Hvordan ser livet ud for en 11-årig dreng, når de voksne kigger væk? scroll-down

Hvordan ser livet ud for en 11-årig dreng, når de voksne kigger væk?

Oliver Krag Kokholm fra Albertslund er 11 år gammel, skoleelev, lillebror, målmand og fuldkommen almindelig. I seks måneder har han givet Magnus Kraft et ufortyndet indblik i sin tilværelse. I vaskere, piger, telefoner, drengestreger og den slags formiddage, hvor livet forandrer sig helt ud af det blå.

Af Magnus Kraft
Foto: Thomas Nielsen
Samfund Euroman

DET ER BLEVET JANUAR, og Oliver har et problem af en art. Det er sådan et problem, man ikke kan tale om uden at smile imens. Oliver kan i hvert fald ikke.

Problemet er Olivers egen skyld, det er det helt klart. Men hvis der er én ting, der er helt sikkert, er det, at Oskar og Samir ikke skal komme for godt i gang. Det er også deres skyld. 

Oliver er havnet på 9. klassernes dødsliste, og dét er i lange stræk lidt af et problem.

Det kan få fatale konsekvenser at stå på den liste. Når det igen bliver sommer, har 9. klasserne sidste skoledag, og så kommer de udklædt som bananer og straffefanger og overfalder de dødslistedømte elever med skum og haveslangekoldt vand. Sidste år fik Villads fra 6.f også tyret en frossen karamel lige i panden. 

Dengang var det i det mindste varmt udenfor. Nu er det januar, og sneen tæsker i stiv sidevind ned over Albertslund på Københavns vestegn, hvor Oliver bor og går i skole. Det er sæson for vaskere. Sæson for at blive jagtet af sataniske 9. klasseselever efter skole. Især hvis man står på dødslisten. 

Med deres dunjakker, luftige overskæg og store, mærkelige næser, der har tyvstartet ansigtets modning, står de og gemmer de sig bag et cykelskur. Og når Oliver, Oskar og de andre sætter den første fod uden for skolens areal, bruser 9. klasserne frem med hænderne fulde af sne. Oliver tager sine spinkle ben på nakken og spurter hele vejen hjem. Hvis han altså ikke bliver fanget. Så lægger han sig på asfalten og ruller sig sammen som en lille kugle for at beskytte sit uspolerede ansigt mod jordbrunlig sne og smagen af våde handsker.

Livsappetitten stråler ud af hans kastanjebrune øjne, når han fortæller om det. 

Og Oliver, der i folkeregistret er Oliver Krag Kokholm, men her i sit eget lille mikrokosmos bare er Oliver, kommer altid hjem. 

Hjem til Fyrrehusene, et middelklasseidyllisk rækkehusområde mellem Albertslund og Glostrup. Hjem til mor og far. Hjem til storebror Marcus og den sorte labrador Mynte. Hjem til nutellamadder, Playstation, den elektroniske dartskive og de otte fodbolde under hans sovesofa. 

Oliver jubler, når det sner, men det gør hans far, Tim, ikke, for han er anlægsgartner. 

”Det kan godt blive rimelig koldt, ikke,” siger han med tung, valbysk dialekt. Ud af ærmehullerne på hans armygrønne undertrøje stikker et par praktiske, tatoverede overarme. 

Tim er med sine egne ord fra et rimeligt trist område, og det var heldigt, at hans mor tog ham med til Jylland og boede. I skolen var han bimlende ordblind, men hans hænder fejlede ingenting, og så blev han anlægsgartner.

Det med sneen betyder mindre for Nina, Olivers mor, for det sner jo ikke inde i frisørsalonen, hvor hun arbejder. Til gengæld bruger hun en del energi på at køre Oliver i skole om morgenen, for gearene på hans cykel er frosset fast. Så ser han med misundelse på sin storebrors elcykel, som Marcus købte for sine konfirmationspenge sidste år: 

”Den kostede 8-6.000 kroner,” fortæller Oliver med sit lille rævesmil.  

Når man besøger familien Krag Kokholm, er det første, man ser, den store vægdekoration på den hvide væg i entréen. ”Every family has a story. Welcome to ours,” står der med store, sirlige bogstaver. 

Olivers værelse er på første sal, lige ved siden af hans forældres soveværelse med de grå dyner. Nede i kælderen sover Marcus – til langt op ad formiddagen, hvis han kan slippe afsted med det. Han går i 9. klasse på en anden skole, og hans rum er det i rækkehuset, Oliver sjældnest befinder sig i. Går man derned, er det på eget ansvar, siger Tim og griner sammen med Oliver. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Danmark