Ny sæson af ’Klovn’ er på trapperne

Frank Hvam og Casper Christensens evighedsprojekt vokser på ny.

Foto
Offentliggjort

Juletiden er sød for de fleste, men nu bliver den allersødest for dem, der døjer med at finde på deres egne punchlines i hverdagen.

TV 2 har nemlig med selvsikker kortfattethed kommunikeret, at 2025 foruden monsunregn og hybridkrige kommer til at rumme en ny sæson af komedieklassikeren ’Klovn’.

Her sker der, som absolut alle ved, det, at komikervennerne Frank Hvam og Casper Christensen som karikerede udgaver af dem selv vikles ind i et nøje udtænkt spindelvæv af problemer og pinagtigheder – tilsat en imposant liste af kendisoptrædener fra nær og fjern.

Når ’Klovn’ ruller over TV 2 Play-abonnementerne i 2025, kan Hvam og Christensen fejre 20-års jubilæum med serien, der allerede har ni sæsoner og to spillefilm på bagen. 

Vi forestiller os, at der derudover eksisterer en underskov af fanfiction på det mørke internet, men det foretrækker vi faktisk ikke at have kendskab til.