Won Hundred

Nikolaj Nielsen fra Won Hundred: "Nu tror jeg for alvor på vores mærke"

Se hele Won Hundreds efterår/vinter-kollektion 2017 her.

Won Hundred
Offentliggjort

Nikolaj Nielsen er en lettet mand.

For det første gik hans show under modeugen godt. Han har fået rosende ord med på vejen, og folk har forstået, hvad han gerne vil med sit mærke, Won Hundred.

Men det er ikke kun derfor, at han er lettet. Der er kommet mere ro bag kulisserne hos Won Hundred, efter at Nikolaj Nielsens bedste ven Michael Mortensen, der har tjent sin formue på at sælge to byggefirmaer, har investeret 20 millioner kroner i virksomheden, mens han har købt ejerne af Samsøe & Samsøe ud af Won Hundred.

“Won Hundred 2.0 lyder måske lidt revisor-agtigt, men det er jo en ny start for brandet. Nu har vi en anden ejerstruktur, og Michael og jeg har været bedste venner i 20 år. Vi forstår hinanden. Økonomisk har han mulighed for at hjælpe mig, men han synes også, det er sjovt. Jeg tror meget mere på det nu, fordi vi har slettet det, som tidligere er gået dårligt,” siger Nikolaj Nielsen.

I Won Hundreds nye efterår/vinter-kollektion 2017, som brandet præsenterede tidligere på ugen, kan man allerede spotte den frihed, som Nikolaj Nielsen har fået med mærkets nye ejerstruktur. Han har fået frie hænder og en god peptalk fra sin bedste ven Michael Mortensen:

“Han synes, at jeg skal klø på og give den gas. Det var det, jeg fik at vide. Så får jeg da endnu mere lyst til at give den gas. Jeg er lettet over, at det hele har ændret sig her til årsskiftet,” siger Nikolaj Nielsen om ejerskiftet, der trådte i kraft til nytår, men har været på tegnebrættet i længere tid.

Den nye kollektion var fra Nikolaj Nielsens side et statement om, hvad han gerne vil med mærket Won Hundred i fremtiden. Hovedfokusset vil stadig være på denim, men Nikolaj Nielsen beskriver den nye kollektion sådan her:

“Vi vil gerne være et brand, der henvender sig til ham, der sidder på bodegaen. Jeg vil ikke sættes i bås, så folk kun tror, at vi laver én bestemt ting. Når ham, der går på bodeagen, har fået børn om fem år, hvem er det så, der kommer på bodegaen? Hvordan ser han ud? Jeg vil gerne følge med,” siger Nikolaj Nielsen om den nye kollektion.

Euromans moderedaktør Frederik Lentz Andersen er imponeret over Won Hundreds nye kollektion, hvor han synes, at Nikolaj Nielsen virkelig træder i karakter som designer.

“Jeg kunne sagtens se Nikolaj selv rende rundt i de her designs. Han skinner igennem i sit tøj,” siger Frederik Lentz Andersen.

Desuden hæfter moderedaktøren sig ved, at Nikolaj Nielsen har været god til at fange tidens tendenser, hvor noget der traditionelt bliver set som grimt gøres til cool i modebilledet, ligesom man ser hos mærket Vetements.

Reglen er, at der ingen regler er.

Den helt store inspiration til den nye kollektion har været den danske speedwaykører Ole Olsen, som også var til stede under Won Hundreds show.

“Vi har glemt de gamle helte, som stadig er her. Nu har vi trukket en gammel helt frem som racerkøreren Ole Olsen og fundet inspiration i, hvordan han så ud, og hvem han var. Jeg kan godt lide, at der er et retroperspektiv i tøjet,” siger Nikolaj Nielsen.

LÆS OGSÅ: 15 eviggyldige klassikere til garderoben

LÆS OGSÅ: 9 ure vi godt kan li'

LÆS OGSÅ: Dansk løbetøjsmærke DOXA får international opmærksomhed