Hvordan kommer man videre, når man har mistet to børn? Det er Nick Cave ved at finde ud af

TITELNUMMERET PÅ 'WILD GOD', det nye album fra Nick Cave & the Bad Seeds, hvirvler i mine ører, mens jeg iler afsted.

Det er formiddag, og der er 25 grader i Helsinki – hvornår er der, på noget tidspunkt på dagen, femogtyve grader i Helsinki? – og jeg har loafers, sorte jeans, sort T-shirt og sort blazer på.

Men i dag vil jeg hellere svede lidt end at se dum ud. Cirka halvvejs inde i nummeret, der, hvor det ud af det blå skifter karakter og bliver helt vildt, holder lyden i mit headset op.

Der er en, der ringer. Portugisisk nummer. Det må være tourmanageren.

”Hello, is this Oliver?”

Yes, hello, this is Oliver.

“This is Antonio, the tour manager of Mr. Nick Cave. I assume you’re here soon?” – med ’here’ mener Antonio det femstjernede Hotel St. George inde i midten af glohede Helsinki, hvor Nick Cave giver tre udsolgte solokoncerter i den nærliggende koncertsal Musiikkitalo, og ja, jeg er der snart, sådan cirka om 12 minutter, siger jeg – ”Okay, that’s good. The weather is so good …”

It really is!

“… so if it’s okay with you, Mr. Nick Cave would like to start the interview right away when you get here.”

Fint med mig. Jeg ved godt, hvad det går ud på: Mr. Nick Cave skal ud og bade. Det gør han så vidt muligt hver dag, har jeg lige læst i hans nyhedsbrev, The Red Hand Files.

Det eneste problem, jeg har med denne fremrykning, er, at jeg ikke får de 30 minutter til at køle af, som jeg havde budgetteret med, hvorfor jeg 15 minutter senere sidder og tørrer sved af panden, idet Nick Cave – ekstremt, forventeligt elegant – træder ind i det grå møderum, vi er blevet tildelt.

”Hvordan går det?” spørger han. ”Fået en kaffe eller noget?”

Jeg har bestilt en te, siger jeg. Det er der en grund til. I flere interview har jeg læst, at den australskfødte, men i England bosiddende Nick Cave foretrækker te. Og, ser du, jeg vil gerne skabe nogle krydsflader imellem os, hvor end spinkle de flader så er. Noget, vi kan bonde over, som fx te, sådan at jeg senere i interviewet kan udnytte den gode stemning og stille nogle lidt frække spørgsmål. Ja, jeg ved godt, at det ikke er banebrydende kvantefysik, jeg præsenterer for jer her, men det er nu engang den strategi, jeg har lagt. Fem minutter senere banker tourmanageren på døren, og ind kommer en hotelmedarbejder gående med en serveringsbakke, og det viser sig, at Nick Cave har bestilt en sort kaffe med mælk på siden.

Det er varmere i Helsinki, end jeg lige havde regnet med, siger jeg til ham.

”Hvor kommer du fra?”

Danmark!

”Oh, gør du? Det er dansk, det her interview?”

Yeah …

“Oh, sorry, det var jeg ikke blevet fortalt.”

En telefon ringer.

“Vent lige,” siger han til mig. ”Darling! Jeg skal lige til at give et interview.”

Det er Susie Cave, der ringer – eller det tillader jeg mig at antage, at det er – Nick Caves kone igennem mange år. På Victoria and Albert Museum i London, i året 1997, fik Cave øje på Susie – dengang model, siden tøjdesigner – for første gang, og that was it, som man siger: pladask forelsket.

Nå, der sidder han så, den jakkesætsbærende apostel, og jeg tillader mig at kigge lidt. Han er mere solbrun nu om stunder. Jeg tror, det skyldes, at han simpelthen kommer mere ud, end han gjorde i sine yngre, urbanhektiske heroindage. Jakkesættet er i en lys grå med tern (det ser federe ud, end det lyder), sandsynligvis fra hans skrædder på Berwick Street i Soho, indenunder bærer han en himmelblå skjorte, der er knappet halvvejs ned, og derinde – på den hårløse, helt flade brystkasse – hænger en guldkæde og dingler; ’Susie’ står der. Derudover: sorte loafers med guldspænde, mørkegrå uldstrømper, ur med sort læderrem, sort bælte med guldspænde.

Darling. Han siger hele tiden darling i telefonen. Det ligger godt i hans mund.

