Hjernen på afveje

Da det bliver grønt, ruller Louise og jeg langsomt ud i krydset, der er relativt stort. Tre-fire meter før vi når cykelstien på den anden side af vejen, opfatter jeg et lysglimt til venstre for mig. Jeg når at dreje hovedet en smule og mærker en voldsom smerte i mit venstre knæ. Så bliver lyset slukket.

Da jeg vågner, er alt kaos. Jeg ligger midt på vejen og er helt våd. En mand holder fast i mit hoved – har han lige givet mig en lussing? – og råber til mig, at jeg ikke må flytte hovedet. Jeg løfter nakken en smule for at se, hvor jeg er, men han presser mit hoved ned igen.

”Vi bliver nødt til at flytte os. Jeg ligger jo midt på vejen”, forsøger jeg at forklare den tydeligvis lidt tungnemme mand.

Han svarer, at jeg har været bevidstløs, og at der kommer en ambulance lige om lidt. Indtil da skal jeg bare ligge helt stille.

Nu begynder jeg at opfatte, hvad der er sket. Jeg er blevet kørt ned. Godt, at det ikke var værre. Jeg skal have overbevist manden om, at jeg ikke behøver ikke en ambulance. Jeg kan jo ikke mærke nogen smerte. Jeg tager hånden op til ansigtet, der er vådt af en eller anden grund. Jeg trækker min hånd tilbage og kigger på den. Den er helt rød.

”Du har blod i hele hovedet. Jeg kan ikke se, hvor det kommer fra, men det finder de ud af i inde i ambulancen”, siger manden, der tydeligvis kan se panikken i mine øjne.

Jeg råber på Louise og forsøger at se, hvor hun er. Manden holder mit hoved nede og siger, at Louise har det fint, og at hun skal med på hospitalet. Ambulancen ankommer, og ambulancefolkene flytter mig forsigtigt over på en rullende båre.

I ambulancen spørger sygeplejeren mig tre-fire-fem gange, hvad mit personnummer er. Jeg gentager det igen og igen, og han siger, at jeg ikke skal falde i søvn. Aner ikke hvad han taler om, Jeg har aldrig været mere vågen. Jeg har det, som havde jeg drukket to kander kaffe. Ligger og ryster.

Jeg har så småt indset, at jeg ikke kommer hjem i min lejlighed i Sydhavnen lige med det samme. Jeg kan mærke på aktiviteten og råberiet omkring mig i ambulancen, at det er ret alvorligt, det her.

”Er jeg ved at dø”, spørger jeg. Jeg har aldrig været specielt bange for at dø og altid haft på fornemmelsen, at jeg ikke nødvendigvis ville blive så gammel. Jeg når at tænke, at 45 år sgu egentlig er meget godt. Jeg har nået det meste, tænker jeg.

Paramedicineren – en mand – ignorerer mit spørgsmål og spørger, om jeg kan flytte mine fingre og vrikke med mine tæer. Højre hånd kan jeg slet ikke mærke, og da jeg kigger på den, er den allerede viklet ind i en meget stor bandage. Hvornår skete det? Det går fint med venstre hånd, og tæerne flytter sig også. Jeg ånder lidt lettet op og fortæller, at jeg kan mærke mine tæer.

”Det er gode nyheder. Jeg tror, at din højre hånd er brækket, og du har fået et ordentligt slag i hovedet. For at undersøge dig ordentligt, bliver jeg nødt til klippe lidt i dit tøj”, siger han og har allerede klippet mine yndlingsbukser i stykker. Åh nej.

”Jeg skal skide helt vildt”, siger jeg. Det er så voldsomt, at det er det eneste, jeg kan tænke på. Plejeren spørger mig, om det også var tilfældet før ulykken. Det kan jeg ikke huske, og han siger, at hvis jeg ikke kan holde mig, så må jeg jo bare gøre det i mine underbukser. Det vil jeg simpelthen ikke. Jeg kan mærke, der er en ordentlig omgang på vej.

”Jeg må ikke flytte dig, men hvis du kan vente til efter scanningen, kan vi få fat i et bækken til dig.”

Vi når endelig frem til Hvidovre Hospital. Der står et væld af læger og sygeplejersker og venter på os. Vi må stadig ikke flytte os. Mens jeg bliver rullet ned til scanningen, går en læge i gang med at undersøge mit hoved og min nakke. Jeg kan høre, at de taler om lammelser. Jeg tænker på, om man i min alder kan lære at spille tennis i en rullestol?

