Du kan (relativt) nemt selv hente din nytårs-champagne i Frankrig. Her er 10 ting, du skal vide

Det er nemt, oplevelsesrigt og de perlende dråber er billigere end i Danmark.

Du kan (relativt) nemt selv hente din nytårs-champagne i Frankrig. Her er 10 ting, du skal vide
Offentliggjort

1.300 kilometer lyder af en del. Og så oveni købet to gange kun på 48 timer. Men det er det hele værd.

Som champagneby er Épernay uovertruffen. Byen, der ligger 130 km nord for Paris, emmer af champagne, som selv bageren på hovedtorvet sælger kl. 7 om morgenen. På hovedgaden Aveny de Champagne gnubber hovedsæder for flere store huse som Dom Perignon, Möet og Pol Roger skuldre. I det bakkede landskab rundt om byen bølger vinstokke, hvis gærede druesaft gennem århundreder har perlet og prikket ganer hos alverdens berømtheder. Fra byen kan du nemt nå hele champagneområdet – både hvor der primært produceres hvide druer (Côte des Blancs) og blå druer (rundt om Montagne de Reims).

Her er, hvad du gør:

1. Find et par gode venner, der ikke har noget imod at sidde i bil (ikke for mange, der skal også være plads til champagnen). Kør afsted i stationcar fredag aften, så ankommer du til Épernay netop som bageren åbner. Der vil kunne være cirka 20 kasser champagne i en godt pakket stationcar.