Carl blev kørt ned af en elcykel og blev lam: ”Tilgivelse? Der tror jeg ikke, jeg lander”

Den 7. september 2024 blev Carl Rosenberg påkørt frontalt af en narkotikapåvirket ung mand på en alt for hurtig elcykel, da han deltog i et cykelløb i København. Carl brækkede ryggen og har siden været indlagt.

Carl havde livet foran sig: Han var nyuddannet kandidat i klimafysik fra Københavns Universitet og var et år forinden blevet far til en søn med sin kæreste Anne. Han cyklede i Nørrebro Cykleklub og var omringet af venner. Med et blev hans skæbne ændret.

I månederne efter påkørslen har Carl kæmpet for at komme til hægterne og for at finde ud af, hvilken retning hans liv kan tage. Han er stadig indlagt. Hans dag går med genoptræning og tanker om, hvad fremtiden kan bringe, når man ufrivilligt er blevet sat på sit livs opgave.

Her fortæller han om et liv og en hverdag, han ikke selv har valgt, men som nu er blevet hans. 

”LAD OS BARE TAGE den med det samme: Jeg kan ikke mærke noget fra navlen og ned. Jeg kan ikke mærke det og jeg kan ikke bevæge det. Inklusive blærefunktionen. Men jeg kan bruge mine arme og mine hænder, og det er jeg taknemmelig for.

Det er en lortesituation, jeg er endt i. Det er supernederen og en erkendelse af, at livet bare ikke er helt fair. Jeg er havnet i den her situation, fordi der var en anden, der var en idiot. Jeg prøver at undgå at blive bitter, for så kunne jeg virkelig få nogle dårlige dage. Ikke at de ikke allerede er her, men de kunne blive endnu dårligere.

Jeg er indlagt på det ene af de to steder i Danmark, der har med rygmarvsskader at gøre, Bodil Eskesen Centret i Glostrup. Her ligger jeg på min enestue og kigger ud over Vestegnen. Alle, der ligger her, har skader som ligner min. Nogle har skader, hvor bruddet på ryggen sidder længere oppe, så de ikke som mig har deres hænder eller arme under kontrol. I det mindste virker mine arme, så jeg kan køre i en manuel kørestol. Det glæder jeg mig over.

SØVNPROBLEMER ER EN almindelig følgevirkning ved en rygmarvsskade, men ikke for mig. Jeg sover 10 timer hver nat. Det eneste, der vækker mig om natten, er, når jeg skal have tømt min blære. Jeg har kateter og kan selv klare den opgave.

Jeg vejer 62 kilo. Før ulykken vejede jeg 74 kilo og var 184 cm høj. Man kører med nogle lidt andre mål for BMI, når man er rygmarvsskadet, for musklerne forsvinder jo, og der har været en diætist forbi for at sige, at jeg ikke må tabe mig mere. Hvis man ikke spiser, kommer de efter en.

Mad smager ligesom før, men jeg har ikke samme appetit som tidligere. Jeg bruger heller ikke tilnærmelsesvis så meget energi, som jeg gjorde før ulykken. Og selvom det måske ikke altid er det mest spændende, der bliver serveret, så får vi, hvad vi skal have. I dag fik vi hvid labskovs med svinekød og en nudelsalat ved siden af.

Det tog mig lidt tid at lære at drikke kaffe igen. Måske fordi det eneste, jeg får herude, er hospitalskaffe.

MIN DAG STARTER med, at jeg står op. Eller: Jeg får hjælp til at komme ud af sengen. Og siden du spørger, så bliver jeg som det første sat ud på en bækkenstol, så jeg kan komme af med min afføring. Det hjælper personalet med. Derefter mellemlander jeg i sengen og tager tøj på. Det øver jeg mig på selv at klare. Der er mulighed for at låne hospitalstøj, men jeg vil gerne have mit eget på, så jeg har købt noget nyt, efter jeg blev indlagt. Noget, der er mere praktisk end mit gamle tøj.