Jeg bliver scannet og står derefter med fire mennesker omkring mig. Jeg har stadig ikke rørt mig, siden jeg vågnede på vejen. Jeg får endelig et bækken skubbet ind under mig og afleverer, hvad der føles som flere kilo afføring. Det lugter forfærdeligt. En af plejerne vender sig væk med en opkastelyd. ”Undskyld”, siger jeg.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg ligger på briksen, men i hvert fald falder jeg i søvn. Da jeg vågner, er Louises båre ved siden af mig. Hun sidder op. Jeg prøver at løfte hovedet, men det er helt umuligt. Rummet kører rundt i tyve sekunder, når jeg flytter mit hoved bare en smule, så det holder jeg op med. Jeg har ondt i hovedet og hånden og får en smertestillende. Efter ti minutter kan jeg mærke, får jeg voldsomme brækfornemmelser.

”Var der morfin i den pille der?”, spørger jeg. Sygeplejersken nikker.

”Så skal jeg have noget at kaste op i. Jeg kan ikke tåle morfin.”

Sygeplejersken skynder sig over med en spand, og jeg brækker mig i spanden og udover spanden og over det hele. Det halve af nytårsmiddagen ligger nu foran mig. Louise kigger chokeret på mig. Jeg lægger hovedet tilbage og falder i søvn igen. En læge vækker mig. Klokken er nu 11. Han siger, at han skal sy mig i hovedet og højre hånd. Min højre hånd ligner noget, der er løgn. Den er helt skæv, og min pegefinger ser ødelagt ud.

”Jeg vil tro, at du skal have en operation i hånden. Men måske er du heldig. Vi skal se dig om 14 dage, og så må vi håbe, at den vokset ordentligt sammen. Men jeg tvivler. Jeg kan fortælle dig, at du har fået kraniebrud og en voldsom hjernerystelse, men der er ikke nogen indre blødninger. Hvordan har du det?”

Jeg svarer, at jeg egentlig føler mig skarp nok, men at jeg ikke rigtigt kan flytte hovedet uden at få voldsom kvalme. Han diskuterer med Louise, og de bliver enige om, at hun kan udskrives, hvis hun er ok med det. Louise har også fået en voldsom hjernerystelse, og jeg synes ikke, hun ligner en, der er klar til at blive udskrevet, men hun protesterer ikke.

Karsten Krogh få dage efter ulykken. Privatfoto.

Louise og jeg taler om, hvad der skete. Louise siger, at paramedicinerne fra ambulancen sagde, at der var masser af vidner, og alle bekræftede, at bilisten kørte over for rødt, kørte meget hurtigt og overhovedet ikke bremsede. Flere sagde, at de mente, at det var en taxi. Politiet var åbenbart på stedet sammen med ambulancen.

Louise og jeg bor begge alene, men vi bliver enige om, at hun tager hjem til mig, og så afventer vi det derfra. Plejepersonalet er begyndt at spørge, om vi har nogen derhjemme, der kan tage sig af os, fordi vi får brug for hjælp i et godt stykke tid. Det lyder ildevarslende, men vi bliver enige om at hjælpe hinanden, så godt som vi kan.

De næste tre dage glider sammen. Min bror besøger mig hver dag. Mine forældre ringer fra Nordjylland og tilbyder at komme over for at hjælpe, men jeg har mest af alt bare brug for ro, så jeg siger, at jeg helst vil vente med besøg. Min balance er helt væk.

Det tager en krig og en specialbygget rollator at få mig på toilettet fire meter væk, og når jeg skal til scanninger, bliver jeg bare rullet afsted. Jeg kan stort set ikke flytte mit hoved uden at få voldsom kvalme. Jeg har besøg af læger hver dag, der mest checker min hånd.

Da jeg efter tre dage bliver udskrevet (en hospitalsseng koster cirka 3.500 kr. pr. dag, så man får ikke lov at ligge der ret længe) og vakler af sted med armen om min lillebrors skulder, får jeg følgende afsked fra lægen, der har tilset mig.

”Det virkelige arbejde begynder nu. Det kræver, at du holder dig i ro. Når du bliver træt, skal du hvile dig. Du skal holde meget igen med skærme og bøger og aviser. Lydbøger er gode. Du må gerne få besøg, men kun af kortere varighed. Sov så meget, du overhovedet kan. Som sagt – det virkelige arbejde begynder nu, og de næste måneder bliver hårde for både dit hoved, din hånd og især din tålmodighed.”

