Database ICIJ Panama
Putin, Messi, din chef … og dig selv?
Stor offentliggørelse i dag: Nu kan du selv søge efter skurke i Panama Papers
Foto: Getty Images Skatteunddragelse? Hvem, mig?
Reaktionerne på #panamapapers, den gigantiske historie om konti og skuffeselskaber i det mellemamerikanske skattely, har på en måde været mere resigneret end egentligt forarget.
Som om vi allerede havde en klar fornemmelse af, at de riges rigdom aldrig kommer nogen som helst af deres medborgere til gode, og at deres krumspring for at holde skejserne i egne lommer nu bare er mere veldokumenterede end nogensinde før.
Således undrer det for eksempel de færreste, at der foregår lyssky transaktioner i en indercirkel omkring Vladimir Putin.
Og selv ikke tanken om, at Lionel Messi, verdensfodboldens vævre duksedreng, skulle have driblet 30 millioner kroner i skattely i Panama kan virkelig chokere os. For når man laver penge i den liga, må det jo være svært at give slip på dem igen, ikke?
Men hvad hvis det nu var en, du kendte personligt, der lavede den slags egoistiske finter, hvilken følelse ville du så have i brystet? Det kan du finde ud af fra i dag, mandag, klokken 20.00, hvor en kæmpe database over skatteunddragere bliver offentliggjort.
Det er det internationale konsortium for undersøgende journalistik (ICIJ), der har lavet databasen, der tillader brugere at søge på tusindvis af firmaer og personer i omkring 200 lande.
Konsortiet har lavet databasen ved at sammenstille sin egen undersøgelse fra 2013 med den enorme mængde navne på og oplysninger om skattelyholdere døbt #panamapapers, som en anonym hacker tidligere i år bragte den tyske avis Süddeutsche Zeitung i besiddelse af.
Avisen, der vurderede ikke at have mandskabskraft nok til at endevende datamængden, delte den med konsortiet ICIJ, der altså nu giver offentligheden adgang til at gå på oplevelse i en del af den.
"Du vil kunne se firmaerne og deres officielle ejere. Det er oplysninger, der aldrig har været tilgængelige før,” siger Marina Walker Guevara, ICIJ's vicedirektør, til CNN.
Der er dog ikke tale om en egentlig offentliggørelse af alle de lækkede dokumenter fra det nu berygtede advokatfirma Mossack Fonseca.
Man kommer nemlig ikke til at kunne læse hvor store pengebeløb, det enkelte firma har henlagt i Panama, eller andre kontraktlige detaljer. Men lidt forarget kan man vel godt blive trods alt, hvis man finder naboen med fingrene i databasen.
LÆS OGSÅ: Magtfaktor på isen: Se Putin som målscorer og oplægger i iishockey-dyst
LÆS OGSÅ: Kendisser og sociale medier: Sådan har du aldrig set dit horoskop før
LÆS OGSÅ: Efter Messi-Suarez-finten: Her er historiens køligste straffespark