Kan cannabis gøre mig til det perfekte menneske?

Danske internetbutikker står i kø for at sælge CBD, et ekstrakt fra cannabis, som skal hjælpe mod alt fra sklerose til søvnproblemer. Men er det lovligt? Og har det nogen effekt? Thorkil jacobsen gjorde forsøget og bestilte en flaske CBD-olie på internettet.

CBD er et ekstrakt fra cannabis, som skal hjælpe mod alt fra sklerose til søvnproblemer.
Offentliggjort

Jeg har altid haft popcornhjerne. Tanker og idéer popper rundt i mit hoved i en grad, så jeg kan have svært ved at forholde mig til virkeligheden omkring mig. I to minutter er jeg intenst optaget af et tankespind, indtil jeg får en ny idé og glemmer alt om, hvad jeg havde gang i.

Jeg går i køkkenet for at tage et glas vand, får en idé til en artikel, skænker juice i kop med lunken kaffe og kommer tilbage til skrivebordet for at opdage, at jeg har forlagt min telefon. Flere gange dagligt.

Min hjerne har udfordret mig så længe, jeg kan huske.

I 7. klasse blev jeg bedt om at forlade folkeskolen, fordi jeg ikke kunne koncentrere mig om undervisningen. Jeg kom på efterskole. Reddede mig igennem gymnasiet ved at skrive af efter de andre og banke noget, der mindede om en stil eller en rapport, sammen i bussen. Jeg holdt ni sabbatår, inden jeg opdagede, at man ikke rigtigt behøver at koncentrere sig i længere tid ad gangen for at blive journalist.

Popcornhjernen har sine gode sider. Sæt mig i et rum, og du får lige så mange idéer til dit projekt, som du kan overskue at modtage. Men det har også sine ulemper. Hvad blev der af den bog, jeg drømte om at skrive? Hvorfor kan jeg ikke spille et helt spil Matador med mine børn?

I mine mørkeste stunder har jeg forbandet popcornhjernen, og jeg har været villig til at give køb på næsten alt for at kunne slappe af og koncentrere mig. Også min mistro til hypede mirakelkure.

Derfor befandt jeg mig for nylig foran min computerskærm i gang med at købe en lille flaske med cannabis-ekstrakt – helt præcist CBD-olie – på nettet. Det var utroligt let at købe. Adskillige hjemmesider reklamerer for produktet, der tilsyneladende er både økologisk, certificeret og analyseret af diverse myndigheder.

Siderne er alle oprettet inden for de seneste par år og at dømme efter antallet af hjemmesider og den professionalisme, de udstråler, er jeg langt fra den eneste, der har fået idéen om lade den hemmelige ingrediens i cannabis hjælpe på hverdagen.

Cannabis.jpg

Jeg har indtaget fire dråber fire gange dagligt i cirka en måned i forsøget på at skrue ned for blusset med majskorn i mit hoved.

Jeg har længe været interesseret i, om der var noget, jeg kunne gøre for at forbedre min tilstand. Jeg tror, at jeg var blevet diagnosticeret med ADHD, hvis nogen havde gået op i den slags for 25 år siden. Det ville betyde, at ritalin burde hjælpe.

Men dels har ritalin nogle markante bivirkninger, dels krævede det, at jeg kom forbi en psykiater og fik en reel diagnose – noget, der på alle niveauer virkede uoverskueligt. På fora for voksne med ADHD fandt jeg til gengæld flere, der talte varmt om deres egne erfaringer med CBD-olie.

CBD – eller cannabidiol, som det officielt hedder – er et af de mange aktive stoffer i cannabis. Det skulle efter sigende virke mildt beroligende, og det var det, jeg gik efter.

Det mest kendte stof i cannabis er THC, som er det, der får dig til at grine i 10 minutter af en reklamefilm, hvor en bamse snakker. Men jeg har ikke brug for at sidde og stirre skævt på YouTube-videoer. Jeg har brug for at være mere tilstedeværende. Heldigvis lovede hjemme-siden, at indholdet var renset for THC.

Tilsyneladende stopper effekten af CBD dog ikke ved det beroligende. Skal jeg tro alt, hvad der står på diverse amerikanske og danske hjemmesider, kan det modvirke kræft, fjerne symptomer fra Alzheimers, epilepsi, skizofreni og andre sygdomme, der relaterer sig til hjernen, kurere psoriasis, fjerne allergier, modvirke søvnproblemer, øge de kognitive funktioner og sågar fjerne bumser.

