Lars von Trier: "Oprindeligt skrev jeg mine film på coke og vodka. Jeg skrev ’Dogville’ på syv dage"
Lars von Trier ser det som et hæderstegn, når folk udvandrer fra hans film. De tomme sæder vidner om, at publikum har fået noget at tænke over. Nu er han atter i vælten med filmen ’The House That Jack Built’ om en opfindsom seriemorder, der går længere end de fleste. Jonas Langvad Nilsson har mødt instruktøren, som siger, at det er slut med at skrive film på øl, vodka og coke. Men han er ikke færdig med at provokere og irritere.
Hvordan var det at være tilbage i Cannes tidligere på året?
”Det var faktisk meget rørende. Der var virkelig god respons. Anmelderne på festivalen var lidt sure, men filmen har siden hen fået virkelig gode anmeldelser i vigtige aviser som Le Monde og Libération, så det er fint.”
Jeg læste, at der var nogle, der udvandrede fra filmen i protest …
Annonse
”Jeg tror, det er lidt overdrevet, at 300 mennesker skulle være gået deres vej. Men på den anden side: I Cannes er der tradition for, at mange går til premiere udelukkende for at få lov til at gå op ad den røde løber og blive fotograferet. Jeg kan huske, at da jeg var i Cannes med min første film, ’Forbrydelsens element’ (1985, red.), klappede stolene op med et ’Bonk!’, hver gang nogen rejste sig. Det blev en hel symfoni. Jeg tror, at en fjerdedel af publikummerne var tilbage, da filmen var slut. Det passer mig fint, at folk forlader salen, for så har de fået noget at tænke over.”
Hvad har din drivkraft været i arbejdet med ’The House That Jack Built’?
”Peter (Aalbæk, red.) sagde, at vi manglede nogle likvider, så jeg skrev manuskriptet rimeligt hurtigt. Det er sindssygt sjovt at lave en film om en psykopat, fordi psykopater har en tendens til at tro, at de vinder hver gang. Men denne gang ender han i Helvede.”
Anmelderen fra The Guardian syntes, at det værste billede i filmen var ællingen, der fik klippet svømmefoden af …
”Jeg tror, det virkede så voldsomt, fordi det var så oplagt: Hvis man sidder med en blomstersaks i den ene hånd og en ælling i den anden, og hvis man har nogle tanker, som går i retning af, hvordan vil en ælling mon svømme med kun én fod… Jeg synes, en film bør indeholde ting, vi ikke vil se. Det er et hæderstegn, fordi meget af livet består i at idyllisere en masse ting. Men jeg kan afsløre så meget, at ingen ællinger er kommet til skade i filmen.”
Du har i mange år lidt af angst og fobier. Hvordan har du det i dag?
Annonse
”Jeg er mere optimistisk, end jeg har været længe. Jeg har fået en kæreste, som jeg er meget glad for. Hun bor i øjeblikket et andet sted for at skrive. Jeg ser mine børn med jævne mellemrum og har fået et barnebarn. Så det er jo så idyllisk, som det næsten kan være. Jeg er nok nødt til snart at skrive en væmmelig film.”
Hvordan går det med angsten?
”Jeg har taget medicin mod angst og OCD i mange år. Heldigvis bliver jeg medicineret bedre og bedre. Lige for tiden er jeg ved at skifte til et nyt angstdæmpende præparat, som gør, at jeg snart kan køre i min dejlige bil, jeg har stående derude.”
Teslaen?
”Ja, den er lidt stor, men meget behagelig, og så kan den køre forbandet hurtigt. Jeg var tæt på at købe en brugt Mercedes-taxa, men så prøvede jeg en Tesla, fordi jeg lige skulle se, hvordan det er at køre i en elbil. Det er en dyr bil, men jeg var jeg fuldstændig solgt.”
Du må da være godt kørende økonomisk med alle de film?
”Mine film er ikke blockbustere, men de giver en stabil indtægt i mange lande. Argentina er fx et godt land, jeg ved ikke hvorfor. Asien og Rusland er også gode. Hvis du lægger alle publikummerne sammen, er der råd til at lave den næste film.”
Annonse
Du har for nogle år siden fortalt, at du gik i AA. Er det et afsluttet kapitel?
”Jeg har været til 250 møder i AA. Nu er jeg skiftet til en anden slags gruppeterapi, som hedder Smart Recovery. Det er lavet af læger, hvor Gud ikke spiller nogen rolle. Det er jeg glad for. Jeg drikker en helvedes masse alkoholfri øl. Den tyske øl Warsteiner er sindssygt god. Den drikker jeg og narrer min hjerne til at tro, at den får en øl. Og så er der ro på.”
