Hypet dansk tøjmærke er gået konkurs

Dårligt for nyt for Dua Lipa, Charli XCX og Kendall Jenner.

Hypet dansk tøjmærke er gået konkurs
Offentliggjort

Det allestedsnærværende og selvproklameret bæredygtige tøjmærke (di)vision er gået konkurs.

Det skriver Fashionforum på baggrund af en pressemeddelelse fra Simon Wick, der står bag tøjmærket med sin søster, Nanna Wick.

“Det er med stor beklagelse, at vi har måttet træffe beslutningen om at lukke (di)vision. I de sidste fem år har vi lagt utallige timer i at skabe en virksomhed med fokus på bæredygtighed gennem genbrug af gamle materialer og anvendelse af deadstock for at sikre, at materialer ikke destrueres,” skriver han.

Konkursen kommer ud af det blå, efter Simon Wick tilbage i juli kaldte det seneste regnskabsår for ’et rekordår’. En omsætning, som også havde mindsket virksomhedens underskud, men altså ikke nok til at redde den synkende skude.

(Di)vision fik ekstremt hurtigt vind i sejlene, da de i 2018 lancerede og lavede tøj ud af såkaldte deadstock-varer. Specielt deres bomberjakke gik som varmt brød, og deres tøj er blevet båret af kendis-A-navne som Dua Lipa, Charli XCX og Kendall Jenner.

Ifølge Simon Wick er det muligt, at (di)vision genopstår, hvis muligheden byder sig. Han udtaler:

”Tankegangen om bæredygtighed gennem genbrug lever videre hos mig. Jeg håber inderligt, at den bæredygtighedstanke, vi har kæmpet for, vil finde sin plads i modebranchen fremadrettet. Jeg drømmer om, at de værdier og principper, vi har kæmpet for, vil inspirere og bane vejen for en ny generation af designere og brands, der tør tage fanen op og videreføre kampen for en mere ansvarlig modeindustri.”