Julefilmen Alene Hjemme

Så mange penge brugte faren fra ‘Alene Hjemme’ på familiens juleferie

Det var ikke en billig omgang.

Julefilmen Alene Hjemme
Offentliggjort

Som barn anså man ‘Alene Hjemme’ som en (forholdsvis) uskyldig julekomedie, men som voksen begynder man at undre sig over andre ting ved filmen. For eksempel hvordan Kevin McCallisters far havde råd til at kaste om sig med penge i begge film.

Familien McCallister er yderst velhavende og bor i et af USA’s rigeste nabolag. Det rigtige hus blev solgt for over 11 millioner kroner i 2012.

En ny teori på nettet lyder, at faren kunne være gangster. Det er ikke til at sige, men i hvert fald har Esquire lavet en opgørelse over, hvor mange penge Kevins far nåede at bruge i de to film.

Alene Hjemme, 1990

Direkte returbilletter med American Airlines, som familien fløj med, ville ende med at koste cirka 300.000 kroner i dag - alt efter hvornår på året, du bestiller dem. Og så er priserne på flybilletter endda faldet gevaldigt de seneste 30 år, hvilket betyder, at billetterne kan have været endnu dyrere i 1990.

Pizzabudet siger, at det bliver 871 kroner.

Lille, glemte Kevin får smadret familiens hus godt og grundigt i forsøget på at stoppe indbrudstyvene. For eksempel smører han familiens kældertrappe ind i tjære, ligesom han vælter alle reolerne ned på storebror Buzz’ værelse. Disse skader ville koste cirka 10.500 kroner at fikse.

Alene Hjemme 2: Glemt i New York, 1992

Flyturen til Miami er ikke nær så dyr som til Paris. Denne gang kan Kevin McCallisters far nøjes med at slippe 71.000 kroner, men igen ville turen nok være en del dyrere dengang.

Selv om Kevin gerne ville have det ‘fineste værelse’ på Plaza i New York, er det urealistisk at tro, at han fik The Royal Suite, som kan koste over 200.000 kroner for en overnatning. I stedet ligner det, at han har fået deres et-værelses penthouse suite til omkring 21.000 kroner per nat. Stadig ikke dårligt.

Mens Kevin er godt indlogeret i New York, er resten af hans familien fanget på et lille, ulækkert motel i Miami. Motellet hedder Dolphine, men findes ikke i virkeligheden. Tager man prisen for et lignende motel i området, ville det blive omkring 5.000 kroner for en overnatning for hele familien.

Vores hovedperson bruger ret mange penge, mens han er alene i New York. Han bruger 150 kroner på legetøj, han vælter maling (i hovedet på de samme indbrudstyve som i første film) for omkring 7.000 kroner, og til sidst har han en meget stor roomservice-regning på Hotel Plaza. Den beløber sig også til cirka 7.000 kroner.

Faren bruger også rundt regnet 14.000 kroner på nye flybilletter for at familien kan rejse fra Miami til New York juleaften.

På to juleferier har Kevin McCallisters far altså formået at bruge mindst 436.521 kroner, da mad, lokal transport, souvenirs og diverse andre ting slet ikke er talt med. Måske giver det meget god mening, at der går rygter om, at han var gangster. Og så tør vi slet ikke tænke på familiens sommerferieplaner.