Jeg skal gerne indrømme, at jeg tog den melding ret let. Jeg er en utålmodig sjæl og har aldrig været særligt god til at holde mig i ro efter sygdom og operationer. Men det her skulle vise sig at være helt anderledes, end noget som helst, jeg tidligere har prøvet.

De første tre uger i januar var ikke specielt sindsoprivende for at sige det mildt. En ven besøgte i midten af januar og sagde, at Louise og jeg lignede et par, der var 80 år gamle. Sådan følte vi os også. Hvis vi skulle en tur i Netto, var det alt, hvad vi kunne klare på en dag.

Jeg skrev på Facebook, hvad der var sket og fik et væld af sympatitilkendegivelser. En gammel ven fra Herning, der har en hustru, der har haft store problemer med en hjernerystelse, ringede øjeblikkeligt.

”Du må overhovedet ikke se på en skærm de næste 3-6 måneder! Du må heller ikke læse bøger eller aviser! Du må høre en smule lydbøger, men ikke for meget. Tag solbriller på, når du går ud, så du ikke bliver for påvirket af lyset. Ingen fysisk aktivitet overhovedet. Jeg får det helt dårligt over, at du overhovedet har skrevet et langt opslag på Facebook. Du må slet ikke bruge din computer!”

En god veninde fra min efterskoletid, Mette, har været fysioterapeut i mange år og har specialiseret sig i voldsomme hjernerystelser. Hun tilbød sin hjælp, og jeg begyndte at ringe til hende et par gange om ugen, og hendes råd var meget vigtige.

Hun forklarede, at det handlede meget om selv at mærke efter, hvad man kunne holde til. Hvis man kunne gå en lang tur uden efterfølgende hovedpine, var det fint. Hvis det gjorde ondt, skulle turen kortes ned.

Hun bor i Holstebro, men kom en tur forbi min lejlighed og lavede nogle check med synet og balanceevner. Hun var relativt positiv bagefter, men som hun sagde: ”Jeg ser altså mest de allerværste tilfælde, der ikke kan noget som helst, så du skulle også helst have det bedre end dem.”

Mette sagde, at det var en stor fordel, at jeg var så relativt vant til at være meget aktiv og dyrke meget sport. Til gengæld mente hun, at jeg lige så godt kunne indse, at der ville gå et pænt stykke tid, før jeg kunne lave sport igen.

Måske ville hånden aldrig blive god, og så var tennis udelukket. Fodbold ville jeg ikke kunne spille i meget lang tid, og det der med at løbe er noget af det allerhårdeste, fordi der er så mange gentagende stød involveret.

Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg snart skulle komme til at løbe igen. Der tog jeg fejl. Seks måneder senere kan jeg løbe tre minutter og derefter gå to minutter. Det kan jeg gøre i cirka 30 minutter. Så siger hovedet stop. Jeg plejede at løbe en time ad gangen.

Min hånd blev checket efter et par uger, og som forventet skulle jeg opereres helt forfra. Knoglerne så helt skæve ud på scanningen, så de skulle brækkes op og sættes sammen som et puslespil.

Det blev gjort tre dage senere, ambulant, og jeg fik at vide, at om halvanden måned ville jeg få trådene ud af hånden, og så kunne jeg så småt begynde genoptræningen. Hånden er i dag væsentligt bedre, men jeg har stadig smerter nu og da. Jeg har ikke prøvet at spille tennis endnu.

Det har altid skullet være min gammelmandssport. Jeg har altid set mig selv stå på en doublebane på K.B’.s anlæg som 75-årig med tre andre gamlinger om 30 år og spille i slow-motion på det røde grus på Pile Allé ved siden af Frederiksberg Have med en kold fadøl bagefter.

Den første måned efter ulykken havde jeg store problemer med min balanceevne. Især var det et problem at komme op og ned fra stående til liggende position. Det tog mig simpelthen 30 sekunder hver gang, og det var voldsomt ubehageligt.

Jeg blev nødt til først at sætte mig på sengen roligt og derefter vente 15 sekunder, før værelset kom på plads. Derefter kunne jeg forsigtigt lægge hovedet ned og vente yderligere 15 sekunder, før kvalmen og synet kom på plads. Hver eneste gang, jeg skulle op og ned. At komme op var klart det værste. Nogle gange opgav jeg det bare, indtil min blære var så fyldt, at jeg nærmest kravlede ud på toilettet.

