Esben Pretzmann har brugt det meste af sin karriere på at fremstå som alle mulige andre end sig selv.

Hvad enten det har været som Michael i ’Chris og chokoladefabrikken’, Per i ’Rockerne’ eller Jan Krabbe i ’Angora By Night’, har han spillet fiktive og satiriske karakterer.

For ganske nylig var han tilbage på de danske tv-skærme, da han i fire afsnit af det populære DR-program ’Tæt På Sandheden’ vikarierede for en stressramt Jonatan Spang. Denne gang uden nogen form for maske. Faktisk bare helt som sig selv.

Et vikariat de færreste måske havde set komme, for de seneste 10 år har Esben Pretzmann nemlig trukket sig fra rampelyset i underholdningsbranchen.

I stedet har han stille og roligt påbegyndt en karriere som kunstner. Først i Berlin, hvor han flyttede til, begyndte at male og fik en søn. Derefter i Danmark, hvor han nu bor igen.  

Han har bosat sig i en lille vestsjællandsk landsby, hvor han arbejder fra sit eget atelier. Men selvom malerierne nu er hans hovedfokus, betyder det ikke, at han nødvendigvis er færdig med komikken.

For første gang i hans liv er han nemlig et sted, hvor hans arbejdsliv er i balance og han selv føler, at han har kontrollen.

Esben, hvornår begyndte du at male?

”For ret præcist ti år siden tog jeg en pause fra alt, der hed comedy. Jeg stoppede sådan helt klassisk op og kiggede på, hvad jeg gerne ville, for jeg var gået lidt i stå og kunne ikke længere umiddelbart se en vej indenfor den verden.

Jeg trak stikket i en periode, og hvor mærkeligt det end kan lyde, begyndte jeg at tegne. Det, synes jeg, var sjovt, og det bevægede sig så over i malerier, men det var på ingen måde noget, jeg havde nogen ambitioner med.

I mellemtiden flyttede jeg til Berlin, og under corona-pandemien sad jeg jo som de fleste andre ret isoleret alene i min lejlighed. Jeg var virkelig ikke særlig dygtig til at male i starten, men jeg havde noget tid på hånden, som jeg syntes, jeg lige så godt kunne forsøge at bruge på noget fornuftigt, så jeg øvede mig virkelig intenst.

På et tidspunkt syntes jeg, at de ting, jeg lavede, faktisk blev ret fede, og derfor begyndte jeg lige så stille at poste lidt på mine sociale medier. Det gav mig blod på tanden, og jeg valgte at gå all in for at se, om jeg kunne gøre det til en levevej.

I starten levede jeg af en opsparing, som jeg så på et tidspunkt kunne begynde at supplere stille og roligt med indtægten fra malerierne.”