Jeg prøver egentlig at beherske mig, udvise lidt professionel pli, men mit blik bliver uundvigeligt trukket op mod Nick Caves tilbagestrøgne hår. På en måde ligner det ikke ægte hår. Hvis en mariehøne landede på hans næse og kravlede op ad hans høje pande, ville den få sig en grim forskrækkelse ved ankomsten til håret. Som en fontæne af olie, der vælder op fra den voksagtige bund.

Han farver det hver dag. Det har han gjort, siden han var teenager. ”I’ll dye it till I die,” har han på et tidspunkt sagt. I sit dagbogsagtige langdigt ’The Sick Bag Song’ fra 2015 beskriver han, hvordan han omhyggeligt mixer en ’paste’ i en skål og maler sit hår sort. Efterfølgende går han i gang med ansigtet: ’I reposition my face so that I stop looking / like Kim Jong-un and start looking more like Johnny Cash / Or someone.’

Snart lægger han på. Men inden han gør det, og inden vi begynder at tale om, hvorfor han en vinterdag for otte år siden pludselig hoppede i det kolde hav – noget, han aldrig havde gjort før – er det en nødvendighed at fortælle, hvad der skete sommeren inden den vinter. Det var den 14. juni 2015, sent hen på eftermiddagen, da Nick og Susie Caves ene tvillingesøn, den 15-årige Arthur, faldt 18 meter ned fra en kalkklippe nær deres hjem i Brighton og døde umiddelbart efter. Senere viste det sig, at Arthur inden sit fatale fald havde taget LSD for første gang med en ven.

I 1998 holdt Nick Cave en forelæsning i Wien under titlen ’The Secret Life of the Love Song’. I forelæsningen citerer Cave en af sine yndlingsdigtere, W.H. Auden, der engang har skrevet, at ’den traumatiserende oplevelse’ ikke er en ’ulykke,’ men en ’mulighed’ for at livet kan blive alvorligt. Dengang, i 1998, troede Nick Cave, at hans traumatiserende oplevelse – den, der havde åbnet et hul i ham, som han kunne udfylde med kreativitet – var tabet af hans far som 19-årig.

To år efter sønnen Arthurs død, i 2017, fortalte Cave til magasinet GQ, at det nok i virkeligheden ikke forholdt sig sådan alligevel. Den traumatiserende oplevelse, sagde han, ”afventede.” (I 2022 mistede Nick Cave endnu en søn, den 31-årige Jethro fra et tidligere forhold, fundet død på et motel i Melbourne.)

”ALRIGHT! DEN SLUKKER jeg lige for,” siger han og lægger telefonen væk.

På min blok står der: Land of the thousand lakes. (Det er noget, man siger om Finland, landet, vi befinder os i. I virkeligheden er thousand en grov underdrivelse. Finnerne kan, utroligt nok, bryste sig af over 180.000 søer.) Jeg siger til Nick Cave, at det må være et land lige for ham, sådan en lystig bader.

”Det er fucking amazing,” siger han. ”Jeg har badet hver dag. Og igen i dag skal jeg afsted. Jeg har en ven, en filmklipper, der har en hytte ved en sø, ligesom enhver finne tilsyneladende har. Så der skal jeg ud bagefter.”

Vandet er ret varmt, siger han. Det bryder han sig egentlig ikke om. Han foretrækker det koldt. Når han er hjemme i London, hvor han bor i disse år, trasker han hver morgen, typisk jetlagtidligt, afsted til en nærliggende sø og hopper i. (Præcist hvilken vil han – af op til flere naturlige årsager – ikke afsløre.)

Der var iskoldt, den vinter på stranden ved Brighton, vinteren efter Arthurs død, da Nick Cave pludselig – for første gang – blev grebet af en trang til at hoppe i havet. ”Jeg var ikke et særligt godt sted psykisk,” siger han. ”Jeg tænkte bare: Fuck it. Og tog alt mit tøj af.”

Det isnende hav var ikke behageligt i sig selv, det var det modsatte. Et ”katastrofalt angreb på nervesystemet.” Til gengæld gjorde det noget andet.

’Jeg opdagede,’ skriver han i et brevkassesvar i juni, ’at det simpelthen var umuligt at sørge i iskoldt vand.’