På mange måder var det ligesom at prøve at være voldsomt handicappet, blev Louise og jeg enige om. Når jeg ser handicappede personer i rullestole og med rollatorer i bussen eller toget i dag, har jeg et lidt anderledes perspektiv end før. Det samme med ældre mennesker, der har gangbesvær. Det er en stor overvindelse for de her folk bare at komme ud ad døren. Det er værd at huske på.

Efter et par uger gik jeg til min læge, der øjensynlig ikke syntes, at der var de store problemer. Jeg skulle bare gå hjem og slappe af, sagde han. Jeg havde hørt, at der var læger uden meget forståelse for hjernerystelse. Heldigvis var hans dygtige og søde sekretær af en anden mening og tog sagen i egen hånd og gav mig en masse hjælp og gode råd.

”Jeg har ondt af dig. En skade i hovedet er det værste, man kan få, fordi det ikke kan måles, hvor slemt det er, og der er ingen, der kan se skaden. Vi har mange patienter, der går i årevis med problemer efter hovedskader, og det er rigtigt svært at få hjælp og forståelse fra det offentlige og omgivelserne”, sagde hun med vrede i stemmen og fortsatte.

”Det er gået voldsomt ned ad bakke de sidste ti år i Danmark på den front. Folk bliver bare efterladt. Du kan gå på Facebook og finde grupper, hvor det bliver diskuteret, hvor lidt hjælp, de får af myndighederne. Det er ret skræmmende at læse om. Der er mange, der sætter deres næste kryds et nyt sted efter sådan en oplevelse her. Også bare hvis der er folk i deres omgangskreds, der går igennem det.”

Således opmuntret fortsatte jeg mine første måneder af året med at sove, høre lydbøger, spise, tale lidt i telefon med venner og bekendte og gå i seng igen. Jeg mistede helt grebet om hvilken ugedag, det var.

Mit blodtryk var også for højt, og lægerne kunne ikke finde ud af hvorfor. Men de var tydeligvis bange for, at det var tegn på, at der var kommet en blødning i hovedet, så jeg blev indlagt to gange med scanninger og undersøgelse. Heldigvis var der ingen nye blødninger. De mumlede lidt om chok, men man kunne høre, at de var i tvivl.

Efter en måned var jeg rasende over, at min balance og evne til at flytte hovedet slet ikke var forbedret, mens Louise slet ikke havde de samme problemer med balancen mere. Da min praktiserende læge som nævnt ikke var til megen hjælp, ringede jeg simpelthen direkte til Hvidovre Hospital og fik en sygeplejerske, der kunne huske mig fra indlæggelsen, overtalt til at finde en neurolog, der ville tale med mig. Jeg forelagde ham mit problem, og han sagde, at det lød som et klassisk problem med øresten, der var blevet rystet rundt.

”Du skal finde en øre-næse-hals-læge”, sagde han.

Det gjorde jeg, og hun var ekstremt kompetent. Hun lavede en meget ubehagelig manøvre på mig, hvor hun lagde mig på ryggen med hovedet nedad for enden af briksen. Så flyttede hun med hænderne mit hoved hurtigt fra den ene side til den anden.

Jeg var øjeblikkeligt ved at kaste op, men holdt mig. Hun gjorde det én gang til. Det var lige så ubehageligt, men en time senere var 80 procent af min svimmelhed væk. Fantastisk.

Åbenbart var det ikke usædvanligt, at man får rystet sine øresten ud af position, når man får slået sit hoved. Hvorfor havde jeg ikke fået det at vide allerede på hospitalet? Eller i det mindste senere hos min egen læge? Det var ikke sidste gang, jeg manglede rådgivning.

Jeg fik tilknyttet en psykolog pr. telefon, der viste sig at være meget hjælpsom. Hun forklarede, at der er relativt mange med alvorlige hjernerystelser, der er i depressionsfare. Jeg tror aldrig, at jeg har været i nærheden af en depression, men jeg forstår sagtens sammenhængen.

Problemet er jo ikke kun smerten og helbredet, men den ekstreme usikkerhed der er forbundet med helingen. Og den underlige fornemmelse af at sætte livet på stand-by. Man kan tydeligt mærke, at man er på halv kraft eller mindre, og ingen kan fortælle dig, hvornår du bliver dig selv igen. Samtidig ser man sine venner suse forbi med karrierer, sport, rejser, sociale aktiviteter – alt det man står op for om morgenen. Det er stenhårdt.

