De fleste forbinder nok Skanderborg med Peter Sommer eller landets dyreste festival, Smukfest. Til gengæld er Skanderborg ikke kendt for at flyde over med gode restauranter.

Men i et nybygget lejlighedskompleks kaldet ’Lille Nyhavn’ på kanten af Skanderborg sø er der sket noget.

René Mammen, der står bag Aarhus-restauranterne Substans og Pondus, har nu kastet sig over byens gastronomiske scene. Dog indenfor en lidt anden genre end han hidtil har prøvet kræfter med, og det har vi talt med ham om. 

Hej René. Du er jo kendt som en vaskeægte Aarhus-restauratør, og nu har du så åbnet Restaurant Postyr i Skanderborg. Hvorfor?

”Min kone og jeg har selv boet i Skanderborg siden 2008, så det kommer af, at vi efterhånden har fået et forhold til byen og gerne vil være en del af at få den til at vokse og blive federe. Postyr er det sted, jeg selv har manglet i Skanderborg.

Første gang, jeg blev præsenteret for projektet, tænkte jeg: ’Fuck mand, det kan jeg overhovedet ikke overskue’, for jeg syntes egentlig, jeg havde nok at se til i Aarhus. Men omvendt ville jeg også bare synes, det var så ærgerligt, hvis der var nogen, som så lavede endnu et eller andet halvhjertet forsøg på en restaurant i Skanderborg.

Så jeg tog en snak med bygherren og fandt ret hurtigt ud af, at vi faktisk havde nogle idéer, der gik nogenlunde hånd i hånd. Nu, to år senere, står der så en restaurant.”

Postyr-1.jpg

Betyder det, at du skal til at være mere direktør end restauratør?

”Nej, det ved jeg nemlig, at jeg er dårlig til. Planlægning, vagtplaner og økonomi, det rører jeg så lidt ved som overhovedet muligt.”

Hvordan kommer du så til at være involveret i Postyr?

”Vi er i en opstartsfase nu her, hvor det bare hedder alle mand på dæk. Det finder stille og roligt sit naturlige leje, og så kommer jeg nok til at være der en enkelt dag om ugen, vil jeg tro. Det meste af min tid vil jeg stadig bruge på Substans.”

Hvorfor ’Postyr’?

”Det er min hustru, der står for den slags, og der har selvfølgelig været mange navne oppe og vende. Men jeg tror bare, vi syntes, det passede godt til det, vi har forsøgt at skabe. Det er et sted, der kan lidt af det hele, og der er ramasjang og postyr. Et sted, der larmer lidt.”

Udover beliggenheden, hvordan adskiller Postyr sig så fra dine andre restauranter?

”Man kan sige meget om Substans og Pondus, men det er jo ikke, fordi der skydes med spredehagl derinde. Der er en fast menu, og det er også fedt, men det sætter nogle begrænsninger. Det er ikke steder, man besøger flere gange om ugen. Postyr henvender sig langt bredere – det er en restaurant for alle. Men maden er også anderledes. Der er en burger og en pastaret på kortet, og der er også fish ’n’ chips til ungerne.”

Postyr-2.jpg

Er du blevet træt af fine dining?

”Overhovedet ikke. Det bliver jeg aldrig. Da vi flyttede Substans ud på Aarhus Ø for nogle år siden, holdt jeg fri i et år og var faktisk rigtigt bange for, at jeg ikke ville synes lige så godt om det længere. Men der blev alle mine bange anelser gjort til skamme. Jeg elsker det.”

Hvilke retter på Postyrs menukort skal man prøve?

”Jeg synes man skal prøve vores sæsonmenu, så man får prøvet lidt forskelligt.”

Har du ambitioner om, at der skal tilføjes flere spisesteder til porteføljen i fremtiden?

”Nej, men det havde jeg bestemt heller ikke for tre år siden. Så længe vi kan overskue det, og vi laver sunde forretninger, vil jeg da ikke udelukke, at der pludselig ryger en lille grillbar oveni.”