Der er gået seks år, siden Nick Cave åbnede sin brevkasse, der udkommer som nyhedsbrev en gang om ugen. I begyndelsen camoufleret med et mere overfladisk sigte: en ask me anything med den feterede rockstjerne. Men den egentlige mening med brevkassen stak dybere end det. Rockstjernen ønskede at forholde sig til eksistentielle spørgsmål – og i udpræget grad til spørgsmål om sorg. Der skulle dog gå lidt, før spørgsmålene slog ind på den frekvens, Cave i virkeligheden higede efter at sende på. Men så, efter nogle uger, modtog han et spørgsmål fra en ’Cynthia’, der befandt sig i stor, fortvivlende sorg. Og denne Cynthia spurgte, helt direkte, ind til Nick og Susies egen sorg. Der præsenterede den sig, muligheden for at løfte dæmningen og lade den ’flod af sorg,’ som han senere har beskrevet The Red Hand Files som, flyde.

’For mig er det sådan, at elsker vi, så sørger vi,’ skrev Cave. ’Det er aftalen. Det er pagten. Sorg og kærlighed vil for altid være sammenflettede. Sorg er den frygtelige påmindelse om dybderne af vores kærlighed, og sorg, ligesom kærlighed, kan ikke forhandles.’

Men havde man fulgt godt med, var der ikke noget mærkeligt ved denne nøgne, flænsende ærlighed. Sorgen, der fulgte med tabet af Arthur, havde Nick Cave næsten instinktivt kanaliseret ind i sit arbejde og, senere, gjort til en offentlig, udadvendt proces. Det var, som om han – ligesom for at begribe omfanget af den smerte, der havde taget bolig i hans indre – vendte vrangen ud på sig selv og stillede den til frit skue.

I samtalebogen ’Faith, Hope and Carnage’ fra 2022 fortæller Nick Cave, hvordan han tre-fire dage efter Arthurs død – ramt af en ’afsindig energi’ – gik over til Warren Ellis, hans tætte ven og medsangskriver. ’Jeg har brug for at arbejde,’ sagde han til ham. Ellis, forvirret, svarede: ’Nu?’ Og så gik de i studiet, der lå lige op ad den kirkegård, hvor Arthur lå begravet. På vejen dertil, hver dag, passerede de klipperne, ned fra hvilke han var styrtet i døden. På det her tidspunkt havde de allerede skrevet størstedelen af de sange, der ville komme til at udgøre albummet ’Skeleton Tree’ fra 2016 (kun titelnummeret skrev de efterfølgende). Og det var her – nu, i et andet lys – at teksterne blottede deres ubegribelige, dødsensspooky forudsigelse af virkelighedens tragedie:

’You fell from the sky / Crash landed in a field / Near the river Adur,’ lyder de første linjer på albummet. ’With my voice / I am calling you.’

Tilblivelsen af albummet blev indfanget af filminstruktøren Andrew Dominik i den brutale og brutalt smukke dokumentarfilm ’One More Time with Feeling’, også fra 2016. På sin turné med the Bad Seeds det efterfølgende år udbyggede Cave yderligere det rum af ømhed og nærvær, der i sorgens tid var opstået mellem ham og hans lyttere, og året efter – i 2018 – annoncerede han de første af sine deciderede samtalekoncerter.

”Det er en anderledes ting for mig at spille koncerter nu om dage,” siger Nick Cave til mig i det grå møderum på Hotel St. George. ”For mig er det blevet en mere dyrebar, kollektiv aktivitet. Jeg føler, at vi i den sekulære verden, vi lever i for tiden, er ved at miste evnen til at skabe forbindelser til hinanden. Vi er på vores telefoner, på sociale medier, alle de her ting, som i sin essens er isolerende aktiviteter. Og musik – det at gå til en koncert – er en af de sidste tilbageværende, ægte transcenderende oplevelser, vi har til rådighed. Så – det tager jeg meget alvorligt.”

At gennemføre en koncert sammen med the Bad Seeds er, siger frontmanden, ekstremt krævende. Fysisk og psykisk. Gående op ad trapperne til scenen rammer tanken ham: ”Jeg ved ikke, hvordan fanden jeg skal kunne klare det her.” Men så, deroppe, foran publikum, begynder opløftelsen.

Jeg spørger, om den kommer fra publikum eller indefra.

”Det er mere,” siger han, ”en slags modtagelse og udstrømning af kærlighed.”

Føltes det også som kærlighed dengang med The Birthday Party? (Kontekst: The Birthday Party var Nick Caves første band. I begyndelsen hed de dog The Boys Next Door. Mere om dem snart.)

Og han svarer: ”Nej, nej, det gjorde det ikke. Det var helt klart mere en følelse af at … gå i krig.”

