”I al beskedenhed mener jeg ikke, man kan sætte en finger på mine kompetencer”

DER ER TO MÅDER AT SIGE DET FØLGENDE PÅ.

Den pæne måde: Som statsminister omgives man af servile sjæle og forkrampet stræbsomhed. 

Den utroligt grimme måde: Mette Frederiksen er – helt uforvarende – omgivet af tyndskid.

I virkeligheden er det lidt af en tilståelsessag, for selv sad jeg med dirrende nakkehår kort før mit første interview med Mette Frederiksen på toilettet ved Sophienholm og tænkte på, hvor mange der gennem tiden har siddet lige her som mig – med en bil parkeret ved museet, der er nabo til statsministerresidensen Marienborg, og i en fortvivlende tilstand af latrinær ubalance slået tiden ihjel inden et møde med landets øverste magtskikkelse. Det er nok ikke så få. 

Sådan er det vel at være statsminister: Man gør folk nervøse. Måske er det endnu værre med Mette Frederiksen, man hører jo så meget. (Fra medfølende kollegaer med Mette Frederiksen-erfaring var det glade budskab: ”Du må ikke blive alt for ked af det bagefter.”)

Mit indtryk var, at Mette Frederiksen mest fokuserede på krigen i Ukraine, krigen i Mellemøsten og krigen mod deserterede vælgere. Ikke at hendes væsen gav dem omkring hende dårlig mave. Så ved et senere møde traf jeg den halsbrækkende beslutning at gøre hende opmærksom på, at hun nok er det menneske her til lands, der oftest møder folk, der lige er vaklet ud fra toilettet. 

”Jeg havde virkelig dårlig mave, inden jeg skulle interviewe dig første gang,” sagde jeg og forsøgte at lyde sjov og naturlig uden at lykkes med nogen af delene. 

Hun pegede øjenbrynene opad og spurgte med en nordjysk moders omsorgsfulde bekymring: ”Havde du det?” og så var magtforholdet ligesom etableret.

Og sådan er det bare.

Når Mette Frederiksen møder folk for første gang, har de altid deres pæneste tøj på. De har børstet tænderne grundigt, og de smiler og smiler og smiler, og de har håndvaskvåde hænder. Hun er omgivet af smilende livvagter, der hver dag møder på arbejde og er klar til at tage en kugle i brystet for hende. 

Og af mennesker, hvis karriere afhænger af hendes gemyt. Så når meningsmålingerne er helt i hundene, minder de sig selv og hinanden om, hvor langt forbi meningsmålingerne skød forud for det ”historisk gode valg” i 2022. Og så smiler de hovent og siger, at man aldrig skal undervurdere Mette Frederiksen i en valgkamp. 

Det er derfor, jeg skriver til dig, Bo Tengberg. 

Du smiler også dit eget velanbragte Mona Lisa-smil. Din ryg er rank, du siger ikke meget, din hånd hviler i din hustrus og ryster aldrig. Den smilende klippe, Bo. Men du må gemme på indsigter, Bo, hun end ikke selv er i besiddelse af. 

I al den tid, jeg har brugt med statsministeren, er jeg igen og igen blevet overmandet af en kriblende lyst til at finde dig, hvor end du så befinder dig, hælde to liter sandhedsserum ned i Mona Lisa-smilet og spørge dig om det samme, som jeg ved, Mette Frederiksen spørger dig om, når det hele spidser til: 

Hvad synes du, Bo?

OM METTE FREDERIKSEN ved jeg alt muligt. Jeg har læst alle bøgerne, hundredvis af interview, set hendes gråblå øjne svitse journalister i knæ, set hende svømme efter sæler med den godmodige Beha-familie og alt derimellem. 

Så jeg ved godt, at den socialdemokratiske superhelt Peter Sabroe hang i plakatform på teenageværelset i det aalborgske Grønlandskvarter. At hun meldte sig ind i det sydafrikanske parti ANC som 12-årig. At hendes heltemod kostede hende en brækket næse, da hun blev kaldt perkerelsker og fik én på skrinet, fordi hun forsvarede en flygtning. Jeg kender alle historierne.

Om dig ved jeg stort set ingenting. Var man ikke berejst i det danske sprog, kunne man tro, at du hed Filmfotografen til fornavn. Sådan tituleres du jo altid. Filmfotografen Bo Tengberg, der har tre børn fra tidligere forhold.

Og så forstår jeg, at I begge er litterære mennesker. Det er ikke – kun – et forsøg på at slibe sit offentlige omdømme til, når Mette Frederiksen lægger stakke af bøger på sin Instagram. Der bliver sgu læst. (”Ikke lydbøger,” fortalte hun mig med et ansigtsudtryk som en, der lige havde drukket appelsinjuice med en tandpastasmag i munden.)

Du ville sikkert have moret dig over synet af din hustru, der på et Challenger-fly til vej til Bruxelles – som det fortælles blandt embedsmænd – stoppede op på sin gang gennem flyet, da hun så en ung medarbejder sidde og læse i Katherine Diez’ lavtbesungne selvbiografi. Hun vendte hagen ned mod halsen og smilede underforstået til sin rødkindede kollega. Og så gik hun ordløst videre ned til sin egen plads. Samme uge ondulerede hun selv Abdulrazak Gurnah, Liv Duvå og Anne Applebaum.