”Du har tydeligvis haft enormt meget fart på. Du bliver nødt til at sætte farten ned et stykke tid. Du har været vant til at kunne vælge fra stort set alle hylder. Lige nu kan du kun vælge fra én hylde. Det kræver, at du begynder at se dit liv fra en helt anden vinkel. Men det er ikke nødvendigvis kun negativt. Du kan måske lære noget af det her, som du kan få stor gavn af senere,” sagde min psykolog til mig og anbefalede meditation.

Som vestjyde har jeg en indbygget og helt sikkert kernesund skepsis overfor yoga, meditation og den slags ”tryllekunstner”, men næsten alle mine eksperter, også min psykolog, anbefalede mig at meditere. Jeg downloadede app’en Headspace, gik i gang med at lære at meditere og har gjort det hver dag siden midten af januar. Det har været en kolossal hjælp, og i virkeligheden tror jeg, at alle kan have stor nytte af at meditere. Jeg kommer aldrig til at slippe det.

For mig har meditationen hjulpet mig til at forstå, at det er i orden at sætte farten lidt ned. At man ikke automatisk får det bedre af at nå alting hele tiden. I det optimeringssamfund som mange af os er en del af – man skal hele tiden være dygtigere, hurtigere, i bedre form, lære en masse nyt, opleve noget nyt, hele tiden optimere sig selv på alle måder - har det været en vigtig ting at forstå, hjernerystelse eller ej. Det var det, min psykolog fortalte mig. Måske er det i virkeligheden det allervigtigste, min hjernerystelse har lært mig.

Det mentale var én ting. Det fysiske noget helt andet. Jeg har altid været meget fysisk aktiv, spillet tennis, fodbold og løbet meget, men på grund af inaktivitet tabte jeg mig lynhurtigt 8-10 kg – mest muskler – og blandt andet derfor tog jeg til en fysioterapeut for at få noget hjælp til eventuelle øvelser og behandling, selvom nogle af mine venner havde fortalt mig, at fysioterapeuter tager for hårdt fat i forhold til hjernerystelser.

Min fysioterapeut hed Mikael og så ud til at være cirka 25 år gammel (han er 35). Jeg tænkte, at han var alt for ung til det her, men der tog jeg fejl. Mikael skulle vise sig at blive helt uundværlig i min helingsproces. Han havde masser af erfaring med hjernerystelse og sagde lige fra starten, at jeg ikke måtte ligge for meget på sofaen.

”Der er sket meget indenfor hjernerystelsesforskning de seneste år. Blandt andet har det vist sig, at der ikke er evidens for at ro hjælper det helt store efter de første to-tre uger. I gamle dage fik man at vide, at man skulle ligge i sin seng med nedrullede gardiner dagen lang, indtil man havde det godt igen. Men jeg anbefaler, at du går i gang med at lave noget fysisk, så hurtigt som du kan. Det kommer måske til at give lidt hovedpine i starten, men sådan er det. Det sætter dig ikke tilbage nævneværdigt, og det er vigtigt, at du hele tiden skubber grænserne for din fysiske formåen.”

Det passede meget godt med det, min veninde Mette havde sagt. Pres dig selv, og sørg for at mærke efter, hvor meget du kan holde til. Jeg begyndte at lave øvelser med elastikker og skuldre, nakke og arme. Jeg lavede et væld af syns- og balanceøvelser hver dag og gik lange ture på min kirkegård i Enghave. Dagen efter noterede jeg ned, hvordan jeg havde det – hvor på smerteskalaen min hovedpine var.

Jeg var så glad for, at jeg måtte bevæge mig og entusiastisk omkring det hele, at jeg tog alt for hårdt fat i starten og kom op til Mikael en dag og var helt ødelagt af hovedpine. Han forklarede, at jeg skulle gå langsommere frem og behandlede mig med massage og nåle, og det hjalp. Jeg blev endnu bedre til at mærke efter hos mig selv, hvor langt jeg kunne gå fysisk. Min hovedpine blev mindre voldsom, men stadig til stede næsten hele tiden.

Min tid på hospitalet havde generelt været rigtig god. Personalet havde været dygtigt og venligt, og min operation var også gået fint. Men det post-hospitale system har, som nævnt, været et mindre mareridt.

Man skal finde ud af alt selv. Jeg troede, at man automatisk ville få tildelt et check hos en neurolog efter en meget voldsom hovedskade. Det sker slet ikke. Min fysioterapeut har senere fortalt mig, at han skulle have set mig længe før, det var tilfældet. Det har jeg hørt flere steder.