Det lyder som en mirakelkur! Men det lyder også lidt som Lucky Luke-karakteren Dr. Doxeys eliksir, der som bekendt viser sig at hjælpe på lige præcis ingenting.

Den egentlige forskning er straks sværere at blive klog på. Men samtidig en indikation på, at de jubel-optimistiske lovprisninger fra diverse helsebloggere og cannabissælgere ikke er taget ud af det rene ingenting. Et studie fra University College London viser eksempelvis, at CBD potentielt kan hjælpe nogle med rygestop. Samme institut er nået frem til, at hos en forsøgsgruppe øgede CBD deres evne til at genkende ansigter.

En undersøgelse fra University of São Paulo peger på, at CBD tilsyneladende kan virke angstdæmpende og antipsykotisk hos nogle. Samtidig er et nyt CBD-præparat, der virker mod visse former for epilepsi, for nylig blevet godkendt i USA.

I forhold til mine egne udfordringer kommer den mest opløftende konklusion fra et studie ved King’s College London. Her har forskere afprøvet, hvorvidt lægemidlet Sativex, som blandt andet indeholder CBD, kan virke på folk med ADHD. Deres konklusion er, at medicinen mindsker hyperaktive og impulsive symptomer, og at det i mindre grad også hjælper på tilstedeværelsen og den følelsesmæssige stabilitet.

Pakken med olie kom dagen efter, jeg havde bestilt den. Men jeg ventede til en aften, da min kæreste og børn var taget i sommerhus, før jeg fandt den lille flaske frem. Dråberne skulle tages under tungen. Låget på flasken havde en lille pipette-funktion, så jeg relativt let kunne styre mængden. Efter flaskens anvisninger holdt jeg det i munden et minut, før jeg sank. Det smagte af græs og af en ny begyndelse.

Det juridiske aspekt af det, jeg foretog mig, er en gråzone: Indeholder olien mere end 0,2 procent THC, er der tale om et euforiserende stof, og det er selvsagt ulovligt. Indeholder det mindre, er det mere tricky. Ifølge Sundhedsstyrelsen vil der i så fald være tale om medicin, og før medicin kan sælges på det danske marked, skal det godkendes. Der findes kun ét CBD-præparat, som er godkendt i Danmark, og det kan købes som en del af den omdiskuterede forsøgsordning med cannabis – for 68 kroner/ml – på apoteket, hvis du har en recept fra lægen.

Men i flere europæiske lande er CBD-olie tilladt, hvis det ikke sælges som medicin. Og det er ikke ulovligt at transportere CBD-olie over grænsen til Danmark. Jeg skrev en mail til firmaet, der solgte mig olien. Ejeren vil kun oplyse sit fornavn, Peter. Jeg spurgte Peter, hvordan han sikrede sig, at olien var lovlig.

”Vi sælger ikke produkterne som medicin eller kosttilskud, og vi lover ikke, at produkterne kan hjælpe på sygdomme eller lignende,” svarede han.

Hvorvidt den holder i retten, er et åbent spørgsmål, der, så vidt jeg kan se, ikke er afprøvet endnu. Men som forbruger skal man ikke frygte, at politiet en dag står på dørtrinnet.

”Juridisk set er det (...) som udgangspunkt ikke strafbart at købe ulovlige lægemidler i Danmark,” skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside, men pointerer, at hvis indholdet af THC er over 0,2 procent, er det en anden snak.

Én ting er jura, en anden ting er, hvad stoffet gør ved dig. Og ifølge Eskild Colding-Jørgensen, overlæge ved Lægemiddelstyrelsen, er det spørgsmål umuligt at svare på, også selv om forskellige studier peger i den ene eller den anden retning.

”Vi ved i realiteten meget lidt om, hvad det gør ved kroppen,” siger han.

Derfor har han også svært ved at svare præcist, da jeg spørger, hvilke kendte stoffer, CBD minder om. Først og fremmest minder de forskellige stoffer i cannabis om hinanden, og hvilke receptorer, de påvirker på hvilke måder, hvorfor THC gør dig skæv, og CBD gør dig afslappet, ved man meget lidt om.