Det harmonerer fuldkommen med min forestilling om dig. 13 år ældre end Mette Frederiksen og alment velbevandret. En dannet mand med et godt hår og uret siddende om højre håndled. 

En dag, da vi gik en tur ved havnefronten i Aalborg, spurgte jeg Mette, hvad det var, der var med ham Bo, og du vil blive smigret over svaret: 

”Der skal meget til at bringe ham ud af kurs. Det har jeg nærmest aldrig oplevet. Vi har været sammen i 10 år, og han har nærmest aldrig brokket sig over arbejdsbyrden eller livvagterne. Opmærksomheden. Så han er jo min klippe. Også når det har blæst, og når det har været svært.”

Der er flere, der kender din hustru fra den sumpede randzone mellem det professionelle og det private, som har fortalt mig om, hvordan hendes hjerne i abrupte ryk skifter ind og ud mellem arbejde og fritid. Som om arbejdsdisketten manuelt skal tages ud og erstattes af fritidsdisketten, hvis hun i en arbejdssituation pludselig spørges ind til, hvilken kage hun tager med til forældremøde i weekenden. Det kan man simpelthen aflæse i hendes ansigt.

Det fik mig til at tænke, at du, Bo, bedre end nogen anden kan fortælle mig, hvad der sker, når døren til ministerbilen smækkes, og hun kommer hjem og sætter fritidsdisketten i. Hvordan er det rigtigt at være Mette Frederiksen?

”Ja!” svarede hun, da jeg spurgte, om det var sjovt at være hende.

”Jeg synes ikke, det har været sjovt hele tiden. Og det har jeg heller ikke haft en forventning om, at det skulle være. Men der er meget af det, der er sjovt.”

Situationen var jo ellers lidt kompliceret for din hårdtarbejdende hustru, Bo. I det tilfælde, at du simpelthen holder blikket langt fra målinger og kommentatorsnak (det tror jeg ikke, du gør, men vi har jo aldrig talt sammen, så hvem ved?) vil jeg opridse problemets omfang: 

Oktobermeningsmålingerne var dødkedelige. 20 procent på en god dag. Den storstilede lancering af debatten om, hvornår danskerne skal på pension – en kioskbasker i S-regi – havde ikke flyttet noget nævneværdigt. 

Partiet fik stryg ved Europa-Parlamentsvalget – lavere tilslutning end SF. 

Og så var der de målinger, der handlede om Mette Frederiksen selv, og de var næsten endnu værre. Lad os komme tilbage til dem senere. 

På bundlinjen står, at jeg mødte din hustru med formodningen om, at det var en svær tid for hende. En tung og udfordrende tid. Men det var ikke en leg, hun gad at lege. Og tror du så, det er den leg, man ender med at lege, Bo?

SÅ ALTSÅ: JEG GIK en tur rundt om Bagsværd Sø med din kone. Syv kilometer og en sjat. Det var en overvældende smuk efterårsdag, luften var knasende sprød, det gyldne lys dansede i det blanke søvand. 

Du kan nok forestille dig, at der var mange mennesker langs søbredden. Og at intet kan tage livet af en god samtale som synet af landets statsminister, der iført beige sweater og kondisko underligt pludseligt kommer gående lige mod én.

Veninder med termokaffe i hænderne stoppede stumpt med at tale om deres arbejdsliv, forfængelighedsforladte kærestepar pausede skænderierne, da de rundede et egetræ, kiggede frem for sig, og deres stivnede blikke sagde: ”Det er sgu da …” 

Det var simpelthen et hverdagsdramatisk øjeblik. 

Hun sænkede også tempoet i sin egen talestrøm, kiggede den forbipasserende lige ind i hjernemassen og ramte dem mellem øjnene med et smilende ”hej.” Og så fik hun et halvkvalt, forlegent hej tilbage.

”Det har været nogle år, hvor jeg – hej – af gode grunde har været meget eksponeret. Men jeg havde mistet noget glæde. Og jeg var blevet lidt bange. Men det vil jeg simpelthen ikke være, for jeg har aldrig været bange – hej – før i mit liv.”

Gør hun også det, Bo, når I går tur sammen? Er det ikke lidt forstyrrende? Eller siger du også hej? Så går landets statsministerpar og siger hej i kor. Det er udfordrende at forestille sig, blandt andet fordi jeg aldrig har hørt din stemme. 

Vi talte om noget, der havde været svært for hende: tiden efter hun i juni blev overfaldet, simpelthen slået ned på åben gade, ikke langt fra jeres hjem i det indre København af en fordrukken polsk statsborger. 

Nu skal jeg ikke kunne sige, hvordan du oplevede det, men for din hustru var det mere end almindeligt smertefuldt, fortalte hun mig, gående i rask trav: 

”Jeg havde det ikke særligt godt. Jeg var blevet ked af det.”

Så I flyttede ud af byen, nordpå til rummelige Marienborg. Og Mette holdt ikke færre end seks ugers sommerferie fra sociale medier. Svømmede i havet, begyndte at tegne og male for første gang i sit liv. Overfaldet var en kulmination på noget, sagde hun.

”Altså …” 

Hun tænkte sig ligesom lige om. 

”Jeg gider ikke lægge skjul på, at København har ændret sig efter Hamas’ angreb på Israel for et år siden. Der skete noget omkring min person i København. Daglige tilråb. Trusler. Biler, der kørte op på siden af mig og rullede vinduet ned, og så sad der fire mænd og stirrede på mig. Intimiderende, truende. Overfaldet var nok den berømte dråbe.”