DET VAR I DET AUSTRALSKE BØHLAND, et sted i det victorianske hvedebælte, i den lille by med det spøjse navn Warracknabeal, at Nicholas Edward Cave blev født i 1957. Efter noget tid flyttede de til den lidt større by Wangaratta, ham og hans familie. Faren Colin, moren Dawn og Nick Caves tre søskende. Faren underviste i engelsk på byens high school, hvor også moren arbejdede, hun som bibliotekar, og historien går på, at den litteraturbetagede far, der selv skrev i sin fritid, en gang imellem kaldte den unge Nick ind på sit kontor for at læse højt for ham. Og det var ikke hvad som helst, faren læste højt fra, det var gedigne lårklaskere som Dostojevskijs ’Forbrydelse og straf’, forskellige passager af Shakespeare og – da Cave fyldte 12 år – ’Lolita’. Han fattede kun det halve, fortalte Cave i 2014 til The New York Times. Men ordene, som faren læste højt, antændte ham. ”Jeg vidste, at intet ville blive det samme igen.”

Et år senere blev han pillet ud af Wangaratta High School. Det var noget med, at Cave – sammen med to andre drenge – en dag havde trukket underbukserne ned på en 15-årig pige i skolegården, pigens forældre var stiktossede, og generelt var der lige lovligt med ballade omkring Cave, så Colin og Dawn læste skriften på væggen og sendte deres dreng på kostskole i Melbourne. (En skole kun for drenge.)

På den første dag pegede læreren ned på Cave: ’Sæt dig ned, Cave. Dig har vi hørt alt om!’ Ballademagerens rygte var løbet hurtigere end det tog, han var hoppet på hjemme fra Wangaratta. Men på kostskolen fandt Cave også nogle ligesindede. Det vil sige rebeller med hang til kunst i flere former. Hvilket også vil sige, at de per automatik var skolens ”faggots.” Men det var de pænt ligeglade med, og de startede et band – The Boys Next Door.

”De kunne alle spille et instrument,” fortæller Cave, ”og de havde brug for én, der kunne stå foran og hoppe rundt og den slags. Jeg var den udpegede idiot.”

The Boys Next Door blev – i det store hele – lagt for had de fleste steder, de troppede op og spillede deres hårdkogte punk (tilsat lidt af hvert). I bandet var blandt andre Mick Harvey, der senere skulle blive en vigtig del af the Bad Seeds, og efter nogle år kom også den særegne guitarist Rodney S. Howard ombord. Gruppen skiftede navn til The Birthday Party, indspillede et par plader, drog til London, så til Berlin, og sørme om de undervejs ikke var gået hen og havde fået lidt kultagtig status. Ikke mindst takket været den udpegede idiot i front, der var garant for nogle ikke så lidt mindeværdige optrædener.

Hvis man da kunne, ja, huske dem. En af disse fandt sted i Saltlageret på Gl. Kongevej i København i 1983. Nede blandt publikum stod musikskribenten Klaus Lynggaard, og det var, skrev Lynggaard for nogle år siden i Information, en ’sagnomspunden aften, som de færreste dog kan huske.’

Tilbage i Helsinki kigger jeg op på Nick Cave. Jeg har skrevet et par datoer ned, siger jeg til ham. To shows, han spillede i Danmark i begyndelsen af 1980’erne. Jeg forsøger at slå en mine an, der signalerer, at jeg udmærket ved, at vi bevæger os ind i tåget land. Det første, siger jeg, var i 1983 med The Birthday Party. Ringer det en klokke?

”Nej.”

Jeg informerer ham om, at det efter sigende også skulle være sådan en aften, som de tilstedeværende har svært ved at genkalde i klare billeder.

”Right!”

Nå, næste show. Det efterfølgende år. 1984. Første år som Nick Cave and the Bad Seeds, efter The Birthday Party er splintret. (Koncerten fandt sted i Ungdomshuset, men jeg tænker, at det trods alt ikke er gavnligt for sagen at tilføje.)

”Well, sikkert,” siger han. ”Jeg prøver bare lige at huske tilbage … Det er lang tid siden…”

Han bliver næsten lidt forlegen, gransker virkelig mindernes tableau.

”Der var jo en masse, you know, fantastiske shows. Alle sammen skandaløse på en måde … Faktisk,” siger han så. ”Danmark … Det kommer tilbage nu. Jeg begynder at kunne huske Danmark … Dead Man’s Valley? Er det sådan, det hedder? Det er et område i Danmark, hvor man kan købe heroin. Det var et hårdt sted. Jeg ved ikke, hvordan det er i dag. Jeg kan bare huske, at Danmark var et godt sted at komme til, fordi det var nemt at skaffe heroin.”

