbenhavn at vise sit efterår/vintertøj frem på kreativ vis. En kollektion, der virkelig fortjener stor ros og burde præge manges ønskelister. Tjek det meste af kollektionen ud her.

Comme Des Garcons x Bata Tennis – ca. 710 kr.



Japanerne har valgt at sætte sit eget præg på Bata’s klassiske tennis silhuet med en gang polkaprikker. Schweiziske Bata har solgt over en halv milliard sneakers i Indien, som dog er deres klart største marked. Det kan vise sig at være en klog beslutning at slå sig sammen med Comme Des Garcons i forsøget på at erobre resten af verdenen. De nye polkaprikkede tennis-sko er i hvert fald sat på hylderne hos blandt andet Dover Street Market New York og parisiske Colette.

TRIWA Klinga – 1.395 kr. (DAWN Klinga)



Lækkert design og svensk kvalitet for få penge – et oplagt julegaveønske. Stockholmske TRIWA forsøger at kombinere mode og klassisk design i sine produkter, hvilket kommer meget godt til udtryk i dette ur. Uret er et godt bud, hvis man ikke har økonomien eller prioriteringen til et ur fra et af de mest traditionsrige ur-producenter. Du kan hente det hjem her.

adidas Originals Consortium Superstar ”Made in France” – 1.650 kr. (prisen hos Titolo)



Det er ikke fordi, de ikke har gjort før – taget en ikonisk sneaker og pillet lidt ved den – men nu skal en af deres absolut bedst sælgende sneakers hyldes. Da Run DMC sang om ’My Adidas’ tilbage i 1986, steg tyskernes indtjening voldsomt. Derfor er det oplagt at gøre lidt ekstra ud af fejringen af skoens 45 års fødselsdag. Med få ændringer har man lavet en kopi af originalen.

Den 12. december startede salget i Wood Wood i København. De kan også købes her.

Martin Asbjørn har åbnet ny webshop



Designeren er et af de nye lysende navne på den danske modehimmel. Efter at være færdiguddannet fra The Design & Techincal Tailoring i 2011, etablerede han sit eget tøjmærke. Tøjet mixer sportstøj, læder og klassisk herreskrædderi til hverdags-uniformen. Nu er Martin Asbjørn så klar med sin egen webshop, så tøjet nemmere kan blive bredt ud, og flere kan få glæde af designerens åbenlyse kvaliteter. Tjek den og Martin Asbjørns vinter-kollektion ud her.

URU Design ’Collection 2’ – ca. 220 kr. for en pakke



Sokker du med sindsro kan ønske dig til jul.

URU kombinerer med deres 'Solo Socks' dansk design, innovation og økologi. Sokkerne er designet til at mixe og matche. Ideen er, at ingen sokker i pakken (indeholder 5 stk.) er ens. Så går der hul på én af sokkerne, behøver man ikke smide begge sokker ud, i stedet kombinerer man med de resterende. De er desuden økologiske og indpakningen bæredygtig. Stifteren bag har tidligere arbejdet med international markedsføring hos Novo Nordisk, og han lancerede for et års tid siden URUs første kollektion.

I denne uge er mærkets anden omgang sokker så sendt ud til bukker som fx Louisiana, og kommet op på deres egen webshop. Hvis man er mere til sorte sokker, har URU også lavet en pakke med fem forskellige sorte sokker.

Copson 'Bellini' coach-jakke – ca. 705 kr.



De tre seje piger, der står bag det londonske streetwear-mærke, har valgt at opdatere deres coach-jakke i julens farve. I deres design er de inspireret af gadekultur, solskinsdage og good times, og de sætter lidt kulør på decembers mørke. Coach-jakken er inspireret af en vintage-silhuet og udkommer lige i tide til ønskeliste-skrivningen. Prisen er yderst attraktiv, og så er jakken endda produceret hjemme i London. Ta' og tjek den ud.

FEIT vinter 2014 accessoirers – ca. 1.430 kr. for et bælte



Lækre håndlavede læder bælter og punge. Bælterne er af tre forskellige slags læder, og alle produkter er sammensat af to farver. Alt sammen er lavet i et familiedrevet værksted i den lille italienske by Luca, som ligger en times tid udenfor Firenze. Et begrænset antal er blevet sat på hylderne i deres flagskibsbutik i New York og deres online butik.

Mondaines Helvetica ur-kollektion – ca. 2.700 kr. for et.



Helvetica er ikke kun en af de mest brugte typografier, det er også den latinske betegnelse for schweizisk. Derfor er det ikke så sært at Mondaine, der er officiel tidstager for Swiss Railway, har valgt den ikoniske font til sine nye ure.

Mondaines fem nye urskiver kommer med en rem af enten læder, nylon eller mesh metal. Helvetica er kendt for at være det sikre og enkle skrifttype-valgt, hvilket passer godt til urenes enkle og sofistikerede design. The Mondaine Helvetica urene kan nu skrives på ønskelisten eller være julegaven til sig selv.

LÆS OGSÅ: Sådan finder du den perfekte skjorte

LÆS OGSÅ: 10 ting til manden, der påstår han ikke ønsker sig noget

LÆS OGSÅ: Det ramte denne uge - cool skitøj