Jeg ved fra Mette selv, at I to taler meget om politik, Bo, men jeg spekulerer på, om du også nogle gange udfordrer hende på Danmarks position over for Israel. Det er jo den, disse mennesker er så utroligt sure over. At Danmark eksporterer våbendele, der formodentlig bliver brugt til at dræbe civile palæstinensere i chokerende omfang.

Nå, men politiske uenigheder eller ej har du nok også været ramt af at se din hustru, som resten af Danmark så hende i de første offentlige optrædener efter overfaldet. Vingeskudt og ærlig om netop dét. Var der noget rart over at kunne fortælle åbent om sit velbefindende?

”Det var faktisk ikke særlig sjovt. Det er det sidste private – hej – jeg næsten har tilbage. Jeg tror bare ikke, der var så mange andre muligheder, fordi jeg havde det ikke godt, og det kunne folk godt se. Og jeg har ikke lyst til at stå og sige noget, der ikke er rigtigt.” 

Og så troede jeg egentlig, at vi nu havde gået os varme og rigtig skulle svælge rundt i Mettes aktuelle følelsesliv. Men jeg tænker, Bo, at det er rimeligt nok at sige, at din hustru ikke er typen, der i spontane anfald af meddelsomhed taler over sig i selskab med journalister.

Den slags foregår på hendes præmisser. Hun ved, hvad hun vil sige, og det er ret præcist dét, der ender med at blive sagt. Det er Mette Frederiksen, der stiller hundeskålen frem, og så må man bare slikke den ren på omhyggelig vis. 

Så jeg spurgte hende med mine store hundeøjne, hvordan overfaldet prægede hendes indre liv her fire måneder efter. 

”Det præger mig overhovedet ikke. Jeg tænker ikke på det. Det er ikke noget, der fylder.” 

KENDER DU DEN OM den nye, gamle Mette Frederiksen? Du læser vel også aviser, Bo, så mon ikke. 

Den firskårne hjem-ude-hjem-analyse er, at Mette Frederiksen i sin tidlige statsministerperiode var socialdemokrat i Ankers ånd, hun var rød, før hun var grøn, hun spiste jævn mad og sang fællessang og pudsede sine egne vinduer. 

Så blev hun kosmopolit, bejlede til internationale topposter, læste lange bøger, blev sindssygt god til engelsk og førte koldblodig reformpolitik med sine nye, borgerlige venner.

Og så, på den anden side af sommerferien, var den gamle Mette tilbage med sine hjemmebagte boller og et ’vi’, der ikke dækkede over ’regeringen’, men over ’Socialdemokratiet’. 

Det var en anden Mette Frederiksen, end den der var gået såret på sommerferie med en forslået skulder og et jammerligt Europa-Parlamentsvalg på samvittigheden. 

Dels var der ny politik på hylderne: Helt og aldeles fraværende var forårsformaningen om, at danskerne skulle arbejde mere, nej, nu ville Socialdemokratiet forandre hele landets økonomiske fundament og begrænse den automatiske stigning i pensionsalderen.

”Vi må gøre os mere umage for at betrygge folk i, at vi er socialdemokratiske nok. Og i det lys skal man selvfølgelig også se vores pensionsudmelding,” tilstod hun ved Bagsværd Sø. 

Og så var der håret: Hvis man som midaldrende kvinde går og frustreres over, at absolut ingen kommenterer på, når man har lagt 2.000 kroner hos frisøren, skulle man bare tage at blive statsminister. Mindst lige så omtalt som pensionsdebatten var det, at Mettes opsatte knold var slået ud til en frejdigere, blondfarvet nakkehårsfrisure. 

Den slags betyder bare noget. Er det her, Bo Tengberg som consigliere kommer ind i billedet?

”Som statsminister skal man lade sig rådgive om mangt og meget,” sagde Mette selv og smilede, ”men lige det har jeg altså ikke diskuteret med nogen. Historien er faktisk ikke anderledes, end at jeg har det, der hedder skandinavisk hår. Oversat: leverpostejsfarvet og tyndt. Under corona tabte jeg rigtig meget af det. Og så kan man faktisk ikke have det nede, for der er ikke noget at have nede. Men nu er det begyndt at komme tilbage.”

En dag i slutningen af september mødte jeg den nye, gamle Mette iført ruskindsstøvler, denimsæt og håret slået ud. Det var intet mindre end et look. Dagens arrangement fik mig til at tænke på noget, man tit hører om din hustru: at hun er meget utålmodig. 

”Knoppen kører bare hurtigt,” fortalte en, der har arbejdet tæt på hende i årtier, ”og så kan hun have svært ved at forstå, hvorfor fanden andre ikke allerede har tænkt det samme, som hun tænkte for længe siden.” 

En anden med indsigt i forhandlingerne om SVM-regeringsdannelsen på Marienborg beskrev en forhandler, der ikke spilder tid på hyggesnak og rødvinsdebat i forhandlingsmiljøets tjeneste, nej, det er bare i gang. 

Men som statsminister må man en gang imellem være tålmodig. Hvilket utålmodigt menneske ville kunne rumme at invitere 30 Hus Forbi-sælgere med deres dryppende hunde og udtrådte vinterstøvler op på Marienborgs cremefarvede gulvtæpper? Det gjorde Mette Frederiksen på septembers sidste dag, for nu skulle der tales socialpolitik. Dagen efter skulle hendes åbningstale i Folketinget handle om netop det – hvordan vi kunne gøre mere for at hjælpe samfundets allersvageste.