Nick Cave

(f. 1957) Født i Warracknabeal, Australien. Vokset op i Wangaratta, før han som 13-årig blev sendt på en kostskole kun for drenge i Melbourne. Her mødte han en gruppe ligesindede og stiftede bandet The Boys Next Door, der siden skiftede navn til The Birthday Party og opnåede kultstatus, først i Australien, siden i England. I 1983 gik The Birthday Party i opløsning, og Cave iværksatte Nick Cave and the Bad Seeds, med hvem han siden har udgivet 18 studiealbum, inkl. ’Wild God’ fra august 2024. Cave har desuden udgivet to romaner, den første i 1989, den anden i 2009, samt filmmanuskripter og digtsamlinger. I 2022 udgav han ’Faith, Hope and Carnage’, en samtalebog i samarbejde med journalisten Sean O’Hagan. I 2014 og 2016 udkom de to dokumentarfilm ’20,000 Days on Earth’ og ’One More Time With Feeling’. I det mellemliggende år – i 2015 – mistede Cave sin 15-årige søn Arthur. I 2022 mistede han endnu en søn, den 31-årige Jethro. Cave bor i London med sin kone, modellen og tøjdesigeren Susie Cave, med hvem han har sønnen Earl. Har derudover en søn fra et tidligere forhold.

NICK CAVE HAR ENGANG UDTALT, at han plejede at arbejde seks dage om ugen. Men det kørte han død i. Og begyndte at arbejde om søndagen også. Cave er, modsat hvad hans mytologiserede figur måske antyder, en mand, der skaber inden for rammerne af en ret heftig disciplin. Og det kreative arbejde, når ellers hans omrejsende tilværelse tillader det, foregår fra klokken 9 til 17.30.

”Jeg har brug for at sidde ned og koncentrere mig,” siger han. ”Og tænke.”

Kaster man et blik ned ad mandens generalieblad, efterlades man heller ikke med indtrykket af en, der sløser med sine kræfter: 24 studiealbum, 11 soundtracks, to romaner, et par digtsamlinger og to filmmanuskripter. I den føromtalte samtalebog ’Faith, Hope and Carnage’ fortæller Cave, at han måler sit liv gennem sine sange. Sangene, fortæller han videre, er ’som et spor af brødkrummer i skovens bund.’

På den første dag af året 2023 satte han sig ned for endnu engang at forlænge sit spor i skovens bund. Han begynder ved ordene, det har han altid gjort. Fortællingen først, dernæst musikken. Men det er ”et mareridt” at skrive lyrik, siger han. ”Det er virkelig svært. Jeg får ingen fornøjelse ud af det.”

”Jeg sætter mig ned med så godt som ingenting. Jeg har ikke tænkt på noget inden. Eller jeg har i hvert fald ikke tænkt i sange som sådan. Så det er ud fra ingenting, at jeg forsøger at konstruere en bunke sange,” fortæller han. ”Jeg får nogle små idéer og udvikler på dem. Og de vokser, og én idé bliver til én sang, og denne sang påvirker den næste sang. Og så begynder den her samling af sange, der typisk centrerer sig om nogle stærke, centrale billeder, at vokse frem. Jeg skaber et reservoir af informationer, som jeg kan tage med i studiet og improvisere med. Sådan har det været med de seneste fire album.”

Et af de centrale billeder på den nye plade er det, som også lægger titel til pladen: en vild gud. ’Once upon a time a wild god zoomed / All through his memory in which he was entombed,’ åbner Nick Cave med stor indlevelse. ’He was a wild god searching for what all wild gods are searching for.’

Er billedet af den vilde gud ret klart for dig?

”Hm, det er en slags konstant forandrende kraft, der løber gennem pladen.”

Så han er ikke en konkret person, du kan se?

”Det er ikke sådan, at jeg kan se hans ansigt. Men jeg ser den her figur. Og han finder vej ind i flere af sangene på forskellige måder. I sangen ’Wild God’ er det vel grundlæggende en gammel mand, der reflekterer over sit liv, og som – I guess – leder efter nogen, som vil tro på ham,” fortæller Cave. ”Jeg tænker, at det er vores alle sammens store knibe: at finde mennesker … at finde én, man kan stille sig foran. Og som tror på dig. Og har tiltro til dig. Jeg tænker, det er det, vi alle længes efter.”

Tegner du nogensinde?

