FOR NOGLE ÅR tilbage sad Morten Spiegelhauer i sin bil på en parkeringsplads et sted i København, da han ud igennem forruden fik øjenkontakt med to mænd, der så meget stærke og lidt vrede ud. Mændene var sat i rask trav i retning mod hans bil.

De to mænd lignede dem, der plejede at true ham. Hærdebrede og i sportstøj. Han syntes simpelthen, de så så ondskabsfulde ud. Typer som dem havde han mødt mange gange. Han var blevet rusket i, han var blevet fortalt, at hans navn var på en liste, og at en hvilken som helst voldspsykopat kunne blive titusindvis af kroner rigere ved at gøre alle den tjeneste at, for nu at sige det, som det er, slå Morten Spiegelhauer ihjel.

Og så forstår man vel, at synet af disse mænd gjorde det fristende at stikke af. Træde speederen i bund og komme væk i en fart. Men Morten Spiegelhauer blev siddende, for det havde han lovet sig selv, at han ville gøre i situationer som denne. Se frygten i øjnene, ikke lade sig styre af paranoia og tro på, at ingen ville gøre alvor af truslerne.

Så han blev altså siddende, da den ene af de to bankede på vinduet ved Spiegelhauers førersæde med knoerne på pege- og langefingeren som for at sige, at nu kan du godt tage at rulle ned, kammerat. Og det gjorde Morten Spiegelhauer så med hjertet siddende helt oppe i ganen.

Den ene mand bukkede sig lidt for at komme i øjenhøjde med Spiegelhauer:

”Pissefede programmer, du laver, mand,” sagde han og stak en knyttet hånd helt ind i den varme bil. Han ville have en knuckle og fik det.

”Fortsæt det gode arbejde!”

Og så gik de to mænd bare.

DET ER IKKE til at komme uden om, at et intimiderende skær også omkranser Morten Spiegelhauer selv. I 20 år er han med ujævne mellemrum dukket op på skærmen som vært på TV 2-programmet ’Operation X’ med sine røde bakkenbarter, meget åbne øjne og karaktermyrdende, karriereafsluttende afsløringer. Håret er i dag blevet lidt tyndere og mindre rødt, men bakkenbarterne er der stadig, de går bare mere i ét med hudtonen.

Derudover er det meste, som det plejer at være, så alene tanken om Spiegelhauer kan gøre mig lidt nervøs. Jeg forestiller mig, at han end ikke siger hej, men springer direkte til sagen: ”Hvorfor gik du så sent i seng i går, når du skulle interviewe mig i dag?” eller ”havde du ikke også de sokker på i går?”.

Men da jeg møder ham i den grønne udkant af København en varm sommereftermiddag, er han mod forventning hverken to meter høj eller bevæbnet til tænderne med kompromitterende informationer om sprækkerne i min person.

”Når du møder mig nu, er jeg bare Mollefar,” siger han, manden, der er genstand for krampagtig stilhed og tøvende vittigheder (”nu har du vel ikke skjult kamera med?”), hvor end han går.  

”Privat-Mollefar er der altså ikke noget skræmmende over.”

Men mere end noget andet er Morten Spiegelhauer i det offentlige øje ham fra ’Operation X’; et journalistisk graverprogram, der præmierede i 2004 med den unge og næsten teatralsk energiske Morten Spiegelhauer som vært. I dag, mere end 100 udsendelser senere, hedder værten stadig Spiegelhauer, og der er stadig banditter derude, der snart får besøg af manden, ingen ønsker sig besøg af (lige nu er tre nye ’Operation X’-historier under udarbejdelse).

”Nu hænger jeg jo på den. Jeg er jo blevet ham. ’Operation X’,” siger han, siddende på en bænk med albuerne hvilende på knæene.

”Og Mollefar, han er altså konfliktsky. Men der er det godt, at brandet er så stærkt, for det gør det nemt for mig at være Morten Spiegelhauer. Hvis vi er på en optagelse, og der sker noget uventet, kan jeg finde på at sige højt ud i rummet: ’Hvad ville Morten Spiegelhauer have gjort?’ Han ville nok gribe knoglen eller tage direkte ud og konfrontere bagmændene. Jeg kan spørge ham. Ham Morten Spiegelhauer, der.”

Jeg spørger ham, hvordan denne Morten Spiegelhauer ville have det med, hvis der en dag kom en ny vært på ’Operation X’, og så griner han:

”Jeg ville synes, det var superirriterende. Så må det hedde ’Operation Y’. Hvis det stod til mig, så lukkede programmet, den dag jeg stopper. Men det er TV 2’s program, og når de engang er trætte af mig, kan de ansætte en anden. Selvom det ikke er noget, jeg bryder mig om.”

SPIEGELHAUERS SOMMER ER gået med at forberede og kommentere OL i klatring. Graverjournalisten er blevet sportskommentator. Han har selv klatret i mange år, og det kan man godt kan se på de stærke underarme med tydelige vener, der stikker ud af hans mørkeblå polo, og med klatring på OL-plakaten spurgte han forsigtigt cheferne på TV 2, om det ikke kunne være en god bitjans for ham.

Det er, indrømmer han, behageligt med et afbræk fra folk, der svindler med skattekroner, mishandler heste, udfører livsfarlige fedmeoperationer eller narrer unge piger til sex. ’Operation X’-programmerne kommer vidt omkring, men har det fællestræk, at banditterne ofte står afpillede tilbage med vingeskudte eftermæler og bukserne nede om anklerne. Og derfor har Spiegelhauer mange fjender. Derfor havde han lyst til at stikke af, da de to mænd på parkeringspladserne nærmede sig hans bil.