Skulle der i dagens anledning snige sig et strejf af utålmodighed ind, hang det helt uvægerligt sammen med, at Mette havde ondt i halsen. Og så kan det være vanskeligt at råbe 30 hjemløse op. 

Hun slog på sit glas under teltdugen foran Marienborg, hvor de hjemløse havde taget for sig af chili con carne, sodavand og – for nu at udlægge teksten, præcis som den er – hovedsageligt flaskeøl. 

”Jaja, vi har hørt dig,” råbte en af de hjemløse, og de andre grinede, og Mette og socialminister Sophie Hæstorp Andersen – der ellers lige var blevet hilst på af en af de hjemløse med et ”og hvem er du så?” – grinede også lidt. 

Statsministeren inviterede de hjemløse med indenfor. 

”Det er jo lidt koldt i dag,” lagde hun bolden op til de hjemløse. Det var vel 13 grader.

”Ja, så skulle du prøve, når det er vinter,” råbte en fra bagerste række. Smash! 

Så gik de indenfor, og Mette og hendes medarbejderstab viste de hjemløse rundt på Marienborg. Det var et sælsomt mylder af de henholdsvist mest og mindst selvkontrollerende mennesker i kongeriget Danmark. Statsministerens skrantende stemme kom på overarbejde, hun hostede og hakkede. 

”Du smitter!” anklagede en kvinde med grønlandske aner fjollet.

”Jeg skal nok holde afstand,” smilede statsministeren. 

”Der er altså ikke corona mere,” sagde en anden. 

”Jeg tror altså ikke, det er corona,” smilede statsministeren nu med et smil så smalt, at det kunne flyve gennem en dørsprække, mens hun tippede hovedet lidt til den ene side, og så afkortede hun den ceremonielle Marienborg-rundtur med adskillige rum. 

I det store møderum med stolene peget ind mod midten fandt de hjemløse deres pladser. Mette satte sig ved siden af Kenni og Luna, der har en sort pjuskefrisure og en måne tatoveret under det ene øje. 

”Mette, du skal være Kennis sugarmommy, ha ha.” 

Statsministeren vendte ansigtet nedad og kiggede alvorligt på hende, mens hun formede et T med sine hænder; timeout til Luna.

Når jeg fortæller alt det her, Bo, er det, fordi jeg studsede over din hustrus efterfølgende reaktion på det, jeg havde opfattet som en form for ekstremsport udi rummelighed: 

”Er det ikke vildt, hvor godt de er orienteret i, hvad der sker ude i samfundet?” sagde hun bare til mig, da bussen fyldt med Hus Forbi-sælgere var trillet igennem Marienborgs store stålport. 

Tjo, det var én måde at se det på. Jeg ville bare gerne vide, hvornår det så er, at Mette kommer hjem fra arbejde, kaster skuldertasken fra sig, smider sig i sofaen og skriger ned i en pude. Så jeg rakte ud efter dig – du må vide det bedst – og fik fra officielt hold den melding, at det med al sandsynlighed blev et nej. Bo er jo aldrig i pressen. 

Så måtte jeg tale med dem, der var lige foran mig. 

”Hun er jo bare et menneske ligesom alle os andre,” sagde Hus Forbi-sælgeren Kenni til mig efter sin snak med statsministeren, og selvom jeg ikke finder den store glæde i at korrigere en mand, der har været hjemløs i mere end 10 år og i det hele taget har gennemlevet mange livs pinsler, havde jeg lyst til at sige: Nej, Kenni, det er hun faktisk virkelig ikke.

Allerede næste dag beviste hun, at jeg havde ret. 

NU MÅ JEG fortælle noget, der er på grænsen af, hvad man kan tillade sig at sige i min position. Men ret tidligt i forløbet med din hustru blev jeg ramt af en form for stockholmsyndrom, og det kulminerede på Folketingets åbningsdag, hvor jeg sent om aftenen tog hjem, og min fortyndede grød af en hjerne var nået til den klare konklusion, at de kummerlige meningsmålinger nok skød en syv-otte procent forkert i socialdemokratisk favør. 

Du var der jo selv, Bo, tavs og velklædt og smilende. Du stod med din hustru ude foran Statsministeriet fra morgenstunden og ventede på udenrigsministeren, der gemte sig inde i ministeriet. Det skulle jo gerne være sådan, at statsministeren er den sidste, der ankommer til den traditionsrige morgengudstjeneste, så I ventede med store smil på, mens fotograferne tog billeder. Men Lars Løkke Rasmussen gemte sig derinde. Så I gav op, smilende, og lod eksstatsministeren være sidste mand i kirken. 

Mit fuldstændig ubegrundede gæt er, at du inde bag smilet havde lyst til at koge ham i olie og håndfodre ham for de frådende demonstranter foran kirken.

Efter gudstjenesten tog du hjem, og jeg halsede rundt i hælene på din hustru. Sikke en dag hun havde. 19 interview og en åbningstale registrerede jeg. Stadig lidt syg efter Hus Forbi-besøget drønede hun vigtig og fokuseret rundt mellem minutiøst planlagte pressebesøg. 12.41 her. 16.03 her. 21.10 der. Ekstra Bladet, Hjerteforeningens medlemsblad, TV 2 Regionerne. 