Men hvordan skulle jeg vide det? Og hvordan skulle jeg få adgang? Jeg har været heldig med et godt netværk, men hvad gør en 65-årig enkemand, der ikke har noget netværk? Hvad gør en udlænding, der ikke taler særligt godt dansk?

Hvorfor bliver man, efter en tydeligvis alvorlig skade i hovedet eller andre steder – ikke tilknyttet en form for kontaktperson, der følger én? Det kan da ikke være i nogens interesse, at der går flere måneder, før man kommer til de rigtige læger og får den rigtige behandling?

Efter en måneds tid fik jeg – via min dygtige og søde lægesekretær – endelig tildelt en tid hos en neurolog, der som det første spurgte mig, hvorfor der var gået så lang tid, før jeg var kommet!

Neurologen var dygtig. Han var tilfreds med, hvad han så og ville se mig igen måneden efter. Han afslørede, at han på mine billeder efter ulykken, hvor jeg ligner én, der er gået tre omgange med Mike Tyson, kunne se, at jeg ikke kun havde fået ét kraniebrud, men to. Nogle bestemte, tydelige blødninger i mit hoved omkring øjnene viste åbenbart, at jeg også havde fået kraniebrud i nakken.

Han havde god tid til at svare på mine to millioner spørgsmål, og det var nærmest med tårer i øjnene, jeg sagde tak for hans tid. Selvom han ikke kunne sætte en tidshorisont på noget som helst, var det alligevel så stor en lettelse at tale med én, der havde svar på næsten alle mine spørgsmål. Han specificerede dog, at forskningen i hjernerystelse nærmest gik i hver sin retning, og at det derfor var enormt svært at sige noget som helst med sikkerhed. Han var dog ret enig med min fysioterapeut.

”Jeg bryder mig ikke om at begrænse folk, så jeg synes, du skal prøve at gøre det, du gerne vil gøre. Dit hoved skal nok gøre dig opmærksom på, hvad du kan og ikke kan. Der kommer sikkert nogle tilbagefald, men det må du leve med. Ét godt råd har jeg: Du skal forsøge at undgå at få et hårdt slag i hovedet sådan lige med det samme,” smilede han. En joke! Jeg kunne lide det. God mand.

Jeg begyndte så småt at se mine venner igen efter en måneds tid. I begyndelsen bare hjemme hos mig selv til en fodboldkamp. Det er blev ofte ret kort, fordi noget af det allerhårdeste ved en hjernerystelse er faktisk – underligt nok – at være sammen med andre mennesker. Især hvis man kun er to personer.

Det er ret intenst at lytte til en anden person og skulle være på i længere tid ad gangen, og jeg fik voldsom hovedpine et par gange, jeg havde brugt for lang tid på den måde. At se en fodboldkamp med to-tre kammerater var faktisk langt nemmere. Der kunne man ligesom tage sine pauser, når de andre talte sammen. Jeg var vist ret stille de første par måneder, har jeg fået at vide af mine venner. Det må have været dejligt, tænker jeg. Jeg håber, de nød stilheden.

Venner og bekendte meldte sig mere og mere, og selvom jeg efterhånden var træt af at fortælle om ulykken, var det jo forståeligt nok, at de ville vide mere om det. Deres første spørgsmål var næsten altid: ”Hvordan går det?”, og nogle gange havde jeg overskud til at fortælle om alle lægerne, fysioerne og genoptræningen, men for det meste sagde eller skrev jeg bare, at det går langsomt fremad og skyndte mig at tale om noget andet.

Jeg må med skam erkende, at jeg på et tidspunkt lavede en lille tekst, som jeg så bare copy-pastede i et par måneder, når jeg fik et spørgsmål fra mine venner, om hvordan det gik. Også på engelsk til mine venner i USA og Australien.

Efter et par måneder skulle jeg til en 40 års-fødselsdag hos en kammerat med vinsmagning og the works – og det ville jeg bare med til! - og spurgte mine fysioer Mette og Mikael, hvordan jeg skulle tackle det. Rådene var at holde pauser hele tiden.

Hver time tog jeg min jakke og gik en tur på ti minutter udenfor, mens jeg talte mine åndedræt. Jeg nippede kun til den fortræffelige vin og drak vel et halvt til et helt glas alt i alt. Min første alkohol siden ulykken. Men jeg var en del af samtalen, og jeg fulgte fint med – også i samtaler, der spændte over flere personer. Jeg blev heller ikke blæst væk af den til tider lidt højrøstede konversation. Positivt.

