Fem stjerner: Både mad og vin er absurd god til prisen

Les Jeunes kalder sig selv en kaffebar og neo-bistro, der laver ”simpel mad”. Her er ikke dug på bordene, og maden ser også næsten foruroligende enkel ud. Men Gastros udsendte fik sig en overraskelse, da han lagde vejen forbi bistroen i Viborg.

Fem stjerner: Både mad og vin er absurd god til prisen
Offentliggjort

En kaffebar med kongemad! Hvad siger du så?

Les Jeunes i Viborg åbnede i vinteren 2020, kort før coronanedlukningen. Smask! Første slag i hovedet. I november 2020 blev de fine, lyse lokaler hærget af en brand, going! Andet slag i hovedet.

Det er, som om Martin Bekhøi har været hjemsøgt i sine bestræbelser på at lave en seriøs kaffebar i Viborg. Efter endnu en genåbning og nyistandsættelse af lokalerne i egetræsstil og med en gigantisk grøn marmorbordplade under kaffemaskinerne besluttede Martin Bekhøi sig for at sigte højt på maden.

En kortvarig ansættelse af en tidligere souschef fra Domæne ved Herning løftede køkkenet, og nu er det den purunge Kamilla Reinewald, der koger. Hun har erfaring fra Memu i Vejle. Og hun koger til en guldmedalje.