”Mange har et hævnmotiv, og jeg har fået mange trusler og er blevet passet op på gaden mange gange. Men hvis jeg var kørt fra de to gutter, så havde jeg levet videre i forestillingen om, at de ville mig det ondt, og jeg ville ikke turde komme tilbage til det sted, de havde fundet mig. Selvom virkeligheden var en helt anden.”

Over for folk, der vil forsøge at bremse et kommende program, eller mange år senere vil hævne sig for de konsekvenser, Spiegelhauers afsløringer har haft for vedkommendes omdømme eller indtægter, kan han tage visse forholdsregler: Hjemmeadressen er hemmelig, og Spiegelhauers kone og to børn er så godt som totalt afskærmet fra offentligheden. Men derudover er der ikke skrækkeligt meget at stille op, når folk skriver – eller simpelthen fortæller ham – at han skal dø.

”For mig er det vigtigt at have en mental værktøjskasse, jeg kan åbne. Jeg har brugt meget mentaltræning fra idrættens verden for at holde mig fokuseret. Jeg mediterer også.”

Bliver man immun over for truslerne?

”Nej. Det gør man aldrig. Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg bliver påvirket af det. Og det er jo ekstremt irriterende at sige det offentligt, fordi så fortæller man folk, hvor man er sårbar. Derfor har det taget mig mange år at tage mig sammen og fortælle om det. For man har lyst til at sige, at det rører mig da overhovedet ikke. Men i virkeligheden er man pissebange.”

Når artiklen begynder med historien om dengang, Morten Spiegelhauer ikke stak af, er det for at illustrere følgende pointe: Han er blevet ældre og bedre til at være i frygten. Mere kølig, faktisk. Og han har stadig til gode at få én på skrinet.

NU FEJRER ’OPERATION X’ 20-års jubilæum på TV 2, og i den forbindelse ser Spiegelhauer tilbage på de mest mindeværdige udsendelser i programmets historie. Et par af dem er så godt som ikoniske. På grund af afsløringernes tyngde, de medieetiske dilemmaer og den destillerede underholdningsværdi.

Tænk fx tilbage på programmet om minkindustriens behandling af minkene, der resulterede i et fem år langt juridisk efterspil om brugen af dyreværnsaktivisters ulovlige indtrængen på minkfarmene.

Eller den om komikeren Henrik Bruhn, der blev konfronteret af en hel sal fyldt med mennesker, der var sprunget med begge ben i hans ellers ret dilettantiske web-svindel.

Men intet program har sat større brændemærker i den offentlige hukommelse end dem om chatkonsulenten Rudy Frederiksen – en særdeles kreativ løgner, der misbrugte sin stilling i staten til at lokke unge piger til sex og pornooptagelser.

På grotesk vis afslørede Frederiksen sine egne unoder over for en muldvarp fra ’Operation X’, og den efterfølgende konfrontation med Spiegelhauer, hvor Frederiksen benægter ethvert kendskab til sagen og simpelthen foreslår at sammenligne sin egen penis med den på det kompromitterende videomateriale, er tv-historie.

Efterfølgende blev Rudy Frederiksen i byretten idømt 30 dage i fængsel, men i folkedomstolen var strafudmålingen nærmere åndelig dødsstraf. Frederiksen måtte skifte navn og udseende og sågar flytte ud af landet.

Det er et evigt dilemma for Morten Spiegelhauer: Står konsekvenserne, det får for den, der bliver hængt ud på landsdækkende tv, mål med den forseelse, der er blevet begået?

”Det spørger jeg tit mig selv om. Man er uempatisk, hvis man ikke tænker de tanker. Og jeg kan godt have ondt af dem, vi afslører,” siger Spiegelhauer.

”Vi har været ude for, at vi undervejs har været nødt til at dreje på nogle knapper for at gøre det mindre voldsomt. Fx med afsløringen af Rudy Frederiksen. Der skruede vi enormt meget ned for de ting, han rent faktisk sad og sagde. Fordi det simpelthen blev for voldsomt. Og konsekvenserne ville blive for store. Så det var en redigeret virkelighed, vi bragte. Hvor vi tonede ned for ham.”

Hvordan kan det være?

”Vi ville beskytte ham. Det ville blive for voldsomt.”

I det redigerede program siger han ting som, at ”vi skal også have pigerne drevet ud i noget rigtigt dirty, hvor vi virkelig udnytter dem”…

”Ja, det var sindssygt. Men TV 2 delte vores holdning. At nogle af tingene simpelthen måtte tages ud, fordi det blev for voldsomt. Og det man så, var rigtig grimt. Så du kan godt forestille dig, at hvis det er meget værre end det, så bliver man sgu nødt til at pille det ud.”

Jamen, hvorfor bliver man egentlig nødt til det?

”Fordi reaktionerne bliver for store. Reaktionerne blev i forvejen for store. Også fra de andre mediers side. Han blev jagtet, hans kone blev jagtet, hans børn… Det var ude af proportioner og slet ikke okay. Hvis vi havde fyret mere op for kedlerne i præsentationen af ham, så ville der have været endnu mere af den slags. Man må passe på, at folk ikke samler sig i tæskehold og tager en boltsaks med, så nogen kan klippe kuglerne af ham.”

Får du dårlig samvittighed?

”Ja, det kan jeg godt få. For det er ude af proportioner, og det oplever vi desværre tit. Hvor dem, vi viser i fjernsynet, modtager trusler efterfølgende. Og det er ikke okay. Heller ikke selvom de har gjort noget forkert.”

Men ’Operation X’ fortsætter ufortrødent med Morten Spiegelhauer i hovedrollen. For 20 år er et flot jubilæum, men:

”25… Det ville da også være flot, ikke?”