Hvor går du hen, når din indre pariser melder sin ankomst? Lige her
Du går på Aperó og får en aperó, for her ser de højt og flot på de dogmer, alle andre kører efter.
Der var engang, hvor restauranter blev liggende, hvor de lå. De blev, hvor de var, for hvor skulle de ellers gå hen? Hvorfor skulle de reformere sig selv? Rykke sig selv op med rode for at finde sig selv igen? Bare for at gøre det? For at være moderne?
Lige der i København, hvor Vognmagergade bliver skåret over af Møntergade og fortsætter som Gammel Mønt på den anden side, ligger Aperó. Et nyt spise- og drikkested, der har taget den gastronomiske arv til sig, som automatisk følger med lige netop denne her adresse.
For engang, i det selvsamme kryds, lå der to knejsende restauranter over for hinanden. To restauranter, der blev institutioner på den københavnske restaurantscene. Måske fordi de på hver deres måde ikke gav ret meget for, hvad andre syntes, at de skulle gøre eller servere. Restaurant Gl. Mønt i det skæve røde hus på den ene side slog dørene op i 1990, og året efter åbnede Restaurationen skråt overfor i stueetagen af den store marmoragtige bygning på den anden side.
Her stod Claus Christensen, også kendt som Røde Claus, og Bo Jacobsen og vinkede til hinanden fra hver deres gastronomiske flagskib i næsten 30 år. Røde Claus i sit røde hus med det tunge komfur og ildstedet i kælderen og Bo Jacobsen med de hvide duge, stjerne i guiden og høje vinduer ud til gaden. Man forestiller sig, at cyklisterne har måttet pløre gennem knædybe pytter af smør, fløde og tung rødvin i det lille kryds mellem de to københavnske institutioner.
