Jacob Kilsgaard har læst Euroman siden 1995. En dag braste reolen med alle hans magasiner til jorden, og hans bedre halvdel fik ham overtalt til at skille sig af med dem. Det var en vemodig dag, fortæller han.
”Jeg købte mit første magasin, da Klaus Riskær var på forsiden i 1995. Jeg var stilmæssigt lidt af en skovl dengang. Jeg dansede breakdance og gik klædt i en blanding af karrygule RedGreen-trøjer, sko fra Lloyd og brede bukser.
Til en start gav Euroman gav mig en lidt bedre idé om, hvad mode var. Jeg forsøgte at fortolke og adoptere, hvad der var cool. Lidt tid efter begyndte artiklerne at fange min interesse, og pludselig vidste jeg noget om ting, kun de voksne talte om. Så kom Jens Vilstrups klumme bagerst i magasinet, og den blev det første, jeg slog op på og læste, hver gang et nyt blad udkom.”
Annonse
Det samme gjorde jeg. ’Villers Verden’ var den bedste klumme herhjemme. Har Euroman udviklet sig siden?
”Ja, men det har ikke altid været lige godt. Der gik på et tidspunkt lidt for meget drenge-røvsblad i det. Så blev det for tørt og med for mange portrætter af kedelige personer. Det virkede i en periode, som om I forsøgte at gøre bladet mere intellektuelt og glemte jeres DNA: moden, trends og tiden. De seneste år har det været særdeles godt. Det er det eneste skandinaviske magasin, der tåler sammenligning med de helt store.”
Hvorfor køber du det?
”Fordi I altid kommer hele vejen rundt. I fanger tidens interessante personer og portrætterer dem oftest fremragende. Seneste portræt af Roland Møller var skide godt. Vi er begge vokset op i Odense. Han anede ikke, hvem jeg var, men han dansede også breakdance og electric boogie, så derigennem mødtes vi nogle gange. Jeg var rædselsslagen for ham dengang, og det gjorde kun hans historie mere interessant at læse. Nogle gange oplever jeg, at jeg tænker en tanke om et eller andet, og næste måned har I en artikel om emnet. Vi passer godt sammen.”
Hvordan reagerer dine omgivelser på, at du læser Euroman?
”Euroman er med årene blevet magasinet, ’man’ læser. Engang syntes nogle, at det var lidt kikset, men de samme personer sad altid og læste mine blade, når de kom på besøg. I dag er magasinet for mig lige så naturligt at læse, som det er at følge med i nyhederne hver dag.”
Annonse
Er Euromans modestof stadig relevant for dig?
”Min interesse for mode har ændret form over de senere år. Som tidligere ejer af et brillebrand skulle jeg selvfølgelig holde mig skarp inden for mode, design, farver og trends. Jeg er stadig i brillebranchen, men under en anden titel hvor jeg ikke længere har direkte med produktudvikling at gøre. Men interessen for mode er 100 procent intakt, og jeg bruger stadig Euroman som et slags opslagsværk, jeg altid kan konsultere for at se, om jeg er på ret kurs i forhold til mode og tendenser.”
Er der noget ved Euroman, du ikke bryder dig om?
”Jeg har absolut ingen interesse for sport. Men jeg er med, sport fylder for de fleste og kan ikke undgås. Jeg har derimod ingen forståelse for E-matrixen. Den passer ikke ind i stilen. Nogle gange er den direkte dumsmart. Det må I altså kunne gøre mere elegant.”
Bør Euroman blande sig mere i samfundsdebatten?
”Jeg kan godt lide, når magasinet tager stilling. Jeg husker nogle af læserbrevene om jeres forside med Putin. Chefredaktørens svar var præcist, som jeg, som gammel læser, ville forvente af dem: høflige, men faste i tonen omkring, hvad Euroman er og altid vil være.”
Det sætter jeg pris på, du siger. Hvad med fx kønsdebatten – bør Euroman i højere grad blive en stemme i den?
Annonse
”Euroman har altid hyldet kvinder. På den gode, mandige måde og aldrig chauvinistisk, bøvlet eller nedsættende. Der har aldrig kunnet sås tvivl om magasinets holdning til kvinder versus mænd: ”alle er lige – men vi er stadig et mandeblad.” Nogle læsere vil måske blive skræmte, hvis I tager for klar stilling til sprængfarlige emner, men for min skyld kan I give den så meget gas, I lyster.”
Har du gemt dine magasiner?
”Jeg har som en stolt samler i mange år haft dem ’udstillet’ i mine reoler. Da en af reolerne en dag brækkede ned fra væggen og bragede til jorden, mente min bedre halvdel, det måske var på tide, at de fik sig et nyt sted at bo. Jeg ville donere dem til andre, så de kunne få glæde af dem. De blev stablet i vores entré, men efter et halvt år derude blev det i husstanden konkluderet, at donationen nok aldrig ville blive til noget, og med armen vredet om på ryggen smed jeg magasinerne ud. Det var lidt vemodigt, men de var jo blevet læst adskillige gange, og det læste er ikke glemt.”
Hver måned taler vi med en inkarneret læser af Euroman. Hvilken nytteværdi giver magasinet ham? Hvad kunne han godt tænke sig, vi gjorde anderledes? Hvorfor køber han overhovedet det forfængelige bras? Vi vil gerne lære af jer, så vi kan forblive relevante for den moderne mand.
Er du den næste, vi taler med? Skriv en mail til chefredaktør Karl Erik Stougaard på
Jeg bliver måske lidt irriteret på mig selv over, at det stadig er så svært for mig at få Mette frem. Det er nok mest, når jeg er på skærmen. Jeg oplever ikke, det er så svært, når jeg er ude at møde folk.