Diverse bloggere og sælgere giver overlægen ikke noget for, det er bare misinformation, men når det kommer til forskningsresultaterne, er han mere detaljeret i sin kritik.

”Der kan sagtens være forskere, som laver et forsøg og siger, ’det her kunne tyde på’, men det er ikke det samme som solid evidens. Det er sådan, forskning fungerer. Først laver nogle forskere et lille forsøg, som peger i en retning. Så har du en hypotese. Den kan så afprøves i forskellige sammenhænge i større og større forsøg over længere og længere tid, inden du kan sige noget præcist. Men der er vi ikke kommet til endnu.”

Men hvad ved vi så med sikkerhed om CBD?

”Det eneste område, hvor der er relativt solid forskning, er i forhold til visse typer epilepsi. Men selv her er jeg lidt nølende, for det er kun i USA, det er godkendt. I Europa er det stadig under behandling.”

Med det forbehold at vi ikke kan sige meget videnskabeligt om CBD, hvad er så din egen fornemmelse?

”Nu kommer det jo til at handle om, hvad jeg tror, ikke hvad vi ved. Men jeg tror ikke, CBD vil være et mirakelmiddel i nogen som helst sammenhænge.”

Det er vigtigt for Eskild Colding-Jørgensen at understrege, at modstanden mod CBD ikke handler om, at han ikke gerne vil hjælpe folk. Læger kan allerede, pointerer han, ordinere både CBD og THC, hvis der ikke er bedre løsninger. Det er en opvejning mellem risiko og mulig gevinst. En opvejning, som en professionel bør foretage. Og insisterer vi på selv at lave den opvejning, ender vi med at have et marked fyldt med produkter, hvor vi hverken kender indhold, effekt eller bivirkninger.

”I ulovlig medicin kan man finde malingrester, pesticider og alt muligt andet, og det kan også være tilfældet for ulovlig CBD-olie. Og ofte er CBD- og THC-niveauet meget anderledes end angivet. Det er ikke til at stole på,” siger han.

Peter er selvfølgelig af en anden opfattelse.

”Det er ikke nye, ukendte og uprøvede stoffer, der er tale om. Hamp og cannabis har været brugt som lægemiddel i tusinder af år. I min nærmeste familie har CBD-olien været brugt mod cancer, angst og smerter, i alle tilfælde med stor succes,” siger han og peger på, at firmaet bag hans CBD er fra Schweiz og godkendt af myndigheder dernede.

”De er seriøse i måden at fremstille og sælge deres produkter på. Alle deres produktioner testes af uafhængige laboratorier, og de er underlagt stramme regler for fremstilling i Schweiz.”

Da jeg snakker med Peter og Eskild Colding-Jørgensen, er det en måned siden, jeg stoppede med at tage CBD. Hvis der var en effekt, var den minimal. Jeg følte mig måske lidt mere balanceret, men effekten var ikke betydeligt forskellig fra effekten ved at løbe en tur, tage et langt varmt bad eller spise en halv bøtte Ben & Jerry’s.

Måske tog jeg for lidt. Måske er jeg ikke modtagelig. Måske er CBD blot Dr. Doxeys nye mirakel-eliksir. Eller måske var der noget helt andet end CBD i flasken.

Under alle omstændigheder må jeg erkende, at den perfekte udgave af mig selv, som, jeg havde forestillet mig, ville tone frem, er endt i skraldespanden ved siden isbøtten.

Hvor lagde jeg min telefon?

Stoffet i cannabis som ikke gør dig skæv

CBD er en forkortelse for cannabidiol, som er et af de aktive stoffer i cannabisplanten. Et andet og det mest kendte er THC. Der er over 100 aktive stoffer i cannabis.

CBD er ikke euforiserende.

De seneste år har opmærksomheden rettet sig mod CBD på grund af på-ståede helbredende virkninger på diverse sygdomme og

lidelser. Indtil videre er kun et enkelt rent CBD-produkt godkendt som lægemiddel i USA, og det er mod særlige former for epilepsi. I Danmark kører en forsøgsordning, hvor læger kan ordinere CBD.

Ved stort indtag kan CBD have bivirkninger som træthed, og det kan påvirke leveren.