”Jeg synes jo, at sommerferien er det rigtige nytår, og august er den rigtige nytårsaften, hvor du har et fortsæt, sætter dig noget for og ændrer din tilværelse,” siger Kristoffer Dahy Ernst i det nye afsnit af ’Arbejdstitel’ og fortsætter:

”Du kan ikke ændre noget i januar. Den 1. januar er umulig. Men efter sommeren kommer du tilbage og er et nyt menneske, og hvis du er dygtig, så kan du forlænge den følelse og de vaner i lang tid.”

Men hvordan er det lige, man tager den rigtige beslutning? Og hvilke beslutninger fortryder man, at man ikke tog? Det kan du høre Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Ennés bud på i det nye afsnit af ’Arbejdstitel’.

De vender naturligvis også det faste format ’Overvurderet/Undervurderet’, hvor emnerne er at shoppe med andre, at gå med hat, at køre bil med nedrullede vinduer, at sætte en serviet på t-shirten eller skjorten, når man skal spise, spaophold og at vælge to kugler is af samme variant.

Og især sidstnævnte vil faste lyttere af programmet vide, at Kristoffer har stærke holdninger til.

Det nye afsnit af ’Arbejdstitel’ er ude på alle platforme nu.