”Ikke rigtigt. En smule.”

Så jeg ville ikke kunne få dig til at tegne den vilde gud?

”Nej!” siger han og vender sine håndflader væk fra kroppen. ”Nej, det skal vi ikke.”

TRE MÅNEDER EFTER VAR DET hårde arbejde forbi. Reservoiret var fyldt op. Og Cave var klar til at begynde sangskrivningen med Warren Ellis.

Det var helt tilbage i 1993, under indspilningerne af den monumentale plade ’Let Love In’, udgivet det følgende år, at Nick Cave hev den mildt sagt karakterfulde, shamanlignende violinist Warren Ellis med i studiet for første gang. (Cave har engang sagt, at Ellis’ hoved ser ud, som om det hører hjemme på et fad.) På det her tidspunkt havde Cave lagt Det Gamle Testamente bag sig – en af de bærende, tematiske søjler i det cave-ske tekstunivers i 1980’erne – og i stedet kastet sig over Det Nye.

Ikke at der var gået fuldstændig vor Frelser og Forløser i den, mange af de gamle boller svømmede stadig rundt i suppen: heroinen, djævelskaben, gruen. Døden!

Et par år senere, i 1996, landede det kommercielle gennembrud i form af albummet ’Murder Ballads’. Årsagen var ikke en pludseligt opstået sult i den brede befolkning efter makabre skæbnefortællinger som den, man får serveret i ’The Kindness of Strangers’, hvor Cave med en kølig apati i barytonen åbner med linjerne: ’They found Mary Bellows cuffed to the bed / With a rag in her mouth and a bullet in her head / Oh, poor Mary Bellows.’ I stedet var det albummets sang nummer fem, en duet med verdensstjernen og landsmanden Kylie Minogue, der var rod til al ståhejet. Også på MTV var de blevet helt vilde med den australske humørbombe og nominerede ham tilmed til ’Best Male Artist’. Cave kvitterede ved at sende tv-stationen et brev, hvori han bad dem trække nomineringen tilbage. (Hvilket de gjorde.) ’Jeg er ikke i konkurrence med nogen,’ skrev han.

I mellemtiden var Warren Ellis blevet hængende. Og fra og med den ømme ’The Boatman’s Call’ i 1997, hvor Cave blotter sit af PJ Harvey knuste hjerte, var Ellis blevet optaget som et fuldblodigt Bad Seed. Det var også deromkring, mod årtusindets afrunding, at d’herrer viklede sig ud af heroinens muskuløse greb. Og ind i en ny afhængighed: arbejde.

Nu er Cave og Ellis uadskillelige.

Siden ’Push the Sky Away’ (2013) – det første skifte mod en mere atmosfærisk, flydende Bad Seeds-lyd – har Cave og Ellis komponeret al musik sammen. Det foregår på den måde, at de møder ind om morgenen, og så begynder de på deres symbiotiske, nonverbale improvisation.

”Vi spiller bare nonstop, right?” fortæller Cave mig. ”Jeg sidder ved klaveret, og Warren sidder ved … whatever he’s fucking playing – og så jammer vi. Det meste er noget skrammel, det er forfærdeligt, men så, en gang imellem, opstår der nogle interessante ting.”

På et tidspunkt stod Cave og Ellis med 10 sange, de kunne tage med i studiet og indspille sammen med resten af bandet (”At lave musik med bandet er bare great fucking fun.”) Det var disse 10 sange, de havde med i tasken, da de drog mod USA for at få albummet mixet færdigt af den amerikanske producer Dave Fridmann, kendt for sit arbejde med bands som Mercury Rev og Flaming Lips. På et Zoom-opkald inden turen havde Fridmann sagt til Cave og Ellis, der på de seneste plader både har produceret og mixet: ”Jeg tror, jeres problem er, at I ikke har nogen, der siger jer imod.”

Cave og Ellis ankom til Dave Fridmanns studie, der ligger i en ”lille hytte ude i en skov” lidt syd for Buffalo, New York. Hver morgen – de begyndte altid om morgenen – sad de i ”hans lille køkken,” og så ville Fridmann spørge: ’Hvad har I lyst til, vi laver i dag?’ Da de nåede til titelnummeret ’Wild God’, spurgte Fridmann, hvad den går ud på. Cave forklarede: ’Det er vel sådan en lang, fortællende ting, og så eksploderer den til sidst.’ Den meget ’zen-agtige’ Fridmann svarede: ’Fint. Vi ses klokken 16.’ Og så gik Fridmann ind i sit studie og lukkede døren efter sig.

