Skuespiller Esben Dalgaard lever på lånt tid: ”Jeg blev ramt af meningsløshed, men ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg kunne bruge sygdommen til at skabe mening”
Esben Dalgaard har spillet alt fra dyster krimi til munter børnekomedie og Mogens Glistrup – og søger bevidst kontrasterne i sine roller. Men hvor mange har han tilbage? Benjamin Dane møder den 45-årige skuespiller, der i sommer fik konstateret uhelbredelig kræft, til en snak om at leve med en dødsdom, om hvorfor han nægter at se sig selv på skærmen og om en karriere, der begyndte med at underholde charterturister på et feriehotel i Spanien.
I efteråret spillede du med i Netflix-krimien ’Kastanjemanden’. Kom det bag på dig, hvor stor en succes serien blev?
”Det er svært at svare på. Netflix er jo en stor spiller med store muskler, og jeg kunne tydeligt mærke, at de havde lagt sig i selen for at lave det her godt. De havde hyret en fantastisk instruktør i Mikkel Serup og en lige så dygtig fotograf i Sine Vadstrup Brooker, som havde gjort sig mange gode tanker om genren og om æstetikken i serien. De havde virkelig gjort sig umage med at betone mysteriet i kriminalhistorien, så folk kunne gøre sig deres egne tanker om, hvem der var morderen. Men jeg har faktisk ikke selv set ’Kastanjemanden’, så jeg har kun hørt fra andre, at den skulle være god.”
Hvorfor ikke?
”Jeg ser aldrig de film eller serier, jeg medvirker i. Det er et arbejdsredskab, jeg har. Der er selvfølgelig nogle premierer, som jeg er forpligtet til at deltage i, og derfor har jeg da også set de første to afsnit af ’Kastanjemanden’, men jeg kommer ikke til at se resten. Mit arbejde foregår på settet, indtil der bliver sagt ’tak’. Derfra tager nogle andre over, og hvad de gør med optagelserne, er ude af mine hænder. Hvis jeg bagefter sætter mig til at se det, sker der én af to ting: Enten bliver jeg helt forelsket i det og tænker: ’Hold kæft, hvor er jeg dygtig, og for satan jeg ser skarp ud, når jeg står der med venstre side til.’