Da jeg cyklede hjem efter fire timers fødselsdag, og de andre festede videre, var jeg meget spændt på, hvordan jeg ville have det dagen efter. Jeg havde det overraskende godt. Jeg tænkte, at nu begynder det at rykke. Det har jeg tænkt mange gange efterhånden.

Det har egentlig været rigtigt nok, men der kommer også lange perioder med ren stilstand og endda nedture i dagevis. Jeg tog til en koncert med ørepropper i ørerne efter nogle måneder. Det var stenhårdt for hovedet, og jeg var nærmest lammet af hovedpine bagefter. For nogle bliver synet et problem. De kan ikke klare for meget lys eller for meget aktivitet omkring sig. For mig har støj været betydeligt værre. En børnefødselsdag er meget svær, og der bliver jeg nødt til at tage pauser, nærmest ligesom en ryger, der sniger sig ud ad bagdøren for at få en pause.

Min fodboldkammerat Lennart havde for nogle år siden været væk i mere end et år med en lignende hjernerystelse. Han havde kørt galt på cyklen og været i endnu større krise end mig. Flere måneder efter ulykken kunne han stadig nærmest ikke selv købe ind og lave helt dagligdags gøremål. Han begyndte at arbejde igen på deltid efter lidt over et år, men han fik et tilbagefald efter en kort periode. Ham har jeg talt en del med om helingsprocessen, og han, og naturligvis Louise, er faktisk en af de få, der har forstået mine problemer. Man skal sådan lidt have været der for at forstå det.

Flugtbilisten blev aldrig fundet. Både Louise og jeg blev afhørt ret hurtigt af politiet efter ulykken. Jeg havde haft en fornemmelse af, at politiet sagtens kunne finde bilisten, men det var slet ikke tilfældet. Det gør de åbenbart meget sjældent, forklarede en juristven mig senere.

Vi havde slået et sidespejl af bilen, og derfra kunne politiet ud fra modellen konkludere, at der ikke var tale om en taxi, og det gjorde opgaven betydeligt sværere. De sagde, at vidnerne havde været enige om, at bilen kørte over for rødt i meget høj fart, og at bilisten ikke havde bremset.

Politiet forklarede, at selv om de fandt bilen, ville det være ekstremt svært at bevise, hvem der kørte den. De sagde, at vi skulle være ekstremt glade for, at der havde været dygtige folk omkring os bagefter. De forklarede, at man normalt bliver slået ihjel i disse tilfælde, så vi skulle prise os lykkelige, fordi vi havde været så heldige.

Ingen af os følte os specielt heldige i vores bandager og med konstante smerter. Vi undrede os over, at der ikke havde været noget på eb.dk eller andre steder på nettet om ulykken overhovedet. To mennesker slået bevidstløs af flugtbilist midt i København er vel egentlig en ret god historie?

Hvis politiet havde bedt om offentlighedens hjælp, var der så ikke en ret god chance for, at der var nogen derude, der havde set en bil køre i meget høj hastighed, måske endda kørt over for flere røde lys, inde midt i København fra Enghave mod Istedgade en nytårsnat kl. 4, hvor der var masser af mennesker på gaderne? Men måske var politiet ikke interesseret i henvendelser, der kunne forlænge sagen?

En af de vigtigste ting i processen med at komme over en hjernerystelse eller bare alvorlig sygdom, er at undgå at blive bitter. Men jeg må jeg da tilstå, at jeg er blevet ramt ret hårdt på min retfærdighedssans i forhold til flugtbilisten. Jeg havde – som så mange andre, tænker jeg – regnet med, at det var nærmest umuligt at slippe afsted med bare at køre to mennesker ned lige midt i København.

Men det er åbenbart ikke tilfældet. Man kan næsten sige, at flugtbilisten gjorde det klogeste, da han eller hun bare kørte videre. Der var jo ingen konsekvenser. Havde bilisten derimod stoppet, var vedkommende muligvis røget i fængsel – alt afhængig af, om der var stoffer, alkohol eller andet involveret.