”Warren og jeg var begge bare: What the fuck! Vi er virkelig beskyttende. Især Warren. Han lader ikke nogen røre ved noget. I mellemtiden sad vi bare ved bordet i køkkenet og kiggede på hinanden. Klokken 15 kom han ud og sagde: ’Gå ind og lyt, og fortæl mig, hvad I synes.’ Vi gik derind. Dave Fridmann blev ude. Selve den soniske lyd var virkelig anderledes end det, vi havde givet ham. Det var så vildt elektrisk. Anden gang, vi hørte den, var vi sådan: Hmmm. Og den tredje gang var vi sådan: ’Fuck, det her er virkelig fedt!’”

Cave ser helt glad ud.

”Der var bare ikke noget at sige.”

JEG KIGGER PÅ MIT UR. Der er gået 52 minutter. Shit. Vi har en time, og på forhånd er jeg blevet instrueret i, at det er mit ansvar at stoppe tiden, når den er gået. (Jeg tænker bare: Nogen må introducere den pressemand for mundheldet om barnet og slikbutikken.)

Jeg må hellere få stillet et af mine frække spørgsmål. Det handler om frøer. Ja: frogs, hvilket også er titlen på albummets anden single. Jeg fortæller Nick Cave, at jeg gav mig til at læse om frøer den anden dag. (”Du begyndte at læse i en bog om frøer?” – ”Nej, altså, jeg søgte lidt online.” – ”Okay, det er interessant.”) Og der faldt jeg over en artikel, hvori et fund, nogle forskere gjorde sig for et par år siden, beskrives. Helt kort: I mange år har vi kendt til forskellige massegrave med frøer og tudser. Det lyder lidt vildt, men den er god nok. Og i mange år har man troet, at de her tilfælde af massegrave skyldtes ekstremt vejr, mangel på føde eller deslige. Men i virkeligheden – det var det, de her forskere havde fundet ud af – var frøerne og tudserne døde af udmattelse under parring. Med andre ord: De var døde af begær og instinkt. Alt det her fortæller jeg til Cave og stiller ham mit spørgsmål. (Som en slags dækning for spørgsmålet vil det være passende at præsentere følgende oplysning: Caves to første sønner blev født inden for 10 dage af hinanden, den ene i Australien og den anden i Brasilien.)

Jeg vil spørge dig – and don’t take this the wrong way …

“Ha ha!”

… om du ser dig selv i frøer på nogen måde?

”Altså som i at blive seksuelt udmattet?”

Tænkte mere det her med instinktet.

”Well, jeg kendte ikke til den del, så jeg må nok sige nej. Det er en meget morsom historie, men jeg kendte den desværre ikke. Men for mig så er frøens ekstatiske spring” – Cave udgyder her en lyd – ah! – og forsøger at ligne en springende frø med både ansigt og arme – ”det er for mig selve essensen af konceptet glæde. Det er momentært. Hvilket glæde også er. Det er ikke evindeligt.”

På ’Frogs’ synger Cave: ’The frogs are jumping in the gutters / Leaping to God / Amazed of love and amazed of pain / Amazed to be back in the water again. ’ Efter sangen var udkommet, skrev en mand ved navn Barry ind til The Red Hand Files. Han ville gerne vide, hvad meningen med teksten egentlig er. Cave – indledende med en spoiler alert – tilbød følgende forklaring om linjerne med frøerne: ’De små frøer, Barry, er dig og mig og al menneskehed, der for et øjeblik springer mod kærlighed, forbløffelse og transcendens – for blot at lande i rendestenen igen.’

”Jeg elsker den måde, frøer ser ud på,” siger Cave til mig. ”Jeg ser os mennesker i det, som frøerne prøver på. Og jeg tænker, at metaforen er, at vi i en vis grad mislykkes, fordi vi ender i rendestenen igen. Men det er transcenderende øjeblikke. Det er sådan, det for mig personligt føles at leve. Der er et grundniveau af lidelse – og med lidelse mener jeg en fornemmelse af tab – som brydes af de her ekstatiske øjeblikke.”

PÅ ET TIDSPUNKT I BOGEN ’Faith, Hope and Carnage’ fortæller Nick Cave til Seán O’Hagan, journalisten, han har lavet den med: ’Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sige det her, og du må endelig ikke misforstå det, men siden Arthur døde, har jeg været i stand til at tage skridtet videre fra sorgens fulde kraft og opleve en form for glæde, der er helt ny for mig. Det var, som om oplevelsen med sorg på en måde forstørrede mit hjerte.’

