”’Tag en tur til.’ Med alle de ting, jeg har oplevet med fodbolden, kunne jeg godt tænke mig at gøre det hele igen. Jeg fik det maksimale ud af mit talent, og det gjorde jeg, fordi jeg tog sagen i egen hånd og arbejdede for det. Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg skulle være fodboldspiller, og jeg gik benhårdt efter det. Som 10-årig tog jeg cyklen og kørte fra Taarbæk til HIK i Hellerup for at spille fodbold, uden at mine forældre vidste det. Det var den mentalitet, der tog mig steder hen, som jeg aldrig troede, jeg skulle opleve: landsholdet og EM-sejren i 1992 og den bedste række i Danmark og i Italien, hvor jeg pludselig var i La Gazzetta dello Sport og på Panini-kortene. Så ja, jeg ville sige til unge Henrik, at han skal tro på det, arbejde for det. Så skal det nok lykkes.”
”Det kan jo godt lyde åndssvagt, men ja, det var og er en stor ting. Dengang fyldte de selvfølgelig mere, ligesom aviserne og sportsbladene gjorde, for der var ingen sociale medier eller computerspil dengang. I dag er jeg ambassadør for fodboldkort, fordi jeg synes, de er en vigtig kulturel del af fodboldhistorien. Det er noget, som børn kan samles om, og de giver et nødvendigt modspil til at sidde og glo ind i en computer eller en telefon; de giver et andet tilhørsforhold, et andet kendskab til spillerne, som jeg godt kan lide.”
”I forbindelse med EM i 2021 blev min EM-trøje udstillet på Ofelia Plads i København. Den stod sammen med pokalen inde i en container bag noget plexiglas. Under en kamp vendte vagterne åbenbart ryggen til, og så var der nogen, der sneg sig ind og snuppede den. Jeg fandt først ud af det, da jeg kom derind en dag og spurgte, hvor fanden min trøje var henne. ’Jamen, den blev stjålet for et par dage siden,’ lød svaret så. Det kunne de sgu godt lige have sagt, tænkte jeg. Jeg fik fat i Stig Tøfting, som ’skrev en besked ud’, og jeg ved ikke, hvad det konkret indebar, men der skete i hvert fald noget, for pludselig blev min trøje sendt retur. Det er jeg meget glad for.”
”Et psykisk ar, ja. Da jeg skulle være far for første gang tilbage i 1994, spillede jeg i Mannheim i Tyskland, og jeg havde egentlig fået lov af træneren til at tage hjem, når fødslen gik i gang. Det blev weekend, og vi skulle spille i Saarbrücken, og den morgen gik fødslen i gang. Som aftalt med træneren gik jeg ind og sagde, at nu ville jeg altså smutte hjemad, for selvfølgelig skulle jeg være med til min søns fødsel. ’Ja ja, det er fint,’ svarede han. Men en halv time senere kom han tilbage og sagde, at præsidenten ikke ville lade mig flyve før efter kampen. De havde allerede arrangeret fly udenom mig, og sådan gik det altså. Rasmus blev født klokken 18, og jeg landede cirka en time efter i Kastrup. Det sidder stadig i mig.”
”Jeg ved ikke, om det er den bedste, men den længste bytur, jeg har haft, var i forbindelse med fejringen af Europamesterskabet i 1992. Den startede fredagen efter kampen, hvor vi efter medaljeoverrækkelsen tog bussen tilbage til hotellet og festede hele natten. Dagen efter tog vi flyveren hjem til København, og der drak vi selvfølgelig champagne undervejs. Turen ind til Rådhuset tog tre-fire timer, og der drak vi en masse kolde bajere. Om aftenen spiste vi på noget, der hed Copenhagen Corner, inden vi røg på irsk pub og festede videre. Jeg var nok hjemme igen klokken fire om natten, og på vejen hjem havde jeg selvfølgelig lige rundet pølsevognen. Klokken ni næste morgen skulle jeg op til min brors polterabend, og den kørte for mit vedkommende så til midnat, hvor min tredagesbytur så sluttede. Jeg må indrømme, at jeg sammen med blandt andre ’Faxe’ og Lars Olsen var en af holdets større festaber – jeg kunne virkelig tage fat, hvad angik bajerne.”
”Jeg elsker at spille golf. Jeg begyndte i Pisa. Der lå en golfbane ved træningsbanen, hvor jeg mødte en golftræner, som talte en smule engelsk. I dag spiller jeg i Søllerød, og det er virkelig afslappende, selvom der stadig er et konkurrencegen i mig, når jeg spiller mod Klavs Berggren og de andre. Mit handicap er på 15, men det var altså lavere, da jeg spillede i Italien, vil jeg lige indskyde!”
”Det store kolde bord med øl og snaps til. Det er det bedste. Jeg skal nok bruge det meste af min maveplads på sild, og jeg spiser alle slags sild – fra stegte til karry og videre til de marinerede. Jeg har det sorte bælte i det store kolde bord.”
”Det må næsten have været i forbindelse med EM i 1992. Jeg havde spillet kamp med Lyngby nogle dage inden, da jeg gik rundt derhjemme, og telefonen ringede. Simon Rasmussen, holdlederen, var i den anden ende af røret, og selvom de havde sagt, at vi skulle gøre os klar på, at det kunne ske, handlede opkaldet alligevel næsten mest af alt om, om man havde tid. ’Øhh, jaaa.’ Jeg havde egentlig booket en 14 dages ferie til Kreta, men den måtte jo så aflyses. Det, tænker jeg, var en fin beslutning.”
scroll-down