Hver dag hos fysioterapeuten træner jeg; forflytninger, at komme op i sengen, over i en bil. Jeg skal lære at sidde op igen, så jeg træner siddende balance. Mine ben virker ikke, men der er også muskler i min core, der ikke er kontakt med, så det er svært for mig at læne mig frem og tilbage.

Min kæreste og søn besøger mig hver dag. De kommer, efter Jens bliver hentet i vuggestuen. Han er blevet gode venner med alt personalet herude.

DER LIGGER EN BAGER på Falkoner Allé, Danieli og Schøtz, hvor vi godt kan lide at komme og få en kop kaffe og en bolle med ost. Rigtig københavner-agtigt. Når jeg ligger i min seng og tænker over, hvilke steder jeg synes, der er fede, slår det mig så pludselig: ’Hov! Man skal jo ned ad tre trappetrin for at komme ind i dén bager. Det kan jeg jo ikke!’ På den måde er der nogle ting, der kommer til at ændre sig, når jeg bliver udskrevet.

Hovedet har det fint. Det er ryggen, den er gal med. Jeg har en forventning om, at jeg godt vil kunne tage ud og arbejde. Men heldigvis er der hul igennem op til hovedet.

Cykling er et andet sted for mig i dag. Jeg kan fx ikke længere høre podcasts om cykling, som jeg gjorde før. Det er svært at høre dem tale om træning. Men jeg har ikke været inde og unfollowe alle mulige på sociale medier. Forleden blev Tadej Pogačars cykel for den nye sæson delt, og det interesserer mig stadig. Men den ligner altså et eller andet fra et kinesisk mærke, der har fået en god idé.

Jeg har delte holdninger til elcykler. På den ene side ved jeg, at min farmor kommer rundt i København, fordi hun har en elcykel. På den anden side er der noget helt galt med lovgivningen og den måde, den bliver håndhævet på, når MATE-cykler og cykler i den kategori så nemt som ingenting kan tunes til at køre 40-45 km/t.

Jeg har boet i København, imens den type elcykler er blevet en ting, og der er jo noget ved det, der er helt godnat. De passer slet ikke med det flow, der er på københavnske cykelstier. Selv på en racercykel kører man jo ikke så hurtigt, når man kører igennem byen.

DER KOMMER EN RETSSAG, som jeg ser frem til. Så kan jeg se, hvad han er for en type, og han kan se mig og se den skade, han har forvoldt.

Tilgivelse? Der tror jeg ikke, jeg lander. Det her er ikke noget, der kan gøres om.

Om det her er for evigt, er meget svært at sige. Det kommer an på, hvordan skaden er. Jeg regner med, at jeg skal sidde i kørestol eller være afhængig af en kørestol resten af livet. Lægerne kan ikke udelukke, at der kommer kontakt til benene på et tidspunkt, men de vil heller ikke love noget.

Jeg er så småt blevet introduceret til håndcykler, hvor man bruger hænderne til at ’træde’ rundt. Jeg er nået til dem, man kan køre ræs på endnu, for der skal man selv kunne komme op fra gulvet, og det kan jeg ikke. De har en nede i kælderen, som man spænder på kørestolen. Det er meget fedt at få den mulighed.

Lige nu arbejder jeg frem mod at blive klar til at blive udskrevet til en meget selvhjulpen hverdag. Et af mine store mål er, at jeg skal kunne ting selv. Flytte mig selv rundt. Komme i bad af egen kraft. Spise. Komme ud fra den her bygning.

JEG ER MEGET taknemmelig for mine venner, som besøger mig. Det sætter jeg meget pris på. Vi har en plan om, at vi skal ud på cykelbanen i Ballerup og se noget cykling, inden vinteren er ovre.

Min drøm er at bruge mine ben igen. Og være der for min søn, når han bliver større. Kunne hente og bringe ham og sådan noget. Være far.”