Under et gruppeinterview med de bedste journalister fra landets dagblade var hun oppe i fuldt pensum; udligningsreform, Kina, arbejdsudbud, klimaloven, organdonation, to-stats-løsning. Under en sjælden to-minutters-pause senere på aftenen vendte hun sig mod mig for, ganske uopfordret, at tale om regeringens uddannelsespolitik.

Nu er din hustru jo ikke berømmet for at slynge om sig med lange fremmedord og Habermas-referencer, men jeg måtte underskrive, hvad jeg tidligere havde fået formuleret: Knoppen kører ubegribeligt hurtigt.

Så måske var det rigtigt nok, alt det som hendes rådgivere, medarbejdere og partifæller fortalte mig, selv når mikrofonen var slukket: Meningsmålingerne har før taget fejl, vi oplever en stor begejstring for Mettes projekt, når vi ude i landet, og der er absolut intet realistisk statsministeralternativ, hverken i Socialdemokratiet eller i blå blok. 

Kunne det virkelig passe, at det hele var så rosenrødt? Jeg måtte alliere mig med nogle, der betaler husleje med evnen til at se de kommunikative røgslør:

”Du skriver din artikel midt i en af de største politiske kriser for Mette Frederiksen nogensinde,” sagde Thomas Larsen, politisk kommentator med sin egen Mette Frederiksen-biografi på cv’et. ”Hun har sat en kæmpe personlig popularitet over styr. Der er analyser, der viser, at hun ikke længere er en politiker, der trækker sit parti op, men snarere en, der trækker sit parti ned.” 

Noa Redington, der var spindoktor i Helle Thorning-Schmidts statsministerperiode, sagde: 

”Mette Frederiksen er havnet et sted, hvor folk ikke lytter på, hvad det er, hun siger. Begejstringen er væk. Fordi hendes grundtroværdighed er så slidt oven på dannelsen af SVM-regeringen og afskaffelsen af Store Bededag. Når hun er i danskernes frekvens, skruer de simpelthen væk. Og det er svært at komme tilbage fra.”

Dét lød decideret problematisk for din hustru. Og jeg kendte jo også godt målingerne, Bo. Dem der viste, at 39 procent af danskerne syntes, hun gjorde det dårligt som statsminister (under coronahøjdepunktet var tallet fem). Jeg kendte målingen fra maj, hvor hun rangerede som regeringens allermest upopulære minister. 

Så på vores lange gåtur måtte jeg spørge Mette selv, hvorfor hun er så upopulær.

”Det handler om flere ting.”

Inden svaret kommer, vil jeg lige nævne, at jeg kort op til det her lidt penible samtaleemne havde tilbudt Mette og hendes livvagter, der hele turen gik umærkbart bag os, en Lion-bar fra min frakkelomme. Jeg har aldrig selv været nødsaget til at fortolke på min egen folkelige upopularitet, men jeg tænkte, at den slags må kræve et vist niveau af blodsukker. 

Men Mette takkede (som sine livvagter) nej, konverserede høfligt om Lion-barernes natur og svarede så på mit egentlige spørgsmål: 

”Jeg har ingen forestilling om, at man kan ligge højt i popularitetsmålingerne, når man har ansvaret. Og slet ikke i de her år. Det ville være noget andet, hvis mine kollegaer i alle sammenlignelige lande var populære. Men der er noget i vores tid, hvor regeringen kommer til magten, falder i målingerne, oppositionen stiger og så videre.”

Det var den ene ting. Den anden: 

”Corona har kostet,” – minksagen, Bo, den husker du nok. Men In Black, afbrændte Mette Frederiksen-dukker og så videre – ”ligesom der var mange, der var glade for min ledelse, var der virkelig også nogen, der var vrede på mig. Og det betaler jeg en høj pris for i mit fortsatte lederskab – hej – og det kan jeg se har gjort sig gældende for mange af mine europæiske kollegaer også. Som i øvrigt ikke er statsledere efter corona.”

Magten slider med andre ord. Det er sikkert rigtigt nok. Så skulle man måske, i partiets tjeneste, lade en anden komme til? Jeg havde også læst analyserne af Socialdemokratiets Mette Frederiksen-problem, og hvis der eksisterer én almengyldig sandhed om din hustru er det, at hun elsker sit parti. 

”Jeg er meget, meget selvkritisk,” sagde hun. 

”Der går ikke en dag, hvor jeg ikke efterevaluerer på mig selv. Jeg vil ikke være en belastning, hverken for landet eller for mit parti. Og den dag, jeg er det, så er jeg her ikke mere. Men jeg vil så også sige, at du kan simpelthen ikke være en dygtig leder, hvis du lader stemninger eller målinger definere de beslutninger, du træffer.” 

Vi tager lige en pause her, Bo, for det er nu, jeg ville ønske, at du kunne tage bladet fra munden og fortælle mig følgende fuldkommen råt for usødet: Hvordan føles det at være et menneske, næsten alle har en holdning til? Et menneske, der kaldes det ene og det andet og tredje og fjerde og femte. Tag ud i hvilken som helst dagligstue og spørg Hr. Hakkebøf: Hvad synes du om Mette Frederiksen? Det er grove løjer.

