Michael Roloff: "Det er hands down mit mest besøgte område henover det seneste halve årti. Hvis jeg skal koble helt ud med min familie eller mine venner, rummer området alt det, jeg behøver"
Michael Roloff elsker olivenolie. Faktisk så meget, at han for ikke så lang tid siden har skabt sin egen olivenolie med en partner i firmaet Psyche Organic, som han nu driver. Han tror på biodynamik og oliens helbredelige kræfter, og udover at arbejde med et produkt, som bare smager helt igennem fantastisk, så er Michael også kurator, har en baggrund i designindustrien, tidligere terrænløber og bidt af en gal trampolin.
Foto: Privat
Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.
Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?
“Biomarkeder. At vi for længst ikke har fulgt trop med vores tyske naboer kommer oprigtigt talt bag på mig. Overalt i Tyskland finder du supermarkeder på kædeniveau, hvor alle produkter som minimum er af økologisk oprindelse, og hvor flere og flere biodynamiske produkter også finder vej i sortimentet.
Den massive udrulning af nethandel for fødevarer under corona illustrerer på glimrende vis, hvor adaptivt et folkefærd vi rent faktisk er. Derfor undrer det mig, at en by som København ikke allerede nu råder over landets 3-5 første biomarkeder, der konkurrerer på lige fod med den øvrige, konservative markedsplads for fødevarehandel.”
Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?
“En trampolin fra tyske Bellicon. Indtil for ganske nylig var jeg ikke klar over de mange gevinster, der er ved at rebounde på en trampolin på daglig basis. Den stimulerer og cirkulerer mine indre organer efter en lang dag foran en computer.
Når jeg tænker over, hvor mange timer jeg egentlig sidder ned på en dag, mærker jeg tydeligt, hvordan mine organer langsomt samler sig til en stor og stiv kugle inde i kroppen. Trampolinen hjælper med at løsne, give plads til og ilte mine organer; det er især fantastisk lige inden sengetid. Så selvom jeg ikke arbejder i salg for Bellicon, holder jeg mig aldrig tilbage fra at nudge folk til at investere i denne gamechanger af et fitness-apparat."
Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?
“En juice-menu på Restaurant Moment i Feldballe på Djursland. En ganske imponerende oplevelse af hjemmebryg fra sæsonens bær og grønt. Det allerbedste ved stort set hele menuen var dens lave indhold af sukker. Majoriteten af alkoholfrie tilbud har det med at erstatte alkohol med unødvendigt store mængder sukker. På Moment bruger de ingen billige kneb til at få menuen til at smage."
Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?
“Langeland. Hands down mit mest besøgte område henover det seneste halve årti. Hvis jeg skal koble helt ud med min familie eller mine venner, rummer området alt det, jeg behøver: Ro, idyl og masser af plads. En tur til Bagenkop og opland er aldrig rigtigt fuldbyrdet uden et smut forbi øens kræmmer og byens friske fangst hos Fiski."
Hvornår vidste du, at du var god?
“Den 27. august 2020 tidligt ud på aftenen, da vores datter Helga kom til verden. I det øjeblik og i dagene efter udfoldede der sig i min bevidsthed en tungtvejende og urokkelig følelse af at være god nok. God nok som kæreste, ven, søn, svigersøn, søskende, kollega, far … god nok som menneske. I det øjeblik slap jeg store dele af min indre dommer, der altid har pisket mig frem i livet og sørget for at overbevise mig om, at jeg ikke var god til noget eller for nogen.
Følelsen af at være god nok er blevet hos mig lige siden og jeg er overbevist om, at den bunder i, at jeg i kraft af Helgas eksistens dagligt bliver mindet om, at jeg besidder både styrken og modet til at realisere mig selv og mine inderste drømme."
Følg Michael og Psyche her.