Et andet sted fortæller han, hvordan mange – især mødre – har haft svært ved at rumme det faktum, at hans oplevelse af glæde er blevet forstørret efter Arthurs død. Det får mig til at tænke på det, han før har beskrevet i sin brevkasse: at kærlighed og sorg er forbundne størrelser. Og det får mig også til at tænke på min egen oplevelse med sorg, hvilket jeg fortæller til Nick Cave – det er jo, for fanden, det, man gør med ham. Da jeg var 12 år, mistede jeg min far. Og før begravelsen skulle jeg ud og købe en sort skjorte. For det ejer børn ikke – sorte skjorter – før døden pludselig præsenterer sig. Det var med min mor og min bror, og jeg kan huske, at min bror og jeg på et tidspunkt begyndte at grine over et eller andet, virkelig grine. Men så bad min mor os formanende om at dæmpe os. Det var ellers så rart at grine lidt. Jeg spørger derfor Cave, om der var et tidspunkt – i tiden efter Arthurs død – hvor han ikke tillod sig selv at være glad.

”Det er en virkelig god pointe. Hvornår er det tilladt for dig at være glad? Hvad jeg oplevede, var en udvidelse af potentialet i at føle og at elske. I modsætning til det, jeg kalder for mit half-formed self, som var før min søns død. Det var en person, der ligesom bare levede på en ukompliceret måde,” fortæller Cave. ”Det liv, Susie og jeg lever nu, og det liv, vi havde før, Arthur døde – de er bare forskellige. Det er ikke sådan, at vi ikke var glade for at være sammen med hinanden før, men intet i vores liv tages for givet længere.”

Hvilket på en måde er en gave?

”Det er en gave. Men det er svært for folk, der befinder sig i den tidlige sorg, at høre nogen sige den slags.”

JEG KIGGER IGEN på mit ur. Vi er gået to minutter over. Barnet bag disken!

”Oh my God,” siger jeg.

”Det er fint,” siger Cave. ”Jeg havde bare ikke lyst til, at den blev over middag, eftersom jeg skal ud i den hytte, og det tager en time, og jeg snakker ofte for meget.”

Pyha. Vi slutter af med at snakke lidt mere om The Red Hand Files. Det har nu over 200.000 abonnenter, fortæller han. Et ret vanvittigt tal. En brevkasse. Udgivet som et nyhedsbrev. Meget mere tørt bliver det næsten ikke. Men rockstjernens tanker om sorg, venskaber, kreativitet og what not går lige i maven på folk.

Jeg fortæller ham om en sydafrikaner, jeg mødte forleden, som blev helt vild, da jeg nævnte for ham, at jeg havde en interviewaftale med Nick Cave i bogen. Og han blev ikke vild, fordi jeg skulle snakke med manden bag ’The Ship Song’, ’The Mercy Seat’ eller ’Distant Sky’, men fordi jeg skulle snakke med manden bag The Red Hand Files.

Hver dag læser Cave alle de spørgsmål, der er blevet stillet siden den foregående dag. Det er blevet et ritual. En form for ’bøn,’ har han før beskrevet det som. Han fortæller, at han for et par dage siden modtog spørgsmål nummer 100.000. (Han er lidt træt af, at spørgsmålet lød sådan her: ’Vil du bade i ananasgelé med mig?’) Når han har udvalgt et spørgsmål, går han typisk og tygger på det i et par dage.

”Det tvinger mig hen imod en mere eftertænksom og artikuleret side af min karakter. Mere medfølende. Hvilket – og det skriver jeg ofte – ikke falder mig naturligt. Når jeg læser et spørgsmål, har jeg en naturligt afvisende, uempatisk … DET’ OKAY, TON, DET’ OKAY” – Ton – Antonio, tourmanageren – banker på døren – ”… uempatisk respons. Det kræver noget af mig at nå hen i den gode ende af min karakter,” siger han.

”De her 100.000 breve har tvunget mig til at værdsætte, hvad det vil sige at være et menneske. Og det er at tale sammen, at hjælpe hinanden … Og det var i hvert fald ikke noget, jeg havde i tankerne, før Arthur døde.”

Lad os slutte på den.

”Har du fået nok?” spørger Cave og peger på båndoptageren.

Ork, ja, klart, jeg vil lade dig komme ud i hytten, siger jeg.

”Alright, mate, jeg smutter ud og svømmer … med frøerne!”