Og så tænkte jeg en forkætret tanke: Var det også derfor, overfaldet på Kultorvet ramte hårdere end skulderslaget i sig selv? Fordi en gal, polsk blotters nedsmeltning et sted inde i din hustrus hjertekule blev ophøjet til at være en lammer på vegne af et surmulende folk? 

DET MÅ VÆRE FORBANDET svært, det med folkestemninger. Hvordan placerer man sig lige der, hvor den lunefulde befolkning arbejder for én som en forsigtig hånd på lænden? 

Din hustru fortalte mig, at det oftest er hende, der køber ind, men ikke altid det samme sted. Hun tager til Sydhavnen, Husum, Amager, Brønshøj. 

”For at få et indtryk af prisniveauer, snakken over køledisken og så videre.”

Det specielle er jo, Bo, at den virkelighed, din hustru oplever, altid er en anden virkelighed end den, du og jeg befinder os i. Hun bevæger sig rundt i det fidele Danmark og påvirker og præger alt omkring sig. Som et spædbarn på en trampolin, et lysstofrør i swingerklubbens mørkerum.

Cicero skrev om de gamle romere, at hvis man sidder på magten for længe, risikerer ens virkelighedsopfattelse at ændre sig. Mette var ikke uenig. 

”Den fare vil altid være der,” sagde hun, ”men hvordan undgår man at havne der? Man må huske sine rødder, sin baggrund.” 

Og derfor må du ind i mellem undvære din hustru, når hun tager på tur rundt i Danmark for at besøge daginstitutioner, plejehjem, virksomheder. Lige stikke termometret ned i rødgrøden.

I oktober blev jeg inviteret med til Jylland, og jeg forstod hurtigt hvorfor. Du kan nok også forestille dig, hvor skuffet man i operationen rundt om Mette blev over, at jeg ikke havde en fotograf med under armen. Det er i dét belejlige solstrejf, man allerhelst vil placere Mette Frederiksen: som en samlende figur, der kan og vil tale med alle – fra kriminelle i rehabiliteringsforløb til danskere med det ene skinneben i kisten.

Det begyndte på sosu-uddannelsen i Aalborg, hvor en ung rod i brede bukser ville vide, om hun havde plejet omgang med hans far i deres fælles gymnasietid. Og hvor en af hendes fem medbragte ansatte eksalteret og tilsyneladende i fuld alvor sagde: ”Det er bare så ægte herude!”

Det hele kulminerede – hvis man kan kalde stegt flæsk med usaltede kartofler og opvaskevandsfarvet persillesovs for en kulmination – til et aftensmadsarrangement i partiets tjeneste. I Brønderslev Hallen stod statsministeren ansigt til ansigt med det socialdemokratiske bagland til en snak om pension (plus det løse). 

Du må også have studset over det, Bo, når du har været med rundt: Den typiske socialdemokratiske vælger har flere folketingsvalg bag sig end foran sig. Halvdelen af partiets vælgere er pensionsmodne, og så kan man jo spekulere over, hvad det siger om de socialdemokratiske fremtidsudsigter. 

Publikumssammensætningen satte også sit præg på de spørgsmål, Mette måtte forholde sig til fra talerstolen bagerst i salen, hvor ordstyreren var beskæftigelsesminister og partifælle Ane Halsboe-Jørgensen. Hun stod og lignede en, der ikke var fra Brønderslev. 

(Sidenote: Halsboe er faktisk fra det nærliggende Fjerritslev, der kun er en gruopvækkende incestsag fra at være stort set det samme som Brønderslev, men det ved du sikkert godt, for hun er jo gift med en af din hustrus spindoktorer, ligesom justitsminister Hummelgaard er gift med din hustrus forhenværende spindoktor, og på den måde ved man sikkert en masse om hinanden.)

Men altså, Mette tog imod spørgsmål fra salen.

En borger, der i forbløffende omfang lignede Lizette Risgaard tilsat mindre lykkelige livsomstændigheder, ville fx vide, hvad statsministeren tænkte om børneopdragelse: Kunne det ikke være lidt besværligt, nu hvor revselsretten (for 27 år siden) var blevet afskaffet?

Det er den slags retoriske presbolde, Mette Frederiksen kan tæmme i al slags vejr: Man må anerkende borgerens bekymring uden at sige, at yes, en gang imellem kunne det sgu være rart at give ungerne en flad. Din hustru løste det – hvilket helt sikkert ikke vil komme bag på dig – med uiøjenfaldende excellence. 

Som jeg oplevede det, er en af Mette Frederiksens store slagnumre i omgivelser som Brønderslev Hallen, hendes evne til at være almindelig. Mådeholden, beskeden. Jeg kan godt fortælle dig, det var ikke sådan lige at få hende til at italesætte sig selv som en danmarkshistorisk skikkelse. Eller nævne, hvornår hun vidste, at hun kunne løbe om hjørner med folk i debatter. Og åh, hvor hun våndede sig ved, at vi jokkede sådan rundt i hendes indre liv. 

Vi var end ikke halvvejs om Bagsværd Sø, da jeg spurgte hende, hvad hun egentlig gik og tænkte om mine spørgsmål.

”Jeg kan godt mærke, at vi når ud nogle steder, hvor jeg tænker: ’Okay, så er det heller ikke mere spændende, hvordan jeg går og har det.’ Der er også en krig i Ukraine, måske skulle vi rykke hen til den.”

Det var ikke lige dén hundeskål, jeg havde håbet, hun ville stille frem, og der kom ingen spørgsmål om Ukraine.