Hvad virker mest befordrende for dig i den kreative proces?
”Oprindeligt skrev jeg mine film på coke og vodka. Jeg skrev ’Dogville’ på syv dage uden at læse teksten igennem. 270 sider. Værsgo! Det var andre tider. Det ville jeg slet ikke kunne tåle i dag. Det kan da godt være, at lidt af brodden er forsvundet på den konto i ’The House That Jack Built.’ Men jeg håber det ikke. Jeg har forsøgt at give den lidt knald på hist og her. Det var en fornøjelse at arbejde med Matt Dillon (som spiller hovedrollen, red.). Det var en svær rolle at besætte. Alle mulige skuespillere har skrevet til mig, at de vil give deres højre arm for en rolle i en af mine film. Undtagen ’The House That Jack Built.’ De var bange for, at deres image ville blive ødelagt. Men sådan havde Matt det ikke. Han var frisk.”
Lægger du som instruktør vægt på, at andre retter ind. Eller lægger du op til et samarbejde og et fællesskab med skuespillerne?
”Det er et fællesskab, vi har bygget op gennem mange år. Jeg ved, hvad de kan, og de ved, hvad jeg forventer af dem. Men det er klart, at det lægger en vægt på mine skuldre, at jeg har 100 mand på et hold, der står og laver ingenting, fordi jeg får et angstanfald og må gå ud i skoven en halv time, mens taxameteret tæller. Engang skulle jeg ud og hente Björk i skoven, hvor hun var løbet ud i raseri. Det skete, mens vi skulle lave en scene, hvor hun skulle danse på nogle togvogne med en masse statister. Vi havde holdt alle mulige tog tilbage, som stod og ventede på at komme forbi på den strækning. Det var fuldstændig grotesk. Hun løb sin vej.”
Hvad sagde du til hende, da du fandt hende?
”Jeg måtte finde på et eller andet pædagogisk at sige. Jeg sagde, at det ville være et ekstremt hårdt slag for produktionen, hvis hun gik sin vej. Det lyttede hun til. Jeg var glad for hende som skuespiller, men i det almindelige samkvem var det bare råberi. Måske udsprang uroen af, at hun af sine bedsteforældre havde fået at vide, at man aldrig skal samarbejde med danskere, fordi de æder ens sjæl. Det var ikke det bedste grundlag at begynde på.”
Uden at vide det udløste Lars von Trier en lavine af ballade, kritik og almindelig forvirring, da han under det nok så berømte pressemøde i Cannes i 2011 udtrykte sympati med Adolf Hitler og sagde, at han var nazist.
Instruktøren beklagede senere sin fejlslagne joke, men dette var ikke nok til at formilde den franske festivalledelse. Lars von Trier blev bandlyst fra festivalen og ikke nok med det: I en periode frygtede Trier, at udtalelsen kunne koste ham op til fem års fængsel i havnebyen Marseille. Tanken gjorde ham rædselsslagen:
”Så kan man lige så godt dø. Jeg tror ikke engang, jeg ville kunne klare fem minutters fængsel i Danmark,” siger den klaustrofobisk anlagte Trier, som måtte have hjælp fra sin advokat og sin daværende kone, Bente, til at udfærdige sin version af sagen.
”Bente sagde, at jeg skulle huske at skrive, at alle mine fire børn har jødiske navne, nogle som mellemnavn og nogle som fornavn. Og det var faktisk noget, de juridiske myndigheder i Sydfrankrig lagde vægt på som en formildende omstændighed, da de frikendte mig. For jeg kunne jo ikke hade jøder og samtidig give mine børn jødiske navne. Jeg syntes, det var et lidt billigt trick at komme med. Men på den anden side: Jeg ville gøre hvad som helst for at slippe ud af den klemme.”
I foråret 2018, efter syv års pause fra Cannes, vendte Lars von Trier atter tilbage til den prestigefulde filmfestival med ’The House That Jack Built’. Filmen havde dansk premiere 29. november 2018.
Du kan læse mere om Lars Von Trier i det nye nummer, hvor han og andre nøglepersoner fortæller om tilblivelsen af den legendariske tv-serie 'Riget'.
Jeg bliver måske lidt irriteret på mig selv over, at det stadig er så svært for mig at få Mette frem. Det er nok mest, når jeg er på skærmen. Jeg oplever ikke, det er så svært, når jeg er ude at møde folk.
