Der var engang for længe, længe siden – før Netflix, før internettet, før betalingskanaler i Danmark – hvor danskere i hele landet nytårsdag skubbede de tomme champagneflasker ned af sofaen og sammen med millioner af andre europæere engagerede sig minimalt i det eneste program, der var i fjernsynet: Skihop fra Garmisch-Partenkirchen i Sydtyskland.
Den tid er forbi. Men de dødsforagtende gentlemen hopper endnu. Og der er god grund til at give sig hen til den gamle tradition.
Det handler ikke kun om længde, men også om coolness, og sådan har det altid været i skihop. Du ser døden i øjnene, og du gør det uden at ryste på hænderne. Det første dokumenterede skihop blev udført af den dansknorske krigshelt Olaf Rye fra Telemark i 1808. Da han 40 år senere blev skudt på slagmarken ved Fredericia, skrev hans ven general Bülov, at Rye var ’modig i døden som i livet’. Sådan dør en ægte, dødsforagtende gentleman. Ånden fra Rye lever videre, og der gives stilkarakterer for, hvor elegant og ægte telemark’sk en skihopper kan se ud, når han rammer jorden i så høj fart.
Rampen
Cirka 60 meter er der fra bænken, skihopperen sidder på, til det punkt, hvor rampen ophører. Det tager ikke mere end tre-fire sekunder, og farten når op på cirka 90 kilometer i timen. I modsætning til hvad mange tror, går rampen ikke op til sidst, men en smule nedad, så det er op til lårmusklerne at skabe højde på springet.
Svævet
V-formen på skiene blev først udbredt i slutningen af 1980’erne og blev i begyndelsen anset for at være en æstetisk skændsel. Det ser let ud, men bare en smule ubalance i kroppen kan skubbe skihopperen ud af sin position, og han mister kontrollen (der findes vanvittige klip på YouTube). Farten i luften er på cirka 110 kilometer i timen, stik hånden ud ad vinduet på en motorvej og mærk, hvor meget en ganske lille bevægelse kan skubbe hånden den ene eller anden retning. Forestil dig så, at du hænger otte meter oppe i luften med to en halv meter lange plader på fødderne.
Matti Nykänen.
Landingen
Under 10 sekunder efter skihopperen glider ned ad rampen, rammer han jorden igen. Enhver kan lande på benene. Udfordringen er at gøre det, så du ligner en norsk verdensmand fra 1800-tallet: Den ene fod føres lidt frem for den anden, og afstanden mellem skiene skal helst ikke være over to skis bredde.
Pointene
Glem det. Med mindre du virkelig elsker skihop, kommer du aldrig til helt at forstå det. Du behøver blot at vide, at der gives point for stil og for længde på hoppet. Afsæt, svæv og landing tæller med i stil-karaktererne. Derudover kan der trækkes fra eller lægges til ud fra vejrforholdene.
Legenderne
Jens Weissflog og Matti Nykänen var stjernene på himlen, da skihop var på sit højeste. Men personlighederne var vidt forskellige. Østtyske Weissflog var cool. Finske Nykänen var en mellemting mellem Forest Gump og en kamikaze-pilot. Til sammen vandt Weissflog og Nykänen seks gange på Garmisch-Partenkirchen mellem 1984 og 1991.
Men mens Weissflog svævede gennem Murens fald og omlægningen til V-formen, ramte den nye virkelighed Nykänen som en betonmur for enden af en skihops-rampe. 1990’erne blev en nedtur med et ubegribeligt alkoholindtag, en lidet flatterende sangkarriere, et job som stripper og en voldsdom. Alt sammen beskrevet i filmen ’Matti: Hell is for Heroes.’
I Finland er han dog stadig en folkehelt, og mange af hans citater er blevet en del af den finske folkesjæl, for eksempel: ’Jokainen tsäänssi on mahdollisuus’ (Enhver chance er en mulighed).