”Jeg er jo for helvede også bare Mette,” sagde hun. 

Det er svært at være uenig i, men det fik mig til at tænke på en episode med Poul Nyrup Rasmussen – den er kun et par år gammel og dermed endnu ikke indskrevet i det socialdemokratiske pensum, så måske den også er ny for dig, Bo: 

Noa Redington sidder på scenen i Den Sorte Diamant i København og interviewer den Nobel-prisvindende økonom Joseph Stiglitz. På engelsk spørger Redington ud i salen (Stiglitz er amerikaner), om der er nogle økonomer til stede. Hænder ryger spredt i vejret. Først da økonomerne er ved at sænke hænderne igen, kan man fra salens tilskuerpladser høre en højstemt, vestjysk baryton: ”You have one more here.” 

Redingtons øjne fanger Nyrup nede i salen, og han foræres ligefrem en klapsalve, men dét er ikke nok. Nej, nu rejser Nyrup sig fra sit sæde, og hans 191 samfulde centimeter spankulerer hele vejen op på scenen for at trykke en høflig, men rundforvirret Stiglitz i hånden. Efter sigende går Nyrup hele vejen og afleverer en økonomisk rapport, han er medforfatter på, til Stiglitz. 

Nå, alt det skriver jeg jo bare for at understrege, at statsledere bærer sig selv forskelligt. Og hvis nogen kan anklages for storhedsvanvid, risikerer din hustru så at blive anklaget for storhedsbeskedenhed? Humlebien, der insisterede på, at den ikke var udstyret med F16-motorer. 

Her bliver jeg nødt til at nævne det tidspunkt, hvor jeg spurgte Mette, om hun havde fortrudt nogle af sine karrierevalg, og hun svarede: 

”Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke læste til lærer. Ja. Jeg ærgrer mig over, at jeg gik på universitetet.”

Så spurgte jeg – egentlig lidt tungnemt: Af hvilke specifikke årsager?

”At jeg gerne vil være folkeskolelærer på et tidspunkt.”

Jeg forestillede mig vores statsminister træde ind i et surt lugtende klasseslokale med våde sokker slynget hen over de dundrende radiatorer. Støj og gråd og hagekors på whiteboardet. 

Det er ikke for at knægte din hustrus troværdighed, Bo. Men i en ærlig vending tænkte jeg det samme, som en nuværende lærer sagde til mig, efter Mette et par uger senere havde gentaget sine lærerdrømme under en tale på lærerkongressen i København: ”Aaarh, hva?”

ENDNU EN TILSTÅELSE herfra, Bo: Det er faktisk fortvivlende forvirrende at portrættere din hustru.

Det ene øjeblik hører man fra folk omkring hende om en kvinde så omsorgsfuld, at hun kender navnene på kampagnemedarbejdernes kæledyr. Typen, der kan huske alle fødselsdage og sender blomster (ofte roser), når perifere relationer er røget en tur på sygehuset.

Det næste øjeblik bliver man mindet om Mette Frederiksens omdømme som en hård og brutal arbejdsjunkie. Du husker nok Politikens historier fra 2014, hvor anonyme embedsmænd under Mettes tid som beskæftigelsesminister stillede sig frem og fortalte om hendes balstyriske raserianfald: ”Hun kan simpelthen eksplodere og blive enormt personlig,” sagde en. Det har vel været lige omkring den tid, I to var helt nyforelskede.

I Aalborg spurgte jeg Mette om alle de ord, der går igen i beskrivelser af hendes gemyt: intimiderende, brutal, hård …

”Noget af det er urimeligt,” sagde hun.

”Noget af det er også forkert.”

Vi gik rundt ved marinaen i det vestlige Aalborg, gennemruskede af stiv Kattegat-kuling med livgardisterne bag os.

”Er jeg hård? Ja, det er jeg. Det vil jeg ikke lade som om, jeg ikke er. Det er jeg. Jeg er ikke kun hård, jeg er også meget andet. Men jeg kan finde ud af at træffe beslutninger. Det skal jeg kunne. Og det kan jeg godt. Og derimellem opstår der noget, der kan opfattes – også med rette – som en hårdhed. En gang i mellem skærer jeg igennem, fordi nu har vi snakket længe nok. Jeg kan også være hård i en diskussion, det kan jeg.”

Man gad jo virkelig godt at være fluen på væggen, Bo, når du og din hustru er uenige om, hvilken vej toiletrullen skal vende.

Jeg kom til at tænke på den kilde i SVM-regeringen, der havde fortalt mig, hvordan hun nærmest kunne virke opgivende, når folk i møder simpelthen ikke kunne forstå, hvad der var vigtigt for regeringen (underforstået: det, der var vigtigt for Mette Frederiksen).

Hun sagde, at det med at give plads til kritik og uenigheder er noget, hun fortsat øver sig på.

”Martin Justesen, min særlige rådgiver, er god til at sige det til mig. Jeg kan også have dage med underskud. Og måske blive for kort for hovedet eller lyde mere kritisk, end jeg egentlig har lyst til. Der kan han godt sige: ’Arh, det der… Der var du altså ikke den bedste udgave af dig selv.’ Det er også en stor del af hans job. At sige det, andre måske ikke synes, de kan sige.”

