Bouchard og Bourgogne

Bouchard og Bourgogne

Bouchard og Bourgogne
Offentliggjort

Bourgogne er også vinkøbmænd og store kældre. Ikke kun bønder i overalls og specialiserede proprietærer med forstand på én kommune. I Beaune ligger de tre store gamle negocianter, Louis Jadot, Drouhin og ikke mindst Bouchard Père & Fils med uoverskuelige porteføljer, blandet af både opkøbt druemateriale og frugt fra egne marker. På trods af husstil er der også masser af forskellighed mellem de enkelte aftapninger. Bouchard Père & Fils har lige præsenteret sine 2012ere i Danmark. Vel er tidlige smagninger, altså smagninger kort efter frigivelse, altid hårde og vanskelige, men ’12-smagningen af Bouchards line-up er en af de sværeste smagninger jeg længe har oplevet. Op og ned, en rutsjebanetur, men egentlig ikke på grund af kvaliteten. Overordnet er der intet skidt vin – det er der aldrig hos Bouchard, men vejret gav udfordringer, som vinfolkene var nødt til nærmest at søge ad-hoc-løsninger på. Hagl hærgede enkelte kommuner i Côte de Beaune, udbytterne blev reduceret naturligt, bærrene var små, så ekstraktionen skulle håndteres ekstremt nænsomt. Syren var høj, frugten var både undermoden, overmoden og nogle gange angrebet af råd, hård selektering var nødvendig, farvestoffet var mørkt og tanninen for de røde potentielt høj. De røde er vældig koncentrerede, nogle af dem endda for koncentrerede og selvom Bouchard nedjusterede på fadene, er der enkelte vine med for voldsom egetræ. De hvide er generelt set de bedste. Topscoreren er Corton-Charlemagne med sin nærmest reduktive muthed, lugt af stål, karambole og citron, efterfulgt af Meursault Genevrieres og Beaune Clos St. Landry, der slægter hinanden på. Salturt, valle, æblemost og creme anglaise med skindbitterhed i eftersmagen. Blandt de røde skal man gå op til Beaune Theurons for fuld tilfredshed og lade de billigere være – måske med undtagelse af husvinen, Beaune du Château med sin jordede kirsebær og velbalancerede pallette. Bouchards Volnay Caillerets er også god, men meget mere californisk end burgundisk, sort, høj-oktan pinot og med tannin som en moderne toscansk sangiovese. Min normale favorit Beaune Vigne l’Enfant de Jesus er vred i 2012 og vil ikke af med noget lige nu. Prøv igen om fem år. Til gengæld er Le Corton stor fra snif nr. 1, overvældende duft, koks og let grønkrydret kirsebær og tranebær, perfekt pinot harmoni på tungen. Og den er ovenikøbet langt billigere end Chapelle-Chambertin i toppen af dagens smageprogram. Køb hvidt eller Beaune 1er Cru generelt i denne årgang.

Bouchard Père & Fils forhandles af www.eriksorensenvin.dk