Efter at have krævet aktindsigt fik Louise og jeg politirapporten fra vores sag for nogle uger siden. Vi var begge enige om, at vi nærmest blev bragt mentalt tilbage til uheldet, mens vi læste. Det var en ret vild oplevelse. Der var seks vidner, og flere af dem talte om, at flugtbilisten gassede op, før han eller hun ramte os. Måske prøvede han eller hun at komme uden om os – hvem ved? Flere af vidnerne sagde, at vi var blevet kastet højt op i luften, før vi ramte jorden. Politiet havde lavet en tegning af gerningsstedet. Louise og jeg lå mellem ti og femten meter fra vores cykler. Vi har virkelig været oppe at flyve.

I dag er der gået tæt på seks måneder, og det går stadigvæk fremad. Ikke hver dag og ikke hver uge, men stille og meget roligt. Mine venner og familie har hele tiden tilbudt deres hjælp, men der er faktisk nærmest intet, de kan gøre. Man skal finde nogen, der ved noget om problemet og støtte sig til dem, men derudover er det i høj grad en kamp, man kæmper alene, og der er i realiteten meget få, der ved eller helt forstår, hvad det går ud på.

Der er dage uden smerter, men der er også mange med, og jo mere man presser citronen, jo større er chancerne for, at du får hovedpine om aftenen og dagen efter. Smerten er som slemme tømmermænd, men mere centralt inde i hovedet og nærmest en metallisk smerte, hvis det overhovedet giver mening? Smertestillende medicin hjælper ikke længere, så man venter bare på, at det går over. Man bliver også langt hurtigere træt end tidligere.

Jeg har været i behandling hos Hans Knudsens Instituttet (HKI), en af Danmarks førende steder for hjernerystelse, der stadig er et meget underbelyst og sparsomt researchet emne i Danmark. Der er meget, man ikke ved, men på HKI har jeg haft dygtige sagsbehandlere, neuropsykologer og fysioterapeuter med stor erfaring, der har hjulpet mig og bekræftet, at mine symptomer efter et dobbelt kraniebrud og en voldsom hjernerystelse er normale, i mangel af et bedre udtryk.

Det har været meget vigtigt for mig at være i trygge hænder hos dygtige fagfolk, når man ikke synes, at det går tilstrækkeligt fremad, eller man pludselig er lænket til sofaen i to dage med voldsom hovedpine. Jeg har været heldig med at blive hjulpet godt, men det krævede også en stor indsats fra mig selv og et stærkt netværk af venner og bekendte, der kunne hjælpe. Det lyder meget simpelt, men når man ikke kan noget som helst og er i konstante smerter, er det svært at gennemskue systemet. Er man ressourcesvag, må det være nærmest umuligt. Så ligger depression og invaliditet lige for døren.

Jeg har fundet ud af, at hjernerystelse er en mystisk størrelse, der er umulig at se, og når der er gået nogle måneder, er det svært at mærke for andre, at der er noget galt. Man er fint med i samtaler, og man ser ikke træt eller forkert ud. Louise, der på nogle punkter var en smule foran mig i helingsprocessen, fortalte mig, at hun efterhånden var blevet en smule træt af at forklare om sine symptomer til folk, der ikke kunne forstå, at hun ikke var lige så aktiv, som hun plejede jo at være. ”Man kan jo ikke mærke noget på dig”, sagde de. Jeg kender problemstillingen, selvom jeg egentlig generelt har oplevet stor respekt for hjernerystelseskonceptet hos mine venner. Jeg foreslog, at hun skulle gøre som mig og ikke skulle tale så meget om det, men alle har jo deres måde at komme videre på. Man må finde sin egen vej.

På trods af hvor stor en livsændring min hjernerystelse har været, er mit forløb altså ikke the end of the world. Mange har langt større problemer end mig. Dødsfald hos familiemedlemmer og venner, voldsomme depressioner, alvorligere sygdom end min og kroniske psykiske problemer. Næsten alle går med et eller andet. Det er værd at huske, før man får alt for ondt af sig selv.

Mange folk med hjernerystelse bliver aldrig sig selv igen. De eksperter og læger jeg har talt med har heldigvis sagt, at de forventer, at jeg kommer tilbage på 100 procent eller tæt på. Det glæder jeg mig til. Jeg savner at arbejde, være oppe efter midnat uden at gabe konstant, løbe uden at stoppe hele tiden og spille fodbold og tennis. Jeg synes ikke, at jeg er så langt væk.

LÆS OGSÅ: En dag med døden

LÆS OGSÅ: Thomas Skov vil med sin egen historie have dig til at tænke over, om du har det forhold til din far, som du drømmer om