En uoriginal Bianchi, grøn

I 1995 blev Bjarne (Riis, red.) treer i Touren. På det tidspunkt kørte han for Gewiss-Ballan, og min helt store drøm var at få en cykel magen til hans.

Det vidste min far (cykelrytter Tom Breschel, red.) godt, så han skaffede en Bianchi i denne her velkendte celestegrøn, som han havde fået malet hos autolakereren Dibberen ude i Rødovre og derefter sat mærker på.

Det var en voksencykel, men med sadlen knaldet helt i bund, og den havde tåklips og nogle gamle Shimano-gear med gearskifte nede på skrårøret.

Den blev så opdateret året efter, da jeg startede med at køre licenscykelløb, hvor den fik tilføjet den billigste Campagnolo-geargruppe – ’Avanti’, hed den. Det var simpelthen så lækkert.

Jeg følte mig som Bjarne Riis, og jeg var så stolt, at jeg rent faktisk sov med cyklen enkelte gange. Jeg vandt også mit allerførste cykelløb på den, et løb i Holbæk som drengerytter.

Og så var det også cyklen, som på den hårde måde lærte mig at blive autodidakt cykelmekaniker, da min far tvang mig til at skille den ad og samle den igen. Det var først 20. gang, jeg skilte den ad, at jeg rent faktisk lærte at samle den igen. Jeg kørte på den i to år, og jeg har den faktisk endnu. 

Specialdesignet Loke-cykel, hvid

Min farfars halvbror havde cykelbutikken Loke Cykler, der ligger på Nørrebrogade, og i 2000, da jeg var blevet juniorrytter, begyndte han at sponsorere min far og mig.

Vi fik endda muligheden for at tegne vores egne cykler, så jeg kan tydeligt huske, at min far lå inde på stuegulvet og én til én tegnede en cykel i hånden, hvorefter han sendte papirerne ned til Columbus-fabrikken.

Columbus var virkelig et kvalitetsstempel dengang, de lavede stål- og aluminiumsrør og leverede blandt andet rammer til alle de store cykelfabrikanter. Og så svejsede de så de her speciallavede cykler, som blev sendt tilbage, og som igen blev lakeret ude hos Bibberen.

Mærket hed egentlig bare Loke, og jeg havde tre af dem: én i sort, én i hvid og så en enkeltstartscykel. Den hvide vandt jeg junior-DM på. Jeg havde nok haft dem i et halvt år, da jeg vandt, men cirka en måned efter gik den sorte i stykker. Den hvide holdt året ud, og så var den også færdig.

Når cyklerne var nye, og stålet var friskt, var det simpelthen noget af det bedste, du kunne køre på, men de havde en forholdsvis kort levetid, fordi sådan en omgang stål bliver blødt med tiden. Til sidst var det som at træde i en gang smør. 

Principia Rex, sort

Lige før, jeg første gang skulle køre junior-VM, fik jeg en sponsorcykel, nærmere bestemt en Principia Rex. Principia er et gammelt dansk mærke oppe fra Nørre Sundby, og det var helt fantastisk at få sponsoreret en cykel, der ovenikøbet var rigtig god at køre på, fra et velkendt mærke.

Principia leverede dengang også rammer til Linda McCartney-holdet, altså holdet ejet af Paul McCartneys daværende kone. Det var et engelsk hold med halvstore stjerner, blandt andre Pascal Richard, som vandt OL i 1996, og Max Sciandri. Den var monteret med Shimano Dura-Ace, som min far nok havde hustlet sig til. Grebene var fra Skibby, og der stod ’Shimano’ ned ad dem, hvilket det ellers kun var proffer, der havde.

Jeg var dødsens nervøs, da jeg stod på målstregen med den cykel mellem benene til junior-VM nede i Portugal, og røg i udbrud fra start af. På næstsidste omgang blev jeg så hentet. Min landstræner var skidesur, for det var ikke planen, men jeg var simpelthen så bange, at jeg bare strøg afsted.

Jeg kørte på cyklen året ud, og så husker jeg det, som om min far solgte den. Året efter blev vi sponsoreret af det franske mærke Look.  

Cervélo, sort 

Min første ramme som professionel var fra Cervélo, som mit første hold efter amatørtiden, Team CSC, kørte på. Alle de store ryttere kørte på carboncykler allerede dengang, men eftersom jeg var nederst i hierarkiet, kørte jeg stadig på aluminium. Den var noget tungere end alle andres, men stadig en hurtig og virkelig fed cykel.

Det var første gang, at man virkelig begyndte at gå op i aerodynamik, så den var med et oversized skrårør, der var dråbeformet.

Jeg tror, at Bjarnes tidlige fokus på netop aerodynamik har spillet en rolle i den succes, som CSC havde. Han er grunden til, at Cervélo blev store, for oprindeligt byggede de rammer til triatleter, men de havde et ønske om at komme ind på markedet for landevejscykling.

Det gjorde selvfølgelig også, at Bjarne havde noget at skulle have sagt, og de lyttede meget til ham. Jeg vandt aldrig et løb på den cykel, men det kom året efter, da jeg blev opgraderet til en carboncykel. 

Cannondale Evo, lilla

En af min karrieres sidste cykler, i hvert fald den sidste, jeg virkelig satte pris på som cykelrytter. Den var ret retro i geometrien, og så havde den fælgbremser. Det var faktisk den sidste cykel med fælgbremser, som Cannondale producerede. Den havde en helt skør lakering med noget lilla, der var nærmest lidt hippie over den.

Jeg hører også stadig fra folk, som ejede den, hvor meget de fortryder at have skilt sig af med den, fordi det er en cykel, der på mange måder vakte opsigt. EF Education First–Drapac, holdet, som jeg kørte på, var så søde at give mig den cykel, efter jeg stoppede hos dem, så jeg har den stadig, og det er den, jeg cykler på nu. Selvom den faktisk er på vej i skuret. 

Cannondale, sort

Jeg har lige bestilt ny cykel, som jeg ikke har fået endnu. Det er en specialdesignet Cannondale, som blev lavet specifikt til Flandern Rundt i år, hvor vores tøjproducent Rapha også lavede noget specialdesignet tøj. Der er nok kun lavet 16 eksemplarer af den i alt.

Rammen kan man selvfølgelig købe igennem Cannondale, men lakeringen er ret speciel, og jeg glæder mig som et lillebitte barn til at få den ind ad døren. Jeg trænger også til det, må jeg indrømme.

Når jeg er ude at køre med Brian Holm, kører han nærmest fra mig, og det kan jeg ikke have siddende på mig. Det spiller helt sikkert også ind i mit cykelskifte. Jeg skal have en hurtigere og mere aerodynamisk cykel; man kommer ikke langt på nostalgi.

Jeg har rammer fra CSC- og Rabobank-dagene, som jeg har kørt ganske få gange på her for nylig, men det er noget værre lort. Du kommer ingen vegne på dem. Og jeg sidder også ad helvedes til, så dem er der ikke meget ved rent køremæssigt.