(Ny sidenote, og den er kort: Under valgkampen i 2022 skrev din hustrus daværende taleskriver Villads Andersen en speak til en reklamefilm, som Martin Justesen læste igennem og afleverede tilbage med alle sætninger på nær én overstreget og følgende efterkritik: ”Øh, nej.” I dag siger Villads Andersen selv: ”Vi har et fremragende forhold, og han behøvede ikke pakke tingene ind over for mig.”)

På sosu-uddannelsen i Aalborg stod fem sanddru piger og sludrede med Mette.

”Vi har set dig så megamange gange i fjernsynet,” sagde den ene, ”og du er jo helt anderledes i virkeligheden.”

Om optrinnet sagde Mette på vores efterfølgende gåtur:

”Jeg bliver måske lidt irriteret på mig selv over, at det stadig er så svært for mig at få Mette frem. Og det er nok mest, når folk ser mig på skærmen. Det bliver lidt stift med pandemi og krig og terror. Jeg har ikke lyst til at stå og se sur ud. Men jeg kommer nok ikke uden om, at jeg ofte er alvorlig. Men det gør da indtryk, når der kommer fem unge piger hen sådan.”

Rummer det ikke en vis sandhed, Bo? At den hustru, du kender derhjemmefra, kan fremkomme lidt tilknappet, utilnærmelig?

Det er egentlig underligt, for på hendes sociale medier kommer vi helt med ind over køkkenbordet. På den anden side kan du bede enhver dansker om at fortælle lidt om Mette Frederiksens to børn, og de vil svare med tavshed og tøven. For Mette vil ikke tale om Ida Feline (22 år) og Magne (18 år). Der er bare lukket.

Jeg var ellers flintrende nysgerrig på, hvad hun mente om Magnes engagement i DSU, den socialdemokratiske ungdomsorganisation. Fik det hendes socialdemokratiske hjerteblod til at piske helt op i dopamincentret? Eller gruede hun for, at hendes søn vil komme til at udsætte sig selv for de kindheste, hun selv har givet og modtaget med rund hånd i årenes løb?

Men, som hun sagde:

”De har deres eget liv, og det skal de have lov til. Det er ikke dem, der har valgt det her. Så de kan ikke være involveret.”

(Allersidste sidenote: Nogle gange virker det, som om dit og Mettes liv er omgærdet af mystik og konspiration. Fx er der i dele af den danske presse en opfattelse af, at ingen ved, hvad jeres kat hedder. At det simpelthen er en hemmelighed, som om den hed Adolf eller Nicolai Wammen. Men den slags kunne jeg jo bare spørge statsministeren selv om og dermed få afklaret, at hunkatten hedder Duffy – med ’u’ som i ’hus’.)

Helt fra starten havde jeg en tese, Bo, selvom man jo gerne skal angribe denne slags med et åbent sind. Tesen var, at man som statsminister kan tåle en bestemt mængde sjælelig slitage, og så er det ikke sjovt mere. Det er stadig vigtigt og interessant. En ærefuld pligt. Men det er ikke sjovt, begejstrende, berusende. Det er et arbejde.

Mette så – ikke verdensomvæltende overraskende – anderledes på det. Hun syntes, det var livgivende sjovt, når hun i selskab med sin flertalsregering satte samfundets helt store tandhjul i bevægelse.

Men det var slet ikke det, der var det vigtige.

”Den dag, du som statsminister sætter dig selv først … din egen stemning, dine egne følelser, så er der noget af det, der er slut. Det er ikke for at lyde overdrevet heroisk. Men det her er bare en af de funktioner i samfundet, der skal handle om helheden og samfundet og Danmark.”

Nyt spørgsmål: Bliver Mette så slet ikke ramt på sin faglige stolthed, sin forfængelighed, når hun skraber bunden i personlige popularitetsspørgsmål?

”Nej, altså. I al beskedenhed mener jeg ikke, at man kan sætte en finger på mine kompetencer eller min dygtighed i forhold til det arbejde, jeg har. Jeg kan selvfølgelig som alle andre blive ramt af, at vi faktisk får gennemført en masse gode forslag, økonomien kører godt, beskæftigelsen er høj. Sammenlignet med de fleste andre lande er vi totalt velfungerende. Hey, altså, det kører.”

”Og så er folk bare skidesure?”, spurgte jeg.

”Der er i hvert fald nogen, der … Man kan godt blive ramt af det. Men det kan ikke nytte noget. For jeg er her bare ikke for at være populær. Jeg er her dybest set ikke for min egen skyld.”

Men jeg kunne næsten ikke godtage det, Bo. I Anne Sofie Kraghs bog ’Det første år’ kan man læse om, hvordan du og din hustru blev klappet ind i en biografsal under coronapandemiens sidste krampetrækninger. Selvfølgelig findes der et ego, der må boble af smiger i situationer som den. Men nej:

”Det var jo ikke Mette, der blev klappet ind. Det var statsministeren. Det mærkelige ved det her job er, at det er en position, og det er en institution. Ligesom man ikke må lade sig gå på af, at det går op og ned med målinger, må man jo heller ikke tro, at begejstringen knytter sig til personen,” sagde hun.

Det lyder altså lidt kedeligt. Nyrup havde trukket den klapsalve helt ned i lungerne, siger jeg bare.

Men lige her tror jeg godt, jeg kan udregne sammenhængen helt på egen hånd, Bo: Hvis man ikke lader sig beruse af opturene, bliver nedturene lettere at holde ud i strakt arm.

Hvor